Morgenmad de luxe: Kokosvafler

Kokosvaffel/LaCucinaNada

Efterhånden har jeg forsøgt mig med en del forskellige vaffel-opskrifter, og det afhænger lidt af hvad jeg har af tid, og hvad skabene gemmer på, hvilken udgave jeg laver. Således havde jeg her til morgen lyst til at forsøde min morgen med en vaffel til min kaffe og som selskab til Mads & Monopolet. Men jeg har var løbet tør for mælk, og kom på at bage dem med kokosmælk, som jeg også har bagt pandekager med.

Vaflerne smager ikke nævneværdigt af kokos, men får en anden rund og mere sødlig smag end når man bager dem med mælk. På den måde undgår man også laktose, hvis man som jeg er laktose intolerant. De blev sødet med stevia i stedet for sukker, og er på den måde forholdsvis fedtfattige. Derfor synes jeg godt at jeg kunne pimpe den jeg spiste op med et halvt æble, *kokosflager, agavesirup og hakkede honning- ristede hasselnødder, på den måde blev det virkelig en de luxe morgenmad.

Kokosvafler 3-4 stk:

1 æg

2 dl kokosmælk

125 g hvedemel

2 tsk stevia

et nip groft salt

smør til stegning

Del ægget i hvide og blomme. Pisk hviden med salt stiv. Pisk blommen med kokosmælk, stevia og mel til en ensartet luftig masse.

Bland de to forsigtigt sammen med en dejskraber.

Varm vaffeljernet op, og læg en lille klat smør i midten. Lad smørret smelte og fordele sig. Hæld nu en stor skefuld vaffeldej på, luk låget og bag til den er færdig – gylden og sprød.

Spis vaflerne med hvad du synes, og sæt gang i pyntegenet, det gør øjet noget så glad.

TIP: vaflerne kan også nydes som ren eftermiddagshygge, eller til dessert.

*Kokosflagerne køber jeg i Helsekostforretningen, og bruger dem bla også på min morgenskyr. De smager helt vidunderligt.

Reklamer

Blødgørende hårkur

Jeg har temmelig kruset og krøllet hår, så hårpleje handler for mig om, at tæmme mit hår. Derfor har jeg forsøgt mig ud i forskellige hjemmelavede hårkure, og er kommet frem til denne som samtidig er nærende og giver glans. Og så er den lavet af udelukkende spiselige sager, og dét at jeg ved hvad der er i, synes jeg vældig godt om.

Forkæl dig selv, tænd et duftlys, tag et langt bad og giv håret en hårkur, du vil ikke fortryde det.

  • ½ Avocado
  • ½-1 banan, alt efter hvor tykt og langt hår du har.
  • 1-2 tsk citronsaft
  • 2 spsk avocado olie
  • ca 1 spiskeske flydende honning

Banan og avocado moses, pres citronsaften ned i og hæld olie samt honning i på slump, imens du rør rundt. Den skal have en konsistens så du kan arbejde den ind i hår og hovedbund. Når du har masseret hårkuren ind, pak da håret ind i staniol og/eller et håndklæde – varmen gør at hårkuren arbejder bedre i hår og hovedbund. Lad sidde i ca 30 min, vask derefter grundigt ud.