Anmeldelse: SMAG/Ottolenghi

“Min egen tilgang til grøntsager har altid været pragmatisk og rummelig. Hvis man vil overtale flere til at spise grønt, er det værste, man kan gøre, at forlange, at de straks skal droppe alt, hvad der er vegetabilsk.” sådan skriver Yotam Ottolenghi i indledningen i sin nyeste kogebog, SMAG, som udkom i går.

Ottolenghi har en meget stor kærlighed til det grønne køkken og han er en mester ud i både tilberedning af grøntsager, men også smagstilsætning, hvor han f eks bruger ansjoser, fiskesauce og parmesan. Altså animalske ingredienser som er med til at give grøntsagerne de ypperste smage.

Foto: Jonathan Lovekin

Selv har jeg, endnu, ikke spist på hverken hans deli´s eller restauranter i London, men det står afgjort højt på min Dining Bucket List. Til gengæld har jeg fornøjelsen af flere af hans kogebøger som jeg finder utrolig meget inspiration i. Og som jeg rent faktisk laver mad efter, efterhånden er det de eneste kogebøger jeg reelt bruger, udover basis kogebøgerne. Jeg er vild med hans retter, og han er klart en af dem der har været mest medvirkende til hvordan jeg laver mad i hverdagen.

I SMAG brillierer Ottolenghi og Ixta Belfrage, som han har skrevet denne kogebog sammen med, med et par virkelig nyttige afsnit i begyndelsen – ét om 20 smag-ingredienser, noget om hvad de er for nogle, hvilke smage de giver og hvordan man bruger dem. Og så et afsnit om proces, hvor du får nogle af kokkenes teknikker til smag. En anden fin lille tilføjelse er at der ved mange af opskrifterne står f eks “som tilbehør”, “som forret eller en del af et mezzebord”.

Foto: Jonathan Lovekin

Der hvor kogebogen tiltaler mig allermest, måske fordi den taler ned i mit sylte-gen og behov for at have alskens mærkværdigheder på glas, er afsnittet om smagsbomber tilsidst i bogen. For med grøntsager, som jo generelt er meget vandholdige, skal der altså tilsættes smag. Så gør man lige det ekstra og har eksempelvis smagsolier, marinader og syltede grøntsager på lager, så kan man tage grøntsagsretter til uanede højder. Lyder f eks ostetamaler med hibiscussyltede løg eller spidskål med nam prik (thailandsk chilisauce) ikke bare virkelig lækkert? Eller hvad med hasselback-rødbeder med limebladssmør? Kål-“tacoer” med selleri og daddel-barbecuesauce skal også helt klart på min madplan og … og …

Ja jeg er på vej i køkkenet! Hvad med dig?

Foto: Jonathan Lovekin

Indtil du får fat i SMAG, og det kan du roligt gøre selvom du er kød spisende, så kan du jo følge @ottolenghi og @ixta.belfrage på Instagram og blive inspireret til grøn aftensmad.

SMAG, Yotam Ottolenghi og Ixta Belfrage, Lindhardt og Ringhof, 320 s., 349,95 kr. Udkom 8.10.2020.

Få nu mad-tærten ud af skammekrogen!

Tærten er fotograferet sammen med “Hjemme hos Jamie”.

Tærter. På en måde er de ret passé. Og så alligevel ikke helt. Da jeg for et stykke tid siden fandt en økologisk færdigrullet tærtedej, og der kun lå to tilbage, spurgte jeg “brugs-uddeleren” om de mon fik flere. Til dét svarede han, at de såmænd solgte ret godt af dette produkt, så han havde allerede bestilt flere. Så måske er det et udtryk for at tærten har fundet sin vej tilbage på middagsbordene? Eller måske er det et udtryk for, at det er dejlig let i en travl hverdag? Jeg er stødt på en del tærte opskrifter siden, bla i Stop Spild Af Mad-kampagner. Det er da også en glimrende måde at få anvendt diverse rester på – så længe tærten ikke ender som en skraldespand!

