Fyldte auberginer

 

I 80´erne var det vældig populært at servere fyldte grøntsager, og jeg husker især at min Mor gjorde det i fyldte peberfrugter – hvad der helt eksakt var i, husker jeg ikke, for dengang var grønne peberfrugter åbenbart det mest almindelige, at bruge/købe og jeg husker desværre mest den bitre umodne smag blandet med noget tomat-hajs der var ret så syrligt. Ikke just venligt for mine barne-smagsløg. Faktisk har jeg ikke selv gjort det vældig meget i fyldte grøntsager som hovedret, men fik forleden lyst til at eksperimentere med fyldte auberginer. De smagte ret godt og mættede overraskende meget, men opskriften skulle lige testes igennem igen og hvis jeg selv skal sige det, så er resultatet blevet rigtig godt.

Du kan med fordel koge bulgur dagen før, men retten tager som sådan ikke vildt lang tid at tilberede. Server den med en grøn salat til, eks vis arabiske fladbrød og en (fed)yoghurt rørt op med hakket frisk mynte til, så har du en vegetarisk mættende middagsmad. I opskriften her har jeg skævet til det mellemøstlige køkken, hvor jeg bla har brugt hele spidskommen frø som altså kan noget helt særligt smagsmæssigt. Bruger du normalt stødt spidskommen, vil jeg anbefale dig at prøve med hele frø i stedet.

Prøv med ris, couscous, bønner eller linser som fyld i stedet for bulgur og brug evt hvad du har du tænker vil gå godt fra grøntsagsskuffen. På den måde bliver fyldte aubergine en god måde at undgå madspild på !

Fyldte auberginer:

Beregn en halv aubergine pr.pers. alt efter tilbehør.

1 aubergine

Skyl auberginen og skær den i to halve, skær evt toppen af. Skrab næsten al kødet ud.

Sæt de to aubergine skaller i en lille bradepande og forbag dem i en 200 g varm ovn i 10-15 min.

Skær kødet fint.

Fyld:

50 g bulgur

1 tomat

1 portobello svamp (du kan sagtens bruge andre svampe, jeg valgte portobello fordi den er så dejlig kødfuld og giver en god mæthedsfornemmelse)

100 g fetaost

2 fed hvidløg

1 tsk spidskommen frø

1/2 tsk røget paprika

Skallen af en 1/2 citron

En lille sjat olivenolie

Peber og evt salt

Kog bulgur efter anvisning.

Skær tomat og svampen i små mundrette stykker.

Skær hvidløget i små fine tern.

Rist spidskommen frø af på en tør pande og stød dem let i en morter.

Bland nu bulgur, auberginekødet, tomat, – og svampetern med smuldret fetaost. Smag til med krydderierne og citronskal, hold lidt igen med at salte, da osten salter en del. Rør olivenolie i fyldet, sådan at den samles en smule.

Kom nu fyldet i aubergineskallerne, pak det let med bagsiden af skeen.

Bag auberginerne ligeledes ved 200 grader i ca.20-30 min.

 

Ved servering kan du evt riste en håndfuld pinjekerner af på panden og toppe auberginerne med dem. Server yoghurt mv til og nyd et sundt vegetarisk måltid.

Velbekomme!

Reklamer

Blomkåls karry

Sådan en karry-ret tager sig måske knap så godt ud, men mage til smagsrigdom af krydderier skal man lede længe efter. Blomkåls karry er i mine øjne en rigtig god hverdagsret, og der er ikke mange kødspisere der vil savne kødet, tror jeg.

Jeg har udfordret mig selv til at spise vegetarisk hele ugen, og lagde ud med falafel  i går. Billedet af min aftensmad delte jeg på Instagram  hvor jeg bad om idéer til min vegetariske uge, og en af idéerne var daal som jeg nok laver en af dagene, da jeg er vild med den ret, men som også inspirerede mig til at lave en karry. Mest af alt fordi jeg havde et blomkål liggende, men også fordi jeg er pjattet med krydringen i sådan en vegetarisk karry. Om min opskrift er korrekt, om den er fra det indiske eller det pakistanske køkken, det aner jeg ikke. Det er sådan, med variationer, jeg har lavet den i årevis efter jeg smagte den første gang hos en nu lukket lokal pakistansk restaurant i mit lokalområde. Der lavede de den med kartofler også, men det synes jeg bliver for tungt og jeg vil hellere have den med ris til samt en klat mango chutney på. Og selvom jeg aldrig har været i hverken Pakistan eller Indien, så drømmer jeg mig lidt væk for en stund ved mødet med alle de mange krydderier i min mund … nøj det er bare godt.

Opskriften er til 4 pers., hvis du serverer ris til.

Blomkåls karry:

1 blomkål

1 lille aubergine

1 dl grønne ærter

2 tomater

1 rødløg

Et lille stykke frisk ingefær, skrællet og hakket

1 tsk garam marsala

2 tsk gurkemeje

Evt 1 tsk chiliflager eller et stykke frisk chili, hakket

Olivenolie til stegning

Groft salt og frisk kværnet peber

1 dl vand

* * * * *

Skær løget i tern, og svits det i olivenolie.

Skær aubergine og tomater i tern. Kom dem ved løget.

Tilsæt krydderierne og vend godt rundt i grøntsagerne.

Skær blomkålshovedet i mindre buketter og kom dem i retten. Lad dem stege med et par minutter og hæld derefter vandet ved, og lad nu retten simre i ca.10-15 min., smag til med salt og peber undervejs.

Hæld ærterne i de sidste par minutter.

 

Kog ris til, sådan at de færdige når retten er.

Server evt med chutney til, det giver et fint modspil, især hvis chutneyen ikke er for stærk.