Gratis fredagsfrø til Danmarks vilde bier

//Pressemeddelelse fra Økologisk Landsforening 

Der dukker jævnligt pressemeddelelser op i min indbakke, som jo for det meste er reklame for en eller anden mad-relateret nyhed. Dem deler jeg yderst sjældent med jer, men i dag gør jeg en undtagelse fordi emnet ligger mig så meget på sinde.

Det handler om de udsatte vilde bier ! Den lille summende arbejdsomme skabning som vi er noget så afhængige af !

Pressemeddelelsen kommer her i en forkortet udgave:

– Der er brug for mere mad til de vilde bier, og vi kan alle sammen hjælpe til. Sammen med Føtex har vi gjort det nemt for danskerne at gøre en forskel for bierne. Ved at så de gratis blomsterfrø i sin have eller altankasse, kan man hjælpe med at give bestøverne bedre vilkår, få nogle rigtigt flotte blomster at kigge på og lejlighed til at nærstudere insekterne, når de henter mad, siger Christina Udby Hansen, projektleder i Økologisk Landsforening.

//Den lidt dystre baggrund for projektet Mere mad til bierne er, at de vilde bier har det svært. Der findes 288 forskellige arter af bier i Danmark, og i de seneste årtier er antallet af dem og andre vilde bestøvere gået tilbage. De er blandt andet truet af mangel på føde, for få levesteder og af landbrugets sprøjtegifte.

 Nok er blomster og bier flotte at se på, men bestøverne har også en rolle, der spiller direkte ind i danskernes hverdag. Når vi drikker en kop kaffe eller sætter tænderne i et sprødt æble, kan vi takke bierne og deres bestøvning for, at det er muligt. 84 procent af alle plantearter og 76 procent af Europas samlede fødevareproduktion er afhængig af bier og andre bestøvere.

 Heldigvis mærker man hos Økologisk Landsforening en stor vilje til at give de betrængte bestøvere en hjælpende hånd. Ikke kun blandt de økologiske landmænd, men også hos forbrugerne, der med et stykke jord i haven eller altankassen kan være med til at gøre en forskel.

 Økologisk Landsforening uddeler i alt 70.000 frøposer til forbrugerne – de fleste af dem i Føtex. En mindre del af frøposerne uddeles på Naturmødet i Hirtshals i maj. Indholdet i poserne med økologiske frøblandinger kan holde flere bier, svirrefluer og sommerfugle på vingerne hele sommeren. Blomsterblandingen er sammensat af arter, som giver en lang blomstringsperiode. Lige fra halvanden måned efter såning frem til oktober, hvor man kan forvente, at morgenfruerne stadig blomstrer. Og så er blomsterne propfyldte med god nektar, som er biernes fødekilde//

 Hvis du ikke når forbi en Føtex på fredag, så findes der mange forskellige frøblandinger der særligt tiltrækker bier – både de vilde og honningbierne. I den urbane have jeg anlagde i København dedikerede jeg flere kasser til netop sådan nogle blandinger og én absolut favorit hos de små basser var honningurten. En blomst der selvsår sig og kommer år efter år. Det er den der er på billedet øverst. Men der er mange blomster der tiltrækker bier, hvis du vil læse mere om emnet så se denne kalender for at finde inspiration. 

Selvom du måske ikke har en have hvor du kan så på større arealer, så kan du sagtens gøre dit for at øge biodiversiteten: smide en frøbombe ude i naturen, plante dine altankasser og krukker til, måske stille en krukke eller to i din gård. Og så kan man jo altid opfordre landmænd, haveejere og folk med altan til at så mad til bierne, f eks ved at forære dem en pose frø.

Foto: Økologisk Landsforening

 

Reklamer

Den økologiske uge

Iloveøko/LaCucinaNada

For at sætte fokus på økologien har Økologisk Landsforening valgt at øremærke uge 35 til at være “Den økologiske uge“.

Ugen sættes i gang med et arrangement på Frederiksberg Runddel, hvor der vil være madskoler, mulighed for at få øko-varer med hjem i kurven og hvor man kan møde en økologisk landmand.  I slutningen af ugen kan man komme på besøg på en række landbrug hvor der høstes eller hvor man kan se den økologiske bestand. Du kan se på dette kort hvilke landmænd der åbner sin gård for nysgerrige besøgende.

I Århus er en hel gade udnævnt til at være en øko-gade, og der vil være en del forskellige spiseoplevelser og andre arrangementer med økologien i højsædet i den skønne Jægergårdsgade.

Men udover alt der du kan deltage i som andre arrangerer, så har du selv mulighed for at skabe en øko-event! Det synes jeg er ret godt tænkt. Det er sådan lidt a´la Restaurant Day, og en fin måde at få gjort økologien nærværende, hverdagspræget og helt-nede-på-jorden-agtig. Omdrejningspunktet for en sådan event er at den skal være åben for alle, og hvis den godkendes så får du din event på sitet.

Øko-ugen bliver til i et samarbejde med en række organisationer, bla Dyrenes Beskyttelse, Madkulturen, Danmarks Naturfredningsforening m fl. og er et landsdækkende arrangement. Flere af de ting der kommer til at foregå er endnu ikke planlagt, men du kan følge med på sitet og på facebook og se hvad der kommer til at ske og hvor det sker.

Måske du selv får lyst til at skabe en event? Selv er jeg gået lidt i tænkeboks, men overvejer at gøre noget i forbindelse med at vi i min ejerforening afholder et loppemarked lørdag d.31.8 … der skal du i øvrigt være MEGET velkommen til at kigge forbi! Det er på adressen: Borups Allé 247-257 i gården, og det er i 2400 Kbh NV fra kl.10.00 – 15.00.

Og husk så lige at brug #ØkoUgen når du skriver om ugen, eller når du deler billeder af øko-lækkerier.