Det her er en virkelig lækker pastaret, og så er den helt vildt let at lave. Det meste foregår i et ovnfast fad, hvor godterne passer sig selv imens du rydder op i køkkenet, smører madpakker eller hvad du nu kan bruge små 45 minutter på. Jeg har i mange år lavet den hvor jeg stegte svampene af på panden, men fandt så en dag på at komme dem i ovnen i stedet hvor genvinsten er en langt dybere smag i saucen, men også at du rent faktisk får en slags *fond til en sauce en anden dag foræret oveni. Den slags madlavning er for mig ren win-win.
Se også min opskrift på svampefond som er en sand lækkerbisken til saucer der lige mangler det der ekstra, eller som skal have tilsat noget umami smag.
På billederne er det udelukkende champignon, da de kejserhatte jeg troede også skulle i, desværre ikke havde det så godt. Du kan altså med fordel blande forskellige svampe og få en mere varieret smag i retten (og fonden).
Pasta med ovnbagte svampe og creme fraiche:
– 2 portioner.
Vælg den type pasta du bedst synes om, gerne en der kan opsuge væden. Jeg har valgt pasta penne. Kog den efter anvisningen, sådan at den er klar når svampene er færdige. Hæld vandet fra.
Tænd ovnen på 200 grader.
Gør nu ca. 400-500 g svampe klar; skær enderne af hvis der er jord på, børst jorden af svampene. Skær dem i både.
Skær 1/2 løg/ 1 skalotteløg i både, og tag skallen af 3 fed hvidløg.
Strip et par rosmarin, – og timiankviste, og hak det groft.
Kom en sjat olivenolie i en bradepande, pensl hele bradepanden med olien.
Kom nu svampe, løg og hvidløg i bradepanden. Hæld yderligere olivenolie udover og krydr med middelhavssalt, frisk kværnet peber og 2 strøgne tsk røget paprika. Smag til til sidst, da parmesanen også er salt.
Stil bradepanden på rillen lige under midten af ovnen i 25-30 minutter. Si undervejs væden fra i en skål. Skru varmen op på 225 grader, og giv svampene yderligere 15-20 minutter til de er helt møre, brunede og let ristede. Ca. 45 min. i alt. Hæld evt overskydende væde fra i skålen. Gem væden/fonden i en tætsluttende bøtte på køl et par dage eller frys den.
Riv ca.50 g parmesan, eller anden fast tør ost fint.
Kom parmesanen ved svampene, og tilsæt et par spsk fulde creme fraiche (med top!), og bland det hele med pastaen – server med det samme.
– Lyder det ikke bare let?
*Alternativt kan du koge en del af fonden ind med piskefløde på en pande, og bruge det som sauce i stedet for creme fraichen. Det giver også en rigtig lækker sauce, blot en mere sødlig en af slagsen. Selv er jeg vild med den syrlighed creme fraichen tilfører sådan en ret som denne, men veksler også indimellem og laver den med fløde i stedet. Ellers brug den som sagt hvis du har en sauce der ikke smager af nok, i vegetarretter hvor du mangler det ekstra pift umami.