“Stedsans” satte mine sanser i spil.

stedsans/LaCucinaNada

En af mine veninder var i åbningsweekenden på Stedsans, og sammenfattede aftenen med ét ord: magisk. Og jeg må give hende ret, oplevelsen var simpelthen magisk! Det var hele settingen, stemningen, madens kvalitet, kokkens passion, alt det grønne, mine medspisende, de gode vine, det lune vejr, de mange grin, duftene og hele share food-konceptet der er med til at sætte alle ens sanser i spil, og sammenlagt gør at det hele simpelthen bliver magisk.

stedsans/østergro/LaCucinaNada

Ude på det industriprægede ydre Østerbro har en gruppe aktive fået stablet en produktiv Tagfarm på benene på bare ét år, en have hvor medlemmer kommer og hjælper til, og henter afgrøder. En ByHave i ret så stor skala, noget en anden ByBonde kun kan beundre. Settingen er unik herhjemme, og man taber næsten pusten når man kommer op af den snoede vindeltrappe, og synet af rækker i massevis klar til at blive beplantet, møder én. Det er på én og samme tid landligt og urbant. Det er som en lomme midt i byen, et sted hvor bier og høns er faste beboere som passes af de begejstrede ByBønder.

stedsans/LaCucinaNada

stedsans/LaCucinaNada

Sommeren over fra torsdag – søndag kommer der også et andet slags folk på dette grønne tag, nemlig et køkkencrew med den autodidakte kok Flemming Schiøtt Hansen og hans kone, madskribenten Mette Helbæk i spidsen. For her på taget har de nemlig oprettet en restaurant, eller hvis jeg skal bruge et ord jeg synes er mere rammende; et spisested. Dermed kommer der de fire dage i ugen en del flere mennesker på taget end normalt, med to seatings pr. aften med plads til 24 ad gangen fyldes drivhuset hvor der er dækket op ved et langbord op. Også her er scenen sat på fineste vis med skind på bænkene, enkle blomster på bordet og kantet med reoler med spirer og tomater i massevis. Hvis du vælger den tidlige seating er du måske så heldig som vi var i går, og får fornøjelsen af aftensolen der kaster sin stråler over den smukke farm, og giver et eventyrligt lys inde i drivhuset. Hvis du derimod vælger den sene, får du eventyrlig belysning i form af kæder i rækkevis med pærer i, og stearinlys i massevis indendørs. Uanset hvilket tidspunkt du vælger får du sæsonens råvarer omdannet til ærlige, smukke, velsmagende, uprætentiøse og enkle retter serveret. Alt sammen, så vidt muligt, lokale og økologiske råvarer.

stedsans /LaCucinaNada

stedsans/LaCucinaNada

Eftersom at restauranten opererer med årstiden som dogme ved du ikke på forhånd hvad dagens menu er, men én ting er sikkert: grøntsagerne har hovedrollen, og tilberedes så man kan smage alle nuancerne i de enkelte lækkerier. Du får 6 serveringer, og kan tilkøbe vin eller vælge en vinmenu.

stedsans/LaCucinaNada

I går da jeg besøgte stedet med tre madblog kolleger, og fik aok.dk til bordherre, samt to muntre brødre på den anden side, lød menuen på flg.:

stedsans/LaCucinaNada

Kålskud & rygeost, spæde broccoliskud der var let dampede, serveret med agurk, spæde radiser, chiaknækbrød og en hjemmerørt creme af yoghurt og citron – rygeost vil jeg ikke kalde den, men godt smagte den til de sprøde forårsgrøntsager. Smukt anrettet på skærebræt, lige til at dele med sine nærmeste ved bordet. Hertil hørte en rosé vin fra Rousillion, let sommerlig og dejlig afstemt.

Nye hvidløg & porcheret æg, let dampede (måske lidt for let, til mine smagsløg)hvidløg med spæd smag og virkelig sprøde, super enkelt serveret med perfekt porcherede æg. Til hvidløgene hørte et glas Pouilly Fume mgn., den hørte ikke til blandt mine favoritter, men mine medspisende var ret så fornøjede for denne hvidvin.

stedsansrødder/LaCucinaNada

Rødder m. ramsløg-bearnaise, gamle rødder, blev de døbt i vores ende af langbordet, da sæsonen jo endnu ikke er helt inde for pastinak, rødbeder og gulerødder. De var i selskab med kartofler, alt sammen ovnbagt, i og for sig slet ikke noget nyt, hvis ikke det var fordi det var de ypperste rødder der dyrkes herhjemme. Og ramsløg-bearnaisen … den smagte så englene sang. Eneste minus var, at jeg kunne have spist mere af den. I glasset blev der skænket en let orange vin fra Lazio. Her sprang jeg et glas over.

stedsans/LaCucinaNada

Oksebryst m. kryddersmør og rødløg, i rustikke skåle serveredes aftenens vel nok smukkeste ret, braiseret oksebryst med bagte rødløg, dertil kryddersmør og frisk timian i massevis. Igen meget enkelt, og afsindig velsmagende. Nu kom der rødvin i glasset, nemlig en Nebbiolo fra Piemonte, dén var god og matchede kødet fint, måske havde en lidt tungere vin passet bedre til de skarpe løg.

stedsans/LaCucinaNada

Comté & nødder, det skulle have været valnødder, sagde kokken, men da han ikke kunne få fat i det, blev det til pecannødder, der lå strøet over stokke af den milde og bløde comté. Knap så lokalt må man sige, men kombinationen af osten, nødderne og den dertil serverede Savagnin fra Jura, gik det hele op i en højere enhed. Og jeg er ellers ikke pjattet med de lidt for metalliske Jura vine.

