MabloggerUdfordringen3: Svineskank m. ribs-relish og stegt spidskål

MadbloggerUdfordringen3/LaCucinaNada

Når jeg søsætter endnu en omgang af Madblogger Udfordringen begynder hjernen straks at køre: “Hvad skal jeg dog selv finde på?”, “Kan jeg mon bruge det og det til min ret?”, “Hvad nu hvis … ?”. Og jeg er VILD med processen.

Ligesom jeg er fuldstændig tosset med at alle de madbloggere gider lege med igen og igen, og at nye tør tage udfordringen op! TUSIND TAK til jer alle.

Hvis du vil se hvad mine med-madbloggere har fundet på, alt fra snacks til komplicerede hovedretter til festlige og sirlige desserter, så se med her: https://www.facebook.com/MadbloggerUdfordringen eller se #madbloggerudfordringen3 på Instagram.

Denne gang går udfordringen i al sin enkelthed ud på, at lave Sommermad! og man vælger om man vil skabe et bidrag til det salte køkken, eller om man hellere vil over i det søde og lege. Det står skam også én frit for at lave en ret i begge kategorier, det har jeg selv valgt at gøre.

Min første ret er i det salte køkken, og her var udfordringen bundet af at skulle indeholde tre råvarer; svin, bær og bladgrønt. De tre ingredienser valgte jeg at omsætte til; svineskank, ribs og spidskål. Svineskank vil mange måske mene mest er en vinterret, da tilberedningstiden er lang, men jeg synes det er så afsindig godt et stykke kød at det fortjener at blive spist hele året. Jeg har stegt skanken her i ovnen, men du kan sagtens grille den det sidste stykke tid hvis du er til den slags. Svineskank er et billigt stykke kød, og lad dig ikke skræmme af dets oprindelse – du får simpelthen det møreste og saftigste svinekød. Og som bonus, får du rigtig meget svær, og det er jo ikke sådan at kimse ad.

Spidskål er en af mine absolutte favorit spise om sommeren – i rå tilstand, stuvet, i yoghurt, smørdampet, i salater, som slaw osv osv. Søg på “spidskål” i søgefeltet her på bloggen, og find en del opskrifter med spidskål. En anderledes måde at spise spidskål på, er at stege det. Faktisk så steges det ikke kun, det dampes også med væde af en slags, og her har jeg valgt en tør æblecider som giver en utrolig lækker smag. Du kan sagtens bruge en ufiltreret æblemost i stedet.

Det var svært at vælge et bær, for jeg ELSKER simpelthen alle slags bær – søde som sure. Og apropos det syrlige, det var faktisk det jeg synes var det bedste match til svinekødet, og derfor faldt valget på ribs. Ribs som hænger i fine klaser, og som oftest bliver brugt til gele eller i det søde køkken. Jeg valgte at splejse ribsene med rødløg, som viste sig at være et ganske fortrinligt makkerpar. Den relish-agtige ting jeg har lavet som tilbehør her, vil gå rigtig godt til mange andre sommerretter også.

MadbloggerUdfordringen3/LaCucinaNada

Og så har jeg valgt at blære mig lidt med nogle af alle mine spiselige sager fra min Urbane Have, de fleste af dem kan du få i specialforretninger, Irma eller i Torvehallerne. Eller hvis du er heldig at kende en køkkenhave ejer, så spørg om du må gå på rov.

– Vær obs på at svineskanken kræver tid at lave!

* * * * *

Opskrifterne er, på nær svineskanken, til 1 person:

Svineskank:

En svineskank fra en glad gris, jeg lavede en på 1.2 kg og har kød til en del dage.

Groft salt.

Skær fedtlaget af bunden af skanken, og rids i sværen ca.1 cm dybt på tværs, sådan at det danner tern. Gnid salt på og imellem sværen.

Sæt skanken på en rist med en bradepande under. Kom en smule vand i bradepanden.