Forleden bød tre af mine kolleger på fælles frokost i anledningen af at de alle tre var blevet et år ældre. På frokostbordet var bla et par tomattærter. De smagte sådan set ok. De smagte bare ikke af særlig meget. Den fejl synes jeg mange begår, og måske derfor er tærten blevet sendt i skammekrogen i en lang periode?

Det synes jeg er synd, for jeg holder meget af en god mad-tærte, særligt de vegetariske udgaver. Derfor satte jeg mig for at lave mig en yderst velsmagende tomattærte forleden, med sigte på at have til frokost et par dage også. Og, i al beskedenhed, så blev det en af de lækreste tærter jeg nogensinde har smagt …! Her til aften gentog jeg succesen for at kunne dele opskriften med jer.

Tomattærte:

  • 1 færdigrullet tærtedej (eller en hjemmelavet, forstås)
  • Ca.6  tomater, gerne lidt forskellige, både pga udseendet men så sandelig også for smagens skyld
  • 1/2 rød mellemstærk chili
  • 2 fed hvidløg
  • 2 løg
  • En håndfuld blandet frisk timian og basilikum (jeg brugte af min salat basilikum)
  • 2oo g hytteost
  • 2 æg
  • Et par håndfulde god revet ost samt en smule frisk revet parmesan
  • En god olivenolie til stegning
  • Et skvæt balsamico, jeg brugte en *figen balsamico
  • 1 spsk kraftig honning
  • Frisk kværnet peber, groft salt eller kryddersalt

*Figen balsamici er fra tyske VomFass, der også forhandles herhjemme. Hvis du ikke kan få fat i den, så prøv med en sødlig eddike, eller et skvæt sherry i stedet. Det handler om at fremhæve tomatens sødme OG syrlighed.

  1. Tænd ovnen på 225 grader.
  2. Rul dejen ud, og kom den i tærtefadet.
  3. Skyl tomaterne, og skær dem i både.
  4. Skær løg i tykke både, og mas hvidløget med kniven.
  5. Hak nu krydderurterne sammen med hvidløget.
  6. Svits løg i olie. Tilsæt lidt efter hvidløg og krydderurter. Skru ned for varmen.
  7. Kom tomaterne ved, og lad dem simre et stykke tid.
  8. Tilsæt nu et skvæt balsamico og honningen.
  9. Smag til med salt og peber. Kom evt mere smag ved.
  10. Pisk æg med hytteost.
  11. Kom tomaterne med væde ovenpå dejen.
  12. Hæld æggestanden over.
  13. Top med ostene.
  14. Bages i ca.25-30 min.

På pakken stod der at man skulle skære evt “overflødig” dej væk langs kanten på tærtefadet. Men det synes jeg ærlig talt var synd, så jeg foldede den bare ind og trykkede den ind i dejen i fadet.. På den måde endte min tærte også med at se helt rustik og total hjemmelavet ud 🙂

 

Copenhagen Cooking – den officielle åbning

I fredags lød startskuddet til 10 dages smags,- og sansebombardement i København. Copenhagen Cooking blev skudt i gang i Den Sorte Diamant i en næsten tætpakket Dronningesal med tilstedeværelse af Prinsesse Marie. I mad-sammenhæng er hun næppe den mest interessante personlighed, og min glæde over at være tilstede med Adam Price, René Redzepi, Helle Brønnum Carlsen, de herrer bag “Madeleines Madteater” samt mange andre mad-kändisser var da også langt større. Lige så stor var min glæde over at rende ind i et par andre madskribenter, det er så hyggeligt at slå en mad-sludder af.

Til åbningen fik René Redzepi uddelt Copenhagen Ambassador Honorary Award – en pris jeg aldrig har hørt omtalt tidligere, og en pris det ikke lod til at gøre synderlig indtryk på den lille kok, der også på denne festlige dag var iført arbejdstøjet. Måske er han så vant til at vinde, og svømmer i priser i forvejen? Eller også er han rent faktisk en håndværks-mand, der lever og ånder for kreativiteten, og ikke for omtalen? Redzepi brugte selv udtrykket “Et indre kreativt monster”, om det der driver ham. Og i en samtale med Adam Price, der i øvrigt fungerede aldeles godt og langt bedre end en (intetsigende) takketale, vendte han flere gange tilbage til det kreative monster der skal fodres.

