Mørdejskiks

//REKLAME//

Kender du det med at stå med en klump mørdej der bliver tilovers når du bager tærte? Oftest gør jeg det, at jeg fryser den og blander den med en anden rest en anden gang. Men sidst jeg stod med sådan en rest tærtedej, så tænkte jeg om ikke det kunne blive til nogle ret gode kiks, sådan nogle man kunne servere på ostebordet eller nyde som snacks.

Som sagt, så gjort. Og de smager dejligt, de små smørholdige kiks. Et format jeg klart skal lege mere med. Her har jeg bagt halvdelen neutrale og så har jeg kommet nigellafrø på den anden halvdel – du kan i princippet drysse lige det du lyster af birkes, hakkede nødder, kerner, frø ovenpå, sådan så de passer til det du vil spise dem til.

Ligesom du kan udstanse kiksene med udstikkere til småkager, pasta-udstikkere, bunden af et facetslebet glas med mønster i, omringet af et glas eller hvad nu nu måtte have lyst til. Måske det skal være hjerter eller stjerner til julefrokostbordet? Og apropos det med jul, så ja der er noget tid til den endnu, men sådan noget som kiks, småkager, sylterier mv kan man jo godt tyvstarte på og være i god tid med.

Prøv f eks at server portvinssyltede figner til blåskimmelost og tørre faste oste som Tomme-osten her fra Hårbølle. Mums det er godt.

Mørdejskiks:

150 g smør, blødt

100 g flormelis

1 æg

250 g hvedemel

Et nip groft salt

Evt nigella frø, birkes el andet som pynt og smagsgiver

Varm ovnen på 175 grader.

Bland det bløde smør med flormelis, og sigt melet heri. Tilsæt salt og slå ægget ud i dejen, og saml den. Tilsæt evt minimalt med koldt vand, hvis ikke dejen samles helt. Sæt dejen på køl et par timer.

Tag halvdelen af dejen fra køleskabet og rul den ud på et bord drysset med lidt mel. Rul den ud i 1 – 1,5 cm´s tykkelse og udstans kiksene. Rul overskydende dej sammen, og kom det evt på køl imens du ruller den næste halvdel ud. Bliv ved med at udstanse kiks til du ikke har mere dej.

Læg dem over på en bageplade beklædt med bagepapir efterhånden som de er klar.

Drys evt nigellafrø, eller andet på og bag dem på rillen lige under midten i ovnen i ca.10-15 min. eller til de er let lysebrune og sprøde. Hold godt øje med dem under bagningen.

Hvis du f eks anretter kiksene sådan som på billedet herunder, kan de jo snildt serveres som finalen på en god middag – er tallerknen ikke bare fed??

Regi er venligst sponsoreret af Søstrene Grene. Julevarene er landet i butikkerne i dag, d.25.10.18.

La Cucina Nada på tryk: Gourmetens ostebord

Foto: Klaus Hansen/Food & Drink

Sørme om ikke både jeg, og en af mine opskrifter er kommet på tryk igen. Denne gang er det i Food & Drink, som er et magasin skræddersyet til foodservice-segmentet som også læses af fødevaregrossister og supermarkedsindkøbere, som har valgt at dele et par af opskrifterne fra en tidligere Ost & ko konkurrence hvor jeg løb med den ene sejr.

Artiklen og opskriften kan du se her på s.54.

Ost på nytårsbordet !

Ost/LaCucinaNada

 

Årets sidste aften byder vanen tro på et festligt måltid, gerne med flere retter og med rigtig gode råvarer. Og hvad er mere festligt (og hyggeligt!) end et ostebræt som en del af middagen? Ost & ko har da også netop valgt “Ost – på dit nytårsbord” som overskrift til en af deres opskriftskonkurrencer, og spurgt hvilke ostetyper har du på dit ostebræt? Hvordan præsenterer du dem? Og hvilke brød og garniturer passer til? Det kommer jeg med et bud på her, så læs med hvis du vil inspireres til at sammensætte et perfekt ostebræt til nytår (eller nu her i julen, for det egner det sig mindst lige så godt til).

