ssl-logo1

Logo: Stop Spild Lokalt

Med den netop overståede højtid bag os, har en følelse været dominerende hos mig og det er følelsen af, at jeg sjældent har beskæftiget mig med noget så meningsfyldt som at være med til at dele overskudsmad ud. Til jer der ikke ved det, så er jeg blevet frivillig i den stadigt voksende bevægelse Stop Spild Lokalt, som også har en afdeling her i Stege på Møn. Her har vi åbent 4 dage om ugen hvor de frivillige i egen bil og for egen regning kører så langt som til Præstø for at hente overskudsvarer fra supermarkeder, som vi så deler ud i vores lånte lokale. Formålet med bevægelsen er primært at hjælpe socialt udsatte og økonomisk trængte familier, men er samtidig også en kamp mod det enorme madspild der er i detailhandlen. Alt arbejdet foregår på frivillig basis, og jeg fascineres af de mange kræfter der dag efter dag tager kontakt til nye samarbejdspartnere, møder op med et smil og forbereder, deler ud og gør rent samt kører kilometervis for at indsamle madvarerne.

Til jul og nytår delte vi ekstraordinært ud, da en del butikker holder lukket i forbindelse med højtiderne og dermed har mange ekstra varer hvor datoen er udløbet eller er tæt på at udløbe. Det var et stort arbejde at få stablet på benene, og det tærede noget på min fysiske formåen, men det var samtidig det hele værd ! At kunne glæde og hjælpe andre med det vel nok mest basale, mad, gjorde mig lykkelig helt ind i hjertekulen.

ssam

Kilde: Stop Spild Af Mad

Samlet smider vi i Danmark hvert år over 700.000 ton mad ud, som kunne være spist. Husholdningernes madspild udgør 260.000 ton pr. år. I servicesektoren er der et årligt madspild på 227.000 ton, heraf 163.000 ton fra detailhandlen, 29.000 ton fra hoteller og restauranter og 31.000 ton fra institutioner og storkøkkener om året. Madspild fra primærproduktionen udgør 100.000 ton pr. år, mens fødevareindustrien står for et årligt madspild på 133.000 ton.
Kilde: Stop Spild af Mad

Selv er jeg ret ferm til at få brugt både mine rester, men også hele varen, f eks broccoli hvor jeg selvsagt også bruger stokken, ligesom der skal en del til før jeg erklærer f eks et rynket æble for uspiseligt. Det har dels Stop Spild af Mad bevægelsen en stor del af æren for og dels ser jeg mig “tvunget” til at tænke mig om både når jeg køber ind, når jeg laver mad og når jeg står med en slatten grøntsag, et daggammelt brød eller hvad det nu måtte være. For jeg hører med i statistikken over økonomisk trængte i dette land, efter jeg for nogle år tilbage kom på ressourceforløbsydelse.

En anden statistik jeg er en del af, er den her under hvor en husstand med 1 person smider svimlende 98,8 kilo mad ud pr år! Det tal giver mig lyst til at veje af inden jeg smider i bio-spanden, for det kan da simpelthen ikke passe. Gisp.

Årligt madspild per person i forhold til husstandens størrelse:
Husstand med 1 person: 98,8 kilo
Husstand med 2 personer: 65 kilo
Husstand med 3 personer: 67,6 kilo
Husstand med 4 personer: 57,2 kilo
Husstand med 5 personer: 46,8 kilo
Husstand med 6 personer og derudover: 52 kilo

Kilde: Stop Spild af Mad

Det er på mange måder sværere at få brugt det hele når man er en single-husstand, ligesom det er en udfordring at købe ind når man blot er én. Men her bruger jeg et par huskeregler:

  • Tjek køleskab og køkkenskabe inden indkøb, og ryd jævnligt op begge steder
  • Skriv en indkøbsseddel
  • Køb ikke store mængder, hvis du ved du ikke får dem brugt
  • Frys ned: del pakning af kød f eks op og frys det ned du ikke tilbereder
  • Planlæg brugen af evt rester af tilberedt mad

Og hvad vil jeg så med dette indlæg? Pudse glorien? Give dig dårlig samvittighed? Nej, jeg ønsker at vi allesammen bliver langt mere bevidste, på trods af at især de private forbrugere har reduceret madspild en hel del, for der er stadig lang vej endnu. Og alt det her peger i en retning: så længe forbrugerne forventer bugnende hylder, at der aldrig må være udsolgt og har de indkøbsvaner som flertallet har med store pakninger og mængde rabatter, ja så bliver producenterne jo ved med at producere. Altså er det dig og mig der som kritiske og bevidste forbrugere der kan påvirke udviklingen, f eks ved at tale med den lokale brugsuddeler, købe varer tæt på udløbsdatoen, nappe den pose kartofler der måske har 2 kartofler der er begyndt at spire osv osv.

Jeg kunne helt klar også ønske mig, at man på et højere lovgivningsmæssigt niveau satte meget mere ind. Eksempelvis at der kom et forbud mod at smide madvarer ud, som supermarkederne gør i ekstrem stor stil – jeg er sikker på du ville rystes hvis du kiggede ned i containeren ved dit lokale supermarked. Selv har jeg kun skraldet få gange, men tænker jævnligt at jeg skal trodse min angst for at kravle ind i en container for der bliver ikke alene smidt mad ud, men også tøj, julepynt, slik og alt mulig andet. Heldigvis er der en del aktivister som også gør opmærksom på det store problem, at vi samtidig med har børnefamilier som ikke har økonomi til at give deres børn en sund og alsidig kost, smider tonsvis af mad og varer ud der intet fejler. En af dem er kokken Fabian Vennekilde som her efter nytår har fået taletid i forskellige medier, bla her i BT. Du kan følge ham og hans mange videoer på Facebook hvor han regelmæssigt gør chokerende fund.

En anden måde du kan hjælpe til med at bekæmpe madspild, er ved at give noget af din tid. Stop Spild Lokalt er i rigtig mange byer, og der kan man som frivillig hjælpe til på ugentlig basis, ved at afhente madvarer fra de butikker og supermarkeder vi samarbejder med eller indimellem til de særlige uddelinger vi har omkring højtiderne. Du skriver blot bynavn efter SSL, og så er jeg sikker på der er også er en afdeling tæt på dig.

I aften er jeg en del af holdet igen, og ser frem til at dele overskudsvarer ud endnu engang.

Reklamer