Jule-stenalderbrød


Vi kan hurtigt blive enige om at de fleste af os får lidt rigeligt af den knap så sunde fede mad her i juletiden, og det hører sig jo til. Men man kan jo godt snige den sunde fedt ind også, f eks sådan et brød som dette. Her har jeg kommet tørrede dadler og tørrede tyttebær i, samt en blanding af hasselnødder og mandler, og på den måde tilsat julede elementer. Ikke at man kun kan komme de skønne sager i til jul, for dadlerne giver en dejlig sødme til brødet og tyttebærrene giver det et syrligt pift, noget der eks vis gør sig rigtig godt til oste.

Server brødet på frokostbordet, som morgen-haps med smør på, eller som jeg har i sinde, til ostebordet. 

Man behøver ikke være helt hysterisk med afvejning, ligesom man nemt kan skifte ud blandt kerner og frø, hvis der er noget andet man hellere vil have i, eller ikke lige har det på lager. Udover at jeg virkelig synes godt om smag og konsistens, så er det noget jeg holder meget af ved dette brød. Og det kræver ingen bage-skills, non so ever, da det hele bare røres sammen og kommes i en form og bages. 

Her er hvad jeg kom i mit Jule-stenalderbrød:

100 g solsikkekerner

100 g græskarkerner

100 g blandede mandler og hasselnødder

100 g hørfrø

50 g hvedekim 

100 g tørrede dadler uden sten

50 g opblødte tørrede *tyttebær 

2 tsk groft salt

3 spsk olivenolie

3 æg 

Sådan gør du:

Forvarm ovnen på 160 grader.

Beklæd en rugbrødsform med bagepapir.

Kom alle de tørre ingredienser i en skål, tilsæt dadlerne som du klipper i mindre stykker samt tyttebærrene. Rør det rundt. Kom nu olie og æg i, og rør sådan at væden bliver blandet godt med kerner mv. Hæld massen i formen, og pres den lidt fast med en dejskraber som du også glatter overfladen med.

Bag brødet 1 time. Tag det færdigbagte brød ud af formen, og lad det køle helt på en bagerist.

*Jeg fandt tørrede tyttebær i Bilka. Kan du ikke få fat i dem, så brug en anden type tørret bær, f eks tranebær. 

Stenalderbrød m. tørrede æblestykker

Stenalderbrød/LaCucinaNada

Kender du Saltå Kvarn? De har de skønneste økologiske produkter, alt sammen pakket i den fineste emballage. For noget tid siden vandt jeg en pakke via Instagram med nogle af deres lækkerier, bla var der en pose med små *tørrede æble stykker i. Indtil nu har jeg blot brugt dem på morgen yoghurten, men da jeg i dag bagte mig et stenalderbrød forsøgte jeg at komme dem i. Og sikke en fin sød-syrlig smag det gav brødet!

Opskriften på stenalderbrødet er ikke min egen, mon det overhovedet er Thomas Rodes – manden bag Stenalder kost bølgen ? Jeg erindrer nemlig at få noget lignende serveret i min barndom, og det smager da også helse-klid-hippie-agtigt. Altså på den enorm lækre måde. For mig er stenalderbrød det rene slik. En skive uden noget. Eller måske et lag smør på. Mums.

Stenalderbrød/LaCucinaNada

Jeg bager det sådan her:

(Hvis du vil have et brød med lidt mere reelle skiver, så bag evt i en mindre form eller med en dobbelt portion – nøjes dog med 4-5 æg)

100 g af hver af nedenstående –

Græskarkerner, solsikkekerner, hørfrø, mandler (nogle gange andre nødder) og tørret frugt (her æblestykkerne).

3 æg

3 spsk olivenolie

2 tsk groft salt

Blander det hele og rører godt rundt. Forer en rugbrødsform med bagepapir, og hælder dejen i. Dypper en dejskraber i vand, og pensler brødet med den.

Bager brødet v. 160 grader i 1 time.

Paleo eller ej, mættende fiberrigt og enorm lækkert, det er det!

*Urtekram fører et lignende produkt, og ellers så se efter i Helsekostforretninger.