Kage med glöggpocherede pærer

Man har det jo med at have rester fra julen og hvad er bedre end at omsætte dem til ren weekend forkælelse?

Jeg fik idéen til kagen her, da jeg havde en flaske færdigblandet gløgg stående og ikke havde lyst til at drikke den. Af fare for at lyde som en mad-snob, så bryder jeg mig sjældent om den gløgg man kan købe sig til i supermarkederne, simpelthen fordi den ofte er alt for sød. Hvordan havde sådan en flaske så sneget sig ind i mit barskab? Jo, den fik jeg i Stop Spild Lokalt, faktisk sidste år, men den fejlede jo som sådan ikke spor. Har du ikke gløgg på lager, kan du sagtens lave den selv. De gløgg pocherede pærer er ikke spor svært at lave, men pocher dem gerne dagen før, sådan at de kan trække godt og grundigt i den krydrede vin. Kagen her vil være en god dessertkage, sådan én man kan drikke kaffe og en lille avec til og på den måde være et godt punktum efter en middag.

Som bonus kan du si gløggen fra i en skål, når pærerne har trukket og koge den til en gløggsirup. Super lækkert at have til desserter, pandekager, vafler eller stærke oste !

Gløgg pocherede pærer:

3-4 pærer alt efter størrelse

Ca. 75 cl gløgg

Skræl pærerne og stil dem med bunden nedad i en lille gryde.

Hæld gløggen over så den dækker pærerne og sæt *bagepapirscirklen over.

Lad dem simre ved svag varme i 30 min., sluk for varmen og lad dem stå og trække – gerne natten over.

Læg pærerne i et dørslag og lad dem dryppe helt af.

Klip en cirkel af bagepapir svarende til grydens diameter og klip et lille hul i midten. Bagepapiret gør at pærerne bliver nede og ikke popper op over væden.

Kagedej:

150 g blødt smør

150 g rørsukker

3 æg

200 g hvedemel

1 tsk bagepulver

1 tsk stødt ingefær

1 tsk stødt kardemomme

Pisk smør og sukker hvidt og skummende.

Tilsæt ét æg ad gangen ind i dejen.

Sigt melet og bland det med bagepulver og krydderierne og rør det i dejen.

Lad gerne dejen stå og hvile lidt.

_ _ _ _ _

Smør rugbrødsformen let.

Sæt pærerne med bunden nedad i formen med mellemrum. Hvis ikke de vil stå af sig selv, så skær det nederste af enden af sådan at de kan stå lige op.

Kom nu dejen ned over pærerne, glat den let og bank formen let et par gange i bordet, så dejen sætter sig.

Bag kagen i ca.40 min. på 200 grader på rillen lige under midten.

Prøv også at server de gløggpocherede pærer til en god vaniljeis, vaniljecreme eller til ost. Mums.

Stop Spild Af Julemad !

Mange har en masse rester fra gårddagens julemiddag, og generer måske endnu flere rester de næste dage, men lad dem nu ikke gå til spilde. Heller ikke de knap så oplagte rester, de kan nemlig sagtens trylles om til nye retter, bagværk eller spændende drikke!

Rigtig meget kan fryses, og snildt holde sig i køleskabet eller på en overdækket altan eller lign., men husk at have en plan for madens anvendelse inden du pakker det i bøtter og stiller det køligt, ellers har det med at ende i skraldespanden sidenhen alligevel. Optimalt er det at planlægge resterne ind i de kommende dages middage, frokoster og morgenmad selvfølgelig, men det er vi nok knap så gode til generelt.

En anden ting der kan være svært, er at tænke utraditionelt og bruge tingene i helt andre sammenhænge. Her får du lidt forskellige idéer:

Har du en rest kogte kartofler, så har du det rene reste-guld hvis du spørger mig, og jeg indrømmer blankt, at jeg næsten altid koger flere kartofler med vilje. Jeg er VILD med brasede kartofler, som jeg både nyder på weekend morgenbordet, og som indgår i f eks biksemad. En anden måde du kan bruge kartoflerne på er i en kartoffelgratin, og har du en rest kød også, så kom den i gratinen. Den skal have knap så lang tid, da kartoflerne jo allerede er tilberedte. Og nu det er jul, hvorfor så ikke lave en omgang helt sprøde kartofler stegt af i andefedt eller lign.? Det er bare godt.

Krydderkage/LaCucinaNada

Noget mange har så alt rigeligt af ovenpå julen, er tørrede frugter og nødder, og måske også en sjat rødvin? Hvis det er tilfældet, så prøv at bag en juleduftende krydderkage, den holder sig frisk og svampet i dagevis. Du kan sagtens bruge andre nødder og tørrede frugter, end dem jeg angiver i opskriften, samt bruge forskellige slags. Har du ikke en rødvinsrest, så erstat med mælk – men jeg vil nu alligevel opfordre dig til at prøve at bage med rødvin, det giver kagen en helt særlig dybde.

cheesecake/LaCucinaNada

Et andet bud på en kage, er en cheesecake, bagt på en bund af brunkager, som sagtens kunne være af andre af julens småkager, og med fyld af rosiner udblødt i portvin. En fræk udgave af cheesecaken, hvis jeg selv skal sige det, faktisk en af de bedste af slagsen jeg har smagt! Småkager kan også knuses let, og bruges som drys på desserter eller morgen yoghurten.

Og nu vi er ved de rosiner der, så ved jeg ikke om det mig der altid får udblødt alt rigeligt af dem, til når jeg skal servere glögg, men det gør nu ikke så meget, for de kan eks vis kommes i en simreret og være med til at give saucen en masse smag og dybde.

oksebov/LaCucinaNada

Har du en rest andekød, kan du servere den på sprøde bruchetta – brug dem som tilbehør til en velkomstdrink, som en del af en tapas-servering, eller frys kødet, og lav dem en hverdagsaften hvor det skal gå lidt stærkt.

Bruchetta/LaCucinaNada

Har du marcipan i overskud, da er det underskønt at bage kanelgifler eller æblegifler med, ligesom nougat bliver drønlækker i en parfait – en is som ikke kræver ismaskine, og som med sin fløjlsbløde konsistens forfører enhver.

parfait/LaCucinaNada

Håber du fik et par gode idéer til anvendelsen af dine rester – del endelig gerne dine gode opskrifts-idéer til mad med rester i kommentarsporet!

Hvis du har brug for mere inspiration, så har Samvirke lavet en lille guide med idéer til nye retter, ligesom du på StopSpildAfMad´s facebook side kan finde mange idéer.

Rigtig glædelig jul til jer alle sammen,

La Cucina Nada