Sprøde salte græskarkerner

Sprøde salte græskarkerner

Haps, haps, haps !

Her er en lækker hjemmelavet snack med dobbelt op på god samvittighed: den er forholdsvis sund og du undgår madspild. Desuden smager det jo bare af mer´ – whats not to like?

Sprøde salte græskarkerner:

Skyl kernerne grundigt så al græskarkødet er væk, slyng dem evt i en salatslynge.

Tænd ovnen på 160 grader.
Kog græskarkernerne dækket med vand i ca.15-20 min.
Hæld vandet fra og bred kernerne ud på bagepapir og læg dem i et ovnfast fad.
Dryp lidt olie over og drys salt på.
Rist græskarkernerne i ca.20-30 min. til de ikke længere er bløde, hold godt øje med dem.

Lad dem køle af.

Opbevar kernerne i en bøtte med låg, hvis du altså kan holde dig fra dem.

Sprøde salte græskarkerner

Arme riddere

Arme riddere med nogle af sæsonens bedste; nektarin, brombær og blåbær

Deler hun virkelig en opskrift på det, tænker du måske. Og ja, det gør jeg af tre årsager:

Det er en lille lækker snack, når den søde tand skal mættes. Eller som en del af weekend morgenbordet/brunchen.

Det er en god måde at få brugt en smule tørt brød på. Lur mig om ikke den er blevet til i sin tid, netop for at få brugt det daggamle brød?

I langt de fleste opskrifter tilsættes der sukker, og det synes jeg slet ikke er nødvendigt. Dermed bliver den en anelse mindre usund.

Arme riddere, French Toast på engelsk, bliver traditionelt serveret med sirup på, hvilket også smager virkelig godt, men med sødmen fra kardemommen, frugt og bær, så er det faktisk slet ikke nødvendigt.

Du kan bruge stødt kanel eller vanillesukker i stedet.

Arme riddere:

2 pers.

2 skiver godt lyst brød, skåret ikke alt for tyndt/4 skiver toastbrød

1 æg

1/2 dl mælk

1/2 tsk stødt kardemomme

Smør til stegning

Toppes med frisk frugt og bær

Pisk æg med mælk sammen med en gaffel.

Kom kardemomme ved og rør det rundt.

Vend brødskiverne én af gangen i æggeblandingen, lad dem suge lidt.

Kom smør på en pande, når det er smeltet steget brødet sprødt og lysebrunt.

Skyl frugt og bær, lad dem dryppe af og skær frugt i skiver. Anret på brødet og nyd.

Tørrede æbleringe

Advarsel: jeg kommer til at skrive lidt om jul, så er du slet ikke tunet ind på det fænomen endnu, så scroll direkte ned til opskriften 👇

I år vil jeg pynte op til jul under temaet: naturlig og spiselig, forstået således at det jeg vil pynte op med skal kunne spises, være lavet af noget spiseligt, være samlet i naturen eller være naturligt.

Jeg er uden tvivl inspireret af at bo på Møn, hvor jeg har rimelig let adgang til at samle i naturen, men også af mine projekter i køkkenet.

Faktisk tror jeg sågar jeg vil have et juletræ! Det skal pyntes med spiselige sager på alle mulige måder; tørrede skiver af æble og appelsin, honningkage, – eller peberkagehjerter, måske slikstokke osv. Sådan et træ har jeg drømt om at skabe i mange år og nu må tiden være kommet.

Øverst kan du se hvordan jeg også har brugt tørrede æbleringe til at pynte med. I øvrigt kan man også tørre æbleringe på en snor eller en tynd stang af en slags.

Men udover at være dekorative, så smager de også bare godt. En sund let snack, som man også kan have med på farten. Når jeg har tørrede æbleringe, så har jeg dem som regel i et syltetøjsglas stående fremme sådan, at jeg har sundt slik indenfor rækkevidde. Det trick er uden tvivl også smart hvis man har småfolk i hjemmet. Apropos småfolk, så er jeg sikker på at børn vil synes godt om at være med til at lave disse æbleringe. Og sørg for at lav mange, for de har det med at forsvinde.

