Ovnbagt spidskål og gulerødder

Imens vi venter lidt endnu på de nye sprøde danske grøntsager, kan man vække en masse smag i kål og rødder som jeg har gjort det i opskriften her.

Server den som en lun salat eller som frisk tilbehør til fisk, kød eller vegetardeller af en slags.

Ovnbagt spidskål og gulerødder:

Et halvt spidskål

4-5 små gulerødder

1/3 citron

1 spsk honning

2 spsk olivenolie

Kryddersalt

2-3 spsk feta

En lille håndfuld solsikkekerner + hasselnødder

Evt et par friske tallerkensmækker blade eller anden lidt skarp urt/krydderurt

✴️ ✴️ ✴️

Varm ovnen på 200 grader.

Halvér spidskålen, fjern evt yderste blade. Skrub gulerødderne rene og dup dem tørre.

Pres citronen og bland med honning og olivenolie.

Læg spidskål og gulerødder i et ovnfast fad og hæld marinaden over. Riv lidt af citronskallen over. Krydr med salt og bag i ca 20-30 min. indtil kålen er let gylden i kanterne og gulerødderne let bløde.

Hak imens hasselnødderne groft.

Anret spidskål og gulerødder, riv lidt mere citronskal udover og top med kerner, feta og nødder. Pynt evt af med friske urter.