Søg

Emneord

Sabine Lemire

365 retter til børnefamilien: velkendte retter, og sjove påfund.

365-retter-300x300

 

Hun har gjort det igen, Sabine Lemire, udgivet en bog. Denne gang har hun begået en kogebog med 365 retter til børnefamilien, som titlen lyder. Det er nu ikke helt retter alt sammen, men en god blanding af velkendte børnevenlige retter, retter man måske ikke lige tænker børn kan spise og så en hulens masse gode idéer. Idéer til servering, anretning og til måske at få det til at glide lidt lettere ned for de små.

Sabine agiterer for at man tager børnene med i køkkenet, for som hun skriver, så er børn nysgerrige og ved at de selv er med i tilberedningen, mener hun at de måske tør smage på mere ved middagsbordet.

Jeg kan ikke være mere enig med Sabine, og har indtil flere gange slået på tromme for at børn har sin regelmæssige gang i køkkenet. Og nej, jeg har ikke selv børn, og oplever derfor ikke ulvetimen med genstridige trætte børn, så hvad berettiger mig til at hævde en sammenhæng? Som pædagog igennem mere end 11 år, har jeg arbejdet med børn og mad, og dét med fokus på det sanselige. Børn skal have lov at lugte til maden, pille ved den, lege med den. Indenfor en hygiejnemæssig grænse, og med respekt for råvarerne. Men den har de allerfleste børn faktisk fra naturens side, og så har de netop den nysgerrighed Sabine pointerer. De VIL gerne lære om hvor hvad stammer fra, hvordan man tilbereder det, og hvad forskellen på forskellige tilberedningsmetoder er. Her taler jeg selvfølgelig om det store barn, barnet i indskolingsalderen, som er de børn jeg har arbejdet med igennem hele mit pædagogiske liv.

Jeg har fået indtil flere idéer efter jeg har bladret lystigt i bogen!

Sabine må af nogen vide hvilke genvordigheder det kan føre med sig, når man tager børnene med i køkkenet for at tilberede aftensmaden, hun har nemlig hele fire af dem og er alenemor! Hvis man oplever at det bliver til konflikter i køkkenet, så tror jeg det er vigtigt at afstemme forventningerne med sig selv inden man har de små kokke med. I institutionen er det klart defineret hvad børnenes rolle er når vi serverer eftermiddagsmåltidet og morgenmaden. Desuden graduerer vi opgaverne efter kundskaber, og finder langsomt ud af hvor meget et nyt barn kan, samt øger sværhedsgraden lige så stille og roligt for dem alle. Succes-kriteriet er at de børn der er med i køkkenet, for hænderne i det, og tager et medansvar for tilberedning, servering og oprydning. Måske er det blot at skrælle et par gulerødder, eller gøre serveringsvognen klar og tørre borde af. Men de har været med i processen. Og jeg ved godt at det er under anderledes rammer når vi serverer mad i fritidsinstitutionen end når I børnefamilier gør det derhjemme. Og at børn lærer bedst af andre børn. Men jeg holder stadig på, at børn får det mest naturlige forhold til mad ved selv at være en del af tilberedningen af den.

Jeg har flere gange lavet grøntsags-ansigter på tallerkenen til børnene i vores Café, og har på den måde fået dem til at smage på nye grøntsager. I bogen her har jeg fået et par idéer mere til det jeg vil kalde legende mad.

I en institution som den jeg arbejder i, er vi underlagt nogle forskellige ting, såsom hygiejne, en vis økologi % samt økonomi. Samtidig kører vi indimellem også i ring, og laver madplan ud fra hvad vi ved de fleste børn kan lide. Det tror jeg også mange børnefamilier gør. Men børn skal jo også præsenteres for nye smage, teksturer, dufte og konsistens, og derfor kan en bog som “365 retter til børnefamilien” være med til at introducere til fornyelse.

 

Sabine har en legende tilgang, og har også i denne bog sneget de kreative hobby-idéer ind. Eks vis forskellige forslag til at servere den velkendte sandwich på, og du finder f eks to udgaver af det hun kalder roulademadder i bogen. Der er små fif, som at tegne ansigter på de blødkogte æg og en virkelig fin idé med at tegne små ansigter og hilsener til at sætte på frugten der skal med i institution og skole. Der er indtil flere madpakke-idéer i bogen, som jeg tror vil så smilet frem hos poderne.

I skole-vinterferien skal jeg have Madværksted med ungerne, et madværksted hvor vi skal lave eks vis müsli til at servere om morgenen. Udover min egen granola skal vi også lave Sabines Ymerdrys.

Der bliver ikke sparet på hverken frugtfarve eller sukker i bogen, men der skal jo være forskel på hverdag og fest, og der er rigtig mange sunde alternativer at finde også – eks vis æbleparaplyen, fuglereder med sundt slik, müslibarer og rugbrødshapsere.

Sabines franske ophav fornægter sig ikke, og der er bla opskrift på bûche de noel , frølår og en særlig specialitet fra Vendée hvor Sabines franske familie stammer fra, nemlig préfou, et hvidløgsbrød. Hun skriver da også i forordet at hun aldrig har sparet på hvidløg og krydderier, det tror jeg er en klog strategi. Igen har jeg qua min erfaringer med børn og mad, oplevet at de ikke er spor krydderi forskrækkede.

I skole-vinterferien skal børnene have “Allans kartoffelpizza” som du finder opskrift på i bogen – den ved jeg bliver ét sikkert hit.

