Som læser af La Cucina Nada ved du nok at jeg godt kan lide sødt, men at det skal have noget modspil, helst af noget syrligt. Således blev denne marmelade til i går aftes, da jeg havde nogle halvbløde rabarber og ribs i overskud fra mit bidrag til MadbloggerUdfordringen, hvor jeg som tilbehør til Svineskank bla lavede en relish-agtig ting af ribs og rødløg.
Du kan se min ret her: https://lacucinanada.com/2014/07/07/svineskank-m-ribsrelish-og-stegt-spidskalmabloggerudfordringen3sommermad/
Ribs er netop i sæson nu, så spis dem i hobetal, pynt kager, desserter, salater med dem, eller kog gele og marmelade af dem. Ribs kan også fryses.
Rabarber synger på sidste vers, men kan stadig fås i handlen eller i naboens have.
Der er ikke tilsat nogle dikkedarer, eller nogen fancy smagsgiver. Den er hvad den er, marmeladen, og den er god. Marmeladen giver fuldfed ost et frækt modspil, og kan udover at spises på brød, også serveres til stegt rødt kød som man ville servere gele eller lignonsylt til
* * * * *
Du får to glas marmelade, svarende til 0.5 l. ud af flg portion:
Ca. 200 g ribs uden stilk
Ca. 350 g rabarber
450 g rørsukker
Nip ribsene af stilkene, og skyl dem i et dørslag. Kom ribs i en gryde, og lad gerne lidt af vandet hænge ved.
Skær kun den allernederste del af rabarberen af, eller hvis den er ok pæn, så nøjes med at fjern det lille “blad”, det er særligt i stokken at pektinen befinder sig i en rabarber. Og pektin er jo godt til marmelade-kogning. Skær også den øverste del af med bladene. Skyl dem, og skær dem i mindre stykker. Du behøver ikke at gøre dig umage, for de koger fint ud. Kom dem i gryden sammen med ribsene.
Strø nu halvdelen af sukkeret over, og rør godt i blandingen. Lad det trække en halv til en times tid. På den måde gør sukkeret forarbejdet.
Kog nu marmeladen til rabarber og bær er kogt ud med låget på skrå, og tilsæt resten af sukkeret. Kog ved et lavt blus uden låg til marmeladen tykner og bliver nogenlunde ensartet.
Rengør, skold og desinficer glassene (med enten klar spiritus eller atamon), og hæld den varme marmelade på glas med det samme. Bank glassene i bordet, sådan at den ikke danner luftbobler, og skru lågene på. Stil den mørkt og køligt. Eller på køl når du er begyndt at spise af den.