Søg

Emneord

undgå madspild

Pasta m. bagte grøntsager

Faktisk er denne ret blevet til ud fra devisen: hvad grøntsagsskufferne gemmer på, og selvfølgelig hvordan man får størst velsmag ud af det. En ret jeg har lavet på forskellige måder i årevis, og en måde at tilberede pastasauce på jeg troede mange kendte til. Efter at have talt med flere om den, fandt jeg ud af at det måske er knap så udbredt en måde at lave pastasauce på, og efter opfordring deler jeg nu min opskrift med jer herunder.

Det er vigtigt at det ikke bliver sådan en skraldespands-sauce, forstået sådan, at selvom det er en genial måde at undgå madspild på, så skal grøntsagerne jo stadig gerne passe til hinanden, og alt for mange forskellige vil jeg heller ikke anbefale. Det ovnbagte grøntsager kan i forhold til når man steger og lader dem simre i gryde eller sauterpande eks vis, synes jeg er at de får mere dybde i smagen, og især nu hvor vi sommerens grønne sager bare smager af mere, bliver det en ret intens sauce. Krydder du med friske krydderurter, basilikum og oregano i rundhåndede mængder til en sauce m. bla ovnbagte tomater så får du altså en virkelig lækker sauce. Jeg har altid tomater med i min udgave, da de jo er med til at der dannes væde og man derved får en decideret sauce ud af det. Prøv også udelukkende med tomater og måske lidt frisk chili, det er også virkelig vanedannende.

I opskriften her bliver der til en lille bradepande fuld, ca.3-4 portioner. Saucen kan sagtens fryses, ligesom den kan spædes op eller suppleres med at stege et par skiver bacon som du drysser udover ved servering, eller du kan bruge den i din kødsovs. Så det kan betale sig at lave en større portion nu du alligevel er i gang med at skære grøntsager ud, og har sat gang i ovnen. Jeg anbefaler pasta penne, rigatoni eller conchiglie, som alle får saucen til at hænge bedre fast.

Pasta m. bagte grøntsager:

1 rød peberfrugt

1 squash

1 bk champignon el 2-3 portobellosvampe

4 forårsløg

1/2 løg

3-4 fed hvidløg

500 g friske tomater

Friske krydderurter, en stor håndfuld

Olivenolie

Middelhavssalt og frisk kværnet peber

Desuden:

100 g pasta pr pers. koges efter anvisning på posen

Frisk revet parmesan

Evt friske krydderurter ved servering

 

Varm ovnen på 200 grader.

Smør en bradepande m. en smule olivenolie.

Skyl alle grøntsagerne, på nær svampene og skær dem i mundrette stykker. Børst svampene fri for jord og skær dem i kvarte.

Pil løg og hvidløg, skær det øverste grønne af forårsløgene, og pil evt den yderste hinde af det hvide. Skær løg og forårsløg i tynde både.

Bland nu grøntsager og løg i bradepanden. Dryp olivenolie udover. Kom krydderurterne ved.

Krydr m. salt og peber, smag til undervejs. Kom evt en smule mere olie på undervejs hvis det tørrer lidt ind.

Bag grøntsagerne i ca.30-40 min. til de er møre, tomaterne er smattede og let gyldne.

Kog pastaen imens, og bland den færdigkogte pasta med grøntsagerne, evt imens bradepanden står på blusset på komfuret sådan at pastaen opsuger både væden og grøntsagerne.

Server med frisk revet parmesan og evt krydderurter på, eller stil det på bordet sådan at man selv kan dosere.

Advertisements

La Cucina Nada´s radio-debut

Jo jo, i går eftermiddags kunne man skam høre mig dele 3 gode råd til at undgå madspild i udsendelsen Søren & Mette på P4. Temaet for søndagens program var MAD hvor du bla kan høre Andreas Nergaard professor i naturressourcer fortælle om hvordan vi kan sikre, at der er mad nok til klodens folk om 50 år uden at belaste miljøet alt for voldsomt. Et af hans væsentligste argumenter er kødløse dage, samt at vi smider langt mindre mængder mad ud. Og netop det giver jeg så et par forholdsvis lette tips til.

Lyt med – hele udsendelsen er faktisk værd at lytte til. Hvis du udelukkende vil lytte til mine tips, så spol frem til 01:42:15.

Vil du have endnu flere gode råd til at undgå madspild, så læs mine 10 smarte StopSpildAfMad-tips eller slå et smut forbi StopSpildAfMad bevægelsen og få tips i massevis.

10 smarte StopSpildAfMad-tip!

