“Hvor køber du økologisk frugt og grønt? … “

FrugtoggrøntLaCucinaNada

Det spørgsmål får jeg stillet med jævne mellemrum, for mange er frustrerede over mange supermarkeders snævre udvalg og ofte ringe kvalitet af frugt og grønt. Det har inspireret mig til at skrive dette indlæg. Og ja, det er i København, da jeg jo er bosat i storbyen, men selvom du bor andetsteds så læs med alligevel for der er også e-butikker med på min liste. Listen får du her:

Stefanos Grønne Hjørne som ligger i den skønneste del af Nørrebro, hvis du spørger mig. Butikken har en overvægt af økologiske kolonialvarer, et lille udsalg af færdigretter såsom salater, samosas mv samt frugt og grønt. Udvalget af frugt og grønt er ikke så stort, men butikken har ofte lidt anderledes sager, især på den økologiske front. Alt er af god kvalitet. Og så er det ekspedition med et smil på læben.

ROD, som ligger i Jægersborggade ligeledes på Nørrebro, er en lille butik med et café-udsalg der bla er kendt for sine friskpressede juice samt et mindre udvalg af frugt og grønt. Priserne er i den høje ende, men produkterne er af bedste kvalitet og man kan nøjes med at købe stk vis eller meget små mængder, hvilket passer sådan en single som jeg rigtig godt.

Omegn, eller vist rettere sagt Grøn Omegn, da Omegn også har en indendøre stand i Torvehallerne. Frugt og grønt boden finder du udendøre, og det er en fryd for alle sanserne! Udvalget er styret af sæsonen, og hvad der dukker op af interessante sager når der indkøbes. Udover økologiske varer er Omegn begyndt at sælge en del biodynamisk producerede varer, og der er periodevist også friske krydderurter at finde. Dette er et sted du møder nye sorter, velkendte afgrøder i nye farver og faconer og ALTID meget friske og lækre varer. En del kokke kigger også forbi standen.

Bondens Marked, hvor du bla finder Mogens Bisgaards stand med ultra friske grøntsager. Oftest har han sorter med som ikke er til at finde andre steder, og grøntsagerne er af rigtig god kvalitet. Du skal stå tidligt op for at få fingrene i de gode sager! Jeg må tilstå at jeg ikke besøger markedet så ofte som jeg gerne ville, det kan varmt anbefales da du finder en del forskellige stande på det lille marked.

Online benytter jeg mig efterhånden oftere af Nemlig.com end af min mange årige frugt & grønt-pusher Aarstiderne.com. Det gør jeg primært fordi jeg på Nemlig kan udvælge nøjagtig de varer jeg skal bruge, modsat kasserne fra Aarstiderne. I perioder når jeg ikke er meget hjemme er der for stort et spild af grøntsager, og ofte er der en eller flere sager i kasserne jeg ikke har lyst til eller ikke lige står for at skulle bruge. Til gengæld køber jeg indimellem kasser med f eks én slags frugt hos Aarstiderne hvis jeg skal sylte og ikke har mulighed for at plukke det et sted. Altså har jeg ikke længere et fast abonnement hos dem, men køber efter lyst. Èn kasse jeg vil anbefale at man prøver er Kisel-kassen, her ved du ikke på forhånd hvad du får, men det er noget af det ypperste biodynamiske grønt du kan få, og du bliver præsenteret for en masse nyt. Nemlig.com har et stødt stigende udbud af økologisk grønt, og varerne er forholdsvis gode. Derimod halter det gevaldigt på frugt-fronten. Jeg savner flere af årstidens varer, samt langt flere danske varer, men er alt i alt ok tilfreds.

– En e-butik jeg har til gode at købe frugt og grønt (og fisk!) hos er SkagenFood!

