Tørrede æbleringe

Advarsel: jeg kommer til at skrive lidt om jul, så er du slet ikke tunet ind på det fænomen endnu, så scroll direkte ned til opskriften 👇

I år vil jeg pynte op til jul under temaet: naturlig og spiselig, forstået således at det jeg vil pynte op med skal kunne spises, være lavet af noget spiseligt, være samlet i naturen eller være naturligt.

Jeg er uden tvivl inspireret af at bo på Møn, hvor jeg har rimelig let adgang til at samle i naturen, men også af mine projekter i køkkenet.

Faktisk tror jeg sågar jeg vil have et juletræ! Det skal pyntes med spiselige sager på alle mulige måder; tørrede skiver af æble og appelsin, honningkage, – eller peberkagehjerter, måske slikstokke osv. Sådan et træ har jeg drømt om at skabe i mange år og nu må tiden være kommet.

Øverst kan du se hvordan jeg også har brugt tørrede æbleringe til at pynte med. I øvrigt kan man også tørre æbleringe på en snor eller en tynd stang af en slags.

Men udover at være dekorative, så smager de også bare godt. En sund let snack, som man også kan have med på farten. Når jeg har tørrede æbleringe, så har jeg dem som regel i et syltetøjsglas stående fremme sådan, at jeg har sundt slik indenfor rækkevidde. Det trick er uden tvivl også smart hvis man har småfolk i hjemmet. Apropos småfolk, så er jeg sikker på at børn vil synes godt om at være med til at lave disse æbleringe. Og sørg for at lav mange, for de har det med at forsvinde.

Tørrede æbleringe:

Skyl æbler og tør dem. Skær dem i meget tynde skiver, dog ikke silketyndt for så knækker de let. Skær kernehuset fri med en lille kniv, rundt eller evt i en stjerne ligesom det danner fra naturens side.

Læg ringene på en rist med bagepapir og bag dem i 1,5 – 2 timer v.100 grader varmluft til de er tørre.

Lad dem køle helt og gem dem efterfølgende i en lufttæt beholder.