Møn guide: Onigili café

En flig af Japan er rykket til Møn.

I den charmerende gård bag det gamle rådhus og den tidligere arrest i Stege ligger en lille café, som sidste år fik nye ejere, et ægtepar hvor hun har rødder i Japan. Her serveres udover virkelig god kaffe, et mindre udvalg af japanske retter centreret omkring japanske rice balls, Onigilis.

Den lille café kunne godt kandidere som landets mindste, men er både ret godt indrettet og ejerne har en tydelig æstetisk sans – der er noget at gå på opdagelse for øjet i form af smukke japanske bøger, lidt pyntegenstande og altid friske blomster. Som en sjov kuriositet hænger der f eks to glaslamper over disken som er lavet af insulinflasker, da de begge har en fortid på Novo Nordisk.

Tilbage til maden. Det japanske køkken er for mig ret ukendt, og faktisk så ved jeg ikke helt hvad jeg kan forvente da det for mig er smage, kombinationer og teksturer der langt fra det jeg plejer at spise. Overraskende nok så er de retter jeg nu har smagt på Onigili meget rene i smagen, der er ikke så mange forstyrrelser og dét er jeg vild med. F eks er der i en af rice ball varianterne saltsyltet blomme (Ume), udover at der gerne måtte være flere af dem i, så smager det virkelig dejligt. Menukortet byder desuden på Miso suppe og en platte hvor man får 3 rice balls, suppe samt forskelligt tilbehør. Og så er der dagens kage, som kan være alt fra fransk citrontærte til cheesecakes.

Selvfølgelig kan man også nyde japansk the og øl på caféen, og en virkelig lækker blød meget vinøs sake. På vinsiden finder man biodynamisk vin fra Puglia i Italien i rød, hvid og orange. Mere skal der ikke til, basta. Ejerne udvider udvalget løbende og senest er der kommet øl på fad samt is fra Kødbyens Is i frysedisken.

Onigili vinder klart en lun solrig dag hvor man kan nyde gårdhaven, som de denne sæson er i gang med at beplante noget mere (godt træk), men der er også virkelig hyggeligt og intimt på en gråvejrsdag, nærmest lidt familiært da de har opbygget en stamkundekreds som lige kigger ind forbi hvis de har et ærinde i Stege. Én ting mere caféen vinder på er værtsskabet – man føler sig simpelthen velkommen fra man træder ind af døren nærmest som om man kommer hjem hos gode venner.

Hvis du ferierer på Møn, så vil jeg sige at et besøg på Onigili er et must. Det er også det eneste sted hvor du finder noget originalt på menukortet på hele øen. Er du ikke sulten efter det japanske køkken, så fåes en rice balls enkeltvis som en snack og på den måde kan man jo lige prøve sådan én. Ellers nyd et godt glas i solen eller nap en kaffe to-go.

Her nyder jeg en kop kaffe i Fængselsgården, som den kaldes. Et perfekt sol spot i læ.

Tjek Café Onigili´s åbningstider på Onigili café hvor du også kan se ugens menu.

Møn Guide: Lene Evers Chokolade

I samme gård som The Coffee Connection ligger, har Lene Evers Chokolade til huse. En virkelig fin lille chokolade butik, indrettet finurligt med gamle chokoladeforme på vægge og hylder, glaskupler til chokoladestykkerne og gamle skuffer fyldt med chokoladebarer i alskens udgaver på væggene. En hver chocoholics drøm.

Chokolade mager kalder hun sig, Lene Evers, som står smilende bag disken og tager imod de chokolade sultne kunder. Det har hun gjort siden 2014, men Lene´s chokolade eventyr startede langt tidligere da hendes forældre startede Bogø Chokolade. Så med chokolade i blodet, og en stor passion for årstidens bær mv samt lokale produkter, åbnede hun sin forretning i Stege. Faktisk var det også med et ønske om at styrke den lokale vækst og det belønner både de lokale samt en masse turister, ligesom Lene er blevet hædret for sit håndværk af Det Danske Gastronomiske Akademi.

Det med at integrere det lokale i chokoladerne betyder blandt andet, at en del lokale kommer med hvad de har af overskud af æbler og bær, at Lene har udviklet en chokolade med gin fra Isle of Moen  som jo er en lokal produceret gin og at hun følger årstiderne så vidt muligt. Den med gin, er i øvrigt en af mine favoritter.

Foto: Lene Evers Chokolade

Lene har netop fået etableret en webshop sådan at bla de mange trofaste kunder der ikke bor på Møn kan få deres chokoladefix. Desuden afholder Lene kurser, bla som teambuilding og ellers kan man både lære at temperere chokolade, lave flødeboller og f eks lave påskeæg.  Butikken holder kun åbent fredag og lørdag, for resten af ugen bliver der fremstillet chokolader i den lille en-kvindes virksomhed. Chokoladerne er også på menukortet på restauranten i Klintholm Gods Lake Apartments

 

Er du på Møn så er det et absolut must at kigge ned i den velduftende butik, alene gårdhaven ved den gamle arrest er et besøg værd ! Især på en solskinsdag, hvor man kan hænge ud på de skønne møbler, imens man måske får sig en tår kaffe med lækre chokolader ved siden af ?

 

Lene Evers Chokolade, Storegade 39, 4780 Stege

Åbningstider:

Fredag 11-18.00

Lørdag 10-14.00