Stedsansdessert/LaCucinaNada

Rabarber & creme, aftenens eneste solo-servering var de lynsyltede rabarber – godt med tekstur og bid i – der var toppet med grofthakkede mandler og kakaonibs, på en bund af en skøn creme af let pisket fløde rørt med ymer. Serveret med et glas sød vin fra Loire, ligesom det skulle være.

stedsans/LaCucinaNada

Som du nok kan fornemme var jeg ret begejstret for oplevelsen, både ByBonden og Madbloggeren gik hjem på denne halv-lune forårsaften med en følelse af at mine sanser havde været på overarbejde – i den mest positive forstand. Stedsans får igen mine varmeste anbefalinger – snyd ikke dig selv for denne unikke oplevelse!

Tak til mine medspisende, værterne og de nye mennesker vi mødte, for et alle tiders lille afterparty på det skønne tag også.

Her kan du se AOK´s flotte billeder fra aftenen, og ja, undertegnede er med på et par stykker af dem, ligesom resten af mit selskab er det. Læs også Raavare´s fine beskrivelse.

 

Surdejsbrød

Surdejsbrød/LaCucinaNada

Du skal væbne dig med en smule tålmodighed. Investere i god rug,- og hvedemel, og købe økologisk gær. Derudover kaste kærlighed en masse i røreskålen. Og så LOVER jeg dig, at du bliver rigt belønnet. Belønningen er et brød med en anelse sødme fra surdejen, et brød der holder sig friskt og luftigt i nogle dage (hvis du altså kan holde dig fra det) og ikke mindst et brød med den sejeste sprøde skorpe!

Surdejsbrød/LaCucinaNada

Lad os sige at du vil bage brødet en søndag morgen, så starter du allerede weekenden før med at lave din surdej (hvis du da ikke allerede har én). Bare rolig, det er ikke tidskrævende, selve din indsats, det er udelukkende et tidsforbrug der skal til for at dejen udvikler sig. Og så er det surdejen der skal næres dagligt for at blive optimal. Du blander en surdej sådan her:

I forholdet 1:1 blander du rugmel og vand, 1 dl af hver. Tilsæt et surmælksprodukt for at sætte gang i processen. Lad din surdej stå fremme på køkkenbordet, jeg opbevarer min i et henkogningsglas med patentlåg – det er dejlig let. Nu spæder du surdejen op dagligt, efter samme princip med 1:1 rugmel og vand, blot en smule af hver. Hvis der ikke er så meget spark i den, så tilsæt en lille bitte smule gær.

Efter et par dage, begynder surdejen at boble og lugte gæret, ligesom den skal.

Lørdag morgen (dagen før du bager brødet), rører du surdejen og gæren ud i vandet i en skål. Herefter tilsætter du begge slags mel samt salt. Rør godt i dejen, sådan at der kommer godt med luft i den – hvis du har en røremaskine er den optimal til formålet, men den kan også røres ved håndkraft, det gør jeg som oftest, det kræver blot ca. 5-10 min.

Nu skal dejen hæve og udvikle sig. Det skal den have en større skål til, en skål som du dækker med husholdningsfilm, og stiller på køkkenbordet indtil søndag morgen. Ca. 24 timer i alt.

NU skal der bages! Søndag morgen tænder du for ovnen, på 250 grader, og stiller en gryde der kan tåle varmen derind. En gryde med låg, vel og mærke. Når gryden er godt varmet op, ca.1 time, så tager du den ud, drysser en smule mel i bunden, og hælder dejen heri – brug evt en dejskraber til at få al dejen med.

Bag nu brødet i gryden under låg i 30 min. ligeledes v. 250 grader. Tag låget af gryden, og bag videre i 20 min. ved 220 grader.

Lad brødet køle af på en bagerist.

Alternativt, hvis ikke du har en gryde der kan gå i ovnen, kan du bage brødet på almindeligvis, og skabe damp ved at sætte en lille bradepande med vand i, i bunden af ovnen. Her skal brødet så bages ved 225 grader, og indtil det er sprødt udenpå, og lyder hult når du slår det i bunden.

OBS: husk at hold liv i resten af din surdej ! Du behøver ikke dagligt spæde den op nu, og kan have den stående lukket til på køl. Men tag den gerne ud på køkkenbordet i god tid inden du skal bage igen, og let på låget, sådan at den får mulighed for at ånde. Hvis den ikke har så mange bobler, og virker flad i det, så brug tricket med en smule gær. Honning kan også sparke liv i surdejen, ligesom den kan have godt af at få en smule mere surmælksprodukt indimellem.

 

Nougatkonfekt

Nougatkonfekt/LaCucinaNada

Lader, konfekt og anden snask hører ligesom julen til. Og hvad er mere hyggeligt end at lave den selv? Jeg drømmer om at kunne lave sådan nogle ekstravagante nogle, især at kunne mestre chokoladetemperering og den slags håndværk, men indtil jeg når dertil, så tyer jeg til konfekt hvor succesraten er lig hundrede procent. Det lover jeg dig den er med dem her, så længe du lover mig at købe ordentlige kvalitetsprodukter til at lave dem af.