Steg skanken ved 140 grader i 3 timer, skru op på 200 grader de sidste 20 minutters tid, sådan at sværen bliver sprød – hold øje med den.

Server skanken skåret i mindre stykker med svær på, eller hvis du serverer den for flere, så sæt den blot på et skærebræt med en god kniv ved siden, så kan den skæres af ved bordet.

Stegt spidskål:

1/2 spidskål, et grønt går sagtens an, men se om ikke du kan finde et lilla, som matcher relishen på fineste vis, og giver kolorit på tallerknen.

Smør til stegning

1 dl tør æblecider

samt

Ærter fra ca. 4-5 friske bælge

Et par friske ærteskud. Du kan dels købe ærteskud, og ellers nippe af ærteplanten, hvis altså det er en der ikke bliver sprøjtet.

Frisk revet citronskal

Spiselige blomster, ikke blot som lir, men også som smags supplement! Jeg har brugt blomster fra blomsterkarse, også kaldet tallerkensmækker. Blomsten har en lidt pebret smag. Vælg en spiselig blomst du kan få adgang til, og som du synes passer til. Alternativt vælg en frisk krydderurt.

Læs mere om spiselige blomster her: http://denurbanehave.com/2014/04/27/spiselige-blomster/

Skær spidskålen over, lad endelig stokken blive siddende, det er den der holder sammen på bladene. Skær evt det nederste af. Tag evt de yderste blade af.

Kom smør i en sauterpande, og lad det brune let. Læg nu spidskålen med skæresiden ned ad, og brun kålen et par minutter. Hæld cider ved, og lad det simre til det reduceres næsten helt.

– Det er her du skal bruge væden til at stege løgene af i!

Ved anretning rives citronskal med et juliennejern udover kålen.

Damp ærterne let, eller server dem rå til. Drys dem udover kålen. Pynt nu kålen med ærteskud og spiselige blomster.

Rør nedenstående vinaigrette til, og hæld den over ved servering.

Stikkelsbær-vinaigrette til spidskål:

2 tsk stærk sennep

et nip flagesalt og frisk kværnet peber

1 spsk jordbær eddike, eller anden sød eddike

1 spsk god olivenolie

2 spsk stikkelsbærsirup ( køb den hos http://www.vibegaard.dk/, og brug den f eks på pandekager eller desserter også, den er hamrende god!)

Bland olie og sirup, og pisk sennep ud heri. Krydr, og pisk eddiken i til den tykner. Hæld vinaigretten over spidskålen ved servering.

Ribsrelish:

Pil ribs af en god håndfuld klaser

1/2 rødløg

Et par stilke frisk timian

Spæde blomsterkarse blade + et par spiselige blomster, jeg brugte et par ananas salvie blomster.

Skær det halve løg i meget tynde både. Kom løgene i en skål og dæk med iskoldt vand. Dette gør at den bitre smag i løgene aftager en smule.

Når du har stegt spidskålen til der kun er en smule af cideren tilbage i panden, tager du kålen af, og slukker for varmen. Smid nu løg og timian på, og rør godt rundt. Lad det stå og trække imens du anretter resten af retten. Lige inden servering smider du ribsene på, sådan at de trækker en smule varme.

Anret ved siden af kødet, eller i en lille skål, og pynt med blomsterkarse bladene og evt spiselige blomster.

 

Reklamer

Spidskålssalat m.ramsløgvinaigrette og lidt om mindful-eating ..

Spidskålssalat/LaCucinaNada

Kender du udtrykket mindful-eating? Mange dage formår jeg mindful-cooking, men så snart jeg sætter mig ved bordet så bliver det oftest ret så hurtigt spist. Og dét uden at sanse de enkelte dele i retten. Gør du også det?

