Agurkeruller m. markelsalat

 

Påsken står for døren og traditionen byder på især en masse fisk på frokostbordet. Selv er jeg ret begejstret for at røre en fiske-salat, eller to, af en slags til at sætte på påskebordet og her gør især røget fisk sig godt. I denne udgave har jeg helt simpelt plukket en hel røget makrel og blot rørt den med en fed creme fraiche. Vil du have en mere smag i din udgave kan du jo tilsætte lige det du ønsker, f eks er kapers et fantastisk pift, men det kan også være frisk citronsaft og/eller friske krydderurter eller ramsløg. Her er det serveringen der er med til at sætte smagene, hvor den friske agurk, den skarpe purløg og den let syrlige skovsyre supplerer den fede fiskesalat på perfekt vis.

Prøv også med skiver af røget laks eller hellefisk i en agurkerulle. Det er et format der er til at lege med og derfor vil børn uden tvivl også synes det er sjovt at være med til at lave agurkerullerne.

Agurkerullerne her vil også kunne serveres som en forret eller til en aperitif, dog kræver de en tallerken og bestik da man bliver nasset på fingrene.

Af opskriften bliver der ca.7-8 ruller, som du kan gange op hvis du vil lave flere.

Agurkeruller m. markelsalat:

1 varmrøget makrel

1 agurk

2-3 spsk Creme fraiche

Frisk kværnet sort peber

1 bdt purløg

Frisk skovsyre

Tandstikkere

Skær hovedet af makrelen og åbn den på midten. Tag fiske kødet ud og kom det i en skål – husk at mærk og se efter for ben. Hak det i mindre stykker med en gaffel i skålen.

Rør nu creme fraiche i lidt af gangen, og smag til med peber. Salaten skal være ret fast i konsistensen for ikke at ryge ud når du laver rullerne.

Skyl agurken og tør den.

Skær den på langs på et mandolinjern, eller så tyndt og fint du kan med en kniv.

Læg nu en skive agurk af gangen på et skærebræt og kom makrelsalaten på med en teske – læg ikke på i enderne og kom ikke for meget på. Kommer du for meget på, kan det nemt fjernes undervejs med en smørekniv. Rul nu fra en ende til den anden. Hold rullerne sammen med en tandstik.

Hold dem på køl indtil de skal serveres, og server dem ikke iskolde. Ved servering pyntes de af med hakket purløg og skovsyre. (Eller måske med stedmoderblomster, frisk dild eller hvad du nu synes smager og passer til)

 

Laks, røg og sprødt

Efter en lille krustade-hapser med den helt vildt flabede creme fraiche fra Arla Unika rørt op med citronsaft, toppet med en skefuld stenbiderrogn og pyntet af med Stedmoderblomster, fik gårsdagens frokostgæster serveret denne tallerken. En tallerken jeg kalder for: laks, røg og sprødt, og det fordi det er hvad det er. Varmrøget laks og rygeost i selskab med grøntsager skåret silketyndt eller kuglet med en melonske, let afpyntet med skovsyre blade. Der e ikke nogle egentlige tilberedninger, blot forberedt og bøttet op inden gæsterne kommer, og anrettet lige inden servering.

Udover smagene, som altid er det vigtigste for mig i køkkenet, så gik jeg her også efter wauw-effekten, og den fik jeg da jeg bar tallerknerne ind. Jeg lod gæsterne gætte hvilke grøntsager der var på tallerknen, hvilket gjorde det ekstra spændende.

Tallerknen her egner sig både som en af flere frokost-serveringer, eller hvis du ganger mængderne op til en decideret frokostret. Ligesom den vil være en rigtig god forret. Skift evt grøntsagerne ud efter årstid og prøv med æble, asparges, glaskål, majroe eller andre sprøde frugter og grønne sager. Et par bær vil også passe godt, ribs for dets syrlighed eller/og brombær for deres sødme.

Jeg målte ikke nøjagtigt op da jeg forberedte tallerknerne, og derfor er nedenstående mere en angivelse end en egentlig opskrift, som du kan lade dig inspirere af. Jeg havde rester af flere af grøntsagerne.Vi var 6 personer, og til det brugte jeg ca.:

3 stykker varmrøget laks

Ca. 100 g sødmælks rygeost (min favorit er fra Løgismose/Netto)

2 mellemstore radiser

1 jordskok

Ca. 1/4 fennikel

Ca. 1 1/2 rabarber

Ca.1 agurk

Ca. 3 skovsyre blade til hver anretning

 

Derudover skal du bruge:

Isterninger, en melonske, og et mandolinjern

 

Forbered alt og kom det i lufttætte bøtter, laks og rygeost skal tilbage på køl, de andre bøtter kan du sagtens lade stå ude på køkkenbordet et par timer før anretning.

