Salat af ristet blomkål, grillet squash og ovnbagte løg og hvidløg

Salat/LaCucinaNada

Når jeg spiser vegetariske retter som hovedret, handler det for mig om at gøre dem mættende – både i maven, men også smagsmæssigt, sådan at jeg ikke savner kødet. En måde jeg gør det på, er ved at lave lune salater med en masse forskellige konsistens og smag i. Der skal være sprødt, blødt, friskt, sødligt, syrligt, stærkt, skarpt og salt i på én og samme gang. Det er denne salat et glimrende eksempel på. Den har noget sommerligt og sydeuropæisk over sig og leder tankerne hen på lune sommeraftener.

Salaten kan selvfølgelig også sagtens serveres som tilbehør, til f eks krydrede frikadeller, kylling eller en mør steg af en slags.

Salat/LaCucinaNada

Salat af ristet blomkål, grillet squash og ovnbagte løg og hvidløg:

– 1 pers. –

1/2 blomkål

4-5 fennikelfrø

1/2 squash

30-50 g fetaost

30 g salattopping (jeg brugte Salatmix m.pinjekerner fra Earth Control)

Groft salt og frisk kværnet peber

Olivenolie til stegning

En smule skal af en økologisk citron

En blanding af spæd salat (portulak, hvis du kan få fat i det), frisk mynte og skovsyre – også gerne en smule af dens blomster

1 lille løg

1 helt hvidløg


Varm ovnen op på 200 grader. Skær både løg og hvidløget over på midten, drys med en smule olie og bag dem i ovnen i ca.15 min. til de er helt bløde og let gyldne i overfladen.

Skær blomkålen i meget små buketter. Svits fennikelfrøene i en smule olie. Kom blomkålen ved, og svits det ved middelhøj varme til det er gyldent og godt stegt igennem. Smag til med salt og peber undervejs.

Skyl og tør squashen. Skær skiver med en osteskærer af halvdelen af den. Del yderligere skiverne i to. Grill dem på en grillpande med meget lidt olivenolie på begge sider.

Skyl og slyng diverse grønt.

Du kan vælge at smutte hvidløg og løg ud af skallen inden du anretter salaten, og fordele dem rundt omkring. Eller du kan sætte dem på fadet for at få det rustikke udseende med, og så blot smutte indholdet ud når den skal spises.

De øvrige ingredienser anrettes på fadet, feta smuldres over ligesom salattoppingen og til sidst rives en smule skal af citronen over.

 

 

Urbangardening part 2

urbangardening/LaCucinaNada

Nu begynder det virkelig at piple frem med små skud i mine krukker! Små kimplanter der skal pottes om, så jeg får store og frodige krydderurter, chilien der har sat blomst og dem jeg har givet fornyet næring i nye større potter med ekstra ny jord. Det er en sand fryd for øjet og mig en meget stor fornøjelse!

Forleden da jeg stod og nippede, vandede og satte pinde i nogle af dem, konstaterede jeg at det er et af de øjeblikke hvor jeg virkelig formår at være i nuet. Et øjeblik hvor absolut ingen forstyrrende tanker irriterer og hvor den uendelige to-do liste parkeres et øjeblik … det kan man vel kalde mindful-gardening?

Og måske er det fjollet, men se nu bare chilien der blomstrer, det kan jeg blive helt ekstatisk over. Husk at gem frø fra dine yndlings chili, det er vitterlig meget meget let at dyrke sine egne chiliplanter!

I dag supplerede jeg samlingen med en lille staude, som ikke alene er meget yndig, men som også er spiselig. Nemlig en spiselig Portulak. Portulak har en brøndkarse-agtig smag, og pynter så fint på maden. Er den ikke fin?

urbangardening/LaCucinaNada

Den er jo så ikke selvplantet. Men det er det lille hvidløg til gengæld.Vidste du man kan det? Du planter simplethen hvidløget der er begyndt at spire i en potte med jord, og så høster du af de grønne stilke som en slags purløg. Så smid ikke dit spirende hvidløg ud næste gang du opdager et sådan.

Happy gardening 🙂

NB: de små søde planteskilte fås i Tiger, 6 stk for 10 kr.