Spinatomeletter i muffinform

Spinatomeletter/LaCucinaNada

Jeg er VILD med morgenmad. Du som læser med her på bloggen har hørt det før. Du som følger mig på Instagram ser det næsten dagligt.

Det kan noget, det morgenmåltid. Det får mig i gang på bedste vis. Og der er så mange måder at veksle morgenmåltidet på, selvfølgelig mest på dage hvor man har god tid, men også i hverdagene er det muligt at trylle lækkerier frem fra den årle morgenstund. Søg i kategorien “morgenmad” her på bloggen, og få flere idéer til morgenmåltidet.

Faktisk er jeg så vild med morgenmad, at jeg om aftenen inden jeg skal sove tænker på hvad jeg skal have på morgenbordet. Jeg hygger mig med det om morgenen, og holder af rutinen med at sætte vand over til kaffe eller the, får vasket gårddagens opvask op og får pyntet og anrettet min morgenmad.

Med det sidste spinat fra Den Urbane Have – har vist fejlet med vedligeholdelsen, for det var gået i stok, så vi rev dem op i går – blev det her til morgen til små omeletter bagt i muffinformen. Omeletter med lynstegt spinat, godt krydrede. Omeletterne er fine at servere til en brunch også.

Du laver dem sådan her:

– 4 stk. –

2 æg

150-200 g frisk spinat

1 fed hvidløg

Frisk revet muskatnød

Groft salt og frisk kværnet peber

1/2 dl piskefløde

* * * * *

Varm ovnen på 175 grader.

Skyl og slyng spinaten tør. Lynsteg den i olie på en pande sammen med det pressede hvidløgsfed. Krydr med salt, peber og muskatnød.

Smør 4 rum i muffinformen.

Pisk æg med piskefløde til en sammenhængende masse. Fordel nu æggemassen i de fire rum, og fordel spinaten heri.

Bag i ca.10-15 min. til omeletterne er færdigbagte – stik evt en strikkepind forsigtigt i én af dem hvis du er i tvivl om de er bagt færdige.

* * * * *

Fyldet i omeletterne kan varieres; prøv eks vis med peberfrugt, tomater, finrevet squash eller stegte svampe.

Veggie wok m. frisk spinat

VeggieWok/LaCucinaNada
Veggie wok – asia meets middeleast

Måske wokken var et halvfemser fænomen på disse breddegrader, men i cucina Nada flyttede den ind for at blive. Jeg er vild med den simple tilberedningsmetode, vild med at grøntsagerne forbliver sprøde, vild med at man kan lege med smagstilsætningen og gå flere veje! Og så er der det med tidsfaktoren på en hverdagsaften, også her er wok-mad skønt.

Uden at det skal blive det rene ruskomsnusk, så er jeg også pjattet med at kunne få brugt nogle lidt ukurante grøntsags-rester mv, og dermed undgå madspild.

Efterhånden laver jeg langt mere vegetarmad i wokken, hvor jeg før i tiden brugte især kylling, rejer og fine udskæringer af okse,- og svinekød. Man kan jo heldigvis gøre det som man synes. Grunden til at jeg overhovedet deler denne opskrift, er fordi jeg fik fremtryllet en ret så god sauce – og det er netop den der er afgørende for om det bliver en god gang wok synes jeg. Saucen fik et snert af Mellemøsten ved at bruge harissa og Ras el Hanout, og dermed en dyb, let sødlig smag. Og du kan selvfølgelig sagtens tilføje kød til denne ret.

Veggie wok: (2 portioner)

  • en stor pose frisk spinat
  • 2 fed hvidløg
  • 1 lille løg
  • 1 dåse kokosmælk
  • 2 spsk harissa
  • 1 – 2 tsk Ras el Hanout
  • groft salt, friskkværnet peber
  • ca. 1 dl kyllingefond (du kan også bruge grøntsagsfond)
  • frisk thaibasilikum/basilikum/rød basilikum
  • nudler
  • hakkede cashewnødder og mandler som topping
  • olivenolie til stegning

Kog nudlerne imens du tilbereder resten.

Skyl og slyng spinaten. Skær løget i mindre stykker og mas hvidløgs fedene med bredsiden af en kniv, og snit dem grove. Varm imens olien og kom harissa i den varme olie. Lad det svitse et par minutter.

Kom nu løg og hvidløg ved, svits det yderligere et par minutter sammen med Ras el Hanout, og kom så spinaten ved lidt af gangen. Vend godt i blandingen, krydr undervejs og hæld nu fond samt kokosmælk på. Skru en smule op for varmen og giv saucen et opkog til det tykner en smule.

Smag til undervejs, vær forsigtig med salt da både fond og harissa er salt.

Hæld vandet fra nudlerne og lad dem dryppe af, vend dem derefter i wokken.

Tilsæt en god håndfuld thaibasilikum til sidst, og gem lidt blade til serveringen. Hak nødderne let, og kom også dem på lige inden servering.