La Cucina Nada har 10 års jubilæum !

Skrevet den af LaCucinaNada

 

For 10 år siden på denne tid havde jeg været igennem de sværeste måneder i mit liv. Umiddelbart før jul fik jeg fjernet et modermærke som skulle vise sig at være malignt – en besked jeg fik overbragt på min afdøde Mors fødselsdag, en besked som skulle vise sig at ændre mit liv for altid. Canceren havde ikke spredt sig, og den fysiologiske del af det, kom jeg derfor ret så nådigt igennem. Men det satte en grundangst i mig, jeg var ikke længere udødelig. Særligt var de første 5 år rædselsfulde med regelmæssige kontrolbesøg på Rigshospitalets plastikkirurgiske afdeling, hyppige selv-scanninger af samtlige modermærker på kroppen og en konstant angst for at det skulle ske igen. Efter de år blev jeg frikendt og min risiko var nu lige så stor som alle andres for at få cancer. Den del var en enorm lettelse, og flere spurgte til om ikke det skulle fejres med et brag. Det følte jeg ikke for, for jeg havde fået en souvenir med mig fra operationen, som overskyggede glæden temmelig meget. En evig påmindelse om de måneder, en tro ikke kærkommen følgesvend.

Foto: Mad+Medier, Juli 2016

I forbindelse med indgrebet fik jeg fjernet lymfekirtler i lysken for at de kunne se om canceren havde spredt sig, sådan som man gør. Da smerterne fra selve operationssåret havde foretaget sig, og det værste chok havde lagt sig lidt, tiltog en smerte jeg ikke kunne “placere”. Det kunne lægerne og fysioterapeuterne heller ikke de første mange måneder, og jeg blev behandlet for lymfeødem med alt muligt, uden virkning overhovedet (fordi det ikke var det). Det foretager sig nok i løbet af det første år efter operationen, sagde lægen der havde opereret mig. Men det gjorde det ikke, det fulgte mig 24-7 i alt hvad jeg foretog mig. Det påvirkede min virkelyst, hvor alt fra arbejdet som souschef på et fritidshjem og diplom i ledelse studiet ved siden af, til mit daværende parforhold og min tidligere store foretagsomhed i venneflokken blev mere og mere uoverkommelig. Selv de små hverdagssysler blev nogle dage helt uoverstigelige. Langt om længe blev jeg henvist til Tværfagligt Smertecenter på Rigshospitalet, hvor den første læge jeg var tilknyttet dér, med det samme forklarede mig, at de smerter jeg har er neuropatiske smerter. Han testede mig og satte mig i medicinsk behandling. Sidenhen suppleredes behandling med et kursus i Mindfulness, terapi og en meget bred palette af hvad medicinalbranchen kunne diske op med, af alt fra psykofarmaka (som i nogen grad har en virkning på nervesmerter) til ambulant behandling med capsaicinplaster. Intet bed på og bivirkningerne var mange. Som de første år gik, steg mit sygefravær og jeg mistede mit faste arbejde, i stedet blev jeg nu en af de mange med et forløb på sygedagpenge, ophør af den ydelse, for at overgå til Jobafklaringsforløb på ressourceforløbsydelse, kontanthjælp og tilbage til førstnævnte, hele to gange, for at det ikke skal være løgn. En ny beskæftigelse, kunne man være fræk at kalde det, for sådan føles det at skulle holde tråd i alt hvad det indebærer. Og smerterne? De er blevet min livsledsager, en partner jeg ikke selv har valgt.

Men hvad har alt det her med bloggen at gøre? Hvorfor er det relevant i forhold til 10-års jubilæet? Og hvorfor den pludselige trang til at dele noget privat her på bloggen? 

