MadbloggerUdfordringen#5: #NordiskJul-Sjælevarmer

MadbloggerUdfordringen#5NordiskJulLaCucinaNada

Umiddelbart lød det jo som en ret så let udfordring, Nordisk Jul. Tag begrebet lidt i munden, tyg på det, luk øjnene, og forestil dig så hvad du forbinder med det. For mit indre har jeg set sådan helt klassisk op pyntede julehjem for mig, sådan nærmest som tegnet af Carl Larsson. En hel masse nisser. Bukke bundet af halm. Løgblomster i massevis. Juletræer pyntet med flagranke, trommer og trompeter som en salut til nederlaget i 1864 og et forsøg på oprejst pande ind i danskheden.

Men det med danskheden er jo lidt skægt når vi taler jul. I hvert fald den jul der kommer på middagsbordet, adventssøndagene, julefrokosterne og i form af varme drikke ifølge med snask, for der er julen knap så nordisk når det kommer til stykket. Og så igen, er det ikke netop det udsyn som går helt tilbage til de skatte vikingerne hjembragte fra togterne, op igennem middelalderen og frem til i dag, der har bragt os eksotiske krydderier, appelsiner, mandler, rødvin og andre fremmede sager der indgår i nutidens mad-jul?

Med det i tankerne har jeg haft pønset på en hyldest til den del af danskheden der igennem årtusinder har favnet mangfoldigheden helt ind i køkkenerne, og har ladet sig inspirere til et miks af nordiske råvarer og elementer fra sydlige og fjerne egne. Den tager afsæt i noget meget nordisk, nemlig æblet. Den er en kærlighedserklæring til varme, sødlige, pebrede og eksotiske krydderier, som min jul ikke ville være foruden. Og så er den en hyldest til noget af det jeg forbinder enorm meget med jul, sjælevarmeren, eller den varme drik om du vil.

Tag den med i termokanden så I har noget at varme jer på, på vandreturen, eller gør den klar til når I kommer hjem med juletræet. Drik den når du har vintersnue, eller blot fordi du har lyst.

MadbloggerUdfordringen#5LaCucinaNada


 

#NordiskJul Sjælevarmer: (1 pers.)

25 cl ufiltreret æblemost

1 snapseglas snaps/akvavit (O.P Anderson laver en rigtig fin neutral økologisk én af slagsen

4 kardemommefrøkapsler

1 kanelstang alt efter tykkelse, ellers flager fra en tyk

3 hele allehånde

1 stjerneanis

1/4 tom vanillestang

Evt 1/4 tsk muscovado,- eller rørsukker. Alternativt æblesirup.

2-3 skiver æble

Mas kardemommekapslerne let, eller varm dem på en tør pande sådan at kapslen slipper frøet. Kom alle krydderierne i en the-si (jeg bruger engangsfiltre, og binder en knude på den).

Hæld æblemost og sukker i en gryde, og varm forsigtigt op til sukkeret opløses. Læg nu sien i, og lad det simre ved laveste varme i min.10 min. Hæld snapsen i og lad den simre med i ca.5 min. Smag til. Tag sien op af gryden.

Skær et par af æbleskiverne i halve og lad dem varme med kortvarigt. Skær en rille i den sidste æbleskive, og sæt den på glasset efter du har hældt sjælevarmeren i.

Nyd den varm, og glæd dig over Kongen af nordiske frugter i samspil med varme krydderier fra sydens sol og varme. Glædelig Jul.


I dette nr. af FairNOK finder du en lignende opskrift, nemlig på min Æbletoddy med rom. Den er mere sødlig end denne æble-sjælevarmer, som er med den meget nordiske snaps.

Billederne er inspirerede af stylingen til netop disse opskrifter – tak til den dygtige fotograf Line Falck for at lære mig et par tips!

 

 

 

 

 

 

 

Kardemomme-kaffe

kardemomme-kaffe/LaCucinaNada

Egentlig er jeg mest tilhænger af kaffe i den rene form, uden mælk, sødemidler og andre fjollerier. Men indimellem er det som en ekstra forkælelse at lege lidt med kaffen, ligesom jeg har gjort det for Fairtrade-mærket i dette nummer af FairNok med en Moccatino, som er kaffe med varm chokolade.