Når det handler om at købe frugt og grønt i supermarkeder, er det svært at komme udenom Irma og Brugsen. Det varierer med udbuddet alt efter hvilken af deres butikker man besøger, og nogle er klart bedre end andre. Det største udbud af økologisk frugt og grønt finder man i Brugsen på Nørrebrogade og i Irma på Borups Allé. Jeg savner at begge ville have et langt større udvalg af danske varer, samt flere lokale grøntsager på hylderne. Men kvaliteten er blandt det bedste af det du får i et supermarked.

Vil supplere min liste med en god øko-grønt og frugt forhandler, så skriv en kommentar!

 

Copenhagen Cooking – Råvarefest i Jægersborggade

Byen syder og bobler af sanselige mad-oplevelser! Desværre har jeg ikke råd til at deltage i så mange events som jeg egentlig gerne ville. Men ét af dem jeg havde set rigtig meget frem til, var Råvarefesten i Jægersborggade i går. Konceptet gik ud på, at man på forhånd havde købt en billet, som man fik omvekslet til et smagsprøve kort. Herpå kunne man vandre op og ned af gaden i eget tempo og ønsket rækkefølge og smage på lækkerierne. Og der ER mange lækkerier i gaden, som på deres egen hjemmeside skriver sådan her: ” …. på nogle af de råvarer, der har været med til at sætte Jægersborggade på det gastronomiske verdenskort. ”

Coffee Collective havde tre forskellige bryg at byde på.

Jeg elsker den gade. Og har egentlig gjort det i mange år. Også dengang pusherne stod frit fremme midt på gaden. Og jeg kommer der regelmæssigt, enten for at nyde en god kop kaffe hos Coffee Collective, få dagens sidste solstrejf på en caféerne på hjørnet ved Stefansgade, for at ose blandt gallerier, tøjbutikker og tage et kig ind hos keramikeren eller for at købe, råvarer til min egen madlavning.

 

Manfreds & Vin/Relæ bød på letrøget hønsekødssuppe. En suppe mange rundt om mig, var ganske skuffede over.

Jeg synes den smagte som sådan en skal smage.

Men måske, havde man forventet lidt mere, eller noget andet fra Gourmet Restauranten i gaden?

Men jeg blev lidt forstemt i går. Eller måske bekymret. Og det er med blandede følelser jeg nu skriver, at jeg frygter det rå, det Nørrebro-ske, det uslebede er ved at forsvinde fra gaden. For gu´skal der udvikling til, og det er jo ikke fordi jeg synes udviklingen af den samling af kreative, innovative og gastronomiske perler skal standses. Så min glæde var stor da en fyldig HA´en, med sin lige så fyldige hund, spadserede igennem gaden for at SMAGE på lækkerierne. Måske det “nye” kan forenes med det rå alligevel?

Per´s Griseri & ROD bød på grillet pølse, grillet grønt og lækkerier man kunne dyppe i

Men gadefesten fungerede. Særligt ved arrangementets start, hvor man kunne komme til, fik mulighed for at slå en sludder af med de mange ivrige mad-formidlere og ikke skulle stå i kø. Vejrguderne var også med Jægersborggade i går, og det lokkede efterhånden mange til. Også mange som gik forgæves, da billetterne var udsolgt på forhånd. Da jeg kørte derfra ved 18.00 tiden, var der særligt oppe i sol-enden proppet med mennesker – her bød slagteren fra Kultorvet på helstegt pattegris og cafe Lyst solgte fadøl på gaden.

Et par øl smagsprøver fra Lyst

Karamelleriet laver her lakridskaramel m. salmiak og eucalyptus vendt i lakridspulver

Hos RO Chokolade kunne man vælge et stykke mellem tre varianter, jeg valgte et stykke med havsalt.

Foran ROD og Per´s Griseri var der konstant en længere kø.

Maden var også værd at stå i kø for.

Mit træge ben, og mit lettere halvsnaldrede hoved kunne ikke mere, så jeg trillede hjem mæt på smags-oplevelser… og Jægersborggade, jeg skal nok komme igen …