Tørrede æbleringe:

Skyl æbler og tør dem. Skær dem i meget tynde skiver, dog ikke silketyndt for så knækker de let. Skær kernehuset fri med en lille kniv, rundt eller evt i en stjerne ligesom det danner fra naturens side.

Læg ringene på en rist med bagepapir og bag dem i 1,5 – 2 timer v.100 grader varmluft til de er tørre.

Lad dem køle helt og gem dem efterfølgende i en lufttæt beholder.

Müslibarer

MB1

Ikke siden gymnasietiden har jeg kørt så meget med offentlig trafik som nu, i hvert fald når man regner i rejsetid. Det meste sådan i kommunalt regi, og når jeg skal rejse videre, foregår nemlig i og fra Vordingborg og busturen dertil tager ca.40 min. Af en eller anden grund så sker det ofte over middagstid og jeg glemmer alt om at tage en madpakke eller snacks med hjemmefra. Konsekvensen er at jeg enten bliver meget sulten (sådan rigtig hangry), eller ender med at bruge dumme penge på noget at snacke. Det har jeg nu bestemt mig for skal være slut.

MB3

Der er jo et hav af muligheder for hvad man sådan kan tage med på farten, også i den rigtig sunde afdeling. Her er det et knap så sundt bud på en medbragt snack, som i mit tilfælde også tager trangen til noget af det søde, fede og slet ikke sunde, nemlig müslibaren. Charmen ved at lave dem selv, er at man ved hvad der er i, at man styre udenom de sager man ikke bryder sig om og at de er langt billigere end dem man kan købe sig til. Da de næppe er decideret slankende, skal man jo nok tænke sig lidt om i forhold til hvor ofte man indtager sådan én, men uanset, så er de sundere end dem med et hav af uidentificerbare e-numre og alternativerne (slik, chokoladebarer mv).

MB2

Denne müslibar har en krydret og varm smag og det føles nærmest som om man spiser kage. Whats not to like ?

Müslibarer:

Ca.24 STK

500 g havregryn

200 g smør

150 g brun farin

2 spsk honning

150 g dadler

100 g mørk chokolade

100 g hasselnødder

2 tsk stødt kanel

Varm ovnen på 180 grader.

Rist hasselnødderne i ovnen på 150 grader indtil du kan fnulre skallen af. Hak dem groft.

Smelt smør, brun farin og honning over middel varme og rør til det blandes helt. Tag af varmen.

Skær dadlerne i halve, og fjern stenene, klip eller skær dem i mindre stykker.

Hak chokoladen groft.

Bland nu havregryn, dadler, nødder, chokolade og tilsæt kanel. Hæld smørblandingen over og bland godt så alle havregrynene er vædet.

Beklæd en bradepande med bagepapir og hæld massen heri. Brug en form efter hvor høje du ønsker dine müslibarer, bred massen godt og jævnt ud i bradepanden.

Sæt nu bradepanden midt i ovnen og bag i ca.25 min. Hold øje med at det ikke branker i overfladen.

Tag bradepanden ud af ovnen og lad den køle helt af før du skærer den ud i barer.

Skær barer i ønsket størrelse, pak dem evt i madpakke, – eller bagepapir, så er de klar til at komme med på tur. Opbevar dem i en kagedåse.

Hvis de opbevares under tætsluttende låg kan de holde i ugevis – hvis du altså kan holde nallerne fra dem.

MB4

Kaffemandler m.flagesalt

Den kommer snigende.

Næsten så sikkert som amen i kirken, kommer den.

Faktisk hver aften, uden undtagelse.

Lækkersulten.

Det er garanteret en dårlig vane eller en decideret afhængighed. Men det er som om noget mangler når jeg sidder der med benene oppe, en god bog eller en film og en kop the. Afhængighed eller ej. Men vaner, siger man, dem kan man ændre. Jovist det tager tid at sætte en ny vane i stedet, men det kan jo lade sig gøre. Nogle tyer til mere drastiske metoder, som en af mine veninder der gerne ville slippe for afhængigheden af slik og gik til en hypnotisør. Det virker så vidt jeg ved endnu også selvom hun egentlig ikke helt troede på det.

