Fastelavnsboller a´la cucina Nada

fastelavnsboller a`la cucina Nada

Inspireret af diverse tråde, debatter og konkurrencer på de sociale medier om FASTELAVNSBOLLEN, satte jeg mig for, at komponere den i en udgave med ALT det jeg synes er det bedste. Det er blevet til en fusions-fastelavnsbolle, kan man vel kalde den. Selve bollen er det svenske svar på en fastelavnsbolle, nemlig en Semla. En luftig brød-bolle der får dens sødme af kardemomme. Fyldet er det som jeg synes skal være i en klassisk dansk fastelavnsbolle, sveskekompot, konditorcreme og flødeskum. Ikke alt mulig hindbærskum, glasur ovenpå, og krymmel-spektakkel. Når man køber en creme fastelavnsbolle hos bageren, er den oftest af wienerdej, som i sig selv er virkelig godt, men faktisk synes jeg det bliver for smør fedt når den fyldes med alskens cremer og skum. Ligesom jeg i Semlor savner noget modspil det traditionelle marcipan, og måske mandelfyld, og flødeskummet. Det er jo en smagssag hvordan man foretrækker sin fastelavnsbolle, men efter jeg nu har kreeret den her, så kandiderer den klart til at indtage pladsen som min foretrukne fastelavnsbolle, og derfor har den fået navnet: Fastelavnsboller a´la cucina Nada.

Det er ikke en hurtig omgang at lave det her. Og jeg anbefaler dig at lave sveskekompotten og konditorcremen dagen før, både i forhold til tidsforbrug, men også for at de kan trække smag, nå at sætte sig og køle helt. Så hvis du vil have dem på bordet i morgen, på selve fastelavnssøndag, så lav indkøbene, kompot og creme i dag, eller gå tidligt tilværks i morgen.

Udover nedenstående skal du bruge en smule flormelis, en halv liter piskefløde og evt spiselige blomster.

fastelavnsboller a´la cucina Nada oppefra

Konditorcreme:

1/2 vaniljestang

2 1/2 dl sødmælk

3 æggeblommer

75 g sukker

2 spsk Maizena

Hæld mælken i en tykbundet gryde. Skrab kornene ud af vaniljestangen, kom dem og den tomme vaniljestang ved mælken. Varm mælken op til kogepunktet. Tag gryden af varmen og lad den stå og trække med vaniljen.

Pisk æggeblommerne med sukker til det er luftigt og hvidt. Pisk Maizena i.

Tag vaniljestangen op af mælken, og hæld den over de piskede æggeblommer.

Pisk cremen luftig og til der ikke er flere klumper i.

Kom den tilbage i gryden, som skal stå på lavt blus. Pisk konstant i cremen til den tykner og når kogepunktet. Giv den et lynhurtigt opkog, og tag den af varmen. Pisk cremen inden du kommer den i en skål og stiller den tildækket på køl.

Sveskekompot:

175 g svesker uden sten

50-75 g sukker (hvis du kan få fat i kokossukker, så giver det en virkelig god smag til sveskerne)

1/2 kop vand

1/2 vaniljestang

Klip sveskerne i mindre stykker og kom dem i en tykbundet gryde.

Kom sukker, vaniljestang og vand ved og giv det et opkog.

Derefter skrues helt ned for blusset, og kompotten simrer til sveskerne er ret udblødte og det begynder at ligne en marmelade. Lad kompotten afkøle helt, og tag vaniljestangen op. Giv den evt et par vroom med stavblenderen.

Har du sveskekompot i overskud, så brug den til ost, som fyld i andet bagværk eller server den til simreretter. Er du til den virkelig voksne udgave af sveskekompot, så læg dem i blød i portvin aftenen før du koger kompotten. Det er bare godt, især til kraftige oste eller mørkt kød.

Semlor:

  • 7 store eller 10 mindre

2 dl sødmælk

50 g smør

25 g gær

1 æg

1 knivspids salt

50 g sukker

2 tsk stødt kardemomme

Ca. 400 g hvedemel (prøv f eks Hvid hvede)

Lun mælken til den er fingervarm, skær smørret i mindre tern og tag mælken af varmen og kom smørret heri og lad den smelte.

