DIY: påskeæg m. tørrede blomster

DIY:påskeæg m.tørrede blomster/LaCucinaNada

Det er ikke kun præservering af spiselige sager der har min interesse, senest har jeg genoptaget en af barndommens hyggelige syslerier, nemlig at presse blomster. Jeg har ikke en egentlig blomsterpresse, så det bliver blot gjort helt enkelt i den tykkeste havebog jeg ejer, som bliver lagt under pres af en stak tunge bøger.

Hvis du søger på Pinterest f eks, så er der tips i massevis til processen, ét af dem er at tørre blomster i mikroovnen. Sådan én ejer jeg ikke. Og ærlig talt så synes jeg der er noget fint i at lægge friske blomster ind mellem siderne i en bog, for så et par uger senere at åbne den og se det nærmest magiske i at den er bevaret for eftertiden !

Som barn vokset op i indre by i København, var det så som så med at plukke blomster, selvom jeg vil være ærlig at indrømme at jeg en sjælden gang plukkede én enkelt i en park, en blomsterkumme eller hvor jeg nu kunne se mit snit til det. Men ellers plukkede jeg nu mest når jeg var på ferie hos min familie i Sverige eller vi var i sommerhus et sted i Nordsjælland. Nu er jeg jo bosat et sted hvor der vokser vilde blomster, hvor der vokser blomster på forladte steder og hvor blomster i kategorien ukrudt vokser langs hegn og stier. Og jeg kan ikke nære mig. Det bliver både til små fine buketter og altså på det seneste også med det formål at presse dem.

Men man kan jo også presse blomster fra de løgblomster man har stående i stuen, eller prøve sig frem med andre blomster man køber sig til. Hvis du presser afskårne blomster der har stået i en lun stue, så pres dem inden de begynder at hænge lidt med snuden, sådan at du får nogle fine resultater.

 

Selv har jeg indtil flere idéer på bedding, men har i første omgang valgt at dekorere et pap-påskeæg som jeg først malede med kalkmaling og derefter limede tørrede blomster på. Ægget blev fyldt med en lille pose the og lidt gode chokolader og blev brugt som værtindegave til påskefrokost forleden. Jeg er sikker og vis på at familiens yngste medlemmer vil synes at det er en rigtig hyggelig aktivitet at være med til. Og noget de uden tvivl vil være stolte af at forære væk. Det er i sig selv dekorativt og kan gemmes fra år til år og blot være en del af påskepynten.

Jeg valgte udelukkende tørrede vintergækker til dette påskeæg, dem forbinder jeg med påske fordi de hører gækkebrevet til og fordi den hvide farve gik godt til det brune æg. Man kan jo vælge helt som man synes.

Påskeæg med pressede blomster:

1 pap påskeæg, sådan ét i to dele du kan fylde med gode sager. Supermarkederne har dem op til påske. Eller måske du har ét fra sidste år?

Maling der binder på pap. Jeg brugte kalkmaling, som jeg skal bruge til at male et lille tobaksskab med. Måske ikke den mest “påskede” farvede, men nu kommer æg jo altså i alverdens farver, altså de æg fra høns der ikke skal passe ind i storproduktion. Med kalkmaling får man ikke et helt dækkende lag og det var netop det naturlige udseende jeg gik efter, men brug evt hvad I har derhjemme af maling.

Limlak eller decoupage lim

En tynd pensel

Pressede blomster

Mal først de to dele af ægget og lad det tørre helt.

Læg blomsterne sådan som du synes de skal lægge på ægget, uden at lime i første omgang. Klip dem evt til i længden. Pil evt kronbladene af nogle af dem.

Lim nu, meget forsigtigt !, bag på blomsten og monter dem der hvor du vil sætte dem. Tryk let blomsten ned, hold evt trykket der hvor blomsten er tykkest og der hvor ægget buer med penslen. Lad dem tørre helt.

Og ja, i skrivende stund går påsken på hæld, men derfor kan man jo godt dekorere et påskeæg alligevel og gemme det til næste år. Måske har I netop nu et tomt pap påskeæg og i stedet for at smide det ud, kan det jo få et nyt look og på den måde genanvendes ? Måske du er blevet inspireret til at dekorere en anden type påskeæg også ? F eks ville det jo være super fint at pynte ægte æggeskaller – gerne i flere forskellige farver.

Herunder har jeg limet en tørret julerose, et par vintergækker og en tete-a-tete på et glas fra en skifteramme. Det står lige nu op af et af mine vinduer og agerer alternativ påskepynt.

