Efterhånden bruger jeg kun stofservietter og har en samling af skønne hør, – og damaskservietter. Jeg kan ikke helt gennemskue om det er mere miljøvenligt, eftersom de jo skal vaskes efter brug, men det er nu ikke kun derfor jeg gør brug af dem; de er simpelthen så meget rarere at bruge og så gør de virkelig meget for en borddækning synes jeg. Damaskservietterne finder jeg i genbrugsbutikker, ofte er det nogle med et broderet monogram og på den måde har de deres helt egen lille historie. De koster ofte ikke meget mere end en 10´er og er altid i virkelig fin stand.
For nogle år tilbage så jeg et billede af nogle servietter der var farvede med hibiscusblomster, som gav dem den yndigste sart rosa farve og det har jeg længe tænkt på at jeg ville prøve at gøre selv. Det har jeg så afprøvet nu, og jeg fik lyst til at dele fremgangsmåden med jer her – dels er det virkelig let og dels synes jeg det er et lille hyggeligt DIY-projekt.
Hibiscusblomster giver også en dejlig let syrlig smag – og en virkelig fræk farve – i f eks drinks og bagværk !
Det er vigtigt, at de servietter du vælger at farve er af et 100% naturligt materiale som bomuld eller hør, og farver du som jeg stofservietter der er syet i kanten, så tag højde for at der bliver en lille farveforskel i tråden. Du kan også klippe et større stykke stof ud i de mål du ønsker, bruger du f eks hør til formålet og lader være med at sy dem, så får du et mere rustikt udseende på servietterne. Det er klart et format jeg har i sinde at lege med snart, ligesom jeg er i gang med at læse op på stof-farvning med blomster og urter, for der er jo et utal af muligheder!
Mit forsøg her er jeg ganske godt tilfreds med, også selvom farven blev mere hen af sart lavendel, eller grey-ish, og jeg egentlig gik efter sart rosa. Men man kan jo prøve sig lidt frem og eksperimentere både med hvor længe man lader dem trække i vandet, men også hvor koncentreret man laver farven.
Du skal bruge:
4 stofservietter
2 dl tørrede hibiscusblomster (fås i helsekostbutikker, Matas og velassorterede grønthandlere)
Ca. 2 l vand
En si
En gryde og en større skål
En håndfuld groft salt
Du gør sådan her:
Bring vand og hibiscusblomster i kog til vandet er helt mørkerødt.
Skru ned og lad det simre nogle minutter. Sluk for blusset.
Si blomsterne fra og kom servietterne i vandet, sørg for at de er helt udfoldede.
Lad servietterne blive i vandet natten over, og sørg for at de er helt dækkede af vand – sæt en mindre skål eller andet der kan danne et pres/et låg sådan at de bliver under vand.
Dagen derpå tager du servietterne op, skyller dem godt i koldt vand og lægger dem derefter i en skål med koldt vand blandet med en håndfuld groft salt – saltet gør at farven binder bedre. Lad dem ligge nogle minutter. Skyl servietterne igen og hæng dem til tørre.