Cookies m.rabarber, hindbær og mandler

Jeg har en veninde der bager de bedste Cookies ! Ide år vi var naboer var det, det bedste hun kunne overraske mig med til kaffen. Den slags hun bager er de klassiske med chokolade og nødder, som jo bare fungerer vildt godt. Særligt til en godt brygget tår mokka. Efterhånden drikker jeg mere the end kaffe, og især er eftermiddagstheen blevet en fast del af min dag. Nu hvor vejret er lunere, kan jeg særligt godt lide lysere the, gerne nogle med noget syre, som f eks hibiscus, pære og ingefær. Til at komplimentere den slags the, kom jeg forleden på denne Cookie, sprød og sej som man kender den, men krydret i stedet for meget sød og godt med noget syrligt fra rabarber og hindbær.

I dag skulle jeg så teste min opskrift af – den lykkedes simpelthen i første hug. Og jeg må bare sige at de er blevet virkelig lækre.

Cookies m.rabarber, hindbær og mandler er tilegnet min kære veninde Nina. Vi bor i dag langt fra hinanden og ses ikke ofte, men næste gang vi gør, så skal hun have en omgang af de her lækre Cookies. Måske hun når at bage dem selv inden vi ses? Både hun, og du får under alle omstændigheder opskriften herunder.

Cookies m.rabarber, hindbær og mandler:

160 g blødt smør

150 g brun farin

100 g sukker

1 æg

2 tsk stødt ingefær

250 g hvedemel

1,5 tsk bagepulver

1/2 tsk groft salt

60 g mandler

100 g rabarber (svarer til ca.1 stængel)

100 g hindbær (hvis frosne, så tøet)

Skyl rabarberen, skær enderne af og skær den i tynde skiver. Vej af og læg i en skål. Drys et lille lag af sukkeret over.

Hak mandlerne groft.

Bland smør med sukker og pisk det luftigt, tilføj brun farin og ægget og pisk det til en sammenhængende masse.

Bland de tørre ingredienser og kom dem lidt af gangen ved dejen til den hænger sammen.

Vend nu med en dejskraber rabarber og mandler i dejen, og tilsidst hindbærrene uden at mose dem.

Sæt dejen på køl en halv til en times tid.

Varm ovnen på 180 grader.

Læg bagepapir på et par bageplader.

Brug et par spsk til at tage dejen med, form løseligt nogle store kugler og læg dem med god afstand på bagepladerne – jeg bagte 6 af gangen på en plade.

Bag dem i ca.15 minutter til de er gyldne på overfladen – Cookies er ikke sprøde på overfladen når de er bagt færdige, men det bliver de når de køler af.

Lad Cookies´ene køle af på en rist før du kommer dem i en kagedåse eller anden tætsluttende beholder.

Nap selvsagt én imens de er lune – det er bagerens fortjeneste !

Rabarberchutney

Nu har jeg en hel del gange fortalt om rabarberchutney´ens fortræffeligheder, og så forleden går det op for mig, at der slet ikke er en opskrift på én sådan på bloggen ! Så med de flotteste rabarber i hus, som jeg fik lov til at høste i en have ikke så langt fra hvor jeg bor, skulle der rodes bod på det. Rabarberchutney har en let syrlighed og med de smage der er tilsat her i opskriften, får den både en dybde og varme. Den passer rigtig godt nok især til indiske stærke retter, men også som det lille pift til svinekød, kylling og diverse ris, – og nudelretter. Selv bruger jeg det til alt mulig, senest til mørbradbøffer i går aftes.

Opskriften svarer til 3 halvliters syltetøjsglas.

Rabarberchutney

750 g rabarber

1 æble

3 fed hvidløg

0,5 dl æblecidereddike

150 g sukker

1 dl korender, eller lyse rosiner

1/2 chili, alt efter styrke med eller uden kerner

Ca. 1 cm frisk ingefær

Saften af en 1/2 appelsin

1 tsk spidskommenfrø

1 stk hel kanel

1 tsk fennikelfrø

FREMGANGSMÅDE

Skyl rabarberne og skær dem i skiver. Skær det allernederste hvide fra på skrå.

