Blomkålscurry

 

Blomkålscurry/LaCucinaNada

Når familien Danmark serverer spaghetti med kødsovs, rugbrødsmadder eller hvad der nu er de mest populære hverdagsrettter herhjemme, så står den på curry af en slags her i mit køkken. Særligt i vinterhalvåret. Det er en ret jeg aldrig bliver træt af, en ret der kan varieres i det uendelige og en vegetarret med en masse smag. Mine curries er altid vegetariske, og derfor arbejder jeg konstant på at få så meget smag i retten som muligt.

For nogle dage siden købte jeg en kasse blandet frugt og grønt via Too Good too go i Netto for 29 kr. Udover at der mængdemæssigt var mange ting i, så fejlede langt det meste ikke spor, der var på toppen af to af peberfrugterne en grim plet, som jeg blot skar af. I kassen var der det fineste blomkålshoved, og jeg fik straks lyst til at lave en curry med blomkål. Den skulle ikke laves som jeg før har gjort det, da jeg gerne ville have mere bid bevaret i kålen.  Jeg har i en del år haft en opskrift på en blomkålscurry her på bloggen, men den har jeg nu valgt at erstatte med den her – simpelthen fordi den her overgår den gamle med flere længder. 

Rist evt hele blomkålshovedet og nyd resten som en sund snack eller brug den som topping på en salat, på hummus eller som tilbehør.

Blomkålscurry:

Ristet blomkål:

1/2 blomkålshoved 

2 tsk spidskommen, hel

1 tsk fennikelfrø

Olivenolie

Groft salt 

Skær det halve blomkål i små buketter, skyl og lad dem afdryppe i et dørslag.

Kom en smule olivenolie i bunden af et ovnfast fad og bred blomkålen ud over.

Rist spidskommen og fennikel på en tør pande, og knus dem derefter i en morter.

Drys olie udover blomkålsbuketterne og krydr med salt og krydderier.

Rist i ovnen på 200 grader til blomkålen tager farve og blivet let sprødt. 

Curry:

6-8 kartofler, mellemstore

1 krus ærter, frosne

1-1,5 spsk rød karrypasta

1/2 dl passata 

1 ds.kokosmælk 

Frisk chili efter valg, jeg brugte 1/2 habanero 

2 fed hvidløg, presset

Ca. 1-2 cm frisk ingefær, skrællet og skåret fint

Kokosolie til stegning

Skræl kartoflerne og skær dem i store tern.

Kom et par spsk kokosolie i en wok eller en større gryde og svits karrypastaen et minuts tid.

Kom kartoffeltern, hvidløg, ingefær og chili ved og svits dem et par minutter.

Hæld passata i og lad retten simre 5 minutter.

Kom nu kokosmælk ved og rør godt rundt i retten. 

Retten er sådan set færdig når kartoflerne er møre, det tager ca.15-20 min i alt. Men har du tid, så lad den simre lidt længere, det bliver saucen kun bedre af. 

Kom ærterne ved retten de sidste 5-10 minutter, de skal kun lige blive møre.

Umiddelbart inden servering, når gryden er taget af varmen kommes de ristede blomkål i retten. 

Gem evt lidt af blomkålen og kom den på ved servering.

Currien kan spises som den er, du kan spise ris til – eller som på billedet havreris, der er et mere klimavenligt alternativ. Du kan også spise brød til. Prøv at kom en skefuld yoghurt naturel, græsk yoghurt eller creme fraiche på, det smager godt med noget koldt og noget med fedme på den varme krydrede curry.

 

 

 

Ærte spread

I min proces med at skære endnu mere ned på mit indtag af kød, har jeg den seneste tid leget med forskellige formater til frokostbordet. Faktisk har lige akkurat frokosten stort set været kød-løs hele mit liv, fordi jeg ikke er særlig begejstret for det meste kødpålæg. Fisk er jeg glad for at spise til frokost, og på den måde er jeg også sikker på at jeg får spist noget fisk, for det er klart det der halter mest i mit køkken. Mest af alt spiser jeg kartofler, æg og ost når jeg spiser madder og ellers spiser jeg rester til frokost. Om sommeren bliver det ofte til en skål frisk salat, men det gør jeg det ikke så meget i på denne tid af året. Det bliver noget ensformigt med kartoffel, – og æggemadder, selvom man især med de første kan variere dem i det uendelige, og derfor skal der lidt nyt på mit frokostbord.

