Blomsterdekorationer og bordpynt

Blomsterdekorationer

Det er efterhånden lang tid siden, at der har været et diy-indlæg her på bloggen, og det er jo også primært en madblog, men indimellem kaster jeg mig over forskellige krea-projekter og det seneste har jeg lyst til at dele her. Måske det kan inspirere til en festlig og enkel borddækning?

Min veninde holdt sin 40-års fødselsdag i lørdags, og spurgte om jeg i den forbindelse ville stå for blomsterne til festen. Det ville jeg med største fornøjelse, og jeg besluttede mig for at det blev hendes gave fra mig. Gaven blev udvidet med at jeg lavede bordkortene, og fik skrevet nogle ret så fine menukort også. Min veninde har sine meninger om mange ting, gud ske tak og lov for det, men her gav hun mig frit slag, for som hun sagde, så stoler hun på min gode smag. Med det kompliment, og carte blanche til at udfolde mig kreativt, kastede jeg mig over opgaven.

Amalie 40 år 001

Lokalet som festen blev holdt i er stort, væggene 90´er gule, der er blå sofaer, gardiner med blåt og grønt og så hænger der en del billeder med mange forskellige farver i. Det er jo ret væsentligt at tage afsæt i hvordan sådan et rum tager sig ud, og afgørende for hvilke farver man så dækker op med. Vi blev hurtige klar over at det skulle holdes i primært hvidt, og købte billige lagener i Ikea som vi brugte som duge, samt et hav af bloklys, lampe-fyrfadsstager og sådan nogle rammer på fod, hvor man kan se billedet på begge sider – dem brugte vi til menukortene.

Lidt farver skulle der jo dog være, og i mine besøg i en del blomsterhandlere fandt jeg frem til at lysegrøn og en enkelt blålig tone spillede godt op mod det hvide.

I Ikea fandt vi også et sæt med tre høje glasvaser, som jeg havde luret hjemmefra ville egne sig. Dels kom der lidt højde på bordene, og dels havde jeg i hovedet nogenlunde hvordan det ville tage sig ud. Bla med Kallaer der skulle sno sig rundt i vasen, fyldt op med vand. Da jeg stod med det, kom jeg på at stikke blomstertråd op igennem stænglen, og på den måde kunne jeg forsigtigt manipulere med dem, og bøje stænglerne.

Blomstertråd kan du købe i hobby-forretninger, samt hos velassorterede blomsterhandlere. Vaserne kom som sagt i et sæt med tre til 99 kr, og dem ser du her:cylinder-vase-st-med-__0106636_PE254891_S4

 

Vaserne blev brugt som beholdere, mere end som vaser, og det fungerede virkelig godt. De blev opstillet i en gruppe midt på hvert bord, og jeg supplerede med en mindre som jeg havde i forvejen.

I én vase kom Kallaerne som sagt:

Amalie 40 år 156

Her ser du hvordan jeg gjorde med blomstertråden:

Amalie 40 år 148

Amalie 40 år 149

Amalie 40 år 150

I den kraftigste vase kom blot en plante, hvor jeg fjernede plasticpotten og satte dem i. Jeg havde selvfølgelig taget mål af omkreds og højden på alle vaserne inden:

Amalie 40 år 164

I den længste vase kom jeg vand næsten til randen, og satte afklippede sommerblomster i hvidt, samt de små blå kornagtige blomster, samt et bredt græsstrå som jeg buede og satte ned i hver:

Amalie 40 år 165

Amalie 40 år 167

I de mindste, skar jeg oasis til så de passede og beklædte den med de store blade. Til at montere bladene klippede jeg et lille stykke blomstertråd, som jeg blot buede så det fungerede som en hage. I midten kom en lysegrøn chrysanthemum og en ditto nellike i hver, og så ellers lidt forskelligt blomster og grønt. Nu blev det en sport med at få højde på dekorationerne, og jeg fandt ud af at lave en bue-agtig ting med de brede græsstrå, de blev monteret på samme måde som bladene rundt om:

Amalie 40 år 151

Amalie 40 år 195

HUSK: når du arbejder med oasis, at ligge det i blød først, sådan at det virkelig suger vand til sig. Det samme gælder de blomster du bruger, lad dem endelig stå i vand i god tid inden, så de allerede har suget vand op i stænglerne.

Da jeg var færdig, havde jeg en del blomster tilbage, og min veninde var ude på en af hendes mange køreture, så jeg fandt på at overraske hende med en ekstra dekoration. Det blev til buffetbordet, og den blev lavet på et kagefad.

Amalie 40 år 180

 

Her skar jeg blot to plader af oasis blokkene, lige høje, lagde dem ved siden af hinanden, og dækkede først bunden med de store blade. Herefter blev de største blomster sat først, simpelthen ved at lave et lille hul i bladet med en saks. De drillede lidt, men ned i oasis kom de. Nogle af blomsternes stængler var meget bløde fra naturens side, men de fik blot lidt hjælp med blomstertråd. Her skulle der virkelig være højde på, og jeg fik monteret hele tre græsstrå. Det blev da ret kunstfærdigt, ikk´?

Når man laver sådan en gang borddekorationer og bordpynt, så synes jeg at det er lige så væsentligt at koordinere farver, som det er at finde et gennemgående tema. Her var det de lidt mere eksotiske blomster der gik igen, og udover farverne, gik flere komponenter igen i flere af dekorationerne. Ligesom formerne også spillede op til hinanden.

Bordkortene lavede jeg helt simpelt; navnet blev skrevet med en dymo-labelmaskine af den gammeldags slags, sådan helt retro-agtigt, og labelen blev sat på et hvidt manilamærke. Begge dele købte jeg i Panduro Hobby.

burger 022

Bordkortene blev bundet med jutegarn til hvidvinsglassene, da forretten skulle stå i serviet-åkanderne når vi gik til bords.

Amalie 40 år 197

Menukortene skrev jeg i Publisher, da jeg troede det var pivsmart fordi der stod mål i. Men det var det ikke helt, så min veninde klippede det over i et word-dokument og fik rettet størrelsen til, printet dem ud og sat dem i de der rammer. Vi satte to på hvert bord, og to på buffetbordet. Tænk, til 7 kr stykket, hva´? Ikke et ord om plastic og børnearbejde her …

Amalie 40 år 171

Det var en vildt sjov opgave, og jeg er ret så stolt af resultatet. Der var også en del gæster henne for at rose mine bedrifter, og én sagde kækt at der da vist gemt en blomsterbinder i mig. Faktisk blev jeg allerede bestilt til at lave blomster til en konfirmation i foråret. Det bliver vist lidt af en multi-funktionel virksomhed jeg snart skal have stablet på benene.

Normalt kan jeg navnene på rigtig mange blomster, men flere af dem jeg valgte kan jeg desværre ikke, og jeg glemte at få spurgt i de mange blomsterforretninger jeg var i. Men hvis du vil i gang med at lave noget lignende så er navnet jo ikke så væsentligt endda, køb efter rammerne og hvad du synes bedst om. Ellers er det en god idé at bestille, hvis du vil have nogle helt særlige blomster, eller sikre dig at de har nok af dem. Ligesom det er en god idé at skele til hvilken årstid, hvilke blomster er i sæson.

Af “ting” skal du bruge:

Oasis

Saks

En kniv

Blomstertråd

Fade, vaser eller lign.

Blade til at dække oasis med

Diverse pyntegrønt

Blomster

Tålmodighed, lyst og din kreativitet.

HUSK: at køb lidt ekstra blomster, hvis nu én knækker undervejs, eller så du ikke står og mangler undervejs.