Søg

Emneord

romkugler

Rom-mokkakugler

Som I jo nok ved, så er jeg frivillig i Stop Spild Lokalt her på Møn og det har skærpet min opmærksomhed yderligere omkring madspild. Der kan gå helt sport i hvordan man kan bruge en råvare eller, som i tilfældet her, et færdigt produkt på en anden måde. De overskudsvarer vi får mest af, er brød og kage hvor rigtig meget af det ikke fejler spor, ligefrem er meget friskt, men hvor noget af det er liiiidt kedeligt og en smule tørt.

En klassisk måde at anvende kagerester er jo som bekendt at lave den til romkugler. Efter min smag, helst med et skvæt ægte mørk rom. Sådan en flaske var jeg ikke så heldig at have på lager, så jeg måtte ty til romessens, som jo bare smager ret så syntetisk. Derfor kom jeg på at skrue op for mokkasmagen og bruge en god mørk kakao. Det gjorde udfaldet og jeg kan nu tage en omgang rom-mokkakugler med til møde med de andre frivillige her senere i dag. Meget passende, ikke?

Kagerester, tænker du, det har man da aldrig noget af. Og det er jo godt hvis I aldrig har det hjemme hos jer. Det har jeg til gengæld med jævne mellemrum. Enten fordi jeg bager kage som om der skal komme gæster, fordi jeg får købt mig en færdigbagt kage som viser sig ikke at være særlig interessant eller nu hvor jeg som her har taget kagerester med hjem, som ellers skulle være smidt ud. Rester af kage kan nemt fryses.

Tip: hvis ikke du bruger en kagerest med kanel i, så tilsæt en smule stødt kanel til dejen. Den er med til at give romkuglerne en dybde og gør noget ganske særligt for smagen.

Rom-mokkakugler:

Ca. 450 g kagerester, jeg brugte en halv citron sandkage og en halv kanelstang

4 spsk kakaopulver

1 dl espresso eller meget stærk brygget kaffe

60 g nougat

100 g solbærmarmelade

1/2 spsk romessens eller mørk rom

Chokoladekrymmel til pynt

Riv kagerne i mindre stykker og kom kageresterne i en større skål.

Tilsæt de øvrige ingredienser og *rør til det har en ensartet masse – hæld kaffe i lidt af gangen, smag til. Smag også til ifht rom, måske vil du have en kraftigere smag. Husk at kuglerne trækker mere smag når de står på køl.

Sæt dejen på køl en halv til en times tid.

Tril nu kugler i ønsket størrelse, og sæt dem på køl igen.

Hæld imens chokoladekrymmel ud på en bradepande og tril kuglerne heri.

Opbevar kuglerne i en småkagedåse med mellemlægs, – eller bagepapir imellem, gerne på køl.

*Jeg brugte min håndmixer, det går fint med den.

Du kan sagtens trille kuglerne i anden krymmel, eller f eks frysetørret bærpulver eller bær. Det kan også være finthakkede nødder eller måske spiselig glitterstøv.

Reklamer

Anmeldelse: “Kager” og “Brød, grød og korn” fra Samvirke samt opskrift på Romkugler

 

romkugler/samvirke/lacucinanada

Uha, det her er et af de hængepartier jeg har haft liggende henover sommeren. Egentlig ret fjollet, for jeg læste kogebøgerne straks jeg modtog dem, og valgte med det samme en opskrift ud som jeg fik lov at dele med jer fra én af bøgerne, men der kom en sommerferie, en del arbejde i min urban have, et opskrift-projekt for Fairtrade, et makeover af mit køkken og mange andre dårlige undskyldninger i vejen for at skrive denne anmeldelse.

Nuvel, here comes:

Bøgerne er nr. 5 og 6 i rækken af små kogebøger med 30 opskrifter i hver, og er tænkt som genoptryk af Brugsens tematiserede kogebøger som jeg husker fra barndommens køkken. Bag opskrifterne står Mia Irene Kristensen som er uddannet inden for Fødevarevidenskab på KU. Hvis du vil se mere af hvad Mia foretager sig, så se her eller følg ´cphgoodfood´på Instagram. Bøgerne koster 50 kr stykket.

I begge kogebøger er det tilgengælige ingredienser der bruges i opskrifterne, og mange af dem er i en mere nutidig version, eks vis er der i kage-kogebogen tilføjet lakridspulver i rutebilerne, en genfortolkning af den populære Oreo kiks samt ribs at finde i den klassiske drømmekage. 

Noget jeg synes vældig godt om i disse kogebøger, er de små afsnit “om”, eks vis havreprodukter i “Brød, grød og korn” kogebogen, konkret og informativt. Jeg kunne tænke mig at de afsnit var samlet til sidst i bogen i stedet, sådan at det var lettere at slå op. En anden lækker detalje, er et afsnit om hvilke drikkevarer der klæder hvilke kager. Det er rigtig godt tænkt!

Jeg har indtil flere opskrifter i bøgerne der står på min to-do liste, og skal klart prøve mini-hotdog brødene med læg meget snart. Og så inspirerer Mia mig ifht ingredienser eller smage, eks vis har hun bagt rugbrød med rosmarin, dét skal jeg prøve næste gang den står på rugbrødsbagning.

Billederne er rigtig fine, men kommer måske ikke helt til deres ret i bøgernes lille format. Men de gør mig sulten og giver mig lyst til at gå i køkkenet, og det er jo det væsentligste med en kogebog.

Køb kogebøgerne hvis du ikke orker et helt bibelsk værk af en kogebog, til den unge der lige er flyttet hjemmefra eller til hjemmebageren der godt kan lide ny inspiration.

Jeg har brugt opskriften på studenterbrød til romkugler, som der er tip til man også kan – i øvrigt endnu et plus ved bogen: ved alle opskrifter er der et til flere tips til hvad du ellers kan gøre – og du får opskriften fra bogen “Kager fra Samvirke” her:

At lave hjemmelavede romkugler er en rigtig god måde at få brugt en kagerest på! Frys eks vis kagerester ned efterhånden, og tag op og brug når du har nok. Her brugte jeg blommemuffins som jeg frøs tidligere på sommeren.

Ca. 400 g kage, gerne lidt tør, f eks sand- eller chokoladekage, muffins eller brownie.

3 spsk kakaopulver

Ca. 100 g solbær – eller hindbærmarmelade

50 g nougat eller mørk chokolade, smeltet

2 spsk mørk rom eller kaffe (kan udelades)

samt chokoladekrymmel, kokosmel eller andet til at rulle dem i. ( Jeg brugte chokoladekrymmel, ca.100-150 g)

Smuldr kagen i en skål, og tilsæt resten af ingredienserne.

Ælt massen sammen med hænderne, eller brug en røremaskine (jeg brugte min el-pisker), til den er ensartet og sammenhængende.

Læg evt massen på køl 1 time, til den er fast og lettere at forme.

Tril massen til kugler, alt efter hvor store du ønsker romkuglerne.

Hæld chokoladekrymmel på et stykke bagepapir, og tril kuglerne heri.

Opbevar romkuglerne på køl.

– I opskriften står at du skal dyppe eller pensle romkuglerne i chokolade, inden du kommer drys på. I så fald skal du bruge yderligere 200 g mørk chokolade, som du smelter over vandbad. Dette undlod jeg.

Blog på WordPress.com.

Up ↑