Lækkerier med pærer

PærerLaCucinaNada

Det er sæson for danske pærer lige nu, og det er bare om at nyde dem! Dels er de jo lækre blot som de er, men de egner sig også rigtig godt til at blive bagt, til desserter og til at sylte. Og lad dig nu ikke skræmme med det der med at sylte frugt, for det er faktisk smadder let. Jeg har samlet mine opskrifter med den smukt formede frugt her, mon ikke der er noget der kan friste?

Pærer kan både henkoges og syltes, her er to bud på syltede pærer: Pærer syltede i Muscat og Vanille-citron syltede pærer. Begge er rigtig lækre til is, kager og ost. Også skåret tyndt ovenpå et surmælksprodukt eller morgengrøden.

Kog en mos af pærer, og brug dem i en Pæretrifli.

Eller bag med pærer f eks en Tarte Tatin m. 3 slags frugt, høj aktuel lige nu da den har blommer og æbler udover pærer. En anden lækker kage er en crumble, der med sin sprøde overflade og bløde pærer gør ganen rigtig glad; Pærecrumble m.marcipan og nødder.

Hvilken er din favorit med pærer? Er du mest til æbler eller pærer? Har du mon et godt tip til at bruge pærer i maden/bagværket?

Pærecrumble/LaCucinaNada

 

Vaflens dag: lidt om vafler og en chokoladevaffel

 

Vafler/Instagram/LaCucinaNada

Fotos: La Cucina Nada

Vidste du at der findes en vaflens dag? Der er snart ikke den spiselige ting der ikke har sin egen dag: pandekagens dag, store bagedag, hveden – som traditionen byder at vi spiser aftenen før store bededag, æblets dag, luciabollen – som spises på luicadag, fiskens dag, kanelbollens dag, smagens dag og ja, vaflens dag d.25.marts.

Vaflens dag er så ikke noget nyt, men kan så vidt jeg kan læse mig frem til dateres tilbage til middelalderen hvor man markerede Maria bebudelsesdag, på svensk Vår Fru dagen. Dette blev med tiden til Våffeldagen, da man markerede den med at spise vafler i mere festlige udgaver. Dagen står stadig i den svenske kalender, men er ikke længere en fridag, derimod har vaflen overlevet som spise denne dag, ligesom der findes en amerikansk pendant.

Sidste år fik vaflen lidt af en revival herhjemme, hvilket man særlig fik øje på via en del madblogs, og især på Instagram.

Prøv eks vis en Kokosvaffel, bagt med kokosmælk og toppet med bla kokosflager.

kokosvaffel/LaCucinaNadaSelv har jeg ikke en barndoms tradition med vafler, og oplevede kun min papfar slæbe, og ja, det var at slæbe, det mandstunge vaffeljern frem få gange. Måske var det faktisk et jern til gode råd, og ikke vafler, for jeg husker det dannede det mest finurlige snørklede mønster i vaflerne. Men jeg har taget vaflen til mig. Det er en skøn spise, og dejligt at forkæle sig selv med på en weekend morgen eksempelvis. Som dessert synes jeg den er for tung, og jeg synes om at eksperimentere med vaffeldejen, sådan at den ikke er tilsat sukker, men sødet med forskellige smage.

Til vaffeldagen har jeg udviklet en chokoladevaffel, som du ser billede af øverst i indlægget. Spis den som luksus morgenmad, server den i stedet for kage til søndagskaffen eller måske til dessert med en blød vanilleis til. Du styrer selv hvor koncentreret en chokoladesmag du ønsker, alt efter hvor høj en kakao procent chokoladen har. Her brugte jeg en chokolade med høj kakaoprocent, og nøjedes med at drysse hakkede pistacienødder og lidt hvid chokolade som drys, sådan at chokoladen trådte frem.

Chokoladevaffel/LaCucinaNada

Du opskriften på chokoladevaflen her:

– 1 stk. -*

1 æg

20 g hvedemel

20 g mørk chokolade

2 spsk minimælk

1 knivspids flagesalt

Smør til stegning

Smelt chokoladen over vandbad.

Pisk æg, salt, mel, mælk og chokolade sammen til en dej.

Bag vaflen i et vaffeljern.

Server som du lyster.