Findel gæren i en stor røreskål, og hæld mælkeblandingen over. Rør til gæren er helt opløst.

Kom kardemomme, salt, sukker og ægget ved, og rør til dejen er sammenhængende.

Hæld nu melet i, lidt ad gangen og ælt dejen til den er smidig og blød. Lad den hæve i skålen, med en smule mel i bunden, tildækket i en time, eller til den er dobbelt størrelse.

Form og tril nu boller af dejen, og lad dem efterhæve på en bradepande med bagepapir i ca.20 min.

Pisk et æg sammen, og pensl bollerne. Bag dem på rillen lige over midten i en 200 grader varm ovn, skru evt ovnen ned på 175 grader undervejs når de er blevet pænt gyldne på toppen. De er færdige når de lyder hult og er flot lysebrune, ca.20 min.

Lad bollerne køle helt på en bagerist.

Hvis du er til den traditionelle Semla, så finder du bla en opskrift på dem ovre på With love and sugar

Sådan samler du fastelavnsbollerne:

Når bollerne skal samles, skæres et låg af bollen, og en del af dejen skrabes ud af bollen sådan at der dannes et hulrum hvor fyldet skal i. Det er lettest med et par fingre, sådan at man ikke risikerer at ødelægge bollen.

Kom en-halvanden tsk med top af sveskekompotten i hver bolle.

Kom et par tsk konditorcreme ovenpå.

Pisk piskefløden til en blød skum, kom den i en sprøjtepose med en stjernetylle (et trick er at have posen i et højt glas el lign. sådan at man kan styre det undervejs), og sprøjt skummen fra midten af ovenpå konditorcremen og ud. Afslut med en kant, og læg bolle låget på.

Kom flormelis i en sigte, og drys udover bollen.

Pynt evt af med en spiselig blomst, jeg valgte en fin hvid viol.

Sensommer salat m. friske figner, pære og serrano skinke

Sensommer salat m. friske figner, pære og serrano skinkeInspireret af det helt enorm skønne sensommervejr, vores frodige urbane have og en forestående presstur til Spanien, lavede jeg i går en salat med et udsnit af hvad årstiden byder på. Salaten kan serveres der hvor man ville servere ost, da den fungerer godt som et punktum for måltidet med dens sødme.

Frisk frugt i salat kan virkelig noget. Især hvis man supplerer med fedme, syre og dybde med nogle af de andre lækkerier i salaten. Og det er lige nu de er modne de friske figner, de er dog ikke af egen avl – måske næste år! Ligesom pærerne er noget så lækre lige nu, og de to spiller godt op mod hinanden. Ofte ser man dem hver især i en salat, måske med nødder og en blåskimmelost. Her har jeg toppet med  Arla Essens nye Digekrone i stedet, en fast tør ost med frugtige noter, som jeg synes gav salaten prikken over i’et.

Salaten blev til lidt hurtigt, og i skabelsen fik jeg ikke målt af, derfor må du sjusse dig lidt frem, men det er jo også ret let med en salat.

Du skal bruge:

Friske spæde salater; jeg brugte Endevie, rucola og lidt rød krøl salat. Tænk gerne i både forskellige smage og farver i salaterne.

Gerne spiselige blomster både i og på salaten; jeg brugte blomsterkarse blade (de giver noget dejligt skarpt), skovsyre (giver et friskt syrligt pift) blade og hjulkrone blomster.

Pære. Skåret i tynde både.

Friske figner. Ligeledes i tynde både.

Digekrone ost. Skåret i tern, eller flager.

Serrano skinke. Jeg skar skiverne i halve, foldede dem på midten og rullede dem.

(Til en salat til 3 pers. brugte jeg: 1 pære, 2 figner, 3 skiver skinke og en trediedel af osten)

Desuden til dressingen:

Olivenolie, ca. 4 spsk.

Balsamico, ca.2 spsk. (Hvis du har en figenbalsamico på lager, så vil den komme så fint til sin ret her)

2 tsk dijon sennep

Et par nip groft salt + frisk kværnet peber. Smag til.

1-2 spsk orangeblomstvand (den kan udelades, men giver sådan et fint floralt pift til salaten!)