Og ved du hvad? Dine halvstore børn kan sagtens være med til at lave dem, hvis du har sådan nogle. Jeg har tilsat flagesalt, for at få et modspil til det fede og søde, og det giver dem virkelig et fint lille touch. Det kan du sagtens udelade. Ligesom du kan lege med pynt som du måtte være i humør til. Når jeg skriver lys nougat, er det fordi jeg har brugt Woodshade Organics lyse nougat – de har nemlig også en mørk nougat, men det er et helt andet indlæg, og den bedste nougat oplevelse du nogensinde har haft. Hvis du ikke kan få fat i deres nougat, så vælg en anden god nougat. Der blev til 23 konfektstykker af denne mængde.

Nougatkonfekt/LaCucinaNada

 TIP: pak evt en lille portion i en celofanpose eller lignende, og glæd din nabo, kollega eller værtinden med den. Resten opbevares i en kagedåse.

Amber chokolademousse m. sprøde pistacieflager

Chokolademousse/LaCucinaNada

I år ser det ud til at damerne skal holde nytår i samlet flok. Når jeg skriver damerne er det de af mine venskaber der går længst tilbage, og dem jeg i foråret var i Milano med. Det bliver med de mænd der hører med og uden børn. Ganske så festligt.

Undertegnede fik vist lovet at værten og jeg laver maden i en let sommerbrandert. Og det eneste værtinden skulle var at sørge for noget bar og pynt.

Allerede da jeg smagte Summerbirds Amber chokolade for noget tid siden, var jeg klar over at denne karamelliserede hvide chokolade skulle indgå i desserten. I går gik testeriet så i gang, og i andet hug lykkedes det at frembringe en helt og aldeles fantastisk dessert. Hvis den skal opgraderes og pimpes en smule, skal den tilføres noget let syrligt af en slags, men da den er rigtig god som den er allerede har jeg valgt at dele opskriften med dig her.


 

-4-5 små serveringer-

Amber chokolademousse:

60 g Amber chokolade, 36 %, Summerbird

1 dl piskefløde

2 æggeblommer

15 g sukker

 

Sprøde pistacieflager:

50 g flormelis

50 g hvedemel

50 g smør

10 g pistacienødder, usaltede

1 æggehvide

 

Moussen laver du sådan her:

Smelt chokoladen over vandbad.

Pisk fløden til skum.

Pisk æggeblommer med sukker til sukkeret er opløst. Og rør chokoladen heri.

Vend forsigtigt med flødeskum.

Kom direkte i de glas eller skåle det skal serveres i, og stil på køl i 3-4 timer.

 

De sprøde pistacieflager bager du sådan her:

Varm ovnen på 150 grader.

Tag smørret ud i god tid, sådan at det er blødt. Skær det i mindre tern.

Hak pistacienødderne fint, med lidt halvgrove stykker imellem.

Bland nu flormelis, mel, æggehvide og smør i en skål, og rør det til en sammenhængende dej. Eller kør dejen på røremaskinen. Tilsæt pistacienødderne, og rør dem så de fordeler sig rundt i dejen.

Beklæd en eller to bradepande(r) med bagepapir, og sæt nu en gangen en klat dej, som du breder ud med en smørekniv eller en dejskraber. Flagerne skal være lige tykke over det hele.

Bag flagerne i ca.5-10 min. Hold øje med dem undervejs. Måske skal de have lidt mere, alt efter hvor tykke du laver dem. De er færdige når de er let lysebrune i kanten.

Hvis du ønsker at de skal have lidt bukket facon, læg dem da én af gangen over en kagerulle, eller noget andet mindre tykt rundt. Lad resten blive i den slukkede og åbne ovn imens. Opbevar dem i tætsluttende bøtte indtil de skal bruges.


Amber/Summerbird/LaCucinaNada

Summerbird 100 % økologisk

Summerbird

Foto: Summerbird

Det er bestemt ikke alle arrangementer jeg bliver inviteret til i kraft af at jeg er madblogger, som jeg vælger at skrive om her på bloggen. Men i dette tilfælde synes jeg det giver rigtig god mening, så derfor dette indlæg. Og det er nu heller ikke den vildt gode frokost som Summerbird bød på, på Kong Hans jeg vil fortælle om, men du får lige et enkelt billede derfra af det søde punktum til frokosten:

Chokoladefondant/KongHans/LaCucinaNada

Foto: La Cucina Nada

Derimod er det om at firmaet der står bag den virkelig gode chokolade, og måske de nærmest verdens berømte flødeboller, har gennemgået en proces og nu er total forvandlede til at være 100 % økologiske i deres produktion.

Det synes sådan en øko-blogger som jeg jo vældig godt om! Tænk sig at man kan nyde en flødebolle med god samvittighed, fordi skummet er lavet med økologiske æg, og ikke buræg som (næsten) alle de andre flødeboller på markedet er.

Ved du godt at der er skjulte buræg i rigtig mange produkter? F eks kiks, kager, saucer, mayonnaise og meget meget mere!For at sikre dig at du ikke får buræg i din mad, så køb økologisk i stedet.

