
Indimellem bliver jeg helt forpustet ved tanken om alt den vilde mad der er derude. På mine gå, – og cykelture holder jeg øje med sæsonernes skiften og dermed hvad der er at sanke på netop dét tidspunkt. Men også hvad der er på vej. Nogle gange er det jo ikke en decideret planlagt sanketur og så ærgrer jeg mig som oftest over at jeg ikke har mit grej med mig og planlægger derfor en tur tilbage inden længe. Ligesom jeg mindmapper de sager som er ved at være klar til at blive plukket og samlet for at vende retur til det sankespot. Men så sker livet, eller jeg bliver distraheret af noget andet og enten glemmer det eller kommer for sent. Og så er det jeg bliver dels ærgerlig og forpustet. For det er om at være der når de er derude; planterne, blomsterne, bærrene, frugterne og svampene.
Måske kan du genkende det, hvis du også sanker, måske synes du det lyder en anelse skørt. Jeg har i hvert fald fået enorm respekt for jæger-samler mennesket, der jo hele tiden var dybt afhængig af den omkringliggende natur for at overleve. Og for dem må det have været benhårdt arbejde. Det er jo ikke altid at der er nok af det man søger efter, vind og vejr er afgørende for udkommet og dengang må man have bevæget sig over afsindigt store arealer.
Nå, men jeg samler jo som sådan ikke for at overleve, jeg samler fordi jeg ikke kan lade være. Fordi der er så mange spændende smage derude, fordi det er gratis mad, fordi jeg får en god oplevelse i naturen og fordi min hjerne for en stund bliver sat på pause.
Alt det fik jeg fuld valuta for forleden, hvor cykelturen egentlig blot skulle gå til den lokale planteskole, men hvor jeg på vejen derud spottede en masse vild mad; brombær, æbler, hyldebær, kirsebær, cikorie, hybenrose, hyrdetaske, kløver, røn, nælder, kamille og sidst men ikke mindst, mirabeller. Sidstnævnte hang i klaser så tunge at grenene så ud til at ville knække, blandt den røde sort var mange helt mørke lilla og saftsprængte når man bed af dem. Men jeg havde jo hverken kurv eller condibøtter med, så hvor skulle jeg have dem? Heldigvis havde jeg et stofnet i tasken, så på tilbagevejen plukkede jeg til nettet næsten bristede og knap 4,5 kilo mirabeller kom med hjem. Jeg skal afgjort tilbage til netop dét sted, for der var så fint med kornmark på den ene side, havet ikke langt derfra og ikke et øje at syne.
En lille portion brugte jeg i små stenfrugttærter sammen med nektarin og abrikoser (opskriften på dem har jeg delt i mit Instagram feed )

Derudover forærede jeg en pose væk til en veninde og så lavede jeg denne ret så skønne marmelade med frisk hakket rosmarin i. Kombinationen gør den perfekt til mange oste, men er også lækker i sig selv.
Så tag kurven over armen når du går tur her en af dagene, hvis altså du ikke er så heldig ligefrem at have et mirabelletræ i haven. Jeg brugte røde mirabeller, en blanding af helt modne og knap så modne, de røde har mest sødme, men de gule kan også sagtens bruges. Der bliver til 4 glas af 300 ml i hvert glas af denne opskrift.

Mirabelle-rosmarin marmelade:
1 kg mirabeller, udstenede
600 g sukker
2 spsk citronsaft
2 spsk finthakket frisk rosmarin
Atamon
Skyl mirabellerne og se dem efter. Halvér dem og udfri dem for sten, sortér dem fra der evt har fået orm.
Kom mirabeller i en stor gryde, hæld sukker over og lad det trække imens du gør sylteglassene klar.
De skal vaskes i varmt vand og sæbe, dernæst skoldes – husk lågene og så kan du for en sikkerheds skyld skylle dem af i en anelse atamon: hæld atamon i bunden af det tørre glas, skru låget på og ryst godt, hæld atamon fra.
Hak rosmarinen fint, press citronen så du får ca.2 spsk og kom begge dele ved miraballerne.
Giv det nu et opkog, skru ned og lad det simre i 10-15 min. Skum af undervejs og hæld den varme marmelade direkte på glassene. Skru lågene på og lad dem stå ved stuetemperatur og køle af. Stil dem derefter mørkt og køligt.