2 tsk flydende honning

Start med olien og hæld de andre ting i, pisk godt med en gaffel, og lad gerne dressingen trække. Smag den til, og hæld den udover salaten lige inden servering.

TIP: prøv at hæld honningen udover frugterne i stedet for i dressingen, det er også virkelig lækkert.

Salaten anretter jeg på et fad, salaterne i bunden af fadet, og så bare sådan efterhånden som jeg får skåret frugterne mv ud anretter jeg. Top med skinke-rullerne, osten, og spiselige blomster.

Indlægget er sponsoreret af Arla Essens.

MabloggerUdfordringen3: Svineskank m. ribs-relish og stegt spidskål

MadbloggerUdfordringen3/LaCucinaNada

Når jeg søsætter endnu en omgang af Madblogger Udfordringen begynder hjernen straks at køre: “Hvad skal jeg dog selv finde på?”, “Kan jeg mon bruge det og det til min ret?”, “Hvad nu hvis … ?”. Og jeg er VILD med processen.

Ligesom jeg er fuldstændig tosset med at alle de madbloggere gider lege med igen og igen, og at nye tør tage udfordringen op! TUSIND TAK til jer alle.

Hvis du vil se hvad mine med-madbloggere har fundet på, alt fra snacks til komplicerede hovedretter til festlige og sirlige desserter, så se med her: https://www.facebook.com/MadbloggerUdfordringen eller se #madbloggerudfordringen3 på Instagram.

Denne gang går udfordringen i al sin enkelthed ud på, at lave Sommermad! og man vælger om man vil skabe et bidrag til det salte køkken, eller om man hellere vil over i det søde og lege. Det står skam også én frit for at lave en ret i begge kategorier, det har jeg selv valgt at gøre.

Min første ret er i det salte køkken, og her var udfordringen bundet af at skulle indeholde tre råvarer; svin, bær og bladgrønt. De tre ingredienser valgte jeg at omsætte til; svineskank, ribs og spidskål. Svineskank vil mange måske mene mest er en vinterret, da tilberedningstiden er lang, men jeg synes det er så afsindig godt et stykke kød at det fortjener at blive spist hele året. Jeg har stegt skanken her i ovnen, men du kan sagtens grille den det sidste stykke tid hvis du er til den slags. Svineskank er et billigt stykke kød, og lad dig ikke skræmme af dets oprindelse – du får simpelthen det møreste og saftigste svinekød. Og som bonus, får du rigtig meget svær, og det er jo ikke sådan at kimse ad.

Spidskål er en af mine absolutte favorit spise om sommeren – i rå tilstand, stuvet, i yoghurt, smørdampet, i salater, som slaw osv osv. Søg på “spidskål” i søgefeltet her på bloggen, og find en del opskrifter med spidskål. En anderledes måde at spise spidskål på, er at stege det. Faktisk så steges det ikke kun, det dampes også med væde af en slags, og her har jeg valgt en tør æblecider som giver en utrolig lækker smag. Du kan sagtens bruge en ufiltreret æblemost i stedet.

Det var svært at vælge et bær, for jeg ELSKER simpelthen alle slags bær – søde som sure. Og apropos det syrlige, det var faktisk det jeg synes var det bedste match til svinekødet, og derfor faldt valget på ribs. Ribs som hænger i fine klaser, og som oftest bliver brugt til gele eller i det søde køkken. Jeg valgte at splejse ribsene med rødløg, som viste sig at være et ganske fortrinligt makkerpar. Den relish-agtige ting jeg har lavet som tilbehør her, vil gå rigtig godt til mange andre sommerretter også.

MadbloggerUdfordringen3/LaCucinaNada

Og så har jeg valgt at blære mig lidt med nogle af alle mine spiselige sager fra min Urbane Have, de fleste af dem kan du få i specialforretninger, Irma eller i Torvehallerne. Eller hvis du er heldig at kende en køkkenhave ejer, så spørg om du må gå på rov.

– Vær obs på at svineskanken kræver tid at lave!

* * * * *

Opskrifterne er, på nær svineskanken, til 1 person:

Svineskank:

En svineskank fra en glad gris, jeg lavede en på 1.2 kg og har kød til en del dage.