Og ikke alene det, så er smagen af eks vis de nødder de bruger i produktionen også bare det meget bedre. Chokoladen er et helt kapitel for sig, hvor Summerbird laver rå-chokoladen selv, og udelukkende får deres kakaobønner fra Mellemamerika og Madagaskar. Altså det bedste af det bedste. Du kan læse mere om processen og værdierne bag på deres hjemmeside, hvor du også kan se alle produkterne – her i bland et af de nye skud på stammen, den helt uovertrufne hvide chokolade, Amber, som er lavet af karamelliseret hvid chokolade. Den skal jeg prøve at omsætte i en dessert meget snart, hvis jeg altså kan holde mig fra den!

Summerbird

“Hvor køber du økologisk frugt og grønt? … “

FrugtoggrøntLaCucinaNada

Det spørgsmål får jeg stillet med jævne mellemrum, for mange er frustrerede over mange supermarkeders snævre udvalg og ofte ringe kvalitet af frugt og grønt. Det har inspireret mig til at skrive dette indlæg. Og ja, det er i København, da jeg jo er bosat i storbyen, men selvom du bor andetsteds så læs med alligevel for der er også e-butikker med på min liste. Listen får du her:

Stefanos Grønne Hjørne som ligger i den skønneste del af Nørrebro, hvis du spørger mig. Butikken har en overvægt af økologiske kolonialvarer, et lille udsalg af færdigretter såsom salater, samosas mv samt frugt og grønt. Udvalget af frugt og grønt er ikke så stort, men butikken har ofte lidt anderledes sager, især på den økologiske front. Alt er af god kvalitet. Og så er det ekspedition med et smil på læben.

ROD, som ligger i Jægersborggade ligeledes på Nørrebro, er en lille butik med et café-udsalg der bla er kendt for sine friskpressede juice samt et mindre udvalg af frugt og grønt. Priserne er i den høje ende, men produkterne er af bedste kvalitet og man kan nøjes med at købe stk vis eller meget små mængder, hvilket passer sådan en single som jeg rigtig godt.

Omegn, eller vist rettere sagt Grøn Omegn, da Omegn også har en indendøre stand i Torvehallerne. Frugt og grønt boden finder du udendøre, og det er en fryd for alle sanserne! Udvalget er styret af sæsonen, og hvad der dukker op af interessante sager når der indkøbes. Udover økologiske varer er Omegn begyndt at sælge en del biodynamisk producerede varer, og der er periodevist også friske krydderurter at finde. Dette er et sted du møder nye sorter, velkendte afgrøder i nye farver og faconer og ALTID meget friske og lækre varer. En del kokke kigger også forbi standen.

Bondens Marked, hvor du bla finder Mogens Bisgaards stand med ultra friske grøntsager. Oftest har han sorter med som ikke er til at finde andre steder, og grøntsagerne er af rigtig god kvalitet. Du skal stå tidligt op for at få fingrene i de gode sager! Jeg må tilstå at jeg ikke besøger markedet så ofte som jeg gerne ville, det kan varmt anbefales da du finder en del forskellige stande på det lille marked.

Online benytter jeg mig efterhånden oftere af Nemlig.com end af min mange årige frugt & grønt-pusher Aarstiderne.com. Det gør jeg primært fordi jeg på Nemlig kan udvælge nøjagtig de varer jeg skal bruge, modsat kasserne fra Aarstiderne. I perioder når jeg ikke er meget hjemme er der for stort et spild af grøntsager, og ofte er der en eller flere sager i kasserne jeg ikke har lyst til eller ikke lige står for at skulle bruge. Til gengæld køber jeg indimellem kasser med f eks én slags frugt hos Aarstiderne hvis jeg skal sylte og ikke har mulighed for at plukke det et sted. Altså har jeg ikke længere et fast abonnement hos dem, men køber efter lyst. Èn kasse jeg vil anbefale at man prøver er Kisel-kassen, her ved du ikke på forhånd hvad du får, men det er noget af det ypperste biodynamiske grønt du kan få, og du bliver præsenteret for en masse nyt. Nemlig.com har et stødt stigende udbud af økologisk grønt, og varerne er forholdsvis gode. Derimod halter det gevaldigt på frugt-fronten. Jeg savner flere af årstidens varer, samt langt flere danske varer, men er alt i alt ok tilfreds.

– En e-butik jeg har til gode at købe frugt og grønt (og fisk!) hos er SkagenFood!

Når det handler om at købe frugt og grønt i supermarkeder, er det svært at komme udenom Irma og Brugsen. Det varierer med udbuddet alt efter hvilken af deres butikker man besøger, og nogle er klart bedre end andre. Det største udbud af økologisk frugt og grønt finder man i Brugsen på Nørrebrogade og i Irma på Borups Allé. Jeg savner at begge ville have et langt større udvalg af danske varer, samt flere lokale grøntsager på hylderne. Men kvaliteten er blandt det bedste af det du får i et supermarked.

Vil supplere min liste med en god øko-grønt og frugt forhandler, så skriv en kommentar!

 

Abrikoskage m.pinjekerner

Abrikoskage/LaCucinaNada

Er der en type frugt der sætter mig i en stemning af sydens sol med små snævre gader, varme sandstrande, markeder bugnende af gode råvarer og lækre brune ben, så er det stenfrugten. Nektariner, ferskner, paraguayos og abrikoser mv.

