Pimp din morgenmad: Skyr m.rabarberkompot, honningristede mandler og kokoschips

Skyr m.rabarberkompot/LaCucinaNada

Hvis du følger La Cucina NadaInstagram, har du nok fundet ud af at jeg holder meget af at gøre lidt ud af mine måltider. Også i hverdagen, for jeg holder så vældig meget af at forkæle alle mine sanser, også i hverdagen. Særligt om morgenen har kreativiteten det med at dukke op, og jeg ved ikke noget bedre end at sætte mig ved et veldækket morgenbord.

Der skal ofte ikke så meget til lige at gøre den smule ekstra, og det skal jo helst ikke tage alt for lang tid om morgenen heller. Du kan se mere inspiration til morgenmad her, eller hos nogle af mine favorit morgenmads-bloggere (de blogger ikke kun om morgenmad, men de finder på nogle aldeles lækre sager til morgenbordet!): Grøntsags-Dronningen: VanløseBlues og mesteren ud i styling: The Food Club, som også har udgivet en morgenmads e-bog. En anden blogger som inspirerer mig til min morgenmad er Anne au Chocolat der også deler de skønneste morgenmadsbilleder på Instagram.

Pt har Arla en lille konkurrence på Facebook, hvor man skal dele sit billede af sin yndlings yoghurt-topping, og der var jeg nød til at dele min, netop fordi det lige nu er sæson for dén: nemlig rabarberkompot på et surmælksprodukt, helst en let syrlig yoghurt naturel eller skyr i mit tilfælde. Ved at tilsætte kompotten et forholdsvist smagsneutralt surmælks-produkt får det snerten af sødme, men især friskhed og smagen af lutter sommer i min morgenmadsskål. Sådan som jeg allerbedst kan lide dét.

Når du laver en portion Rabarberkompot, så lav en større portion og opbevar den i en lufttæt beholder på køl. Du kan bruge kompotten til flere ting; desserter, blot på en nybagt bolle, til grydestegt kylling, på havregrøden osv.

Du får ikke en egentlig opskrift på denne pimpede udgave, blot nogle anvisninger:

Anret Skyr eller lign. i en skål. Jeg har brugt en lille anretter-ring, men du kan sagtens nøjes med at sætte den med en ske.

Rist en håndfuld mandler skåret i halve, i flydende honning på en pande, blot en skefuld eller to. Find gerne en honning tilsat smag – eller en honning der er blevet til i skoven, jeg er hel pjattet med en Gran,- og skovhonning jeg fandt i Kvickly, den har sådan en dyb smag, med et snert af nåletræ.

Kant med kokoschips (Urtekram har nogle ret gode nogle, ellers finder du dem i Helsekost-butikken) og måske lidt ekstra lir i form af friske spiselige blomster – vel og mærke nogle der matcher i smagen, eller tørrede kornblomster, hibiscusblomster eller som her, rosenblade.

Top så med rabarberkompot og mandler.

Denne anretning ville sagtens kunne gøre det for en let sommerdessert også – måske med friske halverede jordbær oveni!