Groft salt.

Skær fedtlaget af bunden af skanken, og rids i sværen ca.1 cm dybt på tværs, sådan at det danner tern. Gnid salt på og imellem sværen.

Sæt skanken på en rist med en bradepande under. Kom en smule vand i bradepanden.

Steg skanken ved 140 grader i 3 timer, skru op på 200 grader de sidste 20 minutters tid, sådan at sværen bliver sprød – hold øje med den.

Server skanken skåret i mindre stykker med svær på, eller hvis du serverer den for flere, så sæt den blot på et skærebræt med en god kniv ved siden, så kan den skæres af ved bordet.

Stegt spidskål:

1/2 spidskål, et grønt går sagtens an, men se om ikke du kan finde et lilla, som matcher relishen på fineste vis, og giver kolorit på tallerknen.

Smør til stegning

1 dl tør æblecider

samt

Ærter fra ca. 4-5 friske bælge

Et par friske ærteskud. Du kan dels købe ærteskud, og ellers nippe af ærteplanten, hvis altså det er en der ikke bliver sprøjtet.

Frisk revet citronskal

Spiselige blomster, ikke blot som lir, men også som smags supplement! Jeg har brugt blomster fra blomsterkarse, også kaldet tallerkensmækker. Blomsten har en lidt pebret smag. Vælg en spiselig blomst du kan få adgang til, og som du synes passer til. Alternativt vælg en frisk krydderurt.

Læs mere om spiselige blomster her: http://denurbanehave.com/2014/04/27/spiselige-blomster/

Skær spidskålen over, lad endelig stokken blive siddende, det er den der holder sammen på bladene. Skær evt det nederste af. Tag evt de yderste blade af.

Kom smør i en sauterpande, og lad det brune let. Læg nu spidskålen med skæresiden ned ad, og brun kålen et par minutter. Hæld cider ved, og lad det simre til det reduceres næsten helt.

– Det er her du skal bruge væden til at stege løgene af i!

Ved anretning rives citronskal med et juliennejern udover kålen.

Damp ærterne let, eller server dem rå til. Drys dem udover kålen. Pynt nu kålen med ærteskud og spiselige blomster.

Rør nedenstående vinaigrette til, og hæld den over ved servering.

Stikkelsbær-vinaigrette til spidskål:

2 tsk stærk sennep

et nip flagesalt og frisk kværnet peber

1 spsk jordbær eddike, eller anden sød eddike

1 spsk god olivenolie

2 spsk stikkelsbærsirup ( køb den hos http://www.vibegaard.dk/, og brug den f eks på pandekager eller desserter også, den er hamrende god!)

Bland olie og sirup, og pisk sennep ud heri. Krydr, og pisk eddiken i til den tykner. Hæld vinaigretten over spidskålen ved servering.

Ribsrelish:

Pil ribs af en god håndfuld klaser

1/2 rødløg

Et par stilke frisk timian

Spæde blomsterkarse blade + et par spiselige blomster, jeg brugte et par ananas salvie blomster.

Skær det halve løg i meget tynde både. Kom løgene i en skål og dæk med iskoldt vand. Dette gør at den bitre smag i løgene aftager en smule.

Når du har stegt spidskålen til der kun er en smule af cideren tilbage i panden, tager du kålen af, og slukker for varmen. Smid nu løg og timian på, og rør godt rundt. Lad det stå og trække imens du anretter resten af retten. Lige inden servering smider du ribsene på, sådan at de trækker en smule varme.

Anret ved siden af kødet, eller i en lille skål, og pynt med blomsterkarse bladene og evt spiselige blomster.

 

Om at planlægge en Urban Have

Frø/LaCucinaNada

Diverse frø købt i Tiger og på minlandhave.dk

Som du nok allerede ved, bliver jeg dette år til en City-Farmer. Sådan en bybo der i fritiden vil være at finde i min baggård fra det tidlige forår til sæsonen går på hæld. En fuldtids arbejdende med et lønnet arbejde, og ved siden af en Foodie der tosser rundt til alskens madarrangementer samt forsøger at vedligeholde denne blog, der samtidig skal vande om morgenen inden job hvis solen velsigner os som sidste sommer. En urbangardener der vil luge, så, høste og ikke mindst glædes over frugtbarheden i mine plantekasser.

