Pæretærte m. crunch

pæretærte/LaCucinaNada


Noget af det bedste ved denne årstid er de modne danske pærer, at sætte tænderne i sådan en saftig sød pære …. mums. Pærer kan bruges til alt muligt, de kan syltes, de kan kommes i salater, nydes til oste, laves til kompot og så er de bare gode at bage med!

Her har jeg bagt en simpel tærte, en tærte der består af en mørdej, pærer lagt ovenpå og som så er toppet med revet marcipan, en smule rørsukker og friske hasselnødder. Hasselnødderne er også i sæson lige nu, og det er bare om at plukke løs af dem hvis du har adgang til et træ. Toppingen giver et sprødt låg, og et godt crunch når man tygger i et stykke, ligesom denne mørdej bliver sprød i kanten. En rigtig efterårsbebuder af en tærte.


 

Mørdej:
100 g smør
150 g hvedemel
80 g rørsukker
1 æg

Fyld:
4 pærer
100 g marcipan
1 spsk rørsukker
En god håndfuld (friske) hasselnødder

Bland mel m smør hakket i mindre stykker, bland det med fingrene. Tilsæt sukker og rør dejen sammen med ægget til du får en sammenhængende dej.

Opbevar dejen på køl imens du gør resten klar.

Skyl og tør pærerne, skær dem i halve og skær kernehuset ud. Skær pærerne en gang mere, sådan at du har brede både.

Riv marcipanen groft. Halvér nødderne.

Drys en smule mel på køkkenbordet, og rul dejen ud. Læg dejen i en tærteform, og tryk den godt op af kanterne. Hvis du ikke bruger en slip let form, husk da at pensle formen en smule så dejen ikke hænger i.

Fordel pærerne på dejen, eks vis i en sol med de bredeste ender mod kanten. Fordel marcipanen og nødderne over pærerne og strø sukker udover.

Bag tærten i ca. 35 min. på 175 grader.

Nyd den lun, evt m creme fraiche til.


Du finder flere lækre opskrifter med pære her.

Lækkerier med pærer

PærerLaCucinaNada

Det er sæson for danske pærer lige nu, og det er bare om at nyde dem! Dels er de jo lækre blot som de er, men de egner sig også rigtig godt til at blive bagt, til desserter og til at sylte. Og lad dig nu ikke skræmme med det der med at sylte frugt, for det er faktisk smadder let. Jeg har samlet mine opskrifter med den smukt formede frugt her, mon ikke der er noget der kan friste?

Pærer kan både henkoges og syltes, her er to bud på syltede pærer: Pærer syltede i Muscat og Vanille-citron syltede pærer. Begge er rigtig lækre til is, kager og ost. Også skåret tyndt ovenpå et surmælksprodukt eller morgengrøden.

Kog en mos af pærer, og brug dem i en Pæretrifli.

Eller bag med pærer f eks en Tarte Tatin m. 3 slags frugt, høj aktuel lige nu da den har blommer og æbler udover pærer. En anden lækker kage er en crumble, der med sin sprøde overflade og bløde pærer gør ganen rigtig glad; Pærecrumble m.marcipan og nødder.

Hvilken er din favorit med pærer? Er du mest til æbler eller pærer? Har du mon et godt tip til at bruge pærer i maden/bagværket?

Pærecrumble/LaCucinaNada

 

Pæretrifli

pæretrifli/LaCucinaNada

… eller måske gammeldags æblekage med pærer? Ved ikke helt hvilket navn der passer bedst på denne dessert, for mest af alt er det en splejsning mellem to desserter, og samtidg er den tilført noget nyt. Kald den hvad du vil. Godt smager den i hvert fald. Så godt, at jeg kom til at spise hele to portioner i går aftes!