Når jeg er i værtinderollen, gælder det om at planlægge en menu som både er overraskende, sjovt at tilberede og som bare smager rigtig godt. Men lige så vigtigt er det for mig, at jeg ikke skal stå i køkkenet under det meste af middagen, da jeg jo gerne vil være en del af selskabet. Derfor er retter der kan forberedes en rigtig god ting. Ligesom det er at servere oste som, eller umiddelbart før desserten. Ostene køber man sig jo (for det meste)  til, og på dette ostebræt kan alt tilbehøret laves i forvejen, og blot anrettes umiddelbart før servering. Og sådan et ostebræt har det jo med at imponere, og den wow-effekt vil man især gerne opnå på denne festlige aften, ikke sandt? Desuden kan det noget andet, det kan trække måltidet med lange gode snakke, da det jo ikke skal spises mens det er varmt, sådan som en forret eller hovedret typisk skal. Tilbehøret er yderligere med til at vække nysgerrigheden omkring ostene – for hvad matcher hvilke oste?

For at matche ostene på bedste vis, ville jeg stille et mindre udvalg af drikkevarer på bordet, sådan at gæsterne selv kan finde deres favorit match. Det komplekse ved hver enkelt osts særkende, fortjener på sin vis forskellige dråber, men det er selvfølgelig også muligt at finde en gylden mellemvej, eller blot drikke det man bedst synes om til. Hvis du spørger mig om drikkelse til dette udvalg af oste, at går man let galt med for meget syre til det søde og fede, og derfor ville jeg vælge at servere enten en sødlig mørk jule/trappistøl til, eller også finde en Eiswein eller portvin af den ikke alt for søde slags. De vil gå fortrinligt til alle ostene.

Her har jeg valgt at servere knækbrød til, som er knap så tungt et brød og giver ostene skønt sprødt selskab.

Af oste har jeg valgt:

Gammel Knas fra Arla Unika, som er en nyfortolkning af Havartien. Osten har sprøde proteinkrystaller, og rummer både en sødme og en let syre.

Havgus, ligeledes Arla Unika, en fast ost som også har proteinkrystaller, og en helt særegen smag som stammer fra den økologiske mælk den laves af.

Rød løber som er en rødkitost med en blød midte a´la camembert, den er også fra  Arla Unika.

Danablue en dansk produceret blåskimmel, som med sin fedme og komplekse smagsnoter virkelig sætter det valgte tilbehør i samspil. Vælg din favorit, eller smag dig igennem ostemandens udvalg, og find den du synes bedst om.

HUSK: at tage ostene ud fra køleskabet min. en halv time før servering, da det fremhæver smagene langt bedre!

Af tilbehør har jeg valgt at blive i det søde, det sødlige og det kraftige. Der er lidt der knaser, meget der smelter på tungen og flere ting der overrasker smagsløgene, og det går lige fra rødløgschutney til ølsirup. Du får opskrifterne her:

_ _ _ _ _

Karamelliseret rødløgschutney:

1 ½ kg rødløg

100 brun farin, evt en smule mere

2 fed hvidløg

2 dl balsamico

Saften af en citron

5 spsk olivenolie

1 bdt frisk timian, finthakket

Skræl løgene og skær dem i tynde både. Skræl og pres hvidløgene.

Varm olien op i en sauterpande, og steg rødløgene lidt af gangen med lidt af sukkeret. Rør ofte i løgene, de er klar når de begynder at karamellisere, ca. 20 min.

Når alle løgene er stegt af tilsættes resten af sukkeret/en smule mere sukker, timian, balsamico, citronsaft og bring det i kog.

Skru ned for varmen, og lad det simre under låg i ca.20 min. Chutneyen er klar når saften tykner.

Kom chutneyen på glas.

Opskriften svarer til 3 mindre glas.

Stil et glas på brættet, sådan at man selv kan tage.

_ _ _ _ _

 

Øl sirup:

33 cl mørk juleøl/trappist øl/klosterøl. Jeg flottede mig, og brugte en Trappist Rochefort 8.

150 g sukker

Hæld øllen i en kasserolle og kom sukkeret ved. Giv det et opkog, og lad det simre det tykner og mængden reduceres til en tredjedel. Afkøl.

Ved servering, hældes evt en smule af siruppen over danabluen, og resten stilles i en kande med en lang ske i på brættet. Opbevares på køl.

Prøv også siruppen på vafler, pandekager eller æbleskiver!

_ _ _ _ _

Valnødder i honning:

100 g valnøddekerner

3 dl vand

5 spsk honning, vælg evt en blomsterhonning, eller en granhonning hvis du kan få fat i sådan én.