Selv er jeg nok mest til at gå analytisk til værks, og spørge mig selv hvad de vaner jeg gerne vil af med, egentlig gør for mig. Og uden at det skal blive hverken alt for freudiansk eller navlebeskuende, så må jeg bare erkende at søde sager virker dulmende når et problem opstår eller mine tanker går ned af en negativ vej. Selvom jeg så formår at tage affære i forhold til de tanker, så er vanen med at der skal stå en lille skål på sofabordet bare så usigelig svær at komme væk fra.

Kender du det?

I stedet for at tage en kold tyrker, har jeg nu valgt at ændre et par ting: skålen er blevet mindre, indholdet er blevet sundere og jeg gør lidt ud af de sager der kommer i den – f eks skære frugt ud i mindre stykker, skære grønt ud i stave, eller som her decideret “tilberede” en snack. Ja jeg skriver tilberede i situationstegn, for der er vitterlig ikke meget arbejde i lige at lave sådan en gang kaffemandler, læs bare her:

Kaffemandler m.flagesalt:

150 g mandler, m.skal

2 dl stærk brygget kaffe (jeg bruger indimellem en sjat kold kafferest istedet for at smide den ud)

Ca.1/2 dl flagesalt

Kom mandler og kaffe i en sauterpande og kog ind til kaffen er helt fordampet.

Bred mandlerne ud på en bageplade eller lign. og drys med salt – kram bagepapiret sammen om mandlerne og ryst så saltet fordeler sig på alle mandlerne. Bred mandlerne ud igen og lad dem tørre helt inden du kommer dem på glas eller i bøtte med låg.

Fiori di Zucca fritti/fritterede squashblomster

IMAG1305

Der er visse fordele forbundet med at være en ByBonde og have en køkkenhave stående lige nede for foden af ens bagtrappe. Især når vejret er som nu, ugevis med sol, og nu en periode med eliksir fra himmelen til alle de friske krydderurter, grøntsager, spiselige og ikke-spiselige blomster!

I et par dage har jeg gået og luret på vores squashplante, rank, stolt og struttende står den dér i egen pallekasse, og bliver nurset om som var den en nyfødt. Og så forleden vekslede den omsorgen med de smukkeste blomster, som sådan en gør. Se bare her:

Squashblomst/LaCucinaNada

Der er indtil flere squash på vej, som vi håber bliver til noget i år, og som vi håber skaderne og sneglene, eller andre uindbudne gæster holder sig fra. Men tilbage til blomsterne. De kan ikke alene nydes visuelt, men rent faktisk spises, og den bedste måde at gøre det på, efter min mening, er at frittere dem. Blot som de er. Man kan fylde dem med ansjoser og/eller forskellige slags oste, det er også godt, men bedst synes jeg om den rene smag af den sødlige blomst. Den smager som squashen, men er alligevel sin egen. Herhjemme kan man nærmest ikke opdrive squashblomster i handlen, hvilket man kan overalt på markeder i Sydeuropa når de er i sæson, men dyrker du selv squash, eller kender du måske én der gør, så prøv denne lille enorm lækre sommersnack, hvis du da ikke allerede kender den.

Squashblomster/LaCucinaNada

Blomsten skal helst plukkes lige inden tilberedning, så den ikke falder sammen. Ellers kan du tage støvdrageren ud, fjerne evt småkryb, skylle den meget forsigtigt og opbevare den i en frysepose på køl indtil tilberedningen. Det samme gør du selvsagt hvis du tilbereder dem direkte, på nær det med posen forstås.

Jeg tilberedte to blomster, nedenstående mængder svarer til ca. 4-5 blomster, gang selv op hvis du er så heldig at få fingrene i flere af de smukke blomster.