Denne spread (jeg beklager, men jeg kan simpelthen ikke finde et ordentlig ord på dansk), er virkelig lækker – den er sødlig, stærk, blød og vanvittig smuk i farven. Den er lige til at smøre på et stykke brød og er især lækker på ristet brød. Den er også oplagt i en sandwich med f eks laks, falafel eller en rest kød. Og så kan man bruge den som dip ! Det være sig til ovnbagte kartofler og rodfrugter, til rodfrugt chips eller rugbrødschips eller til friske grøntsagsstave.

Du kan også lave den uden bønner, især hvis den skal være knap så mættende. Men med bønner får du et godt vegetarisk alternativ som er temmelig nærende. Har du ikke hvide bønner, så brug butterbeans, hestebønner eller kikærter i stedet. Ønsker du en vegansk udgave, så kan du bruge lidt af kogevandet, lidt grøntsagsbouillon eller tilsætte et plantebaseret alternativ.

Ærte spread:

2,5 dl frosne grønne ærter, fine

200 g hvide bønner

2-3 fed hvidløg

1-2 spsk creme fraiche, 18 %

En stor håndfuld frisk mynte

Saften af 1/2 citron eller 1 lime

Groft salt, frisk kværnet peber

Evt chili flager

Giv ærterne et opkog, sluk for vandet når det når kogepunktet og lad dem ligge heri nogle minutter. Si vandet fra.

Kog bønnerne efter anvisning på posen.

Bland nu alle ingredienserne i en foodprocessor, blender eller skål og blend med en stavblender. Creme fraichen kommes i lidt af gangen til ønsket konsistens, smag til undevejs med salt, peber, citronsaft og mynte.

Speaden kan med fordel laves dagen før, da den når at trække mere smag.

Drys evt lidt chili flager over ved servering.

Lun linsesalat m.ristet grønkål

Denne vinter har jeg fået en ny dille, lune salater. Dels så passer det sig rigtig godt til mange af sæsonens grøntsager at blive tilberedt og så giver det dem bare så meget mere smag. Som med denne simple salat bestående af linser, kogt i bouillon for mere smag parret med ristet grønkål for smag og sprødhed, ikke mindst. For det skal der til i en salat, synes jeg, noget sprødt. Faktisk skal der være flere forskellige slags teksturer for at det bliver en interessant spiseoplevelse.

Der er ikke meget hokus pokus over tilberedningen af salaten her, men jeg vælger at dele min opskrift alligevel, bla fordi jeg har fået flere forespørgsler på salaten. Opskriften er til 2 portioner hvis du serverer den som et hovedmåltid.

Grønkålen kan nemt, og med fordel skiftes ud med palmekål ligesom du sagtens kan bruge røde linser også.

Lun linsesalat m.ristet grønkål

1 dl grønne linser

1 tsk grøntsagsbouillon

3 gulerødder

1/2 pose frisk grønkål

2-3 fed hvidløg

En god håndfuld pinjekerner

Olivenolie

*Sesamolie

En smule citronsaft

Groft salt – evt kryddersalt, og frisk kværnet peber

Kog linserne efter anvisning på posen, tilsæt bouillon for smag. Når linserne er færdigkogte så lad dem stå under låg, så de suger evt resten af vandet til sig og holdes varme.

Skyl grønkålsbladene, og skær midterstænglen ud. Slyng bladene tørre i en slynge, og skær dem i fine stykker.

Skræl gulerødderne og skær dem på skrå i halvtynde skiver, damp dem et par minutter i letsaltet vand. Hæld vandet fra og steg nu gulerodsskiverne til de er let lysebrune i et par skeer olivenolie og 1 spsk sesamolie.