Kom valnødder og vand i en gryde og kog i ca. 2 min.

Lad vandet dryppe af nødderne i en sigte, og kom dem i en gryde med honningen hvor de koges i 5 min.

Afkøl, og hæld i et lille glas eller direkte i en skål.

_ _ _ _ _

Kvædemarmelade. Kvæder er stort set ikke til at få i handlen, men vokser i mange gamle haver, så måske du kan få fat i nogle der. Ellers kan man jo snyde sig til at købe et glas. Flere supermarkeder, eller ostehandlere har kvædemarmelade på hylden. Kvæder får ved tilberedning en vild dybde i smagen, og er efter min mening en af de mest sublime følgesvende til mange oste.

_ _ _ _ _

Resterne af tilbehøret kan sagtens holde sig et godt stykke tid, så længe du husker at komme det på rene skoldede glas, og der ikke bruges bestik som også har været i ostene på ostebordet.

Især valget af varieret tilbehør, som kan laves på forhånd, gik rent ind hos dommerne, og La Cucina Nada vandt i kategorien “Ost – på nytårsbordet”, læs bedømmelsen her: http://www.ostogko.dk/ost-paa-nytaarsbordet/ og se her hvor fint ostebordet tager sig ud efter at være blevet re-stylet:

gourmetens-ostebord1_badge_300dpi-1080x675

Foto: Ost og ko.

Måske du får lyst til at udvide ostebordet og prøve en fræk udgave af Æbleskiven – en æbleskive der gemmer på rygeost til?

Æbleskiver m. rygeost, tomat-fennikelmarmelade og lakrids.

Æbleskiver/LaCucinaNada

Færdiglavede æbleskiver fra frostdisken i supermarkedet, serveret med syntetisk sød marmelade og flormelis hører bestemt ikke til blandt mine favoritter. Og da slet ikke når de slår følge med en sød og vammel glögg fra karton (bvadr). Men det er som om den kombination og måde at servere det på, har vundet indpas som en selvsagt servering ved de mange (kommunale) julefester rundt om i landet. Og det er synd for den arme æbleskive, som faktisk er en fantastisk spise hvis man bager dem selv! Den har mange muligheder, den lille kugle – den kan fyldes med nær sagt hvad som helst, og man kan gå flere veje i både det salte og det søde køkken.

I denne servering har jeg kombineret de to køkkener, da OST, og ikke bare hvilken som helst ost, men RYGEOSTEN er involveret. Man kan sige at desserten er en hyldest til en ost som vitterlig er dansk, og med den fynske specialitet i midten af æbleskiven samt med tilbehøret bliver dette til en tallerken der byder på røg, sødme, fedme, det salte, det sprøde og det bløde. Gå evt linen ud, og byd på en (dansk mikrobryg) øl med røg til, som vil fremhæve rygeosten på fineste vis, eller giv den et sødligt modspil og server en trappist øl til – den er nærmest en dessert i sig selv. Rygeost-æbleskiven kan snildt serveres på alle tider af året, det kunne f eks være frækt at slutte måltidet af nytårsaften med denne servering – og lade julen vare lige til nytår. I så fald kan du bage æbleskiverne på forhånd og lune dem i ovnen – eller du kunne tage gæsterne med i køkkenet og lade dem bage sine egne! Uanset, så lav marmeladen på forhånd, og lad den køle helt af.

Desserten her er mit bidrag til Ost & Ko´s anden runde af opskriftskonkurrencerne med ost, hvor teksten lyder således i denne kategori:

Ost – i det søde køkken
Osten er en sjælden gæst i det søde køkken, men hvorfor egentlig det? I det her tema dyrker vi ostens involvering i måltidets lækkersøde finale. Osten spiller sammen med og op ad velkendte ingredienser fra dessertkøkkenet – mon sød musik opstår?

Om sød musik opstår i denne dessert? Det vil jeg bestemt mene den gør! Også selvom hverken rygeost, tomat og fennikel sjældent er gæster i det søde køkken.Men det kan du jo lade komme an på en prøve, ved at bage en omgang selv.