Skyl og rengør grøntsagerne, skær evt toppe af og evt knaster fra. Skræl jordskokken.

Skær rabarber på mandolinjern, evt i hele stængler som jeg gjorde det, sådan at de ligger som et bånd hen over anretningen, eller i mindre stykker. De kan også skæres med en tyndskræller og dermed i en slags flager. Rabarberne ligges i isvand en halv time før anretningen tages op og duppes af.

Skær nu jordskok, radiser og fennikel på mandolinjern silketyndt.

Lav kuglerne med melonskeen af agurken – husk at resten af agurken sagtens kan spises, f eks i en tzatiki.

Tag skindet af laksestykkerne og bræk mundrette bidder af laksestykket ned over en skål. Film skålen og hav den på køl indtil anretningen.

Du kan jo anrette helt som du vil, men laver du sådan en halvcirkel ude i kanten af tallerknen som jeg gjorde, start da med at finde midten foroven og forneden og læg et stykke laks der. Byg nu langsomt op med mellemrum med mere laks, ske rygeosten op i små klatter og kom dem på tallerknen. Læg nu grøntsagerne på som du synes, gerne med lidt mellemrum mellem hver slags både for det visuelle, men også sådan at når man tager en gaffel fuld så får man lidt af det hele.

Pynt tilsidst af med skovsyre, og husk at tør tallerknerne af for evt dryp med et rent viskestykke.

Har du andre spiselige blomster indenfor rækkevidde prøv dig da frem med at pynte af med dem – jeg ser for mig hvordan de abrikosfarvede tallerken smækkere vi har sået i Den Urbane Have i år ville have taget sig ud på tallerknen her med både blomst og blade …

Makrelsalat

Kalenderen skriver påske, og vi der ikke længere får påskeæg glæder os nok mest af alt til at sætte os ved det veldækkede frokostbord, et bord der byder på lidt af hvert, men bedst af alt på forårets spæde afgrøder, kolde øl og fisk i overvægt.

Her har jeg rørt en lille markelsalat, som ikke har spor at gøre med den med tomatsovs og virkelig meget mayonnaise at gøre. Den er lavet på en varmrøget makrel med peber, som jeg fandt i Netto, og som oven i købet var MSC mærket, noget der er afgørende for mine køb af fisk. Jeg har set varmrøget makrel i fiskeafdelingen i større supermarkeder og hos min lokale fiskehandler også, men hvis du ikke kan få fat i en varmrøget, så nap en røget makrel i køledisken.

Jeg har rørt makrelsalaten her med Rømme, som bedst kan beskrives som en blanding mellem fløde og creme fraice og som stammer fra Norge. Den er væsentlig mere fast og stiv end creme fraice, men bliver blød og cremet når man rør den. Den er sødlig, og alligevel har den en syre, som egner sig rigtig godt til den fede fisk her, og som giver et godt modspil til røg-smagen. Thise Mejeri laver Rømme, men hvis du ikke kan få fat i det, så brug en blanding af 2/3 fed creme fraice og 1/3 mayonnaise.

Makrelsalat:

Varmrøget makrel, 100 g

2 mellemstore æg

Ca. 200 g Sæter Rømme, 35 %

Karse – meget ! (Hvis du ikke er til karse, så brug purløg)

1 tsk kapers

Evt groft salt og frisk kværnet peber

Kog æggene – jeg kommer æg i kogende vand, og gav dem her 8 minutter, sådan at de blev hårdkogte, men stadig ikke helt hårde i blommen. Lad dem køle af.

Læg makrellen med skindsiden ned mod skærebrættet, og halver makrellen på langsiden. Pil skindet af, og fin del nu makrellen i mindre stykker over en skål. Vær obs på evt fiskeben.

Skræl og pil æggene, og skær dem i grove tern. Bland æggene med makrellen. Klip en masse karse og kom den ved. Pynt også gerne af med karse, eller stil en bakke med karse på påskebordet sådan at gæsterne selv kan klippe og dosere.

Hak kapers fint, og kom ligeledes dem ved.

Rør nu rømme i lidt ad gangen, sådan at salaten blandes godt og til den får den konsistens du ønsker.