Du kan se et lille klip af samtalen på facebook/LaCucinaNada.

Efter smil på læben, og grin i salen – han har altså humor ham Adam Price – åbnede Helle Brønnum Carlsen en dialog med de geschäftige herrer bag “Madeleines Madteater”. At hun havde taget slides med for at understøtte hendes budskab, var helt og aldeles unødvendigt, for det var tydeligt at damen har et budskab! Her får du et par udpluk af hendes guldkorn:

“Maden har en fortællende kraft. Derfor forarbejder vi den, derfor gør vi noget ved den.”

“Ét måltid kan socialisere mennesket, det er det mest inkluderende. Hvis vi tør bruge det rigtigt.”

“Måltidet går lystens vej. Det er det der forfører os. Vi skal forholde os til den forførelse.”

Noget af det der af en eller anden grund fangede mig mest, var en afrundende kommentar om, at vi danskere synes mad smager enten godt eller dårligt. At der ikke findes noget midt imellem det. At vi ikke har et mere nuanceret sprog for det.

Således bevægede jeg mig ud ved de lange højborde med småretter kreeret af Kødbyens Fiskebar, med intentionen om at sætte flere ord på mine smagsoplevelser. En sætning der gik igen, for hver af de små hapsere jeg indtog var: mine smagsløg blev pirrede. Det smagte meget af fisk, og havvand. Hvilket var lækkert i kategorien salte retter, på nær en creme med rogn, der simpelthen blev for kvalm. Da det kom til “desserten” – der havde frysetørrede hindbær på, og var tilsat pufsukker, blev mit smagsregister udfordret: den smagte også af fisk.

Da Nethe, en fellow blogger, mente jeg skulle genkalde mig barndommens erindring (som jeg simpelthen ikke kunne sætte ord på), om smagen af østers, kunne jeg ikke finde ord. Den smagte hverken godt eller skidt denne limfjordsøsters. Den smagte sindsyg meget af saltvand. Konsistensen var blød, og den var tydeligvis meget frisk.

Jeg tænker det med at sætte ord på, kommer med øvelsen. Ligesom barnet skal smage på tingene 16 gange, tror jeg det er, før de kender og accepterer smagen, tror jeg også vi udvikler ord for hver gang vi smager en ny smag igen.

Se blot mit lidet mistænksomme blik lige inden jeg indtager en østers …

Anderledes velkendt var smagen ved indtaget af Mikkellers bryg i anledningen af Copenhagen Cooking: Salty Ocean Weed. Og dét på trods af at den var brygget på tang og havsalt. Nu ved jeg jo ikke hvordan tang skal smage i en ale, men det var en kraftigt smagende en af slagsen. En der efter mine smagsløg skal serveres temmelig koldt, og afgjort til mad. Måske jeg kan sætte lidt flere ord på, når jeg en af dagene nyder den flaske jeg fik med hjem i en goodie-bag, men umiddelbart har jeg smagt langt mere frække, vilde og velsmagende øl fra Mikkeller.

Hvis du vil ud og smage, opleve, blive pirret, prøve nyt, og måske øve dig i dit vokabularium omkring mad – så tjek programmet for Copenhagen Cooking, der er noget for enhver smag – også den midtimellem!

I øvrigt fangede Lorrys kameramand mig med mad i munden, og med det vil afslutte dette indlæg for at skrive et indlæg om gårddagens Kagefestival og Nordic Taste.

 

Ølsmagning i Bunker Beer

“I en kælder sort som kul, aller dybest nede…” træder man ind i et iglo-formet lokale, et paradis for øl entusiaster med smag for nordisk øl! “Bunker Beer” har til huse i et beskyttelsesrum fra krigens tid, i en af de mange bunkere der opførtes i byen under krigsårene og i årene efter. Manden der står bag, Martin Hokfeld, mener netop at temperaturen og mørket nede i bunkeren er den rette for opbevaring af øl.