Æbleskiver/LaCucinaNada

Æbleskiver m. rygeost, tomat-fennikelmarmelade og lakrids:

-4 pers.-

Æbleskiver:

25 g gær

50 ml vand, lunt

2 dl kærnemælk

2 æggeblommer

2 æggehvider

1 strøgen tsk groft salt

Et par vrid med peberkværnen

125 g hvedemel

Ca.150-200 g rygeost

+ smør til bagning

Rør gæren ud i del lune vand, tilsæt citronskal, kærnemælk og æggeblommer.

Bland mel og salt, og pisk det i dejen. Pisk æggehviderne stive, evt med et nip salt, og vend dem forsigtigt i dejen til de er fordelt.

Lad dejen hvile en times tid.

Smelt en smule smør, og smør hullerne i æbleskivepanden en smule.

Bag nu æbleskiverne ved at komme en spsk dej i hvert hul til dejen lige får fat i kanterne. Kom nu en en lille spsk rygeost i midten, og endnu en spsk dej ovenpå.

Vend æbleskiverne når de er let gyldne og ser bagte ud i siderne. Bag dem til de er gyldne og sprøde.

Æbleskiver/LaCucinaNada

 

Tomat-fennikelmarmelade:

250 g cherrytomater

1/2 fennikel

4 stjerneanis

1 kanelstang

150 g sukker

Skyl tomaterne, og kom dem i en tykbundet gryde, lad gerne vandet hænge ved.

Skær den halve fennikel i tern, skyl dem og kom dem ved tomaterne.

Hæld halvdelen af sukkeret ved, samt stjerneanis og kanelstangen.

Giv det er opkog, og skru med det samme ned på lavere varme. Kog marmeladen til den begynder at tykne, hæld noget af væden fra og tilsæt resten af sukkeret. Hæld evt en smule mere væde fra undervejs.

Kog marmeladen færdig til den har en sammenhængende konsistens, og er tyknet, fisk stjerneanis og kanelstang op og blend med stavblenderen til ønsket konsistens.

Opbevar marmeladen i en tætsluttende beholder, mørkt og køligt. HVIS den hældes på sylteglas, og skal holde i længere tid, husk da at skold glasset og skyl det af med spiritus!

Prøv også den søde, krydrede og “lakridsede” marmelade på ostebordet. Novra det er godt.

 

Server æbleskiverne med et drys lakridspulver over (som afløser for flormelis), stil evt mere på bordet sådan at gæsterne selv kan dosere og kom en god klat marmelade ved hver servering.

 

 

 

 

Butterdejs-snacks m. blåskimmelost

Butterdejs-snacks

Over temaerne ’ost – et grundstof’ og ’ost – bling på din ret’ fyrer Ost & ko op under første opskriftskonkurrence for alle osteelskende madbloggere. Vis os dit køkkens kærlighed til ost ved at udvikle en nyskabende, inspirerende og smagfuld opskrift eller to over et eller begge temaer“. Sådan lyder konkurrence teksten på sitet Ost & ko. Ost & ko er en kampagne der ønsker at sætte mere fokus på ostekulturen, som Mejeriforeningen står bag. Du kan læse meget mere på siden, hvor du også finder opskrifter og information om de mest gængse ostetyper.

Og apropos ostetyper, så er jeg en af dem der ELSKER blåskimmeloste, ikke de sydeuropæiske i så høj grad som de nordiske og britiske mere faste af slagsen. Faste, halvtørre, stærke, salte. Mums. Blåskimlen er for mig ikke kun en ost, men et af mine oftest anvendte smagsgivere – prøv eks en lille klump i en kønsløs pastasauce, og du får lige dét den mangler. Jeg flotter mig indimellem og køber et stykke Høgelundgaard fra Arla Unika, som jeg spiser som var det slik, og generelt betaler jeg gerne det mere for et godt stykke blåskimmelost, når den skal indtages som den er. Men der findes også en hel del i supermarkedet, der faktisk smager ganske fortrinligt. Her er min favorit Blue Ocean fra Thise Mejeri – en skive af den på et stykke ristet rugbrød … det er morgenmad for guder!

Nok om osten som sådan. Udover at jeg måtte vælge netop blåskimlen som hovedrolleindehaveren i mit opskriftsbidrag, en hyldest til selve osten, der her er dominerende i smag, men får modspil af den søde pære, den kraftige, men afrundede marinade og den parfumerede rosmarin.