Marcipanvaffel/LaCucinaNada

Her min udgave af Marcipanvaflen, i selskab med syltede pærer.

En opskrift jeg vender tilbage til igen og igen, er Anne au Chocolat´s marcipanvaffel, som simpelthen bare smager GODT. Her er det banan og marcipan der søder vaflen, og jeg har varieret den på et utal af måder siden jeg prøvede opskriften første gang. Det med en moden banan i vaffeldejen vender jeg ofte tilbage til, da det dels smager rigtig godt og giver vaflen volumen, men også fordi det er en rigtig god måde at få brugt en overmoden banan på.

Forkæl din morgenvaffel med frisk frugt, mos af frugt, friske bær eller syltet frugt, prøv f eks disse vidunderlige vanille-citron syltede pærer, som også er gode på en grød eller som dessert. Drys nødder på, enten blot som de er, eller rist dem i honning på en pande. Slip fantasien løs, og skab et lille måltid for både gane og øje.

Hvilken vaffel er din favorit? Hvad synes du bedst om at toppe din vaffel med? Står den på vafler på vaflens dag hos dig?

*Hvis du vælger at lave mere end én vaffel, så gang op, dog ikke æggene, for da ender du med en bagt æggekage. Find opskrift i en grund kogebog, og tilsæt chokolade.

Prøv også den saftige æble-kardemommevaffel !

Vanille-citron syltede pærer

syltede pærer/LaCucinaNada

I mit barndomshjem havde vi altid alskens dåser med syltet frugt stående. Ikke af den hjemmegjorte slags, for sådan noget gad min Mor slet ikke. Men hun elskede både ferskner, pærer, ananas og frugt cocktail (her viste man egentlig ikke hvad halvdelen af frugterne var for nogle), og brugte dem lystigt til desserter blot med is, råcreme eller flødeskum. Det jeg husker var det bedste var saften fra de mere eller mindre obskure sylte-dåser …

Da jeg forleden stod og ordnede pærer til en pærecrumble, og havde både pærer, vanillestang og en citron i overskud besluttede jeg mig for at sylte/henkoge de sidste tre pærer. Når man sylter/henkoger frugt koger man egentlig blot en sukkerlage og giver frugten et hurtigt opkog i lagen, hvorpå man hælder lagen over frugten i et sylteglas. Vupti så har man et glas med syltede lækkerier til en hurtig dessert, til bagværk eller som topping på yoghurten eller morgengrøden.

pærer/LaCucinaNada

Man kan tilsætte forskellig smag til lagen alt efter hvilken frugt man sylter, ud fra devisen om hvad man synes smager godt sammen, er det egentlig blot at prøve sig frem. Her valgte jeg som sagt vanille og citron og det ud fra smag, men også fordi jeg ellers ville have smidt den pressede citron ud og havde en “tom” vanillestang i overskud. Faktisk synes jeg ikke der er spor grund til at bruge kornene fra den dyrebare vanillestang, da der sidder masser af korn tilbage i stangen, og selve stangen giver en masse smag fra sig. Så gem din tomme vanillestang i glashylstret så den ikke tørrer ud, og brug den f eks til at sylte med, eller til at lave lidt hjemmelavet vanillesukker. Det samme gælder for citrusfrugter hvis man blot skal bruge saften, så kan den sagtens bruges hvis den alligevel skal koges – der kommer en masse smag ud af den, husk blot at de skal være usprøjtede.

Vanille-citron syltede pærer, 3 hele:

(Hvis du vil sylte flere pærer, så lav blot en større mængde lage. Der skal være så meget lage at det dækker frugten i glasset)

  • 3 pærer
  • 1 “tom” vanillestang
  • 1 usprøjtet citron
  • 1 dl sukker
  • ca. 2 dl vand
  • 1 sylteglas
  • atamon eller spiritus til skylning af sylteglasset

Skyl pærerne, og skær dem over i halve. Skær kernehuset og stilk fri. Kog en lage af sukker og vand til sukkeret opløses. Skyl citronen, og tør den. Riv nu skallen meget tyndt, evt med mandolin,- eller juliennejern, og kom skal samt vanillestangen i lagen og giv det et let opkog i ca.15-20 min.

Kom nu de halve pærer ved i ca.3 minutter. Skyl sylteglasset, og kom pærerne i – hæld lagen over og luk glasset til.