Reklamer

Agurkeruller m. markelsalat

 

Påsken står for døren og traditionen byder på især en masse fisk på frokostbordet. Selv er jeg ret begejstret for at røre en fiske-salat, eller to, af en slags til at sætte på påskebordet og her gør især røget fisk sig godt. I denne udgave har jeg helt simpelt plukket en hel røget makrel og blot rørt den med en fed creme fraiche. Vil du have en mere smag i din udgave kan du jo tilsætte lige det du ønsker, f eks er kapers et fantastisk pift, men det kan også være frisk citronsaft og/eller friske krydderurter eller ramsløg. Her er det serveringen der er med til at sætte smagene, hvor den friske agurk, den skarpe purløg og den let syrlige skovsyre supplerer den fede fiskesalat på perfekt vis.

Prøv også med skiver af røget laks eller hellefisk i en agurkerulle. Det er et format der er til at lege med og derfor vil børn uden tvivl også synes det er sjovt at være med til at lave agurkerullerne.

Agurkerullerne her vil også kunne serveres som en forret eller til en aperitif, dog kræver de en tallerken og bestik da man bliver nasset på fingrene.

Af opskriften bliver der ca.7-8 ruller, som du kan gange op hvis du vil lave flere.

Agurkeruller m. markelsalat:

1 varmrøget makrel

1 agurk

2-3 spsk Creme fraiche

Frisk kværnet sort peber

1 bdt purløg

Frisk skovsyre

Tandstikkere

Skær hovedet af makrelen og åbn den på midten. Tag fiske kødet ud og kom det i en skål – husk at mærk og se efter for ben. Hak det i mindre stykker med en gaffel i skålen.

Rør nu creme fraiche i lidt af gangen, og smag til med peber. Salaten skal være ret fast i konsistensen for ikke at ryge ud når du laver rullerne.

Skyl agurken og tør den.

Skær den på langs på et mandolinjern, eller så tyndt og fint du kan med en kniv.

Læg nu en skive agurk af gangen på et skærebræt og kom makrelsalaten på med en teske – læg ikke på i enderne og kom ikke for meget på. Kommer du for meget på, kan det nemt fjernes undervejs med en smørekniv. Rul nu fra en ende til den anden. Hold rullerne sammen med en tandstik.

Hold dem på køl indtil de skal serveres, og server dem ikke iskolde. Ved servering pyntes de af med hakket purløg og skovsyre. (Eller måske med stedmoderblomster, frisk dild eller hvad du nu synes smager og passer til)

 

To lette fiskeanretninger til påskefrokosten/test af Nemlig.com opskrifter

 

nemlig/LaCucinaNada

I samarbejde med nemlig.com har jeg testet nogle af deres opskrifter af, i første omgang et par påskefrokost opskrifter. Jeg har valgt to opskrifter med fisk ud, som dels er meget lette at tilberede, og dels også sagtens kan gå som forretter nu vi er midt i påske-løjerne. Hvis du vil nå at lave opskrifterne, så finder du dem her sammen med en del andre påske-fristelser. Nemlig har gjort det sådan at hvis du ønsker at købe ind til opskrifterne, så klikker du blot på “læg i kurv” og så tilføjes alle ingredienserne til din indkøbskurv. Det kan jo være ret så smart, medmindre man har en del af varerne i forvejen, og hvis altså de har alle varerne – det oplevede jeg desværre at de ikke havde, og med den ene af de opskrifter var det hovedingrediensen, hvilket jo er knap så smart. Jeg havde nemlig udset mig “Egetræsrøget whiskylaks” fordi det vakte min nysgerrighed. Jeg valgte så blot en almindelig røget laks i skiver, og det fungerede glimrende, men det havde nu været interessant at smage dén laks.

På billedet har jeg dækket op til en påskefrokost for én, og har rugbrød og æg til også, for at vise at de to anretninger egner sig rigtig godt som en del af et påskefrokost bord. Udover de sædvanlige ting der bare skal være på sådan et bord – sild, æg og rejer, fiskefilet mv, så synes jeg at det er forfriskende med et par nye indlæg hvert år. Her vil laksen på en bund af salat, fennikel, blomkål og æble samt salathapserne med krabbe, ærteskud og rogn være to rigtig gode bud.

nemlig/LaCucinaNada

 

 

Salathapsere med krabbe og ærteskud er en festlig lille anretning, som kan forberedes inden gæsterne kommer. Den kan f eks også serveres sammen med en velkomstdrink, da salatbladet fungerer som en tallerken og man derfor kan spise den stående. Jeg hoppede over hvor gærdet er lavest, og valgte krabbekød på dåse, primært fordi jeg er én og ikke ville kunne nå at spise al det krabbekød hvis jeg havde valgt at bestille krabbekløer. Jeg synes det er rigtig fint at de giver et hurtigt alternativ i opskriften, da det gør den mere til gængelig. Det eneste jeg vil udsætte på opskriften, er at jeg savnede mere syre, så jeg vil anbefale at man skruer op for limesaften, eller bruger citronsaft også eller i stedet.