Blot at gnaske dem i sig er det allerbedste, især når det er on-location og den søde saft slukker ens tørst i varmen. Hvor melon for mange er lig med sommer, er stenfrugten det for mig. Som barn husker jeg de meget modne og søde friske abrikoser i Italien, og som helt ung de kæmpe store saftige ferskner og nektariner i Grækenland, som var fast at finde på min morgenmenu.

Noget de frugter egner sig rigtig godt til, er at blive bagt. Enten blot befriet fra deres sten med sukker strøet over og en fed creme serveret til. Eller i en tærte eller i en kagedej. Således husker jeg min ene Italienske tante bagte rustikke kager, hvor hun kom olivenolie i dejen, som vi bruger smør. Det giver kagen en anden mere svampet konsistens, og tilfører den en dyb smagsnuance. Sådan en type kage fik jeg lyst til at efterligne sent i går aftes, da jeg havde nogle ret skønne friske økologiske abrikoser som jeg havde købt på nemlig.com. Den ramte ret godt smagen, sådan som jeg husker den.

Du kan sagtens bage kagen med nektariner eller ferskner i stedet, som den skarpe læser nok har iagttaget, så har jeg forsøgt mig med både abrikoser og nektariner.

Du får min opskrift her:

Opskriften svarer til en springform, jeg bagte den blot i 6 små tærteforme.

* * * * *

Abrikoskage:

100 g hvedemel

100 g mandler

2 æg

150 g rørsukker, lys

1/2 strøgen tsk groft salt

1 tsk bagepulver

100 g god jomfruolivenolie

Ca. 7-8 friske abrikoser (bruger du nektariner, da knap så mange, da de jo er større)

20-30 g pinjekerner

* * * * *

Smør springformen med en smule olivenolie eller med smør.

Opvarm ovnen på 165 grader.

Skyl abrikoserne, og dup dem tørre. Skær dem i halve, og befri dem for stenen. Skær dem yderligere i halve, sådan at du har 4 både.

Mal mandlerne til fint mel.

Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse. Tilsæt olien løbende undervejs.

Bland mel, bagepulver og salt. Sigt blandingen i dejen, og pisk dejen sammen.

Hæld nu dejen i formen.

Fordel abrikoserne i det mønster du synes, evt i cirkler og afslut med én i midten. Drys pinjekerner udover.

Bag nu kagen midt i ovnen i ca. 30 min., eller til den ikke hænger i og overfladen er sprød.

Server kagen som den er, eller med en creme rørt af mascarpone og creme fraiche, ca. halvt af hver.

 

 

 

Foodie guide til Milano

Milano/LaCucinaNada

Just hjemvendt fra Milano, og udover mine veninders skønne selskab, savner jeg allerede den lune luft, den gode kaffe alle vegne og det vidunderlige koncept: Aperitivo!

Byen oser af mad, – og drikkeglæde og det vrimler med gode spisesteder, mad indkøbsbutikker og lækkerier. Man mærker tydeligt Italienernes glæde ved det gode måltid, samt samværet omkring det. Ved frokost tide er der fyldt op mange steder, når det store ryk ind af det arbejdende folk skal have stillet sulten, og om eftermiddagen er der tryk på kaffebarerne og de mange Gelateria hvor der serveres is i lange baner, små fine kager, chokolade og kaffe.

Milano/LaCucinaNada

Aperitivo går i al sin enkelthed ud på at man køber en drink eller et glas prosecco og med i prisen følger et udbud af snacks – enten ved bordet, eller linet op på bardisken til høflig selvbetjening. Snacksene spænder vidt, men består oftest af oliven, salami, prosciutto, rå grøntsagsstænger og små stegte risotto “kager”. Hvis man er til en drink er en ægte norditaliener en Aperol Spritz, som består af Aperol, mousserende vin eller tør hvidvin, danskvand og is. Eller man kan vælge udgaven med campari, som er noget mere bitter i smagen.

Man siger at man ikke har været i Milano, hvis ikke man har prøvet en Aperitivo – udover at stille den lille sult, er det en vildt hyggelig måde at iagttage Milaneserne på, og at spendere en sen eftermiddagstime eller den tidlige aften på. I Italien går man som bekendt sent ud og spiser, så dette fungere som englændernes Pub-kultur gør det, man mødes efter arbejde til en drink.

Milano/LaCucinaNada

Aperol Spritz

En anden kultur der er ret så stærk i Milano, er at drikke kaffe. Man sidder ikke og dvæler over en latte som vi gør det herhjemme, nej man går på kaffebar og får sin espresso, får evt en hurtig sludder, drikker den og går igen. Basta.

Hvis du bestiller en Cappucino og en Croissant på Milanesisk manér så siger du Cappuccio & Brioche, en slags slang.