I den første tid efter indlæggelsen, hvor jeg var sygemeldt havde jeg et stærkt behov for at finde et frirum. En beskæftigelse hvor mine tanker stod stille for en stund, et sted hvor kreativiteten tog over. Dét har jeg altid fundet i køkkenet – her i nogle glimt: fra jeg som ganske lille pige fik en ugentlig maddag i mit barndomshjem, når jeg fik lov til at komme ud i køkkenet hos på min Mors italienske stamrestaurant og se kokken over skulderen samt kreere mine egne desserter, da jeg som barn var med til at lave pasta hos min italienske pap-faster og hendes mand. Her kunne jeg lege med råvarer, teknikker og skabe noget, noget der glædede mig selv, men også andre. Motiveret af den følelse af glæde det gav mig, af min kæreste som ville skabe et helt koncept og legede med navne som “Nadas brød” og “Nadas køkken” og at flere og flere spurgte til opskrifter på det jeg lavede, ja så tog jeg de første spæde skridt og startede bloggen her. På dét tidspunkt var bloggen som fænomen stadig ny og der var ganske få danske madblogs. Så nyt var det, at jeg ikke anede noget som helst om det og da slet ikke overvejede noget omkring at skulle nå ud til andre end venner og familie. Hjulpet godt på vej af det daværende Mad+Medier, et voksende madblogger fælleskab samt SoMe´s vækst og muligheder tog det hurtigt fart. Jeg har vitterlig nydt godt af at blive inviteret med til alle mulige mad-relaterede arrangementer igennem årene. Det har bragt bekendtskaber med sig, udviklet min forståelse for mad og drikke samt skærpet min lyst til at blive mere faglig omkring både madlavningen, men også formidlingen af den.

Jeg har ikke tidligere fortalt min historie om canceren og hvad den har medført her på bloggen, og dét af flere årsager. Dels har jeg ikke synes det var relevant. Dels har det været for sårbart for mig at dele. Og nok så væsentligt, dét som er min pointe med at dele min fortælling, så er det mit fristed: La Cucina Nada er skabt for at kunne “stikke af” fra det som mange dage og stunder overskygger alt andet i mit liv.

10 år, en hel dekade, det er jo vitterlig værd at tage ind og glæde mig over. Og at fejre! Derfor skal der herfra lyde et KÆMPE stort tak til dig der læser med, dig der følger med her på bloggen og andre kanaler – uden dig ville det være knap så sjovt.

 

Foto: Selfie fra min Instagram profil/juni 2017

Foto: Ost & Ko, juni 2018

La Cucina Nada på tryk: Gourmetens ostebord

Skrevet den af LaCucinaNada

Foto: Klaus Hansen/Food & Drink

Sørme om ikke både jeg, og en af mine opskrifter er kommet på tryk igen. Denne gang er det i Food & Drink, som er et magasin skræddersyet til foodservice-segmentet som også læses af fødevaregrossister og supermarkedsindkøbere, som har valgt at dele et par af opskrifterne fra en tidligere Ost & ko konkurrence hvor jeg løb med den ene sejr.

Artiklen og opskriften kan du se her på s.54.

Ugens blog 

Skrevet den af LaCucinaNada

Ja så købte jeg i dag mit første Hendes Verden, og det såmænd fordi bloggen her er omtalt som ugens blog. Billederne er fra den trykte udgave.

Og sikke en fin og rosende omtale !

Faktisk er det jo overhovedet ikke et uinteressant ugeblad for én som jeg der både synes vældig godt om mad, men også har gang i strikkepindene og andre krea-projekter. Så måske ender Hendes Verden i mit indkøbsnet en anden gang.
Snart er La Cucina Nada på tryk igen, nemlig i Ekstra Bladet hvor jeg tipper om spisesteder i København.

Instagram kan – kan du?

