Tomatchutney

Sidste sommer købte jeg en lille bakke San Marzano tomater som smagte af virkelig meget, nok de bedste jeg har smagt på disse breddegrader. Dem tog jeg kerner fra og såede her i det meget tidlige forår. Til min store glæde havde jeg en 100 % succesrate og planterne blev virkelig fine. Og mange! Så mange at jeg solgte ud af dem på et frø, – og plantemarked også. Fire af dem satte jeg ud i min lille have da majs kulde var ovre, og de har bare givet og givet i måneder nu. Det gør de sådan set stadig også selvom modningen er noget mere langsommelig nu, men så plukker jeg dem bare halvrøde og lader dem eftermodne i en skål på køkkenbordet.

Prøv f eks at læg et æble sammen med tomaterne i en skål, så eftermodner de hurtigere. Hvis du blot vil bruge af dem løbende, så lad dem bare ligge for sig selv og vend lidt på dem indimellem. De skal nok modne lige så stille.

Da jeg forleden konstaterede at jeg nu havde halvandet kilo tomater, måtte jeg finde på en måde at konservere dem på, for så mange tomater kunne jeg ikke nå at spise. Især fordi jeg samtidig plukker en lille skål fuld dagligt. I mange år har jeg henkogt overskud tomater, som er en virkelig lækker måde at præservere dem på. Men nu havde jeg lyst til at gøre noget andet, nok inspireret af at jeg har lavet tomatsalsa en del gange over sommeren. Derfor kom jeg på at lave en chutney. En chutney der skulle være rig på tomatsmag, være let syrlig, have en dyb smag og gerne med en anelse bid – både i tekstur, men også i styrke. Denne opskrift opfylder det hele.

Brug tomatchutney som tilbehør til en retter som f eks en Curry eller et stykke kød, men også i en sandwich eller en burger er det godt. Og så er det lækkert til faste oste !

Tomatchutney:

1 kilo små smagsrige tomater, f eks San Marzano

2 rødløg

2 appelsiner, både skal og saft

1 dl hvidvinseddike

1 frisk chili, jeg brugte en Habanero

En smule groft salt

3-4 spsk brun farin

Lidt olivenolie

Skyl tomaterne og lad dem dryppe af. Skær dem i fire dele/tern.

Skræl løgene og skær dem i fine tern.

Skyl appelsinerne og tør dem, riv skallen. Halvér dem og pres saften.

Halvér chilien og skrab mindst halvdelen af kernerne fra (gem dem til evt at lave chiliplanter af eller til at tilføje chutneyen undervejs hvis du synes den skal være stærkere – husk blot at den tager til i styrke når den har trukket). Skær kødet fint.

Svits løg i olie, kom appelsinskal og chili ved. Brun dem kun let.

Kom tomaterne ved og rør godt i gryden. Skru ned for blusset og lad dem simre i ca.10 min.

Hæld nu appelsinsaft og hvidvinseddike ved og lad det simre i 5 min.

Krydr med salt og drys brun farin over, giv det et opkog og skru derefter ned og lad chutneyen simre i yderligere 25 min. for lav varme.

Smag til.

Blend evt med en stavblender, jeg blendede min semi-fint, da jeg gerne vil have bid i en chutney.

Hæld chutneyen på rengjorte, steriliserede sylte, – eller henkogningsglas med det samme og luk glassene. Der danner sig kondens i låget, så let på låget når den er afkølet ganske kort. Stil glassene mørkt og køligt.

Hvis du holder det hele hygiejnisk, også når du tager af chutneyen løbende, så kan den holde sig temmelig længe på køl. Ellers er det en god idé, at hælde den på små glas.

Tomat-chili chutney

tomat-chili chutney

Chutney er egentlig en lidt underlig størrelse, en slags krydret halvgrov marmelade der serveres som tilbehør i det salte køkken. Personligt er jeg VILD med chutney. Det giver lige dét der ekstra til en servering, og det ikke kun i sammenhæng med indisk mad. Er du  f eks vild med hjemmelavede burgere, så vil den her bare være møg god at smøre et lag af ovenpå bøffen! Den er syrlig, stærk, krydret, let sødlig – med andre ord, lige det man gerne vil supplere sin burger med. Eller server den til en simreret, et stykke steg, kom den i fladbrød med krydrede deller eller falafel eller spis den sammen med en stærk ost eks vis.

Lad dig ikke skræmme af syltedelen, det er altså virkelig let det her show … ! Og så er det bare blæret at kunne servere en hjemmelavet chutney, synes du ikke?

 

Tomat-chili chutney:

500 g tomater, jeg brugte en blanding af grønne og modne

1 mellemstærk chili, jeg brugte en Dutch

3 store dadler

4 fed hvidløg

1 stort løg

175 g sukker

2 tsk groft salt

1 spsk sennepsfrø

1 tsk korianderfrø

1 tsk hel kardemomme

Skyl tomaterne, og skær den i grove stykker, skær fra der hvor stilken har siddet.

Skær chilien i skiver, hvis du vælger en meget stærk sort, så tag evt nogle af kernerne fra, alt efter hvor stærk du ønsker chutneyen.

Befri dadlerne for sten, og skær dem i mindre stykker.

Pil hvidløgene, og mas dem hele med fladen af en kniven, hak dem let. Skær løget i store tern.

Rist sennepsfrø, korianderfrø, hel kardemomme og hvidløg af på en tør pande et par minutter til du hører frøene poppe let.

Kom det hele i en tykbundet gryde, og lad det simre ved svag varme i 40 min.

Smag evt til.

Kom på rengjorte skoldede glas med låg, og opbevar mørkt og køligt.

 

Hvis du er blevet nysgerrig på at lave chutney selv, så søg i søgefeltet og find opskrift på eks vis bananchutney eller rødløgschutney !