Rødbedesalat m.saltristede græskarkerner, feta og ærteskud

Rødbedesalat/LaCucinaNada

Som læser af bloggen her, ved du at jeg er lidt af en flexitar – sådan en der spiser mest grønt, linser, kerner mv, og ikke så meget kød. Sådan har jeg valgt at leve, da jeg dels er mest vild med grøntsager, men også fordi jeg har taget nogle valg. Valg omhandlende at jeg kun spiser økologisk kød og fisk, og den slags koster en del mere end det konventionelle af slagsen, samt et valg om at passe på den planet vi lever på. Man kan mene mangt og meget om mine valg, men livsstilen passer mig fortrinligt og stimulerer min kreativitet i køkkenet.

Der kommer en del vegetarretter ud af det, nogle bedre end andre, og jeg øver mig stadig – øver mig i at få sneget umami smagen ind i en del af retterne, og i at det skal være mættende og nærende. Senest er jeg blevet mindet om mit indtag af D-vitamin, da det har vist sig, at jeg er i katastrofalt underskud af dette, og min speciallæge nu har sat mig på intensiv D-vitamin kur. Nuvel, selvom det er Meat Free Monday i dag, skal det nu ikke handle mere om kød eller ej, men om en salat jeg lavede her til aften. En salat jeg ikke havde i sinde at blogge om, men som blev så lækker at jeg fik lyst til at dele opskriften med jer. Salaten indtog jeg som hovedret, men den kan selvfølgelig også slå følge med et stykke kød. Anret salaten imens rødbederne er varme, så smelter fetaen så dejligt.

So here goes …

* * * * *

Rødbedesalat m.saltristede græskarkerner, feta og ærteskud:

-Opskriften svarer til 1 person som hovedret-

5 mellemstore rødbeder

Et par håndfulde græskarkerner

God olivenolie

Flagesalt + frisk kværnet peber

1 spsk honning

1 1/2 spsk solbæreddike (eller anden eddike med dybde og let syrlighed, men solbær klæder rødbede noget så fortrinligt!)

Et par friske timian stilke

50 g feta (fra blok)

Friske ærteskud (rucola salat eller friske spæde spinatblade vil også være lækkert til)

* * * * *

Tænd ovnen på 225 grader.

Skræl rødbederne, og skær dem i kvarte og kom rødbederne i en bradepande.

Rør/pisk eddike med olie, honning, salt og peber. Hæld over rødbederne, og læg timian ved.

Bag i ca.30 min. Vend i dem undervejs. Rødbederne skal være møre, men stadig have bid.

Rist imens græskarkernerne i en smule olie, og drys med flagesalt. Pas på med for meget varme – kernerne popper ligesom popcorn, og bliver hurtigt brændte. Læg græskarkernerne på et fedtsugende papir.

Anret rødbeder på et fad, hæld lidt af dressingen de er bagt i over dem. Smuldr fetaosten over rødbederne. Pynt med græskarkerner og ærteskud.

TIP: lav evt en større portion af græskarkernerne, de er mega gode som snack!

Baba ghanoush

 

babaghanoush/LaCucinaNada

På arabisk siger man Baba til sin far, og når min far lavede denne aubergine-dip kaldte han den fars dip. Baba ghanoush er en aubergine dip der smager afsindig godt som tilbehør til kød, kylling eller falafel. Den kan også serveres til, eller ovenpå en salat. Eller som i mellemøsten, som en salat i sig selv. Den mætter godt og har en sødlig nøddeagtig, men frisk smag. Anret den i en skål, eller på et fad a´la hummus med et dryp olivenolie på og en masse sorte oliven til. Man kan også røre en dressing af olivenolie og granatæblesirup som man hælder udover, ekstra lækkert vil det se ud med granatæblekerner også.

Her får du min udgave af “fars-dip” –

Baba ghanoush:

  • 1 aubergine
  • 1 spsk tahin
  • 1 tsk stødt spidskommen
  • 2 spiseskeer oliven, – eller sesamolie
  • 2 fed presset hvidløg
  • Salt & peber
  • Saften af 1/2-1 citron
  1. Beklæd en lille bradepande med bagepapir. Tænd ovnen på 200 grader.
  2. Skyl auberginen og tør den. Skær enden af, og halver den. Læg den med skæresiden nedad i bradepanden. Stik med en gaffel et par steder i hver halvdel.
  3. Bages ca.1/2 time.
  4. Skrab kødet ud af auberginen og kom det i blenderen. Smid skrællen ud.
  5. Kom de øvrige ingredienser i blenderen og blend til det får dip-agtig konsistens. Baba ghanoush skal være lidt groft i det.
  6. Har du mulighed for det, lad den da trække på køl inden servering.
  7. Baba ghanoush kan sagtens gemmes en dags tid i en bøtte med tætsluttende lå

Spidskålssalat m.ramsløgvinaigrette og lidt om mindful-eating ..