Skrevet den af LaCucinaNada

Hvad er det Instagram kan? Det er nok det sociale medie jeg bruger mest tid på, og mange vil mene at det er fjollet eller spild af tid. Mindst lige så mange forstår min glæde ved mediet, og heldigvis for det. Jeg er klart til det visuelle, og tror at det er derfor Twitter aldrig rigtig har fanget mig, eller også er dét fordi jeg er en kvinde af mange ord (smiley). På foto appen Instagram kan man vælge at følge indenfor fælles interessesfære, man kan følge venner og bekendte og ligefrem de kendte, hvis man er til den slags. Der er mange forskellige slags profiler at finde, senest faldt jeg over én der udelukkende tager billeder af sten.

Hovedparten af dem jeg følger – det kommer nok ikke som en overraskelse – er madbloggere, madskribenter og kokke. Det gør jeg dels fordi det er interessant for mig at følge med i hvad de nu har gang i, og dels fordi jeg bliver helt vildt inspireret. På mange måder har det medie erstattet min største last, ugeblade og magasiner. Jeg får dækket mit fix ved at bladre billedstrømmen igennem, og mange gange glider jeg blot forbi eller nøjes med et like. Andre gange, og det er den interessante del, kommenterer jeg, går i dialog, spørger til råds, udveksler idéer mv. Det er i og for sig fint nok at skrive yummy, delish, lækkert, gi´mig eller amazing, som kommentar til et billede, bevares det gør jeg oftest selv, men langt mere interessant synes jeg det bliver når dialogen vækkes af enten den titel afsenderen selv har givet billedet, en kommentar fra en anden følger eller der hvor billedet opfordrer til det.

I de år jeg nu har haft en profil er der sket en stor udvikling, og lige nu ser jeg at flere og flere ikke blot nøjes med at dele et billede af senest indtagede konditorkage, sej wall art eller af en fly-vinge. Der inviteres i højere grad end tidligere til dialog, og det gør mediet endnu mere spændende.

Fornylig mødte jeg en Instagrammer som jeg indtil da ikke havde mødt i kød og blod, og på nogle måder var det som om jeg kendte hende lidt alligevel. Vi har jo også fulgt hinanden igennem nogle år, men i og for sig kun via billeder. Men det gjorde at vi havde et afsæt at tale sammen ud fra, udover vores begges glæde ved mad, er vi begge passionerede Instagram brugere. Hun, jeg og en tredje Instagrammer havde netop en interessant snak om hvad det kan, om hvor forskelligt folk bruger det, om reklamebranchens brug af Instagrammere med mange følgere og om at vi alle tre efterhånden bruger en hel del tid der.

Måske tænker du stadig hvad pokker det er jeg mener med den dialog? Du får et par eksempler her:

@karljorg

Dette billede delte @karljorg der står bag bloggen Raavare for nogle dage siden, og som du kan læse inviterede han sine følgere til at komme med bud på, hvad vi bruger græskar til. Det kom der ret mange svar på, og der bliver det endnu mere vedkommende for mig.

Da jeg havde besluttet mig for at knække koden til at få lavet helt almindelige danske frikadeller i fredags, noget jeg aldrig rigtig har mestret, slog jeg op i et par kogebøger. Ingredienslisten var forbavsende kort, og der var ikke delt nogle tips og råd overhovedet. Og jeg husker ikke hvad min salige Bedstemor kom i hendes helt fantastiske deller udover at hun brugte danskvand. Ergo besluttede jeg mig for at dele dette billede:

@lacucinanada

På nær en enkelt fjollet kommentar om at komme hash i farsen, så fik jeg mange seriøse og gode bud. En skrev decideret hendes opskrift til mig, flere delte deres hemmelige fif og med de fleste endte det med en dialog frem og tilbage. Se så kommer der lidt mere bid i det visuelle medie, synes jeg.

Min pointe er ikke at man skal række hånden ud og invitere til dialog hvis man ikke ønsker det, blot at det er mere og andet end et fotoalbum, hvis man ønsker at gøre det til det.

Hvad bruger du Instagram til? Hvilke slags billeder holder du mest af at se på Instagram? Inviterer du til kommentarer og dialog på din profil ? Og har du et par profiler du vil anbefale man følger?

