Mandelbunde m.kompot af rabarber & ribs

Endnu en gang har jeg bagt en kage bestående af en mandelbund, og denne gang med mandelmel som min veninde var så sød at tage med hjem fra Italien tidligere på sommeren. Jeg forsøgte at bage med indisk rørsukker, i stedet for almindelig rørsukker – det gjorde kagen mindre sød, og fremhævede mandelsmagen mere. Men de kan sagtens bages med almindelig rørsukker. Jeg elsker simpelthen mandler i sødt bagværk!

Bundene kan laves i forvejen, og kan sagtens holde sig saftige et par dage i tætsluttende plast.

Jeg kogte en syrlig kompot til, som klæder den søde mandelsmag godt. Man kan jo koge kompot af hvilke frugter og bær man nu synes bedst om, pt vil brombær jo være helt oplagt.

Jeg har bagt dem i disse små forme: 

Det er vigtigt at man bager i en form med løs bund, og smører formen med smør. Når desserten skal anrettes, løfter man forsigtigt kagen ud af formen.

Sprøde mandelbunde – 5 stk:

  • 2 dl rørsukker (her brugte jeg indisk rørsukker, der er en pulveriseret sukker.)
  • 2 æg
  • 150 g mandelmel (hvis du ikke kan få fat i mandelmel, kan du finhakke mandler til mel)
  • 1 stor håndfuld mandler, grofthakkede
  • En smule smør til formen
  1. Pisk æg og sukker til en luftig masse.
  2. Rør mandelmelet, og de hakkede mandler forsigtigt i.
  3. Smør formene og fordel dejen i dem.
  4. Bages ved 175 grader i ca.2o-25 min.

Rabarber- og ribskompot: 

  • Ca.1 bdt rabarber
  • En lille bakke ribs
  • 1 vanillestang
  • 100 gram rørsukker
  1. Rens rabarberne, og skær dem i 1 cm skiver. Kom dem i en gryde.
  2. Tilsæt en flækket vanillestang, hvor både korn og stang tilsættes.
  3. Drys rørsukker over, og lad det simre sagte i ca.5 min.
  4. Kom ribsene ved, og kog med i yderligere 5 min.
  5. Mærk i en rabarber om den er mør, da er kompotten færdig.
  6. Lad den køle af – fisk den tomme vanillestang op, når den er kølet af.

Anret bundene på en tallerken, top med kompot og server flødeskum til. Eller som jeg gjorde her, med double cream!, og kom kompotten øverst. Som det ses på billedet lagde jeg et par bunde sammen med double cream og toppede med kompot. Du kan jo anrette ligesom du synes. Kombinationen af den sprøde bund, den syrlige kompot og den søde double cream sidder lige i skabet …