1. Et stykke parmesanost der ender med mug på, er bare møg ærgerligt. Men det kan du undgå ved at smide osten i fryseren, og så blot rive af den ved brug. Du kan evt dele stykket op, og have dem i en lufttæt beholder. Og husk: det hårde ende stykke kan bruges som smagsgiver i saucer, simreretter og supper! Så frys også dem efterhånden, og brug af dem når en ret skal piftes op – det opløses ved varme, og tilsætter retten ren umami-smag.

2. Friske chilier købes ofte med flere i en pakke, eller hvis man dyrker dem selv så kan man nogle gange slet ikke følge med og får dem ikke brugt. Her kommer fryseren dig også til undsætning – når du har noget tilbage af en chili, så kom den i fryseren, og riv af den når du skal bruge den. Den kan sagtens kommes tilbage i fryseren.

Præservering/LaCucinaNada

3. Friske krydderurter egner sig ikke til at blive tørret, medmindre du har et tørreskab eller andre aggregater til formålet, ved ophængning ender de blot med at blive støvede og knastørre, hvis du spørger mig. I stedet kan du fryse dem med olie, og bruge dem smagsgivere i stort set alt. Læs her hvor let det gøres. Man kan også lave krydderolier, pesto og snaps af krydderurterne.

4. Et andet smart tip til at bevare smagen fra friske krydderurter er at lave en kryddersalt. Husk at man også kan komme tørrede spiselige blomster i en kryddersalt! Læs her hvordan du gør.

Kryddersalt/LaCucinaNada

5. Frugt og bær der ser knap så pænt ud, og måske er blevet stødt, kan selvsagt bruges til kompot, marmelade, saft og grød. Hvis du mangler en opskrift på dette så søg her på bloggen f eks. Det kan også kommes i en smoothie eller en juice. Et andet meget let tip, er at ovnbage frugt og bær, og servere det med en god creme af f eks mascarpone rørt med cremefraiche og måske vanillekorn. Æbler, pærer, bananer, ananas og stenfrugter kan også kommes i kager.

6. Kyllingeskrog og ben fra oksestegen koges til fond så let som ingenting. Opbevares i fryseren, evt i isterningebakker eller små plastbøtter med låg, og tages op ved brug. Det er som at have guld i fryseren, når du står med en smagsløs sauce, skal lave risotto, lave supper mv. Så smid ALDRIG skrog og ben ud, men kog dem op og ind med vand, grøntsagsrester, krydderurter mv.

7. Stokke fra kål, toppe fra gulerødder, porrer mv som du måske ikke bruger i madlavningen, hakkes og fryses – det alt sammen genialt at have ved hånden til supper og saucer, og til at give smag til en fond. Men husk: at hele porren, og f eks stokken fra både broccoli og blomkål sagtens kan spises! Brug f eks toppen af porren fintsnittet som fyld i en klar suppe, eller som drys på en æggekage. Eller eks vis broccolistokken skåret i fine tern i en wok ret.

Gen-dyrk/LaCucinaNada

8. Og apropos grøntsager – kender du så til gen-dyrk metoden? Måske synes du det er lige lovlig fattigmands-agtigt, men jeg tør vædde med at du blive bidt af det, hvis du først giver det et go! Selv har jeg stort set altid en rødbede eller to stående i en potte med jord, og på den måde har jeg friske rødbede blade (rød mangold) til salater, som pynt og til at komme i sandwiches, burgere mv. Det er et super smart trick, især hvis man som jeg kun er en i husholdningen og indimellem har svært ved at få spist hele salathoveder og hele bakker med plukket salat. Man kan gen-dyrke alle grøntsager, havde jeg nær sagt, nogle har jeg haft mere held med end andre, læs mere om det her, søg på gen-dyrk/re-grow på nettet eller prøv dig frem.

9. Har du kogt for mange kikærter, bønner eller linser, så frys dem til en anden god gang. Faktisk koger jeg som regel en større portion end jeg skal bruge med overlæg, for så har jeg dem klar til når jeg skal lave hummus, Falafel, bruge bønner i en salat mv.

rugbrødsgranola/LaCucinaNada

10. Jeg ender ofte med en humpel tørt rugbrød eller anden slags brød, og her er der et utal af muligheder for anvendelse – så smid det endelig ikke ud! Brug brødresterne til rasp, brød crutoner, crostini (her vædes brødskiverne blot godt med olie), øllebrød (rugbrød), som fyld i italienske kødboller (lyst brød, der blot opblødes med vand), pasta med tomatsauce og ristede brødkrummer eller kom resterne af rugbrødet i en granola som er en ristet sprød müsli.

Har du et godt StopSpildAfMad tip som du vil dele?

Blog på WordPress.com.

Up ↑