De er ekstrem simple at tilberede, du sætter først en gryde over med vegetabilsk olie, sætter låget på og lader det koge lige så stille op – test ved at stik en tandstik i, når det syder rundt om den er olien klar.

Imens rører du en dej af:

Ca. 25 g hvedemel, type 00

1/2 spsk olivenolie

1/2 æggeblomme

En lille sjat vodka (kan udelades, men gør dejen endnu mere sprød, samme effekt kan opnås ved at komme et par isterninger i dejen)

En smule groft salt og frisk kværnet peber

Rør mel med æggeblomme, salt og peber, tilsæt vodka og dernæst koldt vand – meget lidt af gangen, til dejen hænger sammen og der ikke er klumper i. Dejen skal være lind, og sådan at den kan hænge fast i blomsterne.

Når olien er klar, dypper du blomsterne en af gangen i dejen, tag evt en gaffel i brug sådan at blomsterne er dækket helt af dej. Dyp nu blomsterne i olien, hold i spidsen af dem, eller lad dem glide ned i olien lige så forsigtigt – især hvis du kun tilbereder få. Steg dem gyldenbrune, lad dem dryppe let af på fedtsugende papir, anret med lidt flagesalt, evt lidt spiselige blomster på og nyd dem MED DET SAMME gerne med et glas kold hvidvin til.

Butterdejs-snacks m. blåskimmelost

Butterdejs-snacks

Over temaerne ’ost – et grundstof’ og ’ost – bling på din ret’ fyrer Ost & ko op under første opskriftskonkurrence for alle osteelskende madbloggere. Vis os dit køkkens kærlighed til ost ved at udvikle en nyskabende, inspirerende og smagfuld opskrift eller to over et eller begge temaer“. Sådan lyder konkurrence teksten på sitet Ost & ko. Ost & ko er en kampagne der ønsker at sætte mere fokus på ostekulturen, som Mejeriforeningen står bag. Du kan læse meget mere på siden, hvor du også finder opskrifter og information om de mest gængse ostetyper.

Og apropos ostetyper, så er jeg en af dem der ELSKER blåskimmeloste, ikke de sydeuropæiske i så høj grad som de nordiske og britiske mere faste af slagsen. Faste, halvtørre, stærke, salte. Mums. Blåskimlen er for mig ikke kun en ost, men et af mine oftest anvendte smagsgivere – prøv eks en lille klump i en kønsløs pastasauce, og du får lige dét den mangler. Jeg flotter mig indimellem og køber et stykke Høgelundgaard fra Arla Unika, som jeg spiser som var det slik, og generelt betaler jeg gerne det mere for et godt stykke blåskimmelost, når den skal indtages som den er. Men der findes også en hel del i supermarkedet, der faktisk smager ganske fortrinligt. Her er min favorit Blue Ocean fra Thise Mejeri – en skive af den på et stykke ristet rugbrød … det er morgenmad for guder!

Nok om osten som sådan. Udover at jeg måtte vælge netop blåskimlen som hovedrolleindehaveren i mit opskriftsbidrag, en hyldest til selve osten, der her er dominerende i smag, men får modspil af den søde pære, den kraftige, men afrundede marinade og den parfumerede rosmarin.

La  Cucina Nada løb sørme med sejren, og vandt i kategorien “Ost – et grundstof”: http://www.ostogko.dk/butterdejs-snack-med-blaaskimmelsost/ !

ok_styledeopskrifter41

Nogle vil mene, at jeg har valgt at hoppe over hvor gærdet er lavest, for der er ikke meget arbejde i denne opskrift, men hey´ kombinationen fungerer bare p…. godt! Jeg har flere gange serveret en lignende snack til en *velkomstdrink, til den slags selskaber hvor tiden ikke er en faktor, eller hvor man lige skal vinde lidt tid som vært i køkkenet. Temaet kan selvsagtens varieres, eks vis klæder friske ovnbagte figner også denne snack, bitre tomater, kvædemarmelade er også gode medspillere eller man kan tilberede dem i mindre størrelse.