Mas hvidløgsfeddene med den brede side af en kniv og hak dem groft.

Varm et par spsk olivenolie op på en meget varm pande og kom grønkål og hvidløg på panden, skru en smule ned og rør godt i kålen. Krydr og smag til undervejs med citronsaft. Kålen er færdig efter et par minutter.

Rist pinjekernerne på en varm tør pande til de begynder at dufte og bliver let gyldne.

Bland nu linser, gulerødder og grønkål og top med pinjekerner.

*Du kan godt udelade sesamolien, men den giver lige sådan et ekstra pift og tilfører salaten en nødde-agtig smag.

Jeg udfordrer dig til at sætte vegetarisk mad på gæstemenuen!

 

Hver morgen skimter jeg lige diverse nyheds-sites, og i dag var der særligt en artikel som ikke kan forlade mig helt, nemlig den her på DR.dk. Alene overskriften “Kødproduktionen slår rekord” er jo ret uhyggelig, nu vi ved det vi ved om netop hvor meget kødproduktionen belaster miljøet.

Jorden kan simpelthen ikke holde til det, siger Katherine Richardson, professor på Københavns Universitet og medlem af den ekspertkomité, der er i gang med at skrive FN’s næste bæredygtighedsrapport.
Lige nu bruger vi et areal, der svarer til Nord- og Sydamerika tilsammen på at producere kød eller lave mad til at fodre kreaturer med. Hvis vi bliver ved med at lave mere og mere kød, skal vi bruge mere areal. Og det kan du ikke gøre uden at fælde skov, som naturen har behov for og som også hjælper os med at bekæmpe klimaforandringer. 
Kilde: DR.dk

Eller det er jeg sikker og vis på at alle i dagens Danmark egentlig godt ved. Og hvordan hænger det sammen med den stødt voksende andel af vegetarer, flexitarer og veganere ? Min tese er at det primært er et (stor-) by fænomen samt en mindre gruppe af meget bevidste forbrugere rundt om i landet. En samlet gruppe der har overskud til at omstille sin kost og som tør bryde med det vante. For det handler jo rigtig meget om vane, det der med at der skal kød på tallerknen – vi er jo vokset op med at man bygger retten op omkring kødet, og det er svært at ændre sådan over night. Selv gjorde jeg det, at jeg skar ned på både mængden af kød og samtidig købte kød af bedre kvalitet til at starte med. Efterhånden blev det en sjov udfordring at finde på retter og finde opskrifter der dækkede de fleste smage som man gerne vil have i en ret, og jeg skar flere og flere dage ud med kødet på min middagstallerken. Jeg tager stadig mig selv i at tænke kødet først, men så udfordrer jeg min tænkning, ikke hver gang, men ofte. Et eksempel på dét kunne være, at jeg får lyst til en simreret nu her hvor kulden har gjort sit indtog, I ved sådan én med noget lækkert oksekød f eks. Udover teksturen, er det jo lysten til umami der gør at jeg får lyst til sådan en ret og så gør jeg ét ud af to muligheder: bruger en langt mindre mængde af oksekød end tidligere og strækker retten ved at tilsætte bønner, bælgfrugter eller linser. Nogle gange alle delene. Et andet fif er at komme kartofler i selve retten, som koger ud på herlig vis og giver saucen en naturlig tykkelse pga stivelsen i kartoflerne. En anden variation er simpelthen at udelade kødet helt. Her ville jeg komme svampe i retten, da de tilfører umami smag til retten.

Og hvor vil jeg så hen med dette? Jo det skal jeg sige dig, jeg vil UDFORDRE dig. Udfordre dig til at tilberede og servere ren vegetarisk mad til dine gæster de næste 2-3 gange du inviterer til middag. Måske ikke lige juleaften, men ellers. Gør dig umage og så er jeg sikker på det vil smitte som ringe i vandet og få flere og flere til at indføre kødfrie dage på hjemme-menuen. Udfordringen har ikke noget med madbloggerudfordringen at gøre, du vinder ikke noget og der er ingen indblanding fra min side. Tør du?

