Spelt burgerboller

Burgerboller/LaCucinaNada

 

Et sikkert hit på sommerbordet er burgere – og hvad er bedre end hjemmelavede burgere, hvor man helt kan bestemme hvad der skal i? Til sådan nogle hører også hjemmebagte burgerboller, hvis du spørger mig. Men jeg snyder også indimellem når den står på burgere, og køber mig til bollerne. Men jeg gider simpelthen ikke de helt bløde søde vattede man køber i supermarkedet. Når jeg har købt mig en bolle, ærgrer jeg mig egentlig, for det er jo ærlig talt ret let at bage selv. Men faktisk er det ikke lykkedes mig, at bage den perfekte burgerbolle før forleden, og fordi de i al beskedenhed VIRKELIG blev gode, så skal du selvfølgelig ikke snydes for opskriften, så den får du her:

Spelt burgerboller – 8 stk

1,5 dl lunkent vand

25 gram gær

1/4 dl olie

1 æg

75 g groft speltmel

200-250 g hvedemel

2 spsk rørsukker

1 tsk groft salt

+ 1 æg til pensling og sesamfrø

 

Opløs gær i det lunkne vand.

Kør dejen på en røremaskine, det er afgjort lettest. Hvis du ikke har en sådan, så skal der æltes godt for at få en luftig dej, men det kan sagtens lade sige gøre!

Kom da alle ingredienserne i vandet, og rør dejen til den er sammenhængende og glat – ca.5-10 min.  på mellem hastighed på røremaskinen.

Dæk dejen over med et viskestykke skyllet i koldt vand og vredet. Lad den hæve i 30 min.

Del dejen i 8 lige store stykker og tril boller. Læg bollerne med mellemrum på en bageplade med bagepapir. Pres dem let med håndfladen, og læg et stykke bagepapir ovenpå, og derpå endnu en bradepande som du presser let på. Fjern den øverste bageplade, og læg vistestykket over bollerne, som du efterhæver i min.30 min., max 50 min.

Pisk ægget og pensl bollerne. Drys sesamfrø på bollerne og bag dem i en forvarmet ovn på 225 grader i ca.10 min.

Fuldkorns speltbrød

Fuldkorns speltbrød/LaCucinaNada

Det er efterhånden yderst sjældent jeg bager brød hvor jeg reelt har hænderne i dejen, da jeg oftest tyer til no-knead bread bage metoden. Det er så dejligt let, og jeg er vild med de luftige brød med sprød skorpe der kommer ud af det. Denne gang havde jeg lyst til at bage med noget grovere mel, og da jeg forleden havde købt en pose Hallands Hvedemel i Meyers bageri i Jægersborggade blev det med udgangspunkt i netop denne mel. Melet er stenformalet fuldkorn, hvilket bla giver et mørkere brød, et brød med mere dybde og en sødme til brødet. Desuden er det en langt mere skånsom proces fra korn til mel, der er med til at bevare vitaminer og anden næring i melet.

Brødet blev ikke nær så luftigt som når jeg bager med hvedemel eller type 00 mel, og er et brød med langt mere gods i. Et brød der virkelig egner sig til en ostemad. Jeg blandede faktisk tre typer mel, og vil næste gang øge på mængden af type 00 mel, og skrue en anelse ned for fuldkornsmel-typerne i håb om at få et mere luftigt brød.

Det er svært at angive nøjagtige mængder, selvom denne bagning er ekstrem let. Det er ikke en videnskab som sådan, det handler blot om håndelag eller at man får en fornemmelse for hvordan konsistensen skal være. Og jo, egentlig er det lidt af en videnskab da det handler om flere faktorer – hvilken type mel man bruger, hvilken temperatur dejen hæver i, hvor hårdt det vand man bager med er osv osv. Men det skal ikke afskrække dig der måske ikke bager så ofte, eller måske aldrig bager dit eget brød! Du går ikke helt galt i byen hvis du følger angivelserne som jeg nedfældede i går (noget jeg sjældent gør når jeg bager på denne måde):

Fuldkorns speltbrød:

  • 5 dl vand
  • 250 g hallands hvedemel
  • 200 g fuldkorns speltmel
  • 50 g type 00 mel
  • 1 dl speltflager + evt ekstra til pynt
  • gær, en klump på str med en ært
  • 3 strøgne tsk groft salt

Remedier: En støbejernsgryde til bagning. Husholdningsfilm, skål og røreske. Et målebæger, en tsk.

Opløs gæren i vandet, og rør nu mel, salt og speltflager i. Dejen skal samle sig, og være forholdsvis fast. Dejen er klistret. Dæk nu skålen over med husholdningsfilm og lad den hæve natten over.

Om morgenen stiller du en støbejernsgryde, eller anden gryde i en kold ovn. Varm op i en time på 250 grader. Drys en smule mel i bunden af gryden og kom dejen heri. Brug evt forsigtigt en dejskraber. Stryg brødet forsigtigt med en våd dejskraber, evt af to omgange og strø speltflager udover det. Kom låget på gryden og bag brødet nederst i ovnen i en halv time. Efter en halv time, tages låget af og ovnen skrues ned på 220 grader og bages yderligere i 20 min – hold øje med brødet. Skropen skal være sprød, brødet skal lyde hult. Hvis du er i tvivl så stik en strikkepind i brødet, og hænger det ikke i, så er det færdigt.