Således blev det her til morgen til en kaffe med kardemomme, et krydderi jeg er fuldstændig pjattet med. Det minder mig om fjerne egne, mørke vintermåneder og smager en hel masse af jul på én og samme gang. Når kardemomme blandes med kaffe som her, træder det i baggrunden for den stærke kaffebønne, men man aner en dyb aroma i kaffen.

Egentlig er der ikke en opskrift, for det er så såre simpelt, at du koger vandet til en kande kaffe i en gryde hvor du kommer en tæt pose, eks vis et engangs thefilter med ca.10 kardemommekapsler i, binder knude på filteret og lader den koge med. Det vand laver du så kaffen med. Jeg brygger kaffe på stempelkande. Et voila, kardemomme-kaffe!

Faktisk bliver der eksperimenteret en del med krydderier i det lille køkken i disse dage, for årstiden gør at jeg trænger til lidt ekstra varme. På mandag skal jeg ind og lege med Julian i ASA i Torvehallerne, hvilket jeg ser frem til og som du kommer til at læse mere om.

Er du til varme drikke, så søg her på bloggen eller slå et smut over forbi Piskeriset der denne måned har varme drikke som benspænd.

Varme drikke/Fairtrade

Varmedrikke/Fairtrade/LineFalck

Fotograf: Line Falck

“Det er koldt og man må drikke sig varm”, er jeg tilbøjelig til at synge i dag. Jeg har nemlig et opskrifts-tema med varme drikke i Fairtrade Danmarks magasin FairNok som er på gaden i dag. Magasinet er med Politikken i dag, og kan findes i Brugsen, Kvickly og Irma.

Du finder opskrifterne her.

I magasinet giver jeg et tip til at  lave sin egen glöggekstrakt, opskriften på den finder du her.

Tak til Fairtrade og Line Falck for samarbejdet i denne omgang!

The m.lakridsrod

Jeg drikker meget the. Ja, jeg staver det stædigt med et h, selvom det i følge Nu Dansk Ordbog ikke længere er autoriseret af Dansk Sprognævn. Særligt drikker jeg the om aftenen. Og det hovedsaligt i vinterhalvåret. I mange år har jeg drukket sort the, men har indenfor de sidste par år forsøgt mig ud i forskellige slags urte the, og er nu nærmest afhængig.

Da jeg for et halvt års tid siden blev introduceret for en the hvor lakrids smagen var særligt fremtræden, var jeg bogstavelig talt solgt til stanglakrids.

“Hemmeligheden” består såre simpelt af, at finde en universal the du er særligt glad for, og så rive lakridsrod ned i den. Riv på den lidt grove side af et rivejern. Du kan sagtens lave dig en kop the på stedet, men endnu bedre er det hvis du lader den trække sammen med universal theen i en mørk dåse. Prøv dig frem med dosering alt efter hvor kraftig en lakridssmag du ønsker.

Tak til Elisabeth for mange kopper the.

Glöggekstrakt

Glögg krydderier

På det hedengangne Café Åbenrå, med den besynderlige adresse Åbenrå i København, fik jeg for en del år siden serveret den bedste glögg!

Glögg´en er lavet på en hjemmelavet essens, og tilsat rosiner der har søbet i portvin. Café Åbenrå yndede at lave essensen året før til brug året efter! Det er en god idé, når man nu alligevel har alle julekrydderierne i hus, da den virkelig får lov at trække. Men man kan sagtens lave den en måneds tid, eller halvanden før den skal bruges.

Her får du den “hemmelige” opskrift:

  • ½ liter vodka
  • 10 små stænger kanel
  • 20 hele kardemommekapsler
  • ca.7 cm frisk ingefær i tynde skiver

Hældes på et mørkt glas/flaske m. tætsluttende låg, eller en klar flaske som stilles mørkt.

 

Jeg kommer først rosinerne i portvin et par dage før brug, da jeg ikke bryder mig om alt for opsvulmede rosiner.

Når du skal lave selve glöggen, hælder du 1 flaske rødvin, ½ dl essens samt 5 cl portvin i en gryde, og varmer langsomt op. Kom rosiner og mandelsplitter i efter smag og behag. Du kan spæde glöggen op alt efter hvor stærk du ønsker den, det kan være der skal en sjat sukker i, et skvæt snaps, eller appelsinsaft i…kom meget lidt i af gangen, og smag til.

Glögg ekstrakt


Man kan evt lave en lidt større portion end man selv tænker at bruge,

og forære en flaske essens væk – 

evt pakket i en kurv med alt til glögg i!