Mini pizze (pizzaer) bianco: kartofler, rosmarin, rødløg, timian og skinke

Mini pizze bianco/LaCucinaNada

When live gives you Potatoes … så lav underskønne mini pizze bianco.

Sprøde bunde med fyld af kartofler, rosmarin, rødløg og rosmarin. Og ikke mindst creme fraiche, som er med til at give en lækker syrlig smag. Flot dig evt og kom friske timianstilke og lufttørret skinke på ved servering, så er der ikke et øje tørt. De små pizze er perfekte som frokostpizza. Eller måske som en forret.

Opskriften svarer til 4 pizze. Eller på dansk: pizzaer, om du vil.

Mini pizze bianco/LaCucinaNada

Pizza bunde:

1,5 dl lunkent vand

5 g gær

50 g durummel

5 g groft salt

1/2 dl olivenolie

150 g hvedemel, type 00

Rør gær ud i vandet.

Hæld durummelet i, rør det godt rundt.

Tilsæt salt og olie, og hæld nu hvedemelet i.

Saml dejen og lad den hæve tildækket et lunt sted i min. et par timer.

Fyld:

Ca. 200 g kartofler

4 spsk creme fraiche

1/2 rødløg

75 g revet mozzarella ost

frisk timian og rosmarin

evt et par skiver lufttørret skinke, 1/2 skive pr pizza

Skræl kartoflerne og skær dem ultra tyndt på et mandolinjern. Skær løget i meget tynde både, og del dem.

Hak rosmarin fint. Klip timian, ca. 4 stængler pr. pizza.

Sæt en bageplade, eller pizzasten hvis du har en sådan i en 250 grader varm ovn.

Drys en anelse hvedemel på bordet. Del dejen i fire stykker og rul dem tynde med en kagerulle. Et trick er kun at rulle i én retning, og vende dem flere gange undervejs.

Læg nu pizzabundene på et stykke bagepapir, og smør dem med creme fraiche, ikke helt ud til kanten, sådan at du får en bagt skorpe.

Fordel 1/4 mozzarella på hver pizza.

Læg kartoffelskiverne på bundene og stik ca. 4-5 løgskiver ind hist og pist. Drys rosmarin udover.

Tag bagepladen ud af ovnen og træk bagepapiret over på pladen.

Bages i ca. 5 min. til de er sprøde og let gyldne.

Kom timian og evt skinke på hver pizza og nyd dem varme.

 

Honningglaserede gulerødder

Nye danske gulerødder med toppe er noget af den skønneste sommerspise, især når de ikke er sprøjtede så man bare kan skylle jorden af og gnaske løs. En måde at tilberede friske gulerødder på, så de bevarer smagen og sprødheden er at glasere dem. Honningen fremhæver gulerøddernes let sødlige smag og er yderst velegnet som tilbehør til et stykke mørt kalvesteg, eller til svinekød, som f eks marinerede skaftekoteletter som du ser på billedet herunder. De friske ærter er tilføjet gulerødderne de sidste par minutter umiddelbart inden servering.

Honningglaserede gulerødder/LaCucinaNada

Server dem evt med groft hakkede hasselnødder og lidt pyntegrønt på et fad og server dem som tilbehør eller i stedet for kartofler eller salat.

Honningglaserede gulerødder:

Friske (spæde) gulerødder m.top. Beregn 1-2 pr pers. alt efter str. og hvis de serveres som tilbehør.

Olivenolie, ca 1 spsk pr gulerod eller smør

Honning, ca 1 spsk m top pr 3 spsk olie

Frisk rosmarin, et par stilke

Evt en lille håndfuld hasselnødder + lidt pyntegrønt – jeg brugte tallerkensmækker blade og kronbladene fra en morgenfrue.

Rengør gulerødderne og tag toppen af, lad dog en lille del af toppen sidde (den ikke alene pynter, men er også spiselig). Varm olie, eller smør, op på panden, tilsæt honningen v. ikke alt for høj varme og rør rundt så det blander sig helt. Varm gulerødderne op i olien og smid et par friske rosmarin kviste på. Vend dem jævnlig så de bliver glaserede på alle sider. Gulerødderne er færdige når de begynder at få et karamelliseret udseende, ca 10 min i alt, alt efter størrelse. Vend i dem jævnligt.

Hak hasselnødderne groft. Skyl pyntegrønt og dup det tørt. Lad gulerødderne dryppe lidt af inden du lægger dem på et fad, og pynt af inden servering.