Strikkede karklude: Perlestrik

img_20170128_133303_906

På denne karklud i perlestrik, har jeg strikket en kant i en anden farve de første 4-5 pinde. Det kan man jo evt bruge en rest garn til. Jeg synes det giver en fin kontrast, og mulighederne er jo endeløse.

Som du kan læse i indlægget her så foretrækker jeg at strikke mine karklude selv. Ja faktisk er jeg nærmest blevet besat af det, og strikker nu på livet løs. Jeg er ikke god til at læse mønstre sådan som de normalt står beskrevet i strikkeopskrifter, og det hører jeg mange sige. Så derfor deler jeg nu endnu et af de mønstre jeg strikker mine karklude i, nemlig perlestrik. Det giver kluden en god fasthed, og så er de ret så pæne.

imag3387

Karklud i perlestrik:

Pinde i str.3 (eller 2 1/2)

1 bomuldsgarn nøgle

Slå 50 masker op (55 hvis du strikker på pind 2 1/2)

Strik nu skiftevis en maske ret og en maske vrang. På pinden efter strikker du ret over en vrang maske, og omvendt vrang over en ret maske. Sådan bliver du ved.

Luk strikketøjet af når kluden har nået den ønskede størrelse, og hæft ende.

Du kan også give din karklud i perlestrik en kant hele vejen rundt, det gør du ved at:

Strik de første 4 pinde ret.

Start hver pind med 5 masker ret, ligesom du slutter pinden af med 5 masker ret.

Slut af med 4 pinde ret.

Luk strikketøjet og hæft enderne.

Du slutter af når kluden har nået den ønskede størrelse, jeg tæller ikke pindene da jeg efterhånden kan det på øjemål, men slutter af når de måler ca.25×25 cm.

imag3374

Strikkede karklude: karklud i tern

Umiddelbart er dette jo en madblog, så måske tænker du hvad pokker et indlæg om karklude har at gøre her? Jo det skal jeg sige dig, jeg er med på DIY-dillen, som går ud på at strikke sine  karklude selv. Og Karklude har jo sådan set noget med mad at gøre, eller i hvert fald med køkkenet at gøre, ikk`? Der er flere årsager til mit nye tidsfordriv; de der pastelfarvede karklude som de allerfleste køber er fyldt med mikroplast, som ryger ud i verdenshavene hver gang de vaskes, og med mit storforbrug af klude,  samt mit forsøg på at være nogenlunde miljøbevidst, ja så var det på tide at skifte dem ud med nogle miljøvenlige af slagsen. Samtidig er de en fin gave at forære væk, og jeg har efterhånden glædet flere med mine hjemmestrikkede karklude, og får forhåbentlig dem afvænnet med at bruge de miljøskadelige klude.

Læs evt mere om karkluds-dillen her.

En anden årsag er at jeg er vild med at strikke! Jeg er ikke særlig rutineret til det, og jeg har mine genvordigheder med at læse strikkeopskrifter, derfor er karklude let at kaste sig over, prøveklude, kan vel kalde dem.

Så nu øver jeg mig i at strikke mønstre, både egne og dem som  andre har udviklet. Og det er faktisk ret så hyggeligt og sjovt. Det er som om min hjerne slipper de der stressagtige tanker imens jeg sidder der med pindene, og det er jo ikke spor skidt.

Jeg strikker primært med noget garn af genbrugt bomuld, da jeg synes det giver god mening at tænke lidt over hvilket garn man bruger, når nu idéen er at skåne miljøet. Garnet er 100 % bomuld, og fås eks vis ret billigt her.

Men jeg holder også øje med tilbud på garn i supermarkederne, hvor prisen indimellem er lige så lav – indtil nu har jeg ikke fundet hverken recirkuleret eller økologisk bomuldsgarn på supermarkedshylderne. Hvis du blot vil anskaffe dig et nøgle eller to, og lige komme i gang, så har Søstrene Grenes et stort udvalg af ret fine farver.

 

Ved du at de skuresvampe de fleste af os bruger til rengøring og til at skure gryder mv rene med også er den rene katastrofe for miljøet? Jeg har i mange år brugt dem til at vaske op med, da jeg ikke synes opvaskebørsten kan komme ordentlig til. Nu har jeg bestemt mig for at skifte dem ud med nogle miljøvenlige af slagsen. Dem kan man f eks købe her  eller man kan købe en større loofah svamp i Helsekosten, og klippe af den som man har brug for. Man kan nemt sætte en snor i den hvis man har brug for det.

Grunden til jeg vælger at dele dette i et indlæg her på bloggen, er at jeg tænker der er andre der kunne få lyst til at komme i gang, og som måske har det ligesom jeg – at man er knap så garvet en strikker. Her er mine bedste råd:

Gør det. Fat strikkepindende og kom i gang. Det kan let trevles op, da en karklud jo ikke er det største strikketøj.

Brug de små klude til at øve dig på forskellige strikke-teknikker og mønstre.

Glo internettet igennem for inspiration – der er mange gratis opskrifter at finde. Kig også forbi Pinterest, Instagram (brug #dishcloths #karklude #kluter) og hobby/DIY blogs.

Her får du en af mine opskrifter, som næppe ville gå igennem Hjemmets korrektur, men det er sådan jeg bedst kan forklare hvordan jeg gør. I flere opskrifter på karklude, slår man 60 masker op, men det synes jeg bliver for stor en klud. Men heldigvis kan man jo gøre som man vil. Jeg slår 50 masker op, og strikker på pinde i str.3, der giver en fin strikkefasthed med dette garn: Drops love you nr.6. Mine karklude får et ca. mål på 25 x 25 cm.

IMAG0304

Karklud m. tern:

1 bomuldsgarn nøgle (Drops you 6)

Slå 50 masker op.

Strik de første 4 pinde ret. Slut også af med 4 pinde ret.

Strik nu de første 5 masker, og de sidste 5 masker på hver pind ret også, sådan at det danner en kant på kluden.

Strik et mønster der danner tern ved, at strikke skiftevis 5 masker ret, 5 masker vrang. Når du når til den næste pind, strikker du modsat. Du kan også strikke 4 af hver.

Luk strikketøjet af når du når en længde på ca. 25 cm, eller til du synes den har rette facon, og hæft enderne.

Voila.

Prøv også at nøjes med 2 pinde ret, og 2 pinde vrang, for at få et fastere mønster, som jeg gjorde det med denne karklud:

IMAG0306.jpg

 

Hvis du har gode råd eller links du gerne vil dele, så er du mere end velkommen til at gøre det i kommentarfeltet herunder!