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Der findes i byen en skønsom blanding af de klassiske kaffebarer som man også ser dem i Spanien og Frankrig, med et lidt ældre interieur, og en tydelig opdeling af hvor man bestiller kaffen, og hvor barristaen serverer den fra. Derudover er der mange mere fancy steder, hvor bla økologien er rykket ind og mange forskellige typer af kaffe findes. Helt særlig god kaffe fås hos Caffe Vergiano på via Speronari, som ligger på en lille smal sidegade til via Mazzini lige v. Domkirken. Baren er strømlinet og holdt mest i sort. Gaden er i det hele taget et besøg værd, for lige overfor ligger Princi, som kan betegnes som et bagerudsalg der byder på brød bagt med økologisk mel, et væld af kager, pizza slices, foccacieboller, kaffe mv. Princi er en kæde, og den findes rundt om i byen, bla også på Corso Garibaldi, ikke langt fra Café Radetzky, her har de udendørsservering.

Herunder et brød udstillet i en glaskasse udenpå selve vinduet i Princi.

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Er man i det kvarter, hvilket mange nok bevæger sig hen, for der ligger gaden Corso Como med den meget kendte livsstilsbutik Corso Como 10, ja så skal man som en ægte foodie ind i madhimmelen på tre etager, Eataly (skønt navn i øvrigt). Corso Como 10 har i øvrigt en bedårende gårdhave med servering, i den dyre ende, men en oplevelse værd.

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Billederne herover er fra Eataly, bla kan man tappe vin fra tønde.

Eataly er en overvældende oplevelse for enhver, og særligt for sådan et madøre som jeg … hold nu op med lækkerier! I stueetagen finder du et par spisesteder, den skønneste frugt og grøntafdeling, køkkengrej, pasta, ris og korn osv. Og så fortsætter det ellers opad med kød, fisk, vine og meget meget mere. Man finder også et stort udvalg af økologisk og naturlig hudpleje. Priserne er ikke i den lave ende, men kvaliteten virker til at være i top, og stedet kan bedst sammenlignes med Mad & Vin eller Torvehallerne herhjemme. Hvis altså man sammenligne et tre-etagers mad stormagasin med noget på disse hjemlige breddegrader. Adressen er Piazze 25 aprile, men Eataly findes også på Piazza 5 Giornate i Milano.

Et tip: køb lidt engangsservice og hav en lille urtekniv med hjemmefra, og køb dig til frokosten i Eataly. Frokosten kan indtages på pladsen udenfor eller i den nærtliggende Parco Sempione v. Castello Sforzesco.

Milano/LaCucinaNada

Apropos engangsservice, så faldt vi over en butik med en skønsom blanding af gadgets, duftlys, sengetøj, dyreartikler, bolig krims krams, pudebetræk, badeværelsesudstyr og enorm meget køkkengrej på pladsen. Den ligger lidt hengemt inde i en port, men er afgjort et besøg værd. Sæt god tid af når du træder ind i Cargo & High-Tech på Piazza 25 Aprile, for butikken er ikke bare stor, den er mega stor og forgrener sig ned ad lange gange og i flere etager. Et must at besøge denne butik for enhver der synes om boligindretning og køkkengrej. Og nå ja, butikken solgte engangsservice i bambus, lige til den mini-picnic dér.

Milano/LaCucinaNada

En anden fødevarebutik i Milano som er et besøg værd er Peck. Nok nærmest en institution i byen med et udvalg af det ypperste indenfor Italienske råvarer. Her handler pænt klædte damer, distingverede herrer og unge smarte Milanesere. Butikken er i tre etager, med restaurant øverst og vine nederst. I gadeplanet sælges frisk pasta, tørret pasta, fisk, kød, pålæg, the, sød sager, olier, balsamico, pesto, kager og meget andet.

Milano/LaCucinaNada

De skønneste skovjordbær … hvorfor kan man dog ikke købe det i København?

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Når du handler i butikken bliver dine varer pakket fint ind, og servicen er høj. Dog kniber det med engelsk talende ekspedienter, så man skal enten kunne lidt italiensk eller ikke forvente at få forklaringer på det ene og det andet. Gå en tur ned ad via Spadari nu du er der, og nyd vinduet i det pastelfarvede macaron-univers Ladurée, den lokale fiskehandler og de små hyggelige restauranter.

Milano/LaCucinaNada

Ved Il Duomo, den vanvittig imponerende katolske pengemaskine, Domkirken, ligger stormagasinet La Rinascente. Hvis det endnu ikke er gået op for én at Milano vitterlig er en mode by, så gør det det her i kapitalismens højborg. Nuvel, på den øverste etage finder man maden – både en champagne bar, et par spisesteder samt et mindre udvalg af delikatesser. I min kurv røg der syltede kastanjer, pistaciecreme, en figen balsamico og en lille panforte med orangesmag. Bestemt ikke billigt, men yderst lækre sager. Ligesom barerne på tagterrassen nok ikke er stedet man bæller en masse sjusser i sig, men det er afgjort værd at smække sig ned i de bløde lounge møbler og nyde stemningen.

På den store plads, skråt overfor stormagasinet finder man boghandleren Mondori, også en kæde, hvor der på øverste etage findes et hav af kogebøger samt køkkengadgets – og når jeg skriver gadgets, så mener jeg gadgets, se lige her:

Milano/LaCucinaNada

Milano/LaCucinaNada

Ja hvem kan ikke leve uden en udstikker til at fjerne bladet fra et jordbær og en bouquet garni-dims?

I stueplanet findes et stort udvalg af magasiner, bla madmagasiner.