Butterdejs-snacks m. blåskimmelost, 2 stk.

Butterdej, 1 rulle (her bruges kun en mindre del, men dejen kan sagtens gemmes)

Ca. 70 g blåskimmel, fast

2 modne pærer

2 små kviste frisk rosmarin

samt marinade af:

1,5 spsk figen balsamico

1/2 spsk flydende honning

1 tsk stærk sennep

2 tsk tør sherry

 

Beklæd en bradepande med bagepapir. Rul butterdejen ud, og skær to firkanter, som du ligger på bagepladen.

Skyl pærerne, og dup dem tørre. Halvér dem, skær kernehus og stilk fra. Anret de halve pærer med skærefladen op ad.

Skær osten i skiver, og læg dem ovenpå pærerne. Pynt af med rosmarinkviste.

Pisk marinaden kraftigt, sådan at den bliver sammenhængende, og dryp den over pærer og ost.

Bag butterdejs-snacksene v. 200 grader i ca.10-15 min., til kanterne hæver og er let gyldne og til osten er smeltet.

Serveres lune!

OBS: de kan sagtens forberedes før gæsterne kommer, hæld dog først marinaden på lige inden bagning.

 

*Nydes eks vis til et glas tør spumante hvis de serveres som appetizer, eller et glas tør iskold sherry, hvis du serverer dem som en del af en osteanretning.

Bagte rabarber, æble og pære m.tykmælk

Bagte rabarber, æble og pære/LaCucinaNada

Jeg ved ikke om det var den dansende sol i horisonten der vækkede mig meget tidligt i morges, men de forførende lyserøde striber der bølgede på mine vægge lokkede mig i hvert fald op. Og sikke et skue! Himmelen var badet i lyserødt og pink på malerisk vis. Selvom pinsesolen bød op til dans, snuppede jeg nu altså et par timer mere på øjet, hvilket vist passede mine to små uldne samboer ret så godt.

Pinsesolen/LaCucinaNada

Måske det var den lyserøde farve fra de årle morgentimer der fik mig til, at tænke på at jeg da skulle have bagte rabarber til morgenmad? Nok er bagt frugt (nu er rabarberen ikke en frugt, men brugt i denne sammenhæng, vælger jeg at kalde den det) mest kendt som dessert, og det kan du sagtens servere denne som. Men kend rabarbernes sødmegrad, og sæt evt mere sødme til under bagningen, eller evt på det tilbehør du serverer til hvis det er nogle syrlige stænger du har fået fat i. Hvis du serverer dem til morgenmad, som jeg har gjort her, så synes jeg at nogle dryp flydende honning er alt rigeligt. Især fordi de her er bagt i selskab med pærer, som bliver meget søde ved bagning.

Hvis du får bagt lidt rigeligt, så gem det blot i en tætsluttende bøtte på køl og nyd det som topping på grød eller et surmælksprodukt de næste par dage!

Af nedenstående mængde bliver der til ca.4 portioner som den på billedet øverst.

Bagte rabarber, æble og pære m.tykmælk:

3 rabarber

1 æble

1 pære

Flydende honning, ca 1 spsk

+ tykmælk ved servering

Skyl rabarber og frugterne. Skær det nederste af rabarberne, og skær dem i tre stykker hver. Skær æble og pære i både, og skær kernehus mv fra.

Læg frugterne i en lille bradepande, æble,- og pærestykker med skærefladen nedad.

Dryp nu honning udover, og bag ved 175 grader i 15 min., eller til frugterne er møre og bløde.

Server med en smule tykmælk udover.

Du kan også skære frugten i mundrette stykker inden du bager den, og servere den på tykmælk el. lign. Top evt med sprøde nødder.

Riv evt lidt frisk ingefær udover rabarberne inden bagning – det giver et frækt modspil. Eller drys en smule lakridspulver udover frugterne!

Se her for mere inspiration til tilbehør mv: Bagte æbler

Håber du nyder pinsen derude!