Nordic Feed Food Conference 2011

Skrevet den af LaCucinaNada

Via netværket madmedier.dk fik jeg i sidste øjeblik mulighed for, at komme med på en konference for madskribenter, en konference om Nordisk Mad. Konferencen er arrangeret af “Nordic Feed”, et event- og kommunikationsbureau med det formål, at være en idébank for de nordiske lande. Selve konferencens formål er, at udenlandske medier får viden om nordisk mad, tendenser og får en oplevelse med hjem at skrive om, eller vise på nationalt tv.

Så jeg priser mig lykkelig for, at jeg i løbet af ugen har nået langt mere end planlagt, så jeg kunne afspadsere en halv dag – på selve dagen, og deltage i konferencen. Programmet byder på oplæg af kokke, madskribenter, en biolog mv, besøg på Carlsberg, MAD Foodcamp på Refshaleøen og slutter af søndag på Nordic Taste i Øksnehallen. Gevinsten for mig er åbenlys: at møde et par af mine mad-guruer, få en masse inspiration og netværke. Og ikke mindst smage på en masse lækkerier:

De små lækre hapsere stod kokken Trine Hahnemann bag, og øludvalget var et bredt udsnit af øl fra danske mikrobryggerier.

Dagens oplæg tog afsæt i hvad er det nye nordiske køkken for en størrelse? Hvad gør noget nordisk? Og som Andreas Viestad, norsk madskribent og tv-kok, kækt stillede spørgsmålet: “What on earth is it?”. Det nordiske køkken har været igennem lidt af en rejse igennem tiderne, senest den store bølge med ny nordisk mad – en bevægelse nærmest som kendte kokke som Claus Meyer, René Redzepi mv står bag. I efterkrigstidsårene hvor kvinderne kom på arbejdsmarkedet, og industrien gjorde det muligt at udvikle færdigretter, pulver produkter mv, sank standarden af mad i norden drastisk. Inspirationen fra især de sydeuropæiske lande påvirkede også vores spisevaner, og nordisk mad blev sendt i skammekrogen. Viestad kom med pointer som, at gamle originale opskrifter på frikadeller faktisk indholdt krydderier fra varme himmelstrøg, ligesom akvavit, som vi forbinder med noget meget nordisk, er brygget på temmelig eksotiske krydderier. Altså ifølge Viestad har den nordiske madkultur ikke altid været kedelig og udelukkende bestået af nordiske ingredienser, ej heller været kedelig og smagsfattig. Og at vi faktisk igennem århundrede har gjort brug af vores eget forrådskammer – nemlig dét naturen byder på, og ikke kun det dyrkede.

Denne nye nordiske madbevægelse, med “Noma” i spidsen, har gjort at kokke, og vi andre dødelige, er begyndt at gøre brug af urter, bær mv vi ikke har brugt i årevis, eller som først nu har fået deres berettigelse. Her talte biolog, Simon Jepsson fra Nordgen om, at nogle af disse planter faktisk findes i fåtal, så hvis alle vi hjemme-kokke også går på rov i de nordiske skove og marker, så ender de med at uddø. Her agiterede Trine Hahnemann for brugen af brændenælder og andre ukrudt sorter – så ender vi ikke med at udtømme naturens egne ressourcer. Se det var en pointe jeg ikke havde tænkt på. Godt at en plante som ramsløg er så udbredt og vokser i hobetal…den skal jeg ihvertfald på rov efter til foråret!

De to næste dage byder konferencen på oplæg om arbejdet med nye øltyper, og smagsprøve på en helt ny øl fra Carlsbergs “mikro”bryggeri. På frokost. Foredrag af Arne Astrup, som jeg personligt har det noget anstrengt med. Tur ud på Refshaleøen til Foodcamp, hvor vi bla skal høre Claus Meyer. Nordic Taste i Øksnehallen og meget mere. Følg min blog de næste par dage, og læs mere om nordisk mad med mere!