For det bliver selvfølgelig en frugtbar affære jeg indleder dette år.

Men hvad indebærer det mon, dette nye liv? Indtil nu har jeg gennemskuet så meget at det forpligter, og mange by-mennesker med fuldtids jobs, børn og andre forpligtelser vil måske mene at det vil være endnu en tidsrøver i deres liv. Men jeg har valgt det til. Og det har jeg ud fra devisen om, at spise lokale råvarer, at kunne dyrke lige det jeg har lyst til og fordi jeg får en indre ro når mine hænder er dybt begravede i mulden. Og så fordi jeg lever et liv som Flexitar, og dermed spiser grønt de fleste af ugens dage. Hvad er så bedre end at spise det man selv har dyrket?

Da matriklen jo ikke er min alene, bliver det et projekt hvor flere er ind over. En urban have hvor børnene får deres egen kasse med ærter og jordbær til at begynde med. En have som måske vokser når mine naboer ser hvad plantekasserne kan. En have som forhåbentlig vil være med til, at gøre det gode liv i vores smukke gårdanlæg endnu bedre og langt mere socialt. En have hvor man lige plukker de krydderurter man mangler når man spiser aftensmaden nede i gården, for det er vi mange der går på lune aftener.

Såbakke/LaCucinaNada

Såbakke købt i Tiger, som har plastlåg og dermed fungerer som et lille drivhus. Velegnet til at danne små kimplanter, og til at så flere slags i en beholder.

Vindruebakke/LaCucinaNada

Alternativt kan man så i plastbakker fra vindruer eller champignon o lign. Her er det dog samme sort der skal sås.

Det er samtidig den del jeg er mest spændt på. Kan vi regne med hinanden i forhold til vanding og pasning? Eller ender det som et solo-projekt? Vil der være mange der synes det er noget værre judelihey? Eller vil hvordan vil de kære Tønderhus beboere reagere når kasserne bliver leveret, samlet og fyldt med jord? Når jeg sætter kimplanter, sår frø, tusser rundt som en anden mini-gartner, hiver vandslangen frem kl.8.00 om morgenen og når planterne begynder at vokse til?

Det hele er stadig på tegnebrættet og i planlægningsfasen, men er ved at tage form oppe i mit hoved og på de skitser over højbedene jeg er ved at få plads. For det kræver altså planlægning.

Signe Wenneberg/LaCucinaNada

Billedet er tyvstjålet fra “Spis din have”, for efter at have set billederne af Signes plantekasser, er jeg blevet klar over at højden på kasserne er ret vigtige for mine arbejdsforhold.

Hvilke typer plantekasser er bedst? Hvor høje skal de være? Hvilken slags jord er bedst? Hvor får jeg jorden fra? Kompost, kan man det midt i byen? Hvilke grøntsager kan danne makkerpar? Hvilke er ikke velegnede til at plante sammen? osv osv.

For at finde svar på alle de mange spørgsmål, har jeg dels støvsuget nettet, og så har jeg gennemlæst en stak bøger om emnet:

Den Praktiske Køkkenhave“, Barbara Segall. Hun giver gode råd til den lille have, og eksempler på hvad man kan dyrke i små beholdere, eks vis rabarber i en lerkrukke.

Spis din Have“, Signe Wenneberg. En bog der dels belyser udviklingen indenfor urbanfarming, nævner diverse bevægelser og ikke lægger spor skjul på sin begejstring omkring det at være selvforsynende, spise lokale råvarer, hylder bæredygtigheden og de skæve initiativer. Men også en bog med praktiske råd, men ikke i traditionel havebog´s facon, og derfor kræver det et supplement for sådan en nybegynder som jeg. Men en fin bog, der kun bekræfter mig i at jeg har truffet det helt rette valg.

Den lille Køkkenhave“, Michael Guerra. En bog hvis oversigt bagest er det bedste, her står alt om hvor dybt planten skal sås, hvornår på sæsonen, hvordan den formeres osv. Og så giver den tips til teknikker, forklaringer på hvad have-udtrykkene betyder mv.