Pakoras – en Indisk snack

 

Pakoras/LaCucinaNada

Pakoras er en rigtig lækker måde at servere grøntsager på. Den sprødstegte dej “gemmer” på alle lækkerierne indeni. Pakoras kan bla laves af: kartofler, blomkål, romanesco, løg, squash, peberfrugt, aubergine, diverse svampe eller spinat. Man kan vælge udelukkende at komme en slags grøntsag i dejen,som i den første opskrift, eller man kan blande grøntsagerne og derved få pakoras med blandet fyld, som i den anden opskrift. Den første måde er afgjort den letteste måde at tilberede dem på.

Dejen laves af Gram-mel, som er en mel malet på kikærter. Melet fås i mange velassorterede grønthandlere. Dejen kan krydres på forskellig vis, og der kan tilsættes friskhakket koriander, chili, løg, hvidløg mv. Pakoras serveres i Indien som en snack, jeg har serveret dem som forret ved gæstebud og som hovedret til mig selv. Det er i øvrigt en god måde at komme af med diverse grøntsagsrester på. Man kan servere forskellig dyppelse til: sød chilisauce, sursød sauce, yoghurt rørt med friskhakket mynte eller rørt med mango chutney mv. I Indien drikker man krydret chai til.

Det lyder en smule omstændigt, men det er det altså ikke. Dét eneste er at de skal serveres rygende varme, så det skal lige times. Du kan også bruge pakoras som fyld i eksempelvis madpandekager, og på den måde få et helt vegetarisk måltid. På billedet herunder ser du spinat-madpandekager med et par pakoras i samt curtido, rødbede raita, yoghurt naturel rørt med mange chutney og syltede rødløg  – et rigtig lækkert vegetarisk comfortfood måltid.

Pakoras/LaCucinaNada

Pakora dej:

200 gram gram-mel

2 tsk groft salt

1 tsk bagepulver

1 1/2 tsk hele spidskommenfrø

1/2 tsk cayennepeber

1 friskhakket chili el. 1 tsk chilipulver

Saften af 1 citron

2 dl koldt vand

Du kan yderligere tilsætte:

2 fed hakket hvidløg

1 finthakket lille løg

Og/eller friskhakket koriander

Du gør sådan her:

Rist spidskommenfrøene let på en tør pande og stød dem i en morter.

Sigt melet i en stor røreskål, og tilsæt bagepulver, krydderier og evt øvrige smagsgivere.

Tilsæt citronsaft. Kom vandet i lidt af gangen – hold lidt igen.

Rør evt klumper ud, og rør dejen sammen.

Lad gerne dejen trække i ca.10 min, især hvis du har tilsat friske smagsgivere, så smagen når at trække ud i dejen.

 

Én slags fyld – ca.25 stk.:

1/2 squash

1/2 stor rød peberfrugt

100 gram Kejserhatte, eller anden slags svampe – måske mængden da skal øges.

Skyl squash og peberfrugt, og skær dem i mindre stykker, jo tykkere, desto mere rå grøntsager vil du få i dine Pakoras.

Børst kejserhattene, og skær evt enden af.

Varm olien op i en tykbundet gryde til den syder omkring en tændstik.

Put nu grøntsags stykkerne, én af gangen med en gaffel ned i dejen, og sørg for at det er helt dækket af dejen.

Steg et par stykker af gangen. De skal være gyldne og sprøde.

Dryp af på et stykke køkkenrulle. Serveres straks.

Blandet fyld – ca.12-15 stk:

5 mellemstore kartofler

1/2 blomkål

Knap 100 gram spinat

Skræl kartoflerne og skær dem i tynde stave. Skær blomkål i små buketter, skyl dem og lad dem dryppe af.

Hak spinaten.

Vend grøntsagerne i dejen, den skal dække alle grøntsagerne.

Varm olien op i en tykbundet gryde til den syder omkring en tændstik.

Tag med en øse små boller op af dejen og steg et par stykker af gangen. De skal være gyldne og sprøde.

Dryp af på et stykke køkkenrulle. Serveres straks.