Uden at det hele skal blive alt for mindful, så prøv lige at lav en lille øvelse: Tag eks vis en rosin. Mærk på den. Duft til den. Lyt til den. Kom den ind mellem tænderne. Længere ind i munden. Tyg så på den tilsidst. Øvelsen går ene og alene ud på, at du registrerer det du spiser, er med oplevelsen her og nu. Og øger din bevidsthed om det du spiser, hvornår du er mæt – ikke alene i maven, men også på smag.

Og hvad har så det med opskriften på spidskålssalaten at gøre? Jo, at jeg øver mig i mindful-eating, og det lykkedes mig især med denne salat. Måske fordi den er en god kombination af sprødt, sødt, surt og skarpt på smagssiden. Knasende på lydsiden. Syrlig og frisk duftmæssigt og ikke mindst lysende forårsgrøn rent visuelt.

Salaten passer rigtig godt til et stykke kød, men kan som her også indtages som et frokost-måltid. Der er til ca.2 pers.

Spidskålssalat/LaCucinaNada

Spidskålssalat m.vinaigrette:

  • 1 lille (økologisk) spidskål (du kan sagtens bruge hvidkål, eller evt friske grønne salater i stedet)
  • 3 håndfulde frosne eller friske harricot verts
  • 2 forårsløg
  • 1 avokado

Vinaigrette:

  • 1/2 spsk rørsukker
  • saften af en halv citron
  • 2 spsk rapsolie
  • flagesalt
  • finthakket ramsløg, 1-2 blade (hvis du ikke kan få fat i ramsløg, så pres en smule hvidløg i, i stedet)

Rør ingredienserne sammen til vinaigretten, og lad den trække imens du laver salaten.

Damp bønnerne 1-2 min. i kogende vand. Snit spidskålen fint, skyl den og kom den i en salatslynge – lad alt vandet dryppe godt af. Skær al det lyse af forårsløgene, og snit det fint. Bland det hele i en skål og hæld vinaigretten over. Anret på et fad, med avokadoen i skiver og drys evt en smule finthakket ramsløg ovenpå.

Spidskålssalat/LaCucinaNada

Server, nyd og husk: vær opmærksom undervejs.

Billederne med citaterne er fra bogen “Lad alt blive din læremester – 100 lektioner i mindfulness” af Jon Kabat-Zinn, Dansk Psykologisk Forlag, 2010. Tak for lån.

Tun-frikadeller i en travl hverdag

I de forgangne uger har jeg haft drønende travlt. Ikke så meget i køkkenet, men især på mit arbejde og med studiet. Faktisk så travlt at jeg ikke fik overholdt den madplan, jeg ellers lavede sidste weekend. Og så har jeg været træt. Ualmindelig træt. Nogle dage så træt, at jeg ikke orkede købe det sidste ind der manglede, ej heller at lave mad.

Nu står den på nogle fridage. Ikke fridage til at benytte mig af byens mange kultur tilbud, eller til at tage ud i den smukke efterårs skov. Nej den står såmænd på læsning og opgave skrivning. En opgave jeg synes jeg havde styr på hvordan skulle grejes … lige indtil min vejleder stillede de helt rigtige u-ærbødige spørgsmål, fulgt op af en telefonisk coaching. Så nu skal den tænkes om har jeg besluttet. Men det gør ikke spor, for hold op hvor det rykker mig, og min antagelse om mit lederskab og mine tanker om min erhvervsmæssige fremtid!

For at få tankerne på plads, og for at få nogle hvil, har jeg selvfølgelig et par mad-relaterede projekter på tegnebrættet i ugens løb. Det er uden tvivl i køkkenet jeg slapper allermest af.

Ligesom jeg slapper af når jeg har styr på min frokost, som efterhånden er blevet dagens lille helle på min travle arbejdsplads. I den forgangne uge har det skredet noget, og en dag blev det til et stykke knækbrød, en pære og en energibar. Ikke just en frokost der bekom mig. Og det bider sig selv i halen, når ikke jeg får tanket ordentlig op.