La  Cucina Nada løb sørme med sejren, og vandt i kategorien “Ost – et grundstof”: http://www.ostogko.dk/butterdejs-snack-med-blaaskimmelsost/ !

ok_styledeopskrifter41

Nogle vil mene, at jeg har valgt at hoppe over hvor gærdet er lavest, for der er ikke meget arbejde i denne opskrift, men hey´ kombinationen fungerer bare p…. godt! Jeg har flere gange serveret en lignende snack til en *velkomstdrink, til den slags selskaber hvor tiden ikke er en faktor, eller hvor man lige skal vinde lidt tid som vært i køkkenet. Temaet kan selvsagtens varieres, eks vis klæder friske ovnbagte figner også denne snack, bitre tomater, kvædemarmelade er også gode medspillere eller man kan tilberede dem i mindre størrelse.

Butterdejs-snacks m. blåskimmelost, 2 stk.

Butterdej, 1 rulle (her bruges kun en mindre del, men dejen kan sagtens gemmes)

Ca. 70 g blåskimmel, fast

2 modne pærer

2 små kviste frisk rosmarin

samt marinade af:

1,5 spsk figen balsamico

1/2 spsk flydende honning

1 tsk stærk sennep

2 tsk tør sherry

 

Beklæd en bradepande med bagepapir. Rul butterdejen ud, og skær to firkanter, som du ligger på bagepladen.

Skyl pærerne, og dup dem tørre. Halvér dem, skær kernehus og stilk fra. Anret de halve pærer med skærefladen op ad.

Skær osten i skiver, og læg dem ovenpå pærerne. Pynt af med rosmarinkviste.

Pisk marinaden kraftigt, sådan at den bliver sammenhængende, og dryp den over pærer og ost.

Bag butterdejs-snacksene v. 200 grader i ca.10-15 min., til kanterne hæver og er let gyldne og til osten er smeltet.

Serveres lune!

OBS: de kan sagtens forberedes før gæsterne kommer, hæld dog først marinaden på lige inden bagning.

 

*Nydes eks vis til et glas tør spumante hvis de serveres som appetizer, eller et glas tør iskold sherry, hvis du serverer dem som en del af en osteanretning.

OST på bordet – Ostesnak har begået en kogebog/GIVE AWAY

OST på bordet/Ditte Ingemann

Ost er selvsagt omdrejningspunktet i “OST på bordet”, og bag bogen står Camilla Bojesen-Møller, der  også har bloggen Ostesnak.dk Bogen er udgivet af Samvirke, og har de skønneste billeder, alle knipset af Ditte Ingemann, den er i handlen fra d.23.marts og koster 99 kr.

Med OST på bordet får du en række velkendte opskrifter såsom ostefondue, bruschetta med ricotta, pizze og burgere, men du får også idéer til brugen af andre ostetyper end du plejer at bruge i de forskellige retter. Og så får du anvisninger og tips til ostebordet, hvordan du sammensætter de forskellige oste, hvordan du opbevarer dem og hvilke drikkevarer der går godt med de forskellige oste. Det synes jeg er nogle fine detaljer, og noget der kan få mig til at købe en kogebog i disse tider hvor man let kan finde opskrifter og inspiration online.

Bogen fører dig igennem de europæiske lande der har stolte oste traditioner, og efter en introduktion til landene kommer en række opskrifter med brugen af ost fra landet. Bogen rundes af med opskrifter på tilbehør til ost, og der er lige fra brød til peberfrugtchutney.

Opskrifterne er lette at forstå, og ingredienserne er til at få fat på. Alt i alt en fin lille bog at have ved hånden når der skal planlægges gæstebud og ost er en del af menuen, eller når hverdagens ostebord skal piftes lidt op. Selv har jeg fundet et par opskrifter der skal prøves af, bla Portobellosvampe med cheddar, skinke og grøntsagssalsa, ligesom jeg har set mig lun på Selleribøffer med parmesan og Them krystalost. Billederne er yderst indbydende, og for mit vedkommende bliver jeg aldeles inspireret til at sætte ost på bordet, både i maden og på brættet.

GIVE* * * * *AWAY

Og OST på bordet kan blive din! Alt du skal gøre er at skrive i kommentarsporet hvordan du bruger ost i dit køkken – det skal du gøre senest d.25.3.2015. Der trækkes lod om en vinder, og vinderen får besked umiddelbart efter.

Give away sker i samarbejde med Samvirke og forfatteren.