Søg

Emneord

syltede figner

Portvinssyltede figner

Efter jeg er flyttet til Stege på Møn, er jeg begyndt på at gå tur stort set dagligt. På mine ture ser jeg spiselige sager, nær sagt allevegne ! Bevares, jeg nyder også alt det andet helt vildt: roen, de store gamle træer langs med den gamle byvold, vandet – både Stege Nor og Stege bugt, de mange naturskønne stier, de gamle fine byhuse, haver der er en fryd for øjet … ja som du fornemmer, så er her bare billedskønt og rig mulighed for at få sat sanserne i spil. Men tilbage til det spiselige, som jo netop i de måneder jeg nu har boet her, er i sæson og i år i overflod. Det vokser langs krat og stier, udover skrænter, på voldanlægget og ja, nærmest allevegne. Forleden var jeg faktisk ved at stå af bussen, da der langs med Dronning Alexandrines Bro gror havtorn over det hele …

Det er sådan en gave, at kunne fylde lommerne, kurven eller fryseposen med blommer, æbler, pærer eller hvad jeg nu er stødt på. Og så på steder der ikke er udsat for bilos i samme udstrækning som de steder jeg gik sanketure i København. Forleden så jeg så et figentræ så stort som jeg aldrig har set sådan ét på disse breddegrader! Og frugterne hang tunge og modne i hobetal. Træet stod i en privat have, og der kunne jeg jo ikke bare gå ind. Men ligesom jeg bestemte mig for at gå derfra, kom den rareste mand ud fra carporten i haven, og vi fik en snak om hans smukke træ og alt mulig andet. “Portvinssyltede figner, siger du” svarede han, som svar på hvad jeg ville bruge dem til og fortsatte: “Jamen nap du en god håndfuld og bliver de gode, så kommer du bare tilbage”.

Og det blev de! Som i, jeg kunne spise dem morgen-middag og aften … Jeg lavede dem et par gange sidste år, da det var sæson for friske figner, men synes lagen savnede noget – for den er nemlig også lækker, f eks et par dryp på et stykke blåskimmelost, som en slags sirup til pandekager og desserter, og derfor har jeg her tilsat varme krydderier.

De portvinssyltede figner skal trække i minimum en uges tid, så lav dem i god tid inden de skal nydes. Til gengæld er de hele ventetiden værd og vil med garanti vække glæde på f eks ostebordet eller til en god kugle vaniljeis.

Portvinssyltede figner:

200 g friske figner (ca.4 stk)

1 kanelstang

5-6 hele kardemommekapsler

1 stjerneanis

150 g sukker

1,5 dl vand

1/2 usprøjtet citron

1,5 dl portvin

Sylteglas, 0,5 l.

Atamon eller spiritus, f eks vodka 

 

Vask sylteglasset grundigt, skold det med kogende vand og skyl det af med atamon/spiritus.

Skyl fignerne og dup dem tørre. Prik dem med en gaffel et par steder.

Pak dem i sylteglasset.

Kog syltelagen op: vand, sukker, kanelstang, kardemommekapsler, stjerneanis og revet citronskal. Lad det simre et par minutter til sukkeret er opløst.

Hæld lagen over fignerne, og hæld portvinen over. Luk til med det samme, rengør evt glasset i kanten med en ren skoldt karklud. Lad det stå mørkt og køligt i min. en uges tid.

Prøv også disse råsyltede figner i rom , de er virkelig flabede ! Eller hvad med hvidvinsmarinerede vindruer  , dem spiste jeg bla til is, i en frugtsalat og til ost – mums.

Reklamer

Råsyltede figner i rom

Det bugner med friske figner lige nu i de mange grønthandlere på mine breddegrader. Ja selv i Netto hvor man ugen ud kan købe 4 stk for 6 kr (hvordan kan det hænge sammen med emballage og alle omkostningerne for fragten fra Tyrkiet??). Nuvel, om du har eget figentræ i haven eller om du køber dig til dem, så er det lige nu de smager allerbedst.

Selv er jeg helt pjattet med de smukke frugter, og det både som marmelade, syltede, tørrede eller friske – afgjort helt forskellige smage, men hver især lækre til noget forskelligt. Her kommer de råsyltede, hvor de (helst) skal serveres indenfor et par dage da de bevarer deres bid. En konsistens der er vældig velegnet at servere til ost, eller til at indgå i dessert: klassisk til en god vaniljeis, serveret med råcreme til eller måske på pandekager? Af oste ville jeg vælge blåskimmeloste, kraftige tørre oste og faste oste med krystaller i.

Jeg har valgt at lave en lille portion, da jeg blot skal bruge det. Du kan altid gange op hvis du har brug for det. Af denne mængde bliver der til et almindeligt syltetøjsglas, laver du en større portion kan du evt måle væskemængden af inden og bruge en nogenlunde tilsvarende mængde rom.

Råsyltede figner i rom:

3 friske figner

1 dl klar rom

1 kanelstang

1 dl sukker

Skyl fignerne og lad dem dryppe tørre.

Vask syltetøjsglasset, skold det og hæld derefter en sjat rom i og skru låget på – ryst grundigt. Hæld rommen ud.

Kog rom op i en kasserolle med sukker til sukkeret er smeltet. Lad det simre på helt lav varme med kanelstangen imens du ordner resten.

Skær evt knaster af på det yderste af “stilken”. Skær dem i kvarte. Pak syltetøjsglasset tæt med fignerne og kanelstangen, hæld rom-lagen over og skru låget på med det samme.

Opbevar glasset på køl indtil det skal nydes.

Blog på WordPress.com.

Up ↑