Magasiner finder man også i den skønne boghandler i Galleria Vittorio Emanuelle, hvor man også kan drikke kaffe foran Gucci butikken og nyde et stykke Gucci-chokolade, hvis man er til den slags ekstravaganza. Gallerierne får Spinderiet i Valby til at blegne fuldstændig, og man føler sig hensat til en anden tid, og labber den overpyntede og meget smukke indkøbs arkade i sig.

Milano/LaCucinaNada

I min søgen på hvad byen kunne byde på af økologi hjemmefra, stødte jeg på den lille Biffino Bar på via Manzoni. Baren byder på små lette anretninger, tærter, snacks, kager og den mest vidunderlige espresso. Hvis du kan, så plant dig udenfor i vindueskarmen hvor der er indrettet en lille siddeplads, og nyd strømmen af Milanesere og turister der slendrer forbi.

Milano/LaCucinaNada

Melon,- pistacie og kastanjeis. Mums.

Is kommer man ikke udenom i Italien, og da heller ikke i Milano. På nær sagt hver en gade ligger et Gelateria, den ene mere fristende end den anden. Prøv nogle varianter du ikke finder herhjemme, f eks en kastanjeis som har en let sødlig smag, og en dybde som jeg ikke har smagt i is før.

Milano/LaCucinaNada

Der findes et hav af restauranter i Milano, og med en helt anden kultur med at gå ud og spise, ser man også fyldte restauranter overalt. Hvis man vil besøge en særlig restaurant, er det en god idé at bestille bord i god tid. Udover vores bord på Al Pont de Ferr – Osteria con Cucina, endte vi med at spise andre steder end vi havde planlagt hjemmefra. Vi havnede blandt andet på Osteria del Binari, som betyder ved skinnerne og ligger op ad Porto Genova stationens togskinner. Restauranten havde jeg læst om, og min venindes far, vinhandleren Carlo Merolli anbefalede os stedet. Et finurligt sted hvor man indendøre sidder i et glasoverdække, som nok har været togopbevaring eller måske den oprindelige stationsbygning, og som har den skønneste gårdhave.

Milano/LaCucinaNada

Gårdhaven var desværre ikke åbnet op endnu, men vi blev bænket ved et langbord i et lokale fuld af udelukkende højttalende italienere. Troede vi. Ved bordet bag ved os sad en dansk familie. Men ellers var stedet meget autentisk, og de praler da også af at servere ægte milanesisk mad, bla den meget kendte kotelet som er paneret som en schnitzel herhjemme og risostto milanese. Jeg fik her en ægte slow food ret med det møreste kalvekød jeg nogensinde har sat tænderne i. Saucen og mosen der hørte til var til gengæld ikke særlig ophidsende. Men vi fik skøn vin til, og hele aftenen mindede mig om mine barndomserindringer fra Italien.

Milano/LaCucinaNada

Endelig skal det handle om et af mit livs vildeste mad-oplevelser, nemlig besøget på Michelin Restauranten Al Pont de Ferr. Jeg havde i 40-års gave fået gavekort til en middag udover det sædvanlige når vi skulle på denne Dametur, og det blev hos den ekstrem dygtige og passionerede kok Matias Perdomo. Og det på en restaurant i en meget afslappet stil med rå musrtensvægge, mørke træmøbler, havestole og sådan en stemning a´la på en Bistro i Frankrig. Nu var det jo en gave, og selvom jeg listede ud og røg da regningen skulle betales, så vil jeg sige at det er værd at prøve en sådan restaurant i Milano, for priserne er noget lavere end herhjemme. Menuen bestod af ca. 20 små serveringer, for vi fik en kombination af alle menuerne, mindre kan altså gøre det. Menuerne har navne som jord, vand og ild, og elementerne tolkes på smukkeste vis i serveringerne. Dét var en lang leg ud i molekylær gastronomi, hvor retter blev omdefinerede, vendt på hovedet og fik modspil af smage man slet ikke kunne forestille sig. En helt og aldeles vild oplevelse. Måske også fordi vi hilste på kokken selv, havde den sødeste tjener og fik rigelig med vin.

Uanset om du besøger restauranten eller ej, så skal din tur til Milano indeholde et besøg langs med Navigli kanalerne hvor den har til huse. Det kan bedst beskrives som en ungdommens Nyhavn, eller en udvidet strækning af Århus Å. Her er barer side om side med udendørsservering, og alt fra vinbarer, cocktailbarer og knejper, og der er liv og glade dage lige indtil udendørsserveringen lukker ned.

Milano/LaCucinaNada

Så udover skønne rejseminder med 5 af mine dejligste veninder, har jeg fået en på mad-oplevelsen og en del lækkerier med hjem i Cucina Nada. Håber at du kan bruge nogle af disse tips, hvis din tur går til Milano?!

Buon appetito e arrivederci a Milano!

Milano/LaCucinaNada

 

 

Chokolade-kaffekage m.chokoladeganache

chokolade-kaffekage/LaCucinaNada

Den her kage er bare chocolicious!

Og så var den lige det jeg trængte til i en weekend hvor tankerne myldrer rundt oppe på øverste etage, en overdådig forkælelse med to af mine favorit smagskomponenter: kaffe og chokolade.