Lad makrelsalaten trække på køl, gerne et par timer inden den skal spises.

Prøv også at server makrelsalaten uden kogte æg i, i en crustade eller på rugbrødschips eller lign. som en hapser til en velkomst drink – gerne til en lidt fed hvidvin med noget sødme.

To lette fiskeanretninger til påskefrokosten/test af Nemlig.com opskrifter

 

nemlig/LaCucinaNada

I samarbejde med nemlig.com har jeg testet nogle af deres opskrifter af, i første omgang et par påskefrokost opskrifter. Jeg har valgt to opskrifter med fisk ud, som dels er meget lette at tilberede, og dels også sagtens kan gå som forretter nu vi er midt i påske-løjerne. Hvis du vil nå at lave opskrifterne, så finder du dem her sammen med en del andre påske-fristelser. Nemlig har gjort det sådan at hvis du ønsker at købe ind til opskrifterne, så klikker du blot på “læg i kurv” og så tilføjes alle ingredienserne til din indkøbskurv. Det kan jo være ret så smart, medmindre man har en del af varerne i forvejen, og hvis altså de har alle varerne – det oplevede jeg desværre at de ikke havde, og med den ene af de opskrifter var det hovedingrediensen, hvilket jo er knap så smart. Jeg havde nemlig udset mig “Egetræsrøget whiskylaks” fordi det vakte min nysgerrighed. Jeg valgte så blot en almindelig røget laks i skiver, og det fungerede glimrende, men det havde nu været interessant at smage dén laks.

På billedet har jeg dækket op til en påskefrokost for én, og har rugbrød og æg til også, for at vise at de to anretninger egner sig rigtig godt som en del af et påskefrokost bord. Udover de sædvanlige ting der bare skal være på sådan et bord – sild, æg og rejer, fiskefilet mv, så synes jeg at det er forfriskende med et par nye indlæg hvert år. Her vil laksen på en bund af salat, fennikel, blomkål og æble samt salathapserne med krabbe, ærteskud og rogn være to rigtig gode bud.

nemlig/LaCucinaNada

 

 

Salathapsere med krabbe og ærteskud er en festlig lille anretning, som kan forberedes inden gæsterne kommer. Den kan f eks også serveres sammen med en velkomstdrink, da salatbladet fungerer som en tallerken og man derfor kan spise den stående. Jeg hoppede over hvor gærdet er lavest, og valgte krabbekød på dåse, primært fordi jeg er én og ikke ville kunne nå at spise al det krabbekød hvis jeg havde valgt at bestille krabbekløer. Jeg synes det er rigtig fint at de giver et hurtigt alternativ i opskriften, da det gør den mere til gængelig. Det eneste jeg vil udsætte på opskriften, er at jeg savnede mere syre, så jeg vil anbefale at man skruer op for limesaften, eller bruger citronsaft også eller i stedet.

nemlig/LaCucinaNada

 

Egetræsrøget whiskylaks kan ligesom med salathapserne forberedes, og anrettes lige inden servering. Den vil snildt kunne anrettes på et fad også, og faktisk går salaten ret godt til kød også – jeg fik testet den til frikadeller, til en improviseret påskefrokost med gode naboer i går. Fennikel og vinaigretten er med til at give den fede laks noget modspil, og det at tygge i en masse sprødt til det bløde fiskekød er godt tænkt. Igen savner jeg en anelse mere syre, eller måske at salaten havde trukket i vinaigretten da den bliver noget fersk i smagen.

Begge opskrifter skal klart afprøves i mit køkken igen, men her vil de blive udsat for eksperimenter af forskellig art, blot fordi jeg ikke kan lade være. Tænk, jeg var helt stolt af at jeg holdt mig slavisk til opskrifterne (smiley).

Nu har jeg været kunde hos nemlig.com igennem længere tid, og må sige at kvaliteten er ret så god, og servicen er helt i top. Samtidig er udbuddet af økologiske varer kun for opadgående, og det synes jeg jo vældig godt om. Jeg ville blot ønske at de havde et langt større udvalg af danske økologiske frugter og grøntsager, og at de fik helt styr på at deres bude fik en ordentlig overenskomst … men ellers vil jeg anbefale nemlig, især til de tunge indkøb, de gode tilbud og de mange specialbutikker de har i stald.

– Hvis du har fået lyst til at sætte de to fiskeanretninger på påskebordet, så kan du få leveret varer i helligdagene også!

 

nemlig/LaCucinaNada

Indlægget er sponsoreret af nemlig.com