Spidskålssalat/LaCucinaNada

Kender du udtrykket mindful-eating? Mange dage formår jeg mindful-cooking, men så snart jeg sætter mig ved bordet så bliver det oftest ret så hurtigt spist. Og dét uden at sanse de enkelte dele i retten. Gør du også det?

Uden at det hele skal blive alt for mindful, så prøv lige at lav en lille øvelse: Tag eks vis en rosin. Mærk på den. Duft til den. Lyt til den. Kom den ind mellem tænderne. Længere ind i munden. Tyg så på den tilsidst. Øvelsen går ene og alene ud på, at du registrerer det du spiser, er med oplevelsen her og nu. Og øger din bevidsthed om det du spiser, hvornår du er mæt – ikke alene i maven, men også på smag.

Og hvad har så det med opskriften på spidskålssalaten at gøre? Jo, at jeg øver mig i mindful-eating, og det lykkedes mig især med denne salat. Måske fordi den er en god kombination af sprødt, sødt, surt og skarpt på smagssiden. Knasende på lydsiden. Syrlig og frisk duftmæssigt og ikke mindst lysende forårsgrøn rent visuelt.

Salaten passer rigtig godt til et stykke kød, men kan som her også indtages som et frokost-måltid. Der er til ca.2 pers.

Spidskålssalat/LaCucinaNada

Spidskålssalat m.vinaigrette:

  • 1 lille (økologisk) spidskål (du kan sagtens bruge hvidkål, eller evt friske grønne salater i stedet)
  • 3 håndfulde frosne eller friske harricot verts
  • 2 forårsløg
  • 1 avokado

Vinaigrette:

  • 1/2 spsk rørsukker
  • saften af en halv citron
  • 2 spsk rapsolie
  • flagesalt
  • finthakket ramsløg, 1-2 blade (hvis du ikke kan få fat i ramsløg, så pres en smule hvidløg i, i stedet)

Rør ingredienserne sammen til vinaigretten, og lad den trække imens du laver salaten.

Damp bønnerne 1-2 min. i kogende vand. Snit spidskålen fint, skyl den og kom den i en salatslynge – lad alt vandet dryppe godt af. Skær al det lyse af forårsløgene, og snit det fint. Bland det hele i en skål og hæld vinaigretten over. Anret på et fad, med avokadoen i skiver og drys evt en smule finthakket ramsløg ovenpå.

Spidskålssalat/LaCucinaNada

Server, nyd og husk: vær opmærksom undervejs.

Billederne med citaterne er fra bogen “Lad alt blive din læremester – 100 lektioner i mindfulness” af Jon Kabat-Zinn, Dansk Psykologisk Forlag, 2010. Tak for lån.

Mormorsalat

Jeg elskede når min Bedstemor lavede denne salat! Og dét gjorde hun som regel om sommeren, til grydestegt kylling, nye kartofler og agurkesalat. Hun kaldte den for sommersalat, men den er mere kendt som Mormorsalat eller gammeldags salat pga fløde dressingen.

Den er supernem! Du skal bruge flg.:

  • Hovedsalat eller anden frisk og sprød salat, eks vis Batavia eller Frissé, men ikke en salat der smager af alt for meget.
  • Piskefløde (eller soya madlavningsfløde)
  • Rørsukker
  • Eddike eller hvidvinseddike, eller alternativt friskpresset citronsaft

Skyl og slyng hele salatblade, dryp dem godt af. Rør imens dressingen direkte i serveringsskålen – fløde røres med sukker og eddike. Til en portion salat bruger jeg ca.50 ml fløde, 2 tsk sukker og 1 lille spiskeske eddike. Riv salaten direkte i skålen og rør rundt, men først lige inden servering.

Salaten kan serveres som tilbehør til mange retter, eks vis frikadeller, tærte eller som nævnt til kylling. Den er også lækker som tilbehør til de mange marinerede grillerier. Det er en rigtig sommersalat!

Her ses Mormorsalaten i en lidt anden variant:

Kartoffelmad af nye kartofler, på en bund af Mormorsalat,

toppet med løgringe samt ansjoser paneret i pankorasp.

Restaurant Kronborg juli 2012