Hvis jeg skal beskrive hvordan den smagte, så må det blive med flg ord: sødt, sprødt, syrligt, dyb og fed. Du kan selvfølgelig lave desserten med æbler i stedet, eller måske rabarber som netop nu pipler op af jorden?! Evt kunne man også riste de hakkede mandler i honning, men jeg elsker den rene smag af mandler og synes at flødecremen gør desserten rigelig sød.

Som oftest når jeg laver noget i køkkenet så improviserer jeg, og får ikke lige noteret ned hvor meget jeg bruger af hvad. Jeg fik da også lavet rigeligt, men det gør nu ikke så meget for jeg skal nok få brugt det hele, om ikke til endnu en trifli, så på morgengrøden og i en anden dessert. Jeg kom på at lave lige denne kombination, da jeg så at jeg havde to poser økologisk æblekagerasp liggende. Du kan sagtens lave æblekagerasp selv, det er blot en blanding af rasp, sukker og smør, og det gør jeg som regel også. Men da jeg så de nu også fås i øko-udgaven, ja så hamsterede jeg lige et par poser.

Opskriften svarer nogenlunde til 4 personer med et champagneglas dessert-servering til hver.

  • 4 modne søde pærer
  • 2 dl piskefløde
  • 1 dl skyr fromage frais (den er let syrlig, men ikke så fed som almindelig fromage frais)
  • 1/2 vanillestang
  • en god håndfuld mandler
  • ca. 6 spsk æblekagerasp

Skræl pærerne, fri dem for kernehus og stilk og skær dem i mindre stykker. Kom dem i en tykbundet gryde. Kog ved svag varme til pærerne er til at mose. Lad dem køle af.

Mos eller blend pærerne, alt efter hvor grov du ønsker din pæremos.

Pisk fløden til skum, ikke alt for stiv. Rør vanillekornene ud i fromage fraisen. Bland nu de to med forsigtig hånd, og stil på køl indtil servering.

Ved servering kommes nu pæremosen, cremen, raspen og mandlerne i et glas lagvis, brug evt en sprøjtepose til mos og creme, eller kom alle dele i med en lang tynd ske. Top evt med lidt hakkede mandler.

OBS: i den sidste portion jeg lavede fik jeg lagt mandler direkte ovenpå et lag med rasp, og det fungerede faktisk bedre end som på billedet hvor de lå med lag af mos eller creme imellem. Det var som om raspen fremhævede mandelsmagen endnu mere, men rent æstetisk synes jeg serveringen på billedet fungerer bedst.

Vanille-citron syltede pærer

syltede pærer/LaCucinaNada

I mit barndomshjem havde vi altid alskens dåser med syltet frugt stående. Ikke af den hjemmegjorte slags, for sådan noget gad min Mor slet ikke. Men hun elskede både ferskner, pærer, ananas og frugt cocktail (her viste man egentlig ikke hvad halvdelen af frugterne var for nogle), og brugte dem lystigt til desserter blot med is, råcreme eller flødeskum. Det jeg husker var det bedste var saften fra de mere eller mindre obskure sylte-dåser …

Da jeg forleden stod og ordnede pærer til en pærecrumble, og havde både pærer, vanillestang og en citron i overskud besluttede jeg mig for at sylte/henkoge de sidste tre pærer. Når man sylter/henkoger frugt koger man egentlig blot en sukkerlage og giver frugten et hurtigt opkog i lagen, hvorpå man hælder lagen over frugten i et sylteglas. Vupti så har man et glas med syltede lækkerier til en hurtig dessert, til bagværk eller som topping på yoghurten eller morgengrøden.

pærer/LaCucinaNada

Man kan tilsætte forskellig smag til lagen alt efter hvilken frugt man sylter, ud fra devisen om hvad man synes smager godt sammen, er det egentlig blot at prøve sig frem. Her valgte jeg som sagt vanille og citron og det ud fra smag, men også fordi jeg ellers ville have smidt den pressede citron ud og havde en “tom” vanillestang i overskud. Faktisk synes jeg ikke der er spor grund til at bruge kornene fra den dyrebare vanillestang, da der sidder masser af korn tilbage i stangen, og selve stangen giver en masse smag fra sig. Så gem din tomme vanillestang i glashylstret så den ikke tørrer ud, og brug den f eks til at sylte med, eller til at lave lidt hjemmelavet vanillesukker. Det samme gælder for citrusfrugter hvis man blot skal bruge saften, så kan den sagtens bruges hvis den alligevel skal koges – der kommer en masse smag ud af den, husk blot at de skal være usprøjtede.