Der er simpelt indrettet nede i øl-hulen. I midten står en række paller, der udgør det for et bord, langs siderne paller og kasser hvor de mange øl er udstillede, en mini bar med tappehaner og et skrivebord med dertil hørende stol. Men mere skal der vel heller ikke til, da det jo er øllet man kommer for? Et toilet måske, som flere af deltagerne efterlyser ved den ølsmagning jeg har hevet min veninde med til, ville være godt. Men man skal have tisset af inden, som Martin svarer, den slags kan han desværre ikke tilbyde.

Martin afholder smagninger med forskellige temaer, og har specialiseret sig i nordisk øl. Aftenens smagning bød på fem forskellige øl, to islandske og tre norske. Udover smagninger fungerer bunkeren som detailsalg. Inden man bevæger sig derned skal man dog lige være opmærksom på åbningstiderne og at man kun kan betale kontant.

Efter Martin har budt velkommen, begynder smagningen. Han langer nytappede kander ud på bordet, som så går bordet rundt. Det giver en hyggelig stemning, og deltagerne begynder hurtigt at små pludre. Måske er det også det lille intime rum der er med til at skabe stemningen? Indimellem tales og grines der måske lige lovlig meget til Martins smag, da han et par gange har svært ved at trænge igennem.

Men nu til øllet.

Den første øl vi smager på er en pilsner fra det islandske bryggeri Ölvisholt Bruughus, som Bunker Beer er eneforhandler af i Danmark. Skjalfti hedder pilsneren, der er brygget på tre forskellige slags humle. Den er på 5 %, og har en lettere sødlig smag. En udemærket lager, men jeg har smagt bedre.

I anden udskænkning kommer der en red ale i glasset, en red ale der nærmer sig en af de bedste jeg nogensinde har smagt.Ölvisholt Bruughus har her begået en øl, der med dens smukke ravfarve, anstød af citrus og tilpasse bitterhed gør  indtryk på mine smagsløg. Mori som alen hedder, er brygget på ristet, let karamelliseret malt og er en overgæret øl.

Den tredie øl er en hvedeøl fra det norske bryggeri Haandbryggeriet, en bavarian weizen kalder de denne hvedeøl, som på grund af gæren får en frugtig sødme og en citrusagtig smag. Nu hører hvedeøl ikke til blandt mine favorit øl, og egner sig i min verden bedst til en varm sommerdag i selskab med meget lette retter. Denne her synes jeg faktisk også bliver for sød.

Nu begynder man så småt at kunne mærke procenterne, og stemningen har da også løftet sig endnu mere i bunkeren. Men der er plads til mere øl. Og da der kommer en pale ale, også fra Haandbryggeriet, i mit glas stiger forventningerne – jeg elsker pale ales. Og denne her, med sin meget aromatiske humle, kommer klart på min top ti over de bedste pale ale. Heldigvis når jeg at få to glas af denne bitre og dybe øl, inden Martin skænker den sidste øl i kanderne…

For den sidste øl, var nok mest sjov at prøve, men ikke en øl jeg vil drikke igen. Han serverede en røyk uten ild, som er en røget øl brygget på røget malt. På Haandbryggeriet´s hjemmeside skriver de om den, at “The
beer is not scary but actually very nice even for those  that arnt smoke beer fanatics….try it and you will see”, og ja, en pudsig øl, som giver en uvant smagsoplevelse, det er vist hvad jeg vil sige om den.

 

At være til ølsmagning hos Bunker Beer en hyggelig oplevelse. En oplevelse hvor de fleste vil smage noget sjældent øl. En oplevelse vi sluttede af med en gang dagens ret på Svane Pub der ligger lige i starten af Strandvejen. For det var en del af den pakke jeg havde købt på downtown til en temmelig rimelig pris, smagning og middag for to til 199 kr. Dagens ret, denne tirsdag aften, var forloren hare. En ret jeg ikke har smagt siden barnsben, og nok heller ikke kommer til at spise lige foreløbig. Ikke at der var noget galt maden, farsbrød på denne usexede måde passer bare ikke lige mine smagsløg. Der var godt med garniture i form af agurkesalat, ribsgele og waldorfsalat til, og portionerne var rigelig store.