Skræl æblet og skær det i tern.

Skær chilien i skiver, skræl ingefær stykket og skær det i mindre stykker og tag skallen af hvidløgsfedene. Hak det hele sammen i små stykker.

Kom alle ingredienserne i en gryde, og giv det et opkog. Skru ned med det samme og lad det simre ved svag varme en times tid.

Vask syltetøjsglassene, og skold dem med kogende vand. Lad dem dryppe af på et rent viskestykke imens chutneyen simrer.

Hæld den færdige chutney på glas med det samme og luk dem til.

Opbevar glassene mørkt og køligt.

Chutneyen kan spises med det samme, men smager bedre efter den har stået nogle dage. Den kan holde sig forholdsvis længe.

Rabarberkage m.marcipan

Hvad siger du til sådan et stykke saftigt rabarberkage til eftermiddagskaffen ? Sød, men alligevel let syrlig og sprød på toppen ? Måske serveret med lidt cremefraiche ved siden af ? Helst indtaget i en lun krog med solskin på næsen, selvfølgelig.

Det sidste kan jeg ikke garantere, men du får opskriften på kagen her – indkøb og bagning må du selv sørge for, ligesom en solskinsdans står for egen regning.

Rabarberkage m.marcipan:

Ingredienser:

200 g blødt smør

180 g sukker + 1 spsk

2 æg

3 spsk cremefraiche, min.18%

200 g hvedemel

1 tsk vanillesukker

1 tsk bagepulver

125 g marcipan

5 stængler rabarber


Skyl rabarber-stænglerne og skær evt blade samt det allernederste skråt. Skær to af stænglerne i små stykker. Kom de små stykker i en skål og drys med en smule sukker over dem. Når de skal i dejen, hældes den væde de har trukket fra igennem en sigte (brug evt væden i en sirup).
Forvarm ovnen på 175 grader og gør en rugbrødsform klar med bagepapir, eller smør den godt.
Pisk æggene med sukker, og tilsæt smør og cremefraiche. Pisk til det har en sammenhængende konsistens og der ingen klumper er i.
Bland nu de tørre ingredienser: mel, bagepulver og vanillesukker og sigt det i dejen lidt ad gangen imens du pisker ved lav hastighed med el-piskeren.
Riv marcipanen groft.
Rør nu rabarberstykkerne og marcipanen i dejen med en dejskraber, sådan at det er godt fordelt.
Hæld dejen i rugbrødsformen og glat den lidt ud med dejskraberen.
Læg nu de 3 hele rabarber med den flade side ned af ovenpå kagen. Tryk dem let ned i dejen.
Drys nu en spsk sukker udover hele kagen.
Bag den i ca.1 time – den første halve time på risten sat lige under midten i ovnen, den sidste i midten. Hold øje med kagen, sådan at rabarberne ikke bliver sorte ! Er du i tvivl om den er færdig, så tjek ved at stikke en strikkepind forsigtigt i kagen, sidder der dej ved, skal den have længere tid.
Kagen er meget saftig pga al væden fra rabarberne, så lad den stå og køle helt af inden du skærer skiver af den.

 

Laks, røg og sprødt

Efter en lille krustade-hapser med den helt vildt flabede creme fraiche fra Arla Unika rørt op med citronsaft, toppet med en skefuld stenbiderrogn og pyntet af med Stedmoderblomster, fik gårsdagens frokostgæster serveret denne tallerken. En tallerken jeg kalder for: laks, røg og sprødt, og det fordi det er hvad det er. Varmrøget laks og rygeost i selskab med grøntsager skåret silketyndt eller kuglet med en melonske, let afpyntet med skovsyre blade. Der e ikke nogle egentlige tilberedninger, blot forberedt og bøttet op inden gæsterne kommer, og anrettet lige inden servering.

