La Cucina Nada, nu som urbanfarmer.

Voresmad.dk

Billedet er lånt fra voresmad.dk

Ja sgu, i år skal det være. I år springer jeg ud som farmer. Dog i meget lille størrelsesorden, men stadig er det vildt for mig. Jeg har siden barnsben elsket at have jord oppe under neglene, og har altid næret en kærlighed for at så frø, se planter spire, passe dem og især at plukke dem. Faktisk kan jeg ikke bevæge mig i naturen uden at studere blomster jeg ikke har set før, indsnuse duftene af træer, buske og blomster og jeg er altid på udkig efter spiselige sager. Og egentlig er det mærkværdigt, at sådan et stenbro barn som jeg har udviklet denne interesse. Måske lige så mystisk at jeg har valgt at blive boende i byen hvor muligheden for havebrug ikke ligger lige for. Men sådan er det, og nok noget endnu, da jeg er bundet af et dyrt boligkøb noget endnu.

Bølgen af etablering af urbane haver i byerne skyller stadig indover byboerne, og findes i et utal af udgaver – fælles haver på forladte eller tomme arealer, byhaver i parker, tomatplanter på taget af et cykelskur, et par plastikspande til dyrkning af kartofler i baggården, tage som bruges til at gøre en del familier selvforsynende på grøntsags-fronten og mange andre skønne initiativer.

Jeg har fulgt udviklingen igennem nogle år nu, følger en del blogs og kan ikke cykle forbi en have uden lige at snuse lidt. Og så har jeg drømt. Drømt om selv at få muligheden.

En veninde af mig sluger selvudviklings litteratur i rå mængder, og citerer indimellem noget af det hun hæfter sig ved. Da vi en dag talte om mine drømme, sagde hun noget i stil med at det kun er en selv der kan få drømme til at blive til virkelighed. Hørt før, bevares ja, men den dag havde ordene en særlig magt, og jeg besluttede mig for at jeg i 2014 ville gøre alvor af have idéen. Og det selvom jeg er indrettet sådan, at jeg normalt tænker alt ned i mindste detalje, og derfor sjældent får omsat mine tanker til handling. For kan økonomien bære? Hvordan med transport? osv osv. Og så har jeg det med at tænke tingene meget stort, og kan derfor slet ikke overskue at komme i gang.

Men det skal være slut nu. Jeg synes at have bevist for mig selv, at jeg kan en del med bloggen her, og meget af det der er fulgt med den. Det vil jeg nu overføre til min urbane have. En have som skal anlægges på det mest solfyldte sted i vores fælles gårdanlæg.

Edc.dk

Det er en smuk gård vi har her i ejerforeningen, men den er også kedelig. Jeg ynder at omtale dens udseende som noget der anlagdes foran et stort kontor domicil i 90´erne. Smukt, enkelt. Og kedeligt. Og så er alt der er plantet kun en fryd for øjet, en smule for duftesansen, men ikke spor der kan spises – udover en dræberplante af en salvie.

Dét der solfyldte areal hvor plantekasserne skal have plads, var tidligere et rosenbed, og foran det et cykelstativ. Efter en større kloakrenovation efter skybruddet for et par somre siden, har området nu stået hen, og er ikke blevet genetableret. Det skal det på et tidspunkt når forsikring og andre kedelig ting falder på plads, men det bliver ikke i år. Det er vi en del beboere der i sommer blev trætte af at kigge på, samtidig med at vi mener det er fjollet at have cykelparkering der hvor solen skinner i flest timer. Ergo skal der lines up med palle-kasser, som bliver til vores egen urbangarden.

Jyskepaller.dk

Det er pallekasser som denne, der skal fyldes med salater, løg, bønner, spiselige blomster, kål og meget meget mere. De kan bla købes hos Jyskpalleimport, som også leverer dem.

Til at komme i gang med projektet har jeg fået bevilliget 9500 kr. af ejerforeningens bestyrelse, og har fået lovning på kørsel. For midlerne bliver der indkøbt kasser, jord og diverse udstyr. Planen er så at de beboere der ønsker at være med til at passe planterne i løbet af sommeren, selv besørger frø og planter.

Indtil videre researcher jeg på livet løs, og skriver lister i massevis. Om ikke så længe bestiller jeg kasser og jord til levering, og så er det bare om at forspire og indsamle planter. For ja, en del af tanken er også at få spiselige planter af andre, eller at bytte sig til dem.

Jeg kommer til at skrive om haven her på bloggen, og glæder mig noget så vildt til at dele det med jer.

Haven er allerede døbt, og har sit eget #, så du kan også følge projektet på #tønderhusurbanehave

Hvis du kære læser, har idéer til hvad der er særlig godt at plante, en bog eller en blog om emnet jeg bare skal læse, et sted du mener jeg vil kunne hente mere inspiration eller måske ligger inde med en krydderurt der er så hårdfør at du kan undvære en stikling, så skriv endelig en kommentar her!

Urbangardening part 2

urbangardening/LaCucinaNada

Nu begynder det virkelig at piple frem med små skud i mine krukker! Små kimplanter der skal pottes om, så jeg får store og frodige krydderurter, chilien der har sat blomst og dem jeg har givet fornyet næring i nye større potter med ekstra ny jord. Det er en sand fryd for øjet og mig en meget stor fornøjelse!

Forleden da jeg stod og nippede, vandede og satte pinde i nogle af dem, konstaterede jeg at det er et af de øjeblikke hvor jeg virkelig formår at være i nuet. Et øjeblik hvor absolut ingen forstyrrende tanker irriterer og hvor den uendelige to-do liste parkeres et øjeblik … det kan man vel kalde mindful-gardening?

Og måske er det fjollet, men se nu bare chilien der blomstrer, det kan jeg blive helt ekstatisk over. Husk at gem frø fra dine yndlings chili, det er vitterlig meget meget let at dyrke sine egne chiliplanter!

I dag supplerede jeg samlingen med en lille staude, som ikke alene er meget yndig, men som også er spiselig. Nemlig en spiselig Portulak. Portulak har en brøndkarse-agtig smag, og pynter så fint på maden. Er den ikke fin?

urbangardening/LaCucinaNada

Den er jo så ikke selvplantet. Men det er det lille hvidløg til gengæld.Vidste du man kan det? Du planter simplethen hvidløget der er begyndt at spire i en potte med jord, og så høster du af de grønne stilke som en slags purløg. Så smid ikke dit spirende hvidløg ud næste gang du opdager et sådan.

Happy gardening 🙂

NB: de små søde planteskilte fås i Tiger, 6 stk for 10 kr.