Måske er et sommerhus ophold på Møn lig med klassisk dansk morgenbrød for dig? I så fald finder du det hos Høyers i Storegade eller i Brugsens bager. Men er du mere i humør til gedigent surdejsbrød, så skal du svinge indenom Øbageren på Sukkerfabrikken.
Billedet er lånt fra Øbagerens IG profil
I nogle af de gamle fabrikslokaler finder du et par gæve gutter der ikke langer et kæmpe udvalg ud af ovnen, men godt tungt og sejt surdejsbrød og boller. Der er også det de kalder Møffins (virkelig fjollet ord for Muffins), så vidt jeg har set mest med bær i, på disken. Derudover kan man købe kaffe, senest også espresso som man enten kan nyde indenfor eller tage med sig. Desuden er der et mindre udvalg af økologiske varer at finde i bageren, bla mel og marmelader.
Prisniveauet er i den høje ende, men både ingredienser og tid koster jo også mere og jeg vil sige at især brødet er værd at gå efter. Derimod er jeg ikke fan af de førnævnte Møffins, som er alt for kompakte efter min smag, ligesom jeg vil mene at prisen her er alt for høj.
Lokalerne er fede og man får lidt en Berliner-vibe når man træder indenfor. Øbageren har nogle lidt svingende åbningstider, så tjek dem evt på FB eller IG.
I den charmerende gård bag det gamle rådhus og den tidligere arrest i Stege ligger en lille café, som sidste år fik nye ejere, et ægtepar hvor hun har rødder i Japan. Her serveres udover virkelig god kaffe, et mindre udvalg af japanske retter centreret omkring japanske rice balls, Onigilis.
Den lille café kunne godt kandidere som landets mindste, men er både ret godt indrettet og ejerne har en tydelig æstetisk sans – der er noget at gå på opdagelse for øjet i form af smukke japanske bøger, lidt pyntegenstande og altid friske blomster. Som en sjov kuriositet hænger der f eks to glaslamper over disken som er lavet af insulinflasker, da de begge har en fortid på Novo Nordisk.
Tilbage til maden. Det japanske køkken er for mig ret ukendt, og faktisk så ved jeg ikke helt hvad jeg kan forvente da det for mig er smage, kombinationer og teksturer der langt fra det jeg plejer at spise. Overraskende nok så er de retter jeg nu har smagt på Onigili meget rene i smagen, der er ikke så mange forstyrrelser og dét er jeg vild med. F eks er der i en af rice ball varianterne saltsyltet blomme (Ume), udover at der gerne måtte være flere af dem i, så smager det virkelig dejligt. Menukortet byder desuden på Miso suppe og en platte hvor man får 3 rice balls, suppe samt forskelligt tilbehør. Og så er der dagens kage, som kan være alt fra fransk citrontærte til cheesecakes.
Selvfølgelig kan man også nyde japansk the og øl på caféen, og en virkelig lækker blød meget vinøs sake. På vinsiden finder man biodynamisk vin fra Puglia i Italien i rød, hvid og orange. Mere skal der ikke til, basta. Ejerne udvider udvalget løbende og senest er der kommet øl på fad samt is fra Kødbyens Is i frysedisken.
Onigili vinder klart en lun solrig dag hvor man kan nyde gårdhaven, som de denne sæson er i gang med at beplante noget mere (godt træk), men der er også virkelig hyggeligt og intimt på en gråvejrsdag, nærmest lidt familiært da de har opbygget en stamkundekreds som lige kigger ind forbi hvis de har et ærinde i Stege. Én ting mere caféen vinder på er værtsskabet – man føler sig simpelthen velkommen fra man træder ind af døren nærmest som om man kommer hjem hos gode venner.
Hvis du ferierer på Møn, så vil jeg sige at et besøg på Onigili er et must. Det er også det eneste sted hvor du finder noget originalt på menukortet på hele øen. Er du ikke sulten efter det japanske køkken, så fåes en rice balls enkeltvis som en snack og på den måde kan man jo lige prøve sådan én. Ellers nyd et godt glas i solen eller nap en kaffe to-go.
Her nyder jeg en kop kaffe i Fængselsgården, som den kaldes. Et perfekt sol spot i læ.
Tjek Café Onigili´s åbningstider på Onigili café hvor du også kan se ugens menu.
På hjørnet af Storegade (hovedgaden) og Store Kirkestræde ligger den fineste bygning, som kan spores tilbage til 1763. Bygningen blev ombygget efter en brand i 1845 og blev her for et par år siden total renoveret af Fonden Møns Bygningsfornyelse, som i dag ejer bygningen. Det er en de mange ejendomme i Stege der har haft flere forskellige driftige funktioner og siden 1920´erne har været hotel med tilhørende restaurant. For nuværende er der ikke hotel-drift, men restauranten er blevet genskabt og drives i dag af familien bag Hannes Herligheder . Familien har med indretning, stil og menukort ønsket at ære det hedengangne etablissement, og hvad jeg forstår på de lokale, så er det lykkedes ret så godt.
Anretningerne er gedigne og simple, her twister man ikke tilbehøret og komponenterne er velkendte. Måske pyntes maden af, f eks wienerschnitzel med ærteskud, men ikke noget med ny nordisk, vilde urter eller fremmede teksturer. Og det lader til at de har ramt plet med det koncept, for restauranten har her den første sæson været yderst velbesøgt, og især i weekenderne kræver det en reservation hvis man vil sikre sig et bord.
Jeg har nu spist der et par gange og kan ikke sætte en finger på tilberedningen af maden. Der er dog nogle ting der undrer mig. F eks skilter man foran indgangen med at man har en fin gårdhave – og det har de virkelig, det er byens mest charmerende !, men når så gæsterne går ind den vej, så risikerer man at vente temmelig længe på en tjener. Servicen er nu ellers ret fin, men jeg har mødt et par turister som har valgt at gå eller er nået at blive irriteret på den konto. En dag bestilte jeg pandestegt fiskefilet med rejer og rugbrød til frokost, og fik serveret den som du ser på billedet herunder. Fiskefileten smagte mig og tilbehøret var friskt, men hvad skulle den snittede salat på den tallerken ? Og hvorfor hører der remoulade til når der er rejer ved, og ikke mayonnaise i stedet? Måske er det en smagssag, for på Hotel Møen serverer man eks vis brun sovs til wienerschnitzel, traditionen tro på denne egn ifølge tjeneren. Selv foretrækker jeg nu smørsovs, som jeg har fået alle andre steder jeg har bestilt min absolutte yndlingsret i det danske klassiske køkken.
Det er som sagt et rigtig fint sted, det gamle hotel og er du på egnen vil jeg anbefale dig at spise der til enten frokost eller aften. Især hvis vejret tillader det, kan det anbefales at plante sig i gårdhaven hvor der indimellem er live musik eller også blot nyde freden og roen. Endnu har jeg ikke prøvet dessert-kortet, men jeg har hørt at der er tale om store portioner af lutter lækkerier.
Hotel Møen, Storegade 13, 4780 Stege, Tlf: 5581 4415, åbent dagligt fra kl.11.00 – 21.00