Udover smagene, som altid er det vigtigste for mig i køkkenet, så gik jeg her også efter wauw-effekten, og den fik jeg da jeg bar tallerknerne ind. Jeg lod gæsterne gætte hvilke grøntsager der var på tallerknen, hvilket gjorde det ekstra spændende.

Tallerknen her egner sig både som en af flere frokost-serveringer, eller hvis du ganger mængderne op til en decideret frokostret. Ligesom den vil være en rigtig god forret. Skift evt grøntsagerne ud efter årstid og prøv med æble, asparges, glaskål, majroe eller andre sprøde frugter og grønne sager. Et par bær vil også passe godt, ribs for dets syrlighed eller/og brombær for deres sødme.

Jeg målte ikke nøjagtigt op da jeg forberedte tallerknerne, og derfor er nedenstående mere en angivelse end en egentlig opskrift, som du kan lade dig inspirere af. Jeg havde rester af flere af grøntsagerne.Vi var 6 personer, og til det brugte jeg ca.:

3 stykker varmrøget laks

Ca. 100 g sødmælks rygeost (min favorit er fra Løgismose/Netto)

2 mellemstore radiser

1 jordskok

Ca. 1/4 fennikel

Ca. 1 1/2 rabarber

Ca.1 agurk

Ca. 3 skovsyre blade til hver anretning

 

Derudover skal du bruge:

Isterninger, en melonske, og et mandolinjern

 

Forbered alt og kom det i lufttætte bøtter, laks og rygeost skal tilbage på køl, de andre bøtter kan du sagtens lade stå ude på køkkenbordet et par timer før anretning.

Skyl og rengør grøntsagerne, skær evt toppe af og evt knaster fra. Skræl jordskokken.

Skær rabarber på mandolinjern, evt i hele stængler som jeg gjorde det, sådan at de ligger som et bånd hen over anretningen, eller i mindre stykker. De kan også skæres med en tyndskræller og dermed i en slags flager. Rabarberne ligges i isvand en halv time før anretningen tages op og duppes af.

Skær nu jordskok, radiser og fennikel på mandolinjern silketyndt.

Lav kuglerne med melonskeen af agurken – husk at resten af agurken sagtens kan spises, f eks i en tzatiki.

Tag skindet af laksestykkerne og bræk mundrette bidder af laksestykket ned over en skål. Film skålen og hav den på køl indtil anretningen.

Du kan jo anrette helt som du vil, men laver du sådan en halvcirkel ude i kanten af tallerknen som jeg gjorde, start da med at finde midten foroven og forneden og læg et stykke laks der. Byg nu langsomt op med mellemrum med mere laks, ske rygeosten op i små klatter og kom dem på tallerknen. Læg nu grøntsagerne på som du synes, gerne med lidt mellemrum mellem hver slags både for det visuelle, men også sådan at når man tager en gaffel fuld så får man lidt af det hele.

Pynt tilsidst af med skovsyre, og husk at tør tallerknerne af for evt dryp med et rent viskestykke.

Har du andre spiselige blomster indenfor rækkevidde prøv dig da frem med at pynte af med dem – jeg ser for mig hvordan de abrikosfarvede tallerken smækkere vi har sået i Den Urbane Have i år ville have taget sig ud på tallerknen her med både blomst og blade …

La Cucina Nada 5 år: Sommerkage og GIVE AWAY

Sommerkage/LaCucinaNada

Hip hip huuuurraaaa … LA CUCINA NADA fylder 5 år her i juni måned!

Og dét skal markeres med en rigtig skøn sommerkage, en kage med mandelbund, en fed syrlig rabarbercreme og pyntet med en masse jordbær. Men ikke alene får du opskriften på en kage der er oplagt til sommerens gæstebud, du får nemlig også chancen for at få fingrene i et BAGESÆT fra H.W Larsen – sættet består af en springform, et tyllesæt og sprøjtepose!