Vanille-citron syltede pærer, 3 hele:

(Hvis du vil sylte flere pærer, så lav blot en større mængde lage. Der skal være så meget lage at det dækker frugten i glasset)

  • 3 pærer
  • 1 “tom” vanillestang
  • 1 usprøjtet citron
  • 1 dl sukker
  • ca. 2 dl vand
  • 1 sylteglas
  • atamon eller spiritus til skylning af sylteglasset

Skyl pærerne, og skær dem over i halve. Skær kernehuset og stilk fri. Kog en lage af sukker og vand til sukkeret opløses. Skyl citronen, og tør den. Riv nu skallen meget tyndt, evt med mandolin,- eller juliennejern, og kom skal samt vanillestangen i lagen og giv det et let opkog i ca.15-20 min.

Kom nu de halve pærer ved i ca.3 minutter. Skyl sylteglasset, og kom pærerne i – hæld lagen over og luk glasset til.

What a tart(e) tatin!

 

Tarte Tatin med “Nature morte aux oranges”, Henri Matisse, 1913

Forleden lykkedes det mig at få frosset lidt forskellige grøntsager, samt at lave en fond af nogle smattede champignon. Således lykkedes det mig at forhindre madspild. Men frugtskålen bugnede også af bla lækre søde pærer, sprøde æbler og velsmagende blommer af sorten Opal. Så inspireret af de små fine tærteforme jeg købte på Kagefestivalen i går, kom jeg på at lave en lille Tarte Tatin – eller det vil sige efter næsten samme fremgangsmåde. Jeg bagte dem i selve formene, og dermed ikke som normalt foreskrevet, i den pande man karamelliserer frugten i. 

Jeg er vild med kombinationen af den sød-syrlige karamelliserede frugt, og den sprøde bund! Og så er der noget særligt ved at få serveret sin helt egen lille dessert – måske de ovenikøbet kommer på bordet til min fødselsdagsmiddag?

Tarte tatin avec trois différentes sortes de fruits:

  • 200 g blommer (hvis du køber økologiske, er de oftest små i størrelsen, men meget rige på smag)
  • 3 små modne pærer
  • 1 mellemstort sødt æble
  • 100 g rørsukker
  • En sjat honning
  • 75 g smør
  • 1 rulle butterdej (de fås økologisk)
  • 6 små tærteforme á 120 mm rekt.m.løs bund
  • Evt en lille smule usaltede pistacienødder, finthakkede som pynt (det lysegrønne giver et fint modspil til den brunlige karamel)
  1. Opvarm ovnen på 200 grader.
  2. Skyl frugterne, og skær kernehus/sten ud. Skræl æblet. Skær i tynde både.
  3. Pak butterdejen ud, og udstik nu 6 stykker med det øverste af tærteformen. Skær dem evt forsigtigt fri.
  4. Varm rørsukker og honning op i en pande til det bliver en karamel.
  5. Vend nu forsigtigt frugt-bådene i karamellen et par minutter.
  6. Fyld frugten i formene, og hæld væden over.
  7. Læg nu et stykke dej ovenpå frugten i hver af formene. Pres en smule ned langs kanten.
  8. Bag de små tærter i ca.15 min. til dejen puffer op og bliver en smule gyldent.
  9. Lad dem køle en smule. Ved servering vendes de med bunden nedad, sådan at dejen rammer tallerknen og frugten synes øverst.

NB. Pardon my french i overskriften, det var nu blot for ord-legens skyld.