Har du det også sådan?

Mange dage misunder jeg de der kan traske ned i en kantine og få frokosten serveret. Men samtidig så består min frokost ret ofte af rester fra middagsmaden og diverse grønt. Og den frokost nyder jeg. Som da jeg i den forgangne uge havde til et par dage, med en simpel nudelsalat og nogle rigtig lækre saftige tun-frikadeller.

Opskriften blev til efter jeg så et af Klidmosters mange bidrag til DM i Hverdagsmad – Jeg brugte mange elementer fra hendes opskrift, men da jeg ikke havde æg og skulle have brugt noget af mit spidskål, kom jeg på lidt ændringer. Nudelsalaten kræver ikke en egentlig opskrift, så derfor blot hvad den bestod af: nudler, spidskål og gulerødder vendt i olie, citronsaft og æbleeddike, toppet med bredbladet persille, cashewnødder samt usaltede pistacienødder (de bedste jeg nogensinde har smagt, fra biogan købt hos Økologisk Supermarked). Salaten kan laves noget mere sexet, og med forskellige mere asiatisk prægede dressinger, min blev til en af de aftener hvor jeg var knap så opfindsom.

Opskriften på tun-frikadellerne får du her:

(1-2 pers., hvis du vil have til frokosten også, så fordobler du bare mængden)

  • 1 *ds tun i vand
  • 1 dl havregryn
  • 1-2 fintrevet gulerødder
  • 1 løg, halvdelen fintrevet, halvdelen i tern (hvis du laver dellerne til børn, så kan du jo rive hele løget, jeg kan bare godt lide at der er lidt bid i.)
  • 1 dl meget fintsnittet spidskål (brug evt mandolinjern)
  • 1 dl skyr
  • Krydr med salt og peber
  • Evt en lille sjat vand til at samle farsen

Hæld væden fra tunen, og lad den dryppe af. Findel tun stykkerne. Bland alle ingredienserne til en fars, og steg dem gyldne i olie ved middel varme til de får en sprød skorpe.

*Dåsetun er faktisk gået hen og er blevet en “luksusvare” i mit køkken, da jeg udelukkende køber dåser, hvor jeg med sikkerhed ved at der bliver taget hensyn til, at der ikke ryger bifangst med i form af delfiner, skildpadder, hajer og sågar fulge med i nettet! Plus at det er fiskeri der udelukkende fanger tun, der rent faktisk er store nok. Så som med alle andre levende fødevarer, spiser jeg det sjældnere og ofrer derfor gerne det ekstra på varen. Hvis du heller ikke ønsker at få en dåse tun i indkøbskurven, der ved dens fangst udsætter truede dyrearter, havbunden og fanges på en ret så grum måde, så gå efter MSC-mærket på pakken.

Denne dåse tun er et eksempel på et MSC-mærket produkt, og så smager den helt vildt godt!

Jeg er helt overbevist om at de vil hitte i de fleste børnemaver også! Og så er de så lette at tilberede, at man ovenikøbet kan tage børnene med i køkkenet og lave dem, alt efter alder, skal de have hjælp til stegningen.

En anden spise, som er let at tilberede i farten er hotdogs. Noget børnene garanteret også vil sætte stor pris på. Hotdogs har de seneste år fået en hel revival, og det i vilde udgaver med nytænkte toppings, anderledes brød og et hav af forskellige spændende pølser. Der er sågar et DM i hotdog … mine var nu ret så klassiske, dog med pølser fra Hanegal. Det gode ved at lave dem selv, er at man ved hvad der kommes i og på – en slags JunkdeLuxe.

Kålsnak

Smørdampet spidskål i selskab med en ristepølse fra Bornholm

samt honningglaserede gulerødder

Jeg har det ikke med kål, som mange andre, og har aldrig helt forstået dets blakkede ry. Til gengæld har jeg det som mange andre, med den måde hvorpå kålen blev tilberedt før i tiden – tung, usmagelig, klasket og udkogt, bvadr.