Alt du skal gøre for at ryge med i puljen om bagesættet, er at skrive i kommentarfeltet herunder hvilken sommerkage du ville bage hvis du vandt sættet. Det skal du gøre senest d.31.7.2015

Min udgave af en sommerkage er til at gå til for alle, og lige i min ånd uden dikkedarer og svær konditorkunst. Og så emmer den af sommer, det sommeren byder på lige nu, nemlig rabarber og jordbær!

Du kan selvfølgelig vælge andre slags bær, ligesom du kan koge en kompot af hvad du synes om – lavede en lignende kage i efteråret hvor jeg kom æblekompot i cremen og pyntede med brombær. Novra det var også godt.

Bunden kan med fordel bages i forvejen, ligesom cremen har godt af at trække smag nogle timer før den serveres. Det bliver en fin tynd bund, som du kan vælge at lave en dobbelt portion af hvis du ønsker en højere kagebund.

 

LA  CUCINA NADA´S SOMMERKAGE:

Mandelbund:

200 g mandler

3 æg

200 g rørsukker

Pisk æg og sukker til det er skummende og tykt.

Hak mandlerne fint, og bland dem i.

Pensl en springform eller en høj tærteform, og hæld dejen heri.

Bag bunden v. 175 grader i 30 min.

Lad den køle helt af.

 

Rabarberkompot:

Ca. 1/2 bundt rabarber

50 g rørsukker

En tom vanillestang, halveret

Skær rabarberne i ca. 1 cm stykker, kom dem i en tykbundet gryde med rørsukker og den tomme vanillestang. Giv det et opkog, og skru derefter ned og lad det simre til det får konsistens af kompot, og stykkerne er smattede ud. Sæt på køl i en tætsluttende bøtte.

 

Creme:

1/4 piskefløde

4 spsk creme fraice, min. 18 %

Kornene fra en vanillestang

Skallen af 1 usprøjtet citron

+ rabarberkompotten

Pisk fløden til en stiv flødeskum.

Rør creme fraichen i med en dejskraber.

Befri kornene fra vanillestangen og kom dem i cremen. Riv citronen på den fine side af et rivejern ned i cremen. Rør citronskal og vanillekorn i cremen med løs hånd.

Rør til sidst kompotten i cremen, og sæt cremen på køl indtil servering.

 

Når kagen skal serveres, kommer du blot cremen ovenpå bunden, og pynter af med jordbær som du lyster – jeg brugte en hel bakke jordbær, og halverede bærrene. Desuden pyntede jeg med rød skovsyre, både blade og blomster.

Tak til H.W Larsen for at sponsorere præmien!

Bagte rabarber, æble og pære m.tykmælk

Bagte rabarber, æble og pære/LaCucinaNada

Jeg ved ikke om det var den dansende sol i horisonten der vækkede mig meget tidligt i morges, men de forførende lyserøde striber der bølgede på mine vægge lokkede mig i hvert fald op. Og sikke et skue! Himmelen var badet i lyserødt og pink på malerisk vis. Selvom pinsesolen bød op til dans, snuppede jeg nu altså et par timer mere på øjet, hvilket vist passede mine to små uldne samboer ret så godt.

Pinsesolen/LaCucinaNada

Måske det var den lyserøde farve fra de årle morgentimer der fik mig til, at tænke på at jeg da skulle have bagte rabarber til morgenmad? Nok er bagt frugt (nu er rabarberen ikke en frugt, men brugt i denne sammenhæng, vælger jeg at kalde den det) mest kendt som dessert, og det kan du sagtens servere denne som. Men kend rabarbernes sødmegrad, og sæt evt mere sødme til under bagningen, eller evt på det tilbehør du serverer til hvis det er nogle syrlige stænger du har fået fat i. Hvis du serverer dem til morgenmad, som jeg har gjort her, så synes jeg at nogle dryp flydende honning er alt rigeligt. Især fordi de her er bagt i selskab med pærer, som bliver meget søde ved bagning.