nemlig/LaCucinaNada

 

Egetræsrøget whiskylaks kan ligesom med salathapserne forberedes, og anrettes lige inden servering. Den vil snildt kunne anrettes på et fad også, og faktisk går salaten ret godt til kød også – jeg fik testet den til frikadeller, til en improviseret påskefrokost med gode naboer i går. Fennikel og vinaigretten er med til at give den fede laks noget modspil, og det at tygge i en masse sprødt til det bløde fiskekød er godt tænkt. Igen savner jeg en anelse mere syre, eller måske at salaten havde trukket i vinaigretten da den bliver noget fersk i smagen.

Begge opskrifter skal klart afprøves i mit køkken igen, men her vil de blive udsat for eksperimenter af forskellig art, blot fordi jeg ikke kan lade være. Tænk, jeg var helt stolt af at jeg holdt mig slavisk til opskrifterne (smiley).

Nu har jeg været kunde hos nemlig.com igennem længere tid, og må sige at kvaliteten er ret så god, og servicen er helt i top. Samtidig er udbuddet af økologiske varer kun for opadgående, og det synes jeg jo vældig godt om. Jeg ville blot ønske at de havde et langt større udvalg af danske økologiske frugter og grøntsager, og at de fik helt styr på at deres bude fik en ordentlig overenskomst … men ellers vil jeg anbefale nemlig, især til de tunge indkøb, de gode tilbud og de mange specialbutikker de har i stald.

– Hvis du har fået lyst til at sætte de to fiskeanretninger på påskebordet, så kan du få leveret varer i helligdagene også!

 

nemlig/LaCucinaNada

Indlægget er sponsoreret af nemlig.com

Græsk påskebrød

Græsk påskebrød/LaCucinaNada

Vel er der krise i Hellas, men mon ikke de får tid til at fejre påsken vanen tro? Påsken er nok den helligste fejring i det græske, og en af traditionerne er at bage brød formet som kranse, enten med æg sat i brødet under bagningen, eller brugt som “skål” ved servering af æggene. Æg bliver traditionelt farvet røde, som symbol på Jesu kristi blod. Den slags foregår ikke her i det helt og aldeles ikke-religiøse hjem. Jeg har derimod lavet grus i maskineriet, og kogt mine æg med kaffegrums. Brødet kan bages både som et sødt brød, eller som her med kommen, og egner sig derfor særdeles godt blot med smør eller med ost på.

Græsk påskebrød/LaCucinaNada

Hvis du er mere nysgerrig på græsk mad, så se eks vis min græske favorit blog her – han kan noget med billeder og lette opskrifter!

Mit brød blev lidt asymetrisk, men den slags har jo også sin charme, ikk´? Du får min opskrift her:

Græsk påskebrød med kommen:

  • 125 ml mælk
  • 15 gram gær
  • 3 tsk rørsukker
  • 2 tsk kommen
  • 60 g smør
  • 400 g mel type 00
  • 1 sammenpisket æg + 1 til pensling
  • evt mandelflager til pynt
  • en smule olivenolie

Smelt smørret, og lad køle en smule. Varm mælken op til kropstemperatur. Hæld melet i en stor skål. Smuldr gæren heri og tilsæt sukker samt kommen. Hæld nu smør, mælk og æg i og ælt dejen til den er glat og elastisk – ved håndkraft tager det ca. 5-10 min. Kom bagepapir på en bradepande, og smør det med en smule olie.

Græsk påskebrød/LaCucinaNada

Del nu dejen i tre lige store stykker. Tril dem til lange pølser, på en længde svarende til bradepandens bredde, eller længere. Et tip ved trilning: tril pølsen færdig på bagepapiret og dyp evt fingrene i olien. Flet nu de tre pølser sammen, og form en krans. Den ene ende stikker du under den anden, og trykker forsigtigt dejen sammen med fingrene. Smør evt lidt olie på fingrene. Hvis det ser lidt mystisk ud, så flet enderne op og så godt du kan ind i hinanden. Du kan også nøjes med at lave et langt flettet brød.

Lad nu brødet hæve under et viskestykke i min. 1 time.

Pensl brødet med et sammenpisket æg, og bag det v.190 grader i ca. 40 min. Brødet er færdigt når det er gyldent og lyder hult når du slår på det.

Server evt på frokostbordet med æg i midten.

God påske!