Er du også vild med en gang overload af chokolade, og et snert af kaffe? Så er det lige en kage for dig. Kagen kan sagtens undvære ganachen, men hey´ det gør den jo kun endnu bedre, så giv den fuld gas.

Chokolade-kaffekage m.chokoladeganache:

250 g smør

200 g mørk *chokolade

200 g rørsukker

3 æggeblommer

3 æggehvider

1/4 tsk flagesalt

200 g hvedemel

1 dl espresso/meget stærk kaffe, let afkølet

*Jeg valgte at bruge Coffee Affair fra Chocolate and Love, en 55% chokolade med noter af kaffe.

Lav kaffen, og lad den køle noget af.

Smelt smør og chokolade i en tykbundet gryde til det smelter helt sammen.

Skil æggene, og kom æggeblommer i en større røreskål, æggehviderne stilles til side.

Kom rørsukker og salt ned til æggeblommerne og pisk det let sammen. Rør nu chokoladeblanding i, og pisk blandingen let sammen.

Rør nu mel og kaffe i, og pisk blandingen sammen.

Pisk æggehviderne med et knips flagesalt i en helt ren skål, til de er stive. Rør nu æggehviderne i med løst håndled, og kør i urets retning med skeen. Når massen er helt ensartet, men stadig luftig, er den klar til at komme i en smurt bagform og blive bagt.

Bag kagen ved 200 grader i ca.30-40 min. Stik en strikkepind forsigtigt i kagen, den må gerne hænge en smule ved, da kagen er forholdsvis klæg.

Lad kagen køle, og rør imens ganache.

Chokoladeganache:

100 g mørk **chokolade, ca 70%

1 dl piskefløde

25 g smør

** Her brugte jeg ligeledes chokolade fra Chocolate and Love, men denne gang deres Filthy Rich chokolade, som er på 71%, og har en skøn frugtig agtig smag.

Rør fløde, smør og chokolade brækket i mindre stykker sammen over vandbad. Rør det sammen til en ensartet glat masse. Kom ganachen udover kagen, og fordel den med en dejskraber. Lad den køle og stivne.

Rugbrøds-granola

Rugbrøds-granola/LaCucinaNada

Jeg laver regelmæssigt en større omgang granola; en ristet müesli bestående af gryn, flager, kerner, nødder og tilsat tørret frugt og rosiner. Det kan smages til ligesom man bedst kan lide det, og man kan i princippet lave det ud fra “tøm-køkkenskabene” princippet. F eks efter jul, hvor man ofte har dadler og figner tilovers. Det er let at lave, og jeg er vild med at jeg ved nøjagtig hvad der er i min ristede müesli.

I går delte Det skal smage af noget et billede af det hun kalder rugbrødsmysli på Instagram, og det vakte min nysgerrighed, med sådan en mættende müesli, så jeg spurgte til hvad hun gjorde med rugbrødet. Jeg har ofte lavet min egen granola, og et par gange forsøgt mig med rugbrøds ymerdrys. En ymerdrys jeg synes kun bliver god med meget tilsat sukker, og derfor er jeg gået væk fra at lave den. Og det er jo sådan med rugbrød for mange, at man ofte har en stump tilbage man ikke får spist. Så sådan et godt Stop Spild Af Mad-tip, kunne jeg ikke modstå, og da jeg havde alt hvad jeg skulle bruge biksede jeg min version sammen her til aften. Så vidt jeg kan se har detskalsmageafnoget.dk ikke en opskrift på müeslien, men gør lige dig selv den tjeneste at klik forbi bloggen, for hold op med lækre sunde opskrifter på mellemmåltider, müslibarer, müsli cupcakes og meget meget mere som Lise byder på!

* * * * *

Du får min anvisning på Rugbrøds-granola her:

En stump daggammelt rugbrød

Grovvalsede havregryn

Speltflager

Græskarkerner

Flydende honning

Agave sirup

Nulr rugbrødet i mindre stykker ud i en bradepande beklædt med bagepapir. Bland nu havregryn, speltflager og græskarkerner med rugbrødet. Det er på slump, men havregrynene udgør ca. halvdelen, speltflager og rugbrød den anden halvdel og græskarkernerne er et par håndfulde.

Hæld nu honning og sirup over, der skal bruges en del, men der kan tilsættes efterhånden som der røres rundt i blandingen under bagningen. Det er vigtigt at få bredt honning og sirup over hele blandingen.

Blandingen er færdig når det er sprødt, men ikke hårdt. Tag evt en smule ud og lad det køle let, og smag så på det.

Det er svært at angive nøjagtig tilberedningstid, men jeg bager det sprødt i ovnen ved 150 grader i ca. 30-40 min.

Kom blandingen over på en kold bagplade/overflade, og lad det køle let. Bland imens flg. i en skål:

Tørrede dadler

Tørrede figner

Rosiner

Hasselnødder

Mandler

Kokoschips (købes i helsekosten)

Du kan tilsætte lige hvad du synes om i din granola, tænk i sprødt, sødt, mættende og groft.

– De tørrede frugter klipper jeg de hårde ender af og i småstykker. Nødderne hakker jeg let. Chipsene maser jeg let med hænderne.

Til sidst blander du det hele, og opbevarer det i en lufttæt beholder, og så er der blot tilbage at nyde det på et surmælksprodukt til morgenmaden. Mumselimums.

* * * * *