Under middagen sad vi ved et lang bord med en del andre fra smagningen, og det blev et meget muntert og hyggeligt selskab. Så hele arrangementet kan også være en måde at møde nye mennesker at kende på. Man kan, hvis man hellere vil sidde alene, bestille bord selv.

Skal jeg spise på Svane Pub en anden gang, så vælger jeg nok en onsdag hvor de har stegt flæsk på menuen. Og jeg kommer nok igen, for ikke alene serverer de mad, men har også et stort udbud af special øl, da de samarbejder med Bunker Beer. Så min veninde og jeg delte en flaske nattens dronning som er en af Per Kølsters øl. Hans øl havde jeg faktisk aldrig smagt, og desværre skuffede den. Den var simpelthen for kedelig. Men er du på de kanter, så slå et smut forbi Svane Pub og nyd en øl – hvis du altså kan bestlutte dig for hvilken det skal være.

 

Spaghetti con salsa verde

Nok den letteste hverdagsret, ever!

SÅ fuld af smag, fed og cremet, men samtidig syrlig og frisk.

Salsa verde 4 pers.:

  • 4 cornichoner
  • Ca.30 gram ansjoser fra dåse
  • 2 tsk saltede kapers
  • Et par store håndfulde kruspersille
  • 2 fed hvidløg
  • 1/2 dl god olivenolie
  • Saft og revet skal af 1 økologisk citron
  • Friskkværnet peber
  • En lille håndfuld pinjekerner
  1. Kom alle ingredienserne i en blender, eller stavblenderens hakke-enhed. Kom evt en smule af persillen i når du har blendet salsaen, og få nogle tydelige stykker persille (det plejer jeg at gøre, men glemte det denne gang).
  2. Kog spaghettien som anvist på pakken, og hæld salsa verde over den nykogte spaghetti – kom låget på gryden og ryst den godt så saucen fordeler sig over al spaghettien. 
  3. Kom friskkværnet peber på, og servér.

Yoghurtkage m.mascarponecreme

Nu jeg alligevel skulle bage cupcakes til i morgen og havde alt grejet fremme, fik jeg sådan lyst til at prøve mig frem og bage en rørekage med yoghurt, mascarpone og limesaft. Udover mascarpone, som Netto havde en økologisk udgave af her forleden, bestod alle ingredienserne af sager jeg havde i forvejen. Kagen er svampet, saftig og yderst velduftende. Nyd den til en kop the, eller bag den som dessert og smør den med en creme af mascarpone og limecurd – sødt og syrligt i skøn forening!

Yoghurtkage m.mascarponecreme:
  • 2 æg
  • 175 gram hvedemel
  • 100 gram rørsukker
  • 50 gram hjemmelavet vanillesukker (alternativt ca.130 gram rørsukker og 2 tsk vanillesukker)
  • 2 spsk mascarpone
  • 3 spsk græsk yoghurt 10 %
  • 2 spsk rapsolie
  • Saften af 1 lime
  1. Tænd ovnen på 180 grader.
  2. Pisk æg og sukker til en luftig masse.
  3. Pisk dernæst de øvrige ingredienser i.
  4. Kom dejen i en springform beklædt med bagepapir. Bag kagen i ca.40 min, stik forsigtigt i dejen og se om den hænger ved. Lad dejen stå ca.1o min ved eftervarmen.
  5. Lad kagen køle helt inden der smøres creme på.
Mascarponecreme:
  • 200 gram mascarpone
  • 2 spsk limecurd (evt mere, smag til)
  • En smule skal af økologisk lime (kan udelades, men de små skaller giver et flot pift i cremen)
  1. Rør mascarpone med limecurd og skal til en lind creme. Smør cremen på kagen, eller server den ved siden af i en skål. Skal hele kagen ikke spises, kom da ikke creme på – den skal røres ved servering.
Tak til Sarahs kager for opskrift på Citroncupcakes, glæder mig til at pynte dem med blåbærfrosting i morgen!