Hvis du får bagt lidt rigeligt, så gem det blot i en tætsluttende bøtte på køl og nyd det som topping på grød eller et surmælksprodukt de næste par dage!

Af nedenstående mængde bliver der til ca.4 portioner som den på billedet øverst.

Bagte rabarber, æble og pære m.tykmælk:

3 rabarber

1 æble

1 pære

Flydende honning, ca 1 spsk

+ tykmælk ved servering

Skyl rabarber og frugterne. Skær det nederste af rabarberne, og skær dem i tre stykker hver. Skær æble og pære i både, og skær kernehus mv fra.

Læg frugterne i en lille bradepande, æble,- og pærestykker med skærefladen nedad.

Dryp nu honning udover, og bag ved 175 grader i 15 min., eller til frugterne er møre og bløde.

Server med en smule tykmælk udover.

Du kan også skære frugten i mundrette stykker inden du bager den, og servere den på tykmælk el. lign. Top evt med sprøde nødder.

Riv evt lidt frisk ingefær udover rabarberne inden bagning – det giver et frækt modspil. Eller drys en smule lakridspulver udover frugterne!

Se her for mere inspiration til tilbehør mv: Bagte æbler

Håber du nyder pinsen derude!

Rabarber-ribs marmelade

Rabarber-ribs marmelade/LaCucinaNada

Som læser af La Cucina Nada ved du nok at jeg godt kan lide sødt, men at det skal have noget modspil, helst af noget syrligt. Således blev denne marmelade til i går aftes, da jeg havde nogle halvbløde rabarber og ribs i overskud fra mit bidrag til MadbloggerUdfordringen, hvor jeg som tilbehør til Svineskank bla lavede en relish-agtig ting af ribs og rødløg.

Du kan se min ret her: https://lacucinanada.com/2014/07/07/svineskank-m-ribsrelish-og-stegt-spidskalmabloggerudfordringen3sommermad/

Ribs er netop i sæson nu, så spis dem i hobetal, pynt kager, desserter, salater med dem, eller kog gele og marmelade af dem. Ribs kan også fryses.

Rabarber synger på sidste vers, men kan stadig fås i handlen eller i naboens have.

Der er ikke tilsat nogle dikkedarer, eller nogen fancy smagsgiver. Den er hvad den er, marmeladen, og den er god. Marmeladen giver fuldfed ost et frækt modspil, og kan udover at spises på brød, også serveres til stegt rødt kød som man ville servere gele eller lignonsylt til

* * * * *

Du får to glas marmelade, svarende til 0.5 l. ud af flg portion:

Ca. 200 g ribs uden stilk

Ca. 350 g rabarber

450 g rørsukker

 

Nip ribsene af stilkene, og skyl dem i et dørslag. Kom ribs i en gryde, og lad gerne lidt af vandet hænge ved.

Skær kun den allernederste del af rabarberen af, eller hvis den er ok pæn, så nøjes med at fjern det lille “blad”, det er særligt i stokken at pektinen befinder sig i en rabarber. Og pektin er jo godt til marmelade-kogning. Skær også den øverste del af med bladene. Skyl dem, og skær dem i mindre stykker. Du behøver ikke at gøre dig umage, for de koger fint ud. Kom dem i gryden sammen med ribsene.

Strø nu halvdelen af sukkeret over, og rør godt i blandingen. Lad det trække en halv til en times tid. På den måde gør sukkeret forarbejdet.

Kog nu marmeladen til rabarber og bær er kogt ud med låget på skrå, og tilsæt resten af sukkeret. Kog ved et lavt blus uden låg til marmeladen tykner og bliver nogenlunde ensartet.

