madblog

For 10 år siden på denne tid havde jeg været igennem de sværeste måneder i mit liv. Umiddelbart før jul fik jeg fjernet et modermærke som skulle vise sig at være malignt – en besked jeg fik overbragt på min afdøde Mors fødselsdag, en besked som skulle vise sig at ændre mit liv for altid. Canceren havde ikke spredt sig, og den fysiologiske del af det, kom jeg derfor ret så nådigt igennem. Men det satte en grundangst i mig, jeg var ikke længere udødelig. Særligt var de første 5 år rædselsfulde med regelmæssige kontrolbesøg på Rigshospitalets plastikkirurgiske afdeling, hyppige selv-scanninger af samtlige modermærker på kroppen og en konstant angst for at det skulle ske igen. Efter de år blev jeg frikendt og min risiko var nu lige så stor som alle andres for at få cancer. Den del var en enorm lettelse, og flere spurgte til om ikke det skulle fejres med et brag. Det følte jeg ikke for, for jeg havde fået en souvenir med mig fra operationen, som overskyggede glæden temmelig meget. En evig påmindelse om de måneder, en tro ikke kærkommen følgesvend.

Foto: Mad+Medier, Juli 2016

I forbindelse med indgrebet fik jeg fjernet lymfekirtler i lysken for at de kunne se om canceren havde spredt sig, sådan som man gør. Da smerterne fra selve operationssåret havde foretaget sig, og det værste chok havde lagt sig lidt, tiltog en smerte jeg ikke kunne “placere”. Det kunne lægerne og fysioterapeuterne heller ikke de første mange måneder, og jeg blev behandlet for lymfeødem med alt muligt, uden virkning overhovedet (fordi det ikke var det). Det foretager sig nok i løbet af det første år efter operationen, sagde lægen der havde opereret mig. Men det gjorde det ikke, det fulgte mig 24-7 i alt hvad jeg foretog mig. Det påvirkede min virkelyst, hvor alt fra arbejdet som souschef på et fritidshjem og diplom i ledelse studiet ved siden af, til mit daværende parforhold og min tidligere store foretagsomhed i venneflokken blev mere og mere uoverkommelig. Selv de små hverdagssysler blev nogle dage helt uoverstigelige. Langt om længe blev jeg henvist til Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet, hvor den første læge jeg var tilknyttet dér, med det samme forklarede mig, at de smerter jeg har er neuropatiske smerter. Han testede mig og satte mig i medicinsk behandling. Sidenhen suppleredes behandling med et kursus i Mindfulness, terapi og en meget bred palette af hvad medicinalbranchen kunne diske op med, af alt fra psykofarmaka (som i nogen grad har en virkning på nervesmerter) til ambulant behandling med capsaicinplaster. Intet bed på og bivirkningerne var mange. Som de første år gik, steg mit sygefravær og jeg mistede mit faste arbejde, i stedet blev jeg nu en af de mange med et forløb på sygedagpenge, ophør af den ydelse, for at overgå til Jobafklaringsforløb på ressourceforløbsydelse, kontanthjælp og tilbage til førstnævnte, hele to gange, for at det ikke skal være løgn. En ny beskæftigelse, kunne man være fræk at kalde det, for sådan føles det at skulle holde tråd i alt hvad det indebærer. Og smerterne? De er blevet min livsledsager, en partner jeg ikke selv har valgt.

Men hvad har alt det her med bloggen at gøre? Hvorfor er det relevant i forhold til 10-års jubilæet? Og hvorfor den pludselige trang til at dele noget privat her på bloggen? 

I den første tid efter indlæggelsen, hvor jeg var sygemeldt havde jeg et stærkt behov for at finde et frirum. En beskæftigelse hvor mine tanker stod stille for en stund, et sted hvor kreativiteten tog over. Dét har jeg altid fundet i køkkenet – her i nogle glimt: fra jeg som ganske lille pige fik en ugentlig maddag i mit barndomshjem, når jeg fik lov til at komme ud i køkkenet hos på min Mors italienske stamrestaurant og se kokken over skulderen samt kreere mine egne desserter, da jeg som barn var med til at lave pasta hos min italienske pap-faster og hendes mand. Her kunne jeg lege med råvarer, teknikker og skabe noget, noget der glædede mig selv, men også andre. Motiveret af den følelse af glæde det gav mig, af min kæreste som ville skabe et helt koncept og legede med navne som “Nadas brød” og “Nadas køkken” og at flere og flere spurgte til opskrifter på det jeg lavede, ja så tog jeg de første spæde skridt og startede bloggen her. På dét tidspunkt var bloggen som fænomen stadig ny og der var ganske få danske madblogs. Så nyt var det, at jeg ikke anede noget som helst om det og da slet ikke overvejede noget omkring at skulle nå ud til andre end venner og familie. Hjulpet godt på vej af det daværende Mad+Medier, et voksende madblogger fælleskab samt SoMe´s vækst og muligheder tog det hurtigt fart. Jeg har vitterlig nydt godt af at blive inviteret med til alle mulige mad-relaterede arrangementer igennem årene. Det har bragt bekendtskaber med sig, udviklet min forståelse for mad og drikke samt skærpet min lyst til at blive mere faglig omkring både madlavningen, men også formidlingen af den.

Jeg har ikke tidligere fortalt min historie om canceren og hvad den har medført her på bloggen, og dét af flere årsager. Dels har jeg ikke synes det var relevant. Dels har det været for sårbart for mig at dele. Og nok så væsentligt, dét som er min pointe med at dele min fortælling, så er det mit fristed: La Cucina Nada er skabt for at kunne “stikke af” fra det som mange dage og stunder overskygger alt andet i mit liv.

10 år, en hel dekade, det er jo vitterlig værd at tage ind og glæde mig over. Og at fejre! Derfor skal der herfra lyde et KÆMPE stort tak til dig der læser med, dig der følger med her på bloggen og andre kanaler – uden dig ville det være knap så sjovt.

Foto: Selfie fra min Instagram profil/juni 2017

Foto: Ost & Ko, juni 2018