Bogen er inddelt i kategorier så det er let at slå op i de forskellige afsnit, og der er billeder til alle 365 retter/idéer. Man får ikke en bog hvor man i et år, blot kan købe ind efter opskrifterne til aftensmaden, men man får en bog hvor man får idéer til at pifte det velkendte op, turde servere noget nyt for sine børn og kan lade sig inspirere til den ikke alt for sukker-holdige weekendhygge. Og så får man en kogebog, der med de allerfleste opskrifter beviser at børn sagtens kan være med til at tilberede maden.

Bogen er udgivet af Carlsen, og koster 250 kr. Den fås i boghandlere eller kan købes på Sabines hjemmeside.

 

Reklamer

Blomsterbogen til blomsterbørn og andre kreative sjæle

Hun har gjort det igen, Sabine Lemire, begået en krea-bog. Og selvom jeg ikke er mor, og desværre sjældent har tid til at plante mig i det kreative værksted med ungerne i mit pædagogvirke, så finder jeg hendes bøger afsindig inspirerende.

Sabine er inspirerende, ikke alene alle hendes mange idéer der nu er at finde på tryk i bøger som Miniverdener, Bamser, Fastelavnsbogen og 365 ting du kan lave med dit barn, men også hendes tilgang er inspirerende. Brug hvad du har i køkkenskabe, af emballage og rester. Det behøver ikke at være forkromet, besværligt og dyrt er en af hendes paroler. Og jeg kan ikke være være mere enig. Da jeg sprang ud som nyuddannet pædagog med billedfag som speciale, havde jeg store ambitioner om lange metodiske forløb jeg ville søsætte med børnene. Ikke at det ene behøver udelukke det andet, for der ligger en masse læring i fordybelse, proces, materiale kendskab mv, men dét at gribe barnets egen idé er oftest det der bliver den bedste oplevelse. Hvis man som voksen agerer hjælper, og bidrager med den viden man nu har, og de ekstra hænder, så kan barnet, alt efter alder, langt hen af vejen selv.

I artikler og i hendes bøger, skriver Sabine, der har en baggrund som designer, at hun tager udgangspunkt i sine egne barndomserindringer. Netop disse har ført hende til det nyeste skud på stammen af DIY-bøger, Blomsterbogen. En bog der tager afsæt i de sager naturen tilbyder os.

Blomsterbogen/LaCucinaNada

Det jeg godt kan lide ved denne bog er, at det ikke kun er ting man reelt kan fremstille, men at der også er remindere til hvordan man kan sanse selve naturen – eks vis via en farve skattejagt. Det er noget jeg selv gør brug af med børnene i den KKFO jeg arbejder i, og pointen er, at det åbner børnenes øjne, dét får dem til at bruge deres fulde sanseapparat og det får dem til at anskue deres omgivelser på ny. Noget af det jeg ser som mit fremmeste arbejde som pædagog. Det er nemlig en læring man som barn ikke kan være foruden, og evner som kræves i nutidens skole samt i deres fremtidige virke.

Bogens kreative forfatter lader sig også inspirere af sine egne børn, hele fire af slagsen har hun. Jeg gad godt være barn i Sabines hjem, et sted hvor der er plads til at lege, sanse, klippe-klistre, dimse og være kreativ. Men man behøver jo ikke være barn for at kunne lade sig inspirere af naturen, vi glemmer det nok bare og bruger vores fantasi i andre sammenhænge. Hvis du selv har børn, eller arbejder med børn, så køb bogen og få et skub bag i til at bruge de kommende forårs,- og sommermåneder til at trylle eks vis blomster om til nogle af disse skønne sager:

Lemire/LaCucinaNada CFF + Lemire 010

Der er også afsnit i bogen hvor planter, blomster og krydderurter indgår i spiselige sager, bla en “Plumsk” kage dekoreret med spiselige blomster og “en superfarlig pasta” som er pyntet så drengene ogå kan være med. Det er endnu en ting jeg synes godt om i Sabines bøger, det kan let blive et meget tuttenuttet univers i sådan nogle hobby-bøger, men hun formår at supplere med dødningehoveder, pirater, insekter, det seje og ikke mindst at indlemme et konkurrence element, som ofte motiverer drenge og større børn.

Popcorn/LaCucinaNada

Eks vis disse popcorn´s handsker, som jeg har lavet to gange nu – én gang til en voksen halloween fest, hvor jeg også kom flagermusvingummi ned i og de var til stor glæde for gæsterne. Samt for nylig da vi på arbejde havde fastelavns-discofest for 2.og 3.klasserne. Her var det smarte at hver barn havde sin egen “pose” og så var cool-faktoren ikke at kimse af 🙂 Billedet er dog ikke fra Blomsterbogen, men fra Fødselsdagsbogen som er en inspirationsbog til tematiserede børnefødselsdage for børn i alderen 0-10 år.

I privaten, hvor der er børnefri-zone, overvejer jeg at kreere små fine skilte til min krydderurte vindueskarm, som desværre ikke er lige så stor som Sabines … er det ikke bare et smukt syn?

CFF + Lemire 009

Og så har jeg besluttet mig for, at i år skal det være foråret hvor jeg sammen med børnene i KKFO´en får sat skik på vores plantekasser, får sået nogle frø og får plantet alle de løgblomster min kollega og jeg efterhånden har fået samlet sammen. Vi skal have vores eget lille urban-gardening paradis midt i Københavns Nordvest kvarter, så tak for indspark, Sabine.

Bogen er netop udkommet på forlaget Carlsen, og kan købes i boghandlere samt online til omkring 300 kr.

Sabine Lemire er ydermere stylist og illustrator, hvis du vil lure mere i hendes univers så se med her:

lemire.dk

Gå på forårsjagt med børnene

Pinterest

Blog på WordPress.com.

Up ↑