Rengør, skold og desinficer glassene (med enten klar spiritus eller atamon), og hæld den varme marmelade på glas med det samme. Bank glassene i bordet, sådan at den ikke danner luftbobler, og skru lågene på. Stil den mørkt og køligt. Eller på køl når du er begyndt at spise af den.

 

Pimp din morgenmad: Skyr m.rabarberkompot, honningristede mandler og kokoschips

Skyr m.rabarberkompot/LaCucinaNada

Hvis du følger La Cucina NadaInstagram, har du nok fundet ud af at jeg holder meget af at gøre lidt ud af mine måltider. Også i hverdagen, for jeg holder så vældig meget af at forkæle alle mine sanser, også i hverdagen. Særligt om morgenen har kreativiteten det med at dukke op, og jeg ved ikke noget bedre end at sætte mig ved et veldækket morgenbord.

Der skal ofte ikke så meget til lige at gøre den smule ekstra, og det skal jo helst ikke tage alt for lang tid om morgenen heller. Du kan se mere inspiration til morgenmad her, eller hos nogle af mine favorit morgenmads-bloggere (de blogger ikke kun om morgenmad, men de finder på nogle aldeles lækre sager til morgenbordet!): Grøntsags-Dronningen: VanløseBlues og mesteren ud i styling: The Food Club, som også har udgivet en morgenmads e-bog. En anden blogger som inspirerer mig til min morgenmad er Anne au Chocolat der også deler de skønneste morgenmadsbilleder på Instagram.

Pt har Arla en lille konkurrence på Facebook, hvor man skal dele sit billede af sin yndlings yoghurt-topping, og der var jeg nød til at dele min, netop fordi det lige nu er sæson for dén: nemlig rabarberkompot på et surmælksprodukt, helst en let syrlig yoghurt naturel eller skyr i mit tilfælde. Ved at tilsætte kompotten et forholdsvist smagsneutralt surmælks-produkt får det snerten af sødme, men især friskhed og smagen af lutter sommer i min morgenmadsskål. Sådan som jeg allerbedst kan lide dét.

Når du laver en portion Rabarberkompot, så lav en større portion og opbevar den i en lufttæt beholder på køl. Du kan bruge kompotten til flere ting; desserter, blot på en nybagt bolle, til grydestegt kylling, på havregrøden osv.

Du får ikke en egentlig opskrift på denne pimpede udgave, blot nogle anvisninger:

Anret Skyr eller lign. i en skål. Jeg har brugt en lille anretter-ring, men du kan sagtens nøjes med at sætte den med en ske.

Rist en håndfuld mandler skåret i halve, i flydende honning på en pande, blot en skefuld eller to. Find gerne en honning tilsat smag – eller en honning der er blevet til i skoven, jeg er hel pjattet med en Gran,- og skovhonning jeg fandt i Kvickly, den har sådan en dyb smag, med et snert af nåletræ.

Kant med kokoschips (Urtekram har nogle ret gode nogle, ellers finder du dem i Helsekost-butikken) og måske lidt ekstra lir i form af friske spiselige blomster – vel og mærke nogle der matcher i smagen, eller tørrede kornblomster, hibiscusblomster eller som her, rosenblade.

Top så med rabarberkompot og mandler.

Denne anretning ville sagtens kunne gøre det for en let sommerdessert også – måske med friske halverede jordbær oveni!

Rabarberkompot m. skyrflødeskum

Rabarberkompot m.skyrflødeskum/LaCucinaNada

Det lader til at I læsere elsker rabarber lige så meget som jeg, for det er p.t det der søges mest på, på La Cucina Nada. Og det er bare om at spise løs af den vidunderlige spise nu den er i sæson!

Jeg laver gerne en større omgang kompot, sådan at jeg har det stående i køleskabet og kan komme det på et surmælksprodukt om morgenen. Det holder sig fint i en tætsluttende bøtte i noget tid. Rabarberkompot egner sig også rigtig godt i desserter, eks vis på små Mandelbunde eller i en Tiramisu for at få et syrligt modspil det fede.