Camillas Havebog“, Camilla Plum. En ordentlig moppedreng, som jeg ikke har læst fra ende til anden, men en havebog som er skrevet meget personligt, og som præsenterer mig for sorter jeg endnu ikke er bekendt med. Det er også overskuelig bog, hvor man kan slå op under grøntsagen og læse om vækstbetingelser mv. Nok mere en bog for have ejeren, men et godt supplement synes jeg.

Derudover har jeg bladret i både Gyldendals og Politikens Havebøger, som vist nok vil være smarte at erhverve mig som opslagsværker, selvom køkkenhave afsnittene i dem begge er baseret på dyrkning på friland.

Blomster/LaCucinaNada

Udover spiselige blomster, grøntsager og krydderurter, har jeg i sinde at så en del forskellige et-årige sommerblomster på arealet ved plantekasser og krukker. Området har tidligere været et rosenbed, hvor en del af roserne er gået ud efter noget etablering af nye kloakker i gården, og det er netop fordi sagen omkring gen-etableringen af det mest solfyldte sted i vores gård, går endnu en sommer i møde som ufærdigt, at jeg har fået idéen til at etablere den urbane have. Derfor skal der også blomster til, som blot er skønne for øjet og gerne må plukkes en smule af til fine buketter.

Hvis man vil læse om emnet online, så søg på ord som #urbanfarming, #urbangardening, #cityfarming, #opengardencph, #urbanagriculture, #gogreencopenhagen, #storbyhaven, #urbanehaver mv.

I skrivende stund har jeg sået enkelte frø, frø som kræver forspiring og varme for at få ordentlige vækstbetingelser. Jeg skulle nok i grunden så flere sorter i små vækstbakker, men det begrænser sig noget med pladsen og vindueskarme i min lille taglejlighed. Pt er jeg i overvejelser om at snyde lidt med nogle af planterne, og købe dem som små-planter, ene og alene pga pladsmangel. Men jeg overvejer også at omgå Københavns Brandvæsen, og købe et grimt plastic drivhus på en reol, som kunne stå på min fortrappe. Shyyy, sig det ikke til nogen, hvis jeg gør det, vel?

Den praktiske køkkenhave/LaCucinaNada

Billedet er fra “Den Praktiske Køkkenhave”, og viser et skønt udvalg af grøntsager og krydderurter dyrket i krukker. Jeg tror vi skal have rabarber og rødbeder bla i et par krukker, til at stå ved siden af plantekasserne.

Mit ambitionsniveau er faldet noget siden jeg gik i gang med dette projekt, og jeg tænker nu at mit mantra lyder:

Hellere små succeser, end én stor fiasko.

En af mine læsere her på bloggen, som er haveejer på Fyn, har tilbudt at sende mig nogle af hendes jordbærplanter, og det er jo helt fantastisk! Det er sådan noget sociale medier også kan. Jeg kan ikke vente til de små børnefingre kan nippe jordbær i løbet af sommeren … og håber blot at der bliver lidt tilbage til Frk Farmer her også.

Måske du kan svare mig på nogle af nedenstående spørgsmål?

  • Kan man skaffe kompost og husdyrgødning her i Kbh? Og i så fald hvor?
  • Jeg vil lave et bed med udelukkende spiselige blomster. Breder Hjulkrone sig så meget, at den overtager de andre blomster, eller?
  • Hvor er det bedst at købe frø til spiselige blomster?
  • Hvad er det bedste at plante ærter og bønner opad? Og hvor skaffer man et sådan aggregat?

Hold op hvor det kribler i mine fingre for at komme sådan rigtig i gang! Så meget at jeg forleden indledte et forsøg på gendyrk af et par rødbeder, sådan at jeg kan høste spæde rødbedeblade. Kender du til begrebet gendyrk? Hvis ikke så læs på Persilles Hjemmedyrk om emnet, eller endnu bedre, følg siden på facebook, hvor der dagligt deles billeder og gode råd om bla det emne.

Rødbeder/LaCucinaNada

Gendyrkning af rødbeder i ren Window Farming-stil.

Nu må jeg vist hellere gøre forsøget med at støvsuge på trods af et forvredet ledbånd i anklen. Kan I have en vidunderlig solskins-søndag derude!