Særligt her om sommeren hvor kålen er sprød og mild i smagen, synes jeg det er en af grøntsagernes ypperste. Og det handler rigtig meget om at bevare sprødheden, for ellers er der ikke meget ved sådan et kål. Nogle af de lækreste kål lige nu er sommerkål og spidskål – begge fortrinlige rå i en salat, men også lækre tilsat en anelse syre i form af citronsaft eller eddike, og måske let marineret i dette. I tilberedt form kan de blancheres, steges eller blot dampes. Højst nogle minutter, da de hurtigt blive bløde.

I min jagt på lidt information om kålens oprindelse fandt jeg denne fortælling:

Ifølge de gamle grækere greb vinguden Dionysos kongen over de trakiske edeoniere i at trække vinstokke op. Guden bandt misæderen til en vinstok, hvor han måtte afvente sin straf, og kongen, der hed Lyckurgos, græd hjerteskærende. Dionysos, der ikke var kendt som raseriets gud for ingenting, lod først kongens øjne stikke ud, hvorpå han blev flået lem for lem. Men kongens tårer, der faldt på jorden, fik kålplanten til at vokse frem

Kilde: http://www.fri.dk/gastronomi/sommerkaal

Kål er sprængfyldt med vitaminer og omend endnu bedre; mættende kostfibre. Og så holder de forholdsvis længe hvis de opbevares rigtigt: køligt, mørkt og helst i plastic. Indimellem sker det at jeg ikke får brugt hele kålen, da renser jeg det og fryser det – det er ganske velegnet til at komme i varme retter.

Et eksempel på en varm ret hvor både sommerkål og spidskål egner sig rigtig godt, pga den korte tilberedningstid er i wok-retter. Snit kålen og kom den i til allersidst.

Hvis jeg i forvejen har en varm ovn, tilbereder jeg ofte også kålen i en bradepande med en anelse olie og tilsætter forskellig smag. Det kan være friske krydderurter, finstrimlet fennikel, gulerodstoppe, salatløg i både, citronskal og/eller saft, groft salt, friskkværnet peber mv.

Min nyeste dille er at dampe kålen. Det smager bare godt. Det smager af sommer, bevarer sprødheden og vitaminerne og så er det dejlig let spise. Når man damper et sommerkål eller et spidskål, så skal man ikke skære stokken væk, det samme gælder når man ovnbager det, for så falder kålen sammen. Sådan damper jeg:

  • Skær den passende mængde kål, skyl det let
  • Fyld vand i en sauterpande, der skal ikke så meget vand i at kålen koger i det, men blot så det danner damp.
  • Tilsæt et skvæt olivenolie.
  • Kom kålen i, og damp i max.2-3 minutter – hold øje, tag evt en bid op og smag om der stadig er bid i.
  • Hæld nu vandet fra, og kom en klat smør, groft salt eller kryddersalt samt godt med friskkværnet peber ved. Ryst panden en smule, kom låget på, og lad den stå ved eftervarmen imens du anretter resten af maden, eller til smørret er smeltet.
  • Hæld en masse hakket bredbladet persille på ved servering.

Smørdampet spids-, eller sommerkål egner sig godt sammen med sommerens grillerier, særligt til pølser og det lyse kød.

Der findes et utal af måder at tilberede kål på, en af mine andre favoritter er denne her: spidskål i yoghurt – her kan du sagtens bruge sommerkål, hvidkål eller blomkål i stedet. Politikens MAD – sektion har også en masse bud på både sunde og billige retter med kål, ellers kan du finde opskrifter på Sæson for god smag, og hos Aarstiderne.

Håber at du fik lidt ud af denne kålsnak, og måske snupper et af de lækre kål med næste gang du køber ind? Måske du allerede har en måde du foretrækker at spise dine sommerlige kål på, som du vil dele her?