Her har jeg lavet en virkelig nem og yderst velsmagende dessert, som du kan forberede i forvejen og anrette lige inden servering. Det gode ved at blande skyr med flødeskum, er dels smagen da skummet får en let syrlighed, og dels konsistensen, da den bliver let at anrette med.

* * * * *

Rabarberkompot m. skyrflødeskum:

Kompot:

1 bdt rabarber, ca.250 g

100 g rørsukker

Skær rabarberne i ca. 1 cm stykker, kom dem i en tykbundet gryde med rørsukker. Giv det et opkog, og skru derefter ned og lad det simre til det får konsistens af kompot, og stykkerne er smattede ud. Sæt på køl i en tætsluttende bøtte.

Ingefær giver et frækt modspil til rabarber, så tilsæt evt en smule frisk revet ingefær. Vær lidt forsigtig med dosering, og smag til undervejs.

Skyrflødeskum:

200 g skyr

2 dl piskefløde

1/2 vanillestang

Skrab kornene ud af vanillestangen, og rør dem i skyren. Pisk fløden til en blød skum, og bland dem forsigtigt sammen med en dejskraber.

Anret nu desserten: rabarberkompot nederst, og top med skyrflødeskummet. Pynt evt med frysetørrede rabarber eller hindbær, eller med hakkede mandler. Eller hvad du nu måtte have lyst til, eller køkkenskabene gemmer på.

Rabarber/LaCucinaNada

Krydret rabarber-æblekage

Rabarber 076

Faktisk har jeg aldrig rigtig blandet rabarber med anden frugt eller bær end jordbær, men kom på at blande dem med æbler i denne lækre saftige kage. Både æblerne og rabarberne har en let syrlighed, der giver den søde kagedej et friskt modspil. Og så har jeg kommet stødt ingefær og kardemomme i, som hver især klæder sin frugt. Eller ret beset så er rabarber jo ikke en frugt, men en grøntsag.

Dejen kan bruges over andre slags frugter også, eks vis pærer og brombær, en kombination jeg har bagt flere gange før. Her har jeg brugt hasselnødder i stedet, så det bliver en rigtig sensommer/efterårskage.

Rabarber 062

I dag har jeg arbejdet i vores Urbane Have i gården, og så var jeg lidt ulydig og plantede, i ren GuerillaGardening-stil en rabarber midt i et af staudebedene. Hvis du vil læse mere om køkkenhave-projektet så tag et kig forbi DenUrbaneHave.com !

* * * * *

Krydret rabarber-æblekage:

5 rabarber, halvstore

1 let syrligt æble

100 g mandler

1 tsk stødt kardemomme

2 tsk stødt ingefær

250 g rørsukker

100 g hvedemel

100 g smør

1 helt æg

2 æggeblommer (gem hviderne og lav en omelet af dem, eller brug dem til marengs)

Smelt smørret, og lad det køle en smule.

Skær rabarberne i ca.2 cm stykker, skær æblet i tynde både.

Smør formen, og fordel rabarber og æbler i den.

Pisk æg med sukker til en luftig tyk masse. Kom krydderierne heri.

Hak mandlerne groft. Drys mandlerne i dejen.

Bland smørret og melet i dejen. Rør dejen sammen, og hæld den over fyldet. Bag kagen v.175 grader i ca.30-40 min. – hold øje med den, og stik evt en strikkepind i for at tjekke om dejen hænger i.

Nyd kagen som den er, eller server med en fuldfed cremefraiche til, eller skyr rørt med vanillekorn.

* * * * *

Hvis du har fået lyst til at bage mere med rabarber, hvad så med Bløde og saftige Rabarber Muffins, en Rabarber Crumble m.kokos eller måske en Rabarber Tiramisu ?

La Cucina Nada gør det også en hel del i æbler, og har f eks nyfortolket gammeldags æblekage, flere bud på æbler på morgenbordet og har eks vis kommet æblefyld i gifler!