Det kan være svært at tænke sådan en hel menu uden kød og derfor kan inspiration være vejen frem. Selv har jeg nogle favorit blogs som jeg følger og søger på. Du får min top 3 her:

  • Kirsten Skaarup er i min bog mesteren indenfor feltet herhjemme og hun inspirerer mig dagligt til postejer, varme retter og brugen af grøntsager på nye måder. Tag et kig på hendes blog hvor jeg er sikker på du bliver inspireret.
  • Ditte Ingemann kan særligt noget med smukke, velsmagende og mættende salater, og så er hun ikke spor bange for at bruge krydderier, hvilket er omend endnu vigtigere i det vegetariske køkken, hvis du spørger mig. Bloggen er ikke en vegetarblog, men der er mange kødfri opskrifter at finde.
  • Den sidste blog står en svensk kvinde bag, og da jeg i sin tid stødte på Landleys Kök var det faktisk medvirkende til at få mig til at spise langt mere vegetarisk. Opskrifterne er lette at gå til og de er tydeligt inspirerede af verdenskøkkenet og dermed herligt smagfulde.

Nu er det op til dig at tage imod udfordringen – tør du hoppe ud i det, så skriv meget gerne en kommentar om hvordan det er gået og hvor du har fundet inspiration undervejs. Spred meget gerne budskabet og giv dine venner og familie samme udfordring !

Fyldte auberginer

 

I 80´erne var det vældig populært at servere fyldte grøntsager, og jeg husker især at min Mor gjorde det i fyldte peberfrugter – hvad der helt eksakt var i, husker jeg ikke, for dengang var grønne peberfrugter åbenbart det mest almindelige, at bruge/købe og jeg husker desværre mest den bitre umodne smag blandet med noget tomat-hajs der var ret så syrligt. Ikke just venligt for mine barne-smagsløg. Faktisk har jeg ikke selv gjort det vældig meget i fyldte grøntsager som hovedret, men fik forleden lyst til at eksperimentere med fyldte auberginer. De smagte ret godt og mættede overraskende meget, men opskriften skulle lige testes igennem igen og hvis jeg selv skal sige det, så er resultatet blevet rigtig godt.

Du kan med fordel koge bulgur dagen før, men retten tager som sådan ikke vildt lang tid at tilberede. Server den med en grøn salat til, eks vis arabiske fladbrød og en (fed)yoghurt rørt op med hakket frisk mynte til, så har du en vegetarisk mættende middagsmad. I opskriften her har jeg skævet til det mellemøstlige køkken, hvor jeg bla har brugt hele spidskommen frø som altså kan noget helt særligt smagsmæssigt. Bruger du normalt stødt spidskommen, vil jeg anbefale dig at prøve med hele frø i stedet.

Prøv med ris, couscous, bønner eller linser som fyld i stedet for bulgur og brug evt hvad du har du tænker vil gå godt fra grøntsagsskuffen. På den måde bliver fyldte aubergine en god måde at undgå madspild på !

Fyldte auberginer:

Beregn en halv aubergine pr.pers. alt efter tilbehør.

1 aubergine

Skyl auberginen og skær den i to halve, skær evt toppen af. Skrab næsten al kødet ud.

Sæt de to aubergine skaller i en lille bradepande og forbag dem i en 200 g varm ovn i 10-15 min.

Skær kødet fint.

Fyld:

50 g bulgur

1 tomat

1 portobello svamp (du kan sagtens bruge andre svampe, jeg valgte portobello fordi den er så dejlig kødfuld og giver en god mæthedsfornemmelse)

100 g fetaost

2 fed hvidløg

1 tsk spidskommen frø

1/2 tsk røget paprika

Skallen af en 1/2 citron

En lille sjat olivenolie

Peber og evt salt

Kog bulgur efter anvisning.

Skær tomat og svampen i små mundrette stykker.

Skær hvidløget i små fine tern.

Rist spidskommen frø af på en tør pande og stød dem let i en morter.

Bland nu bulgur, auberginekødet, tomat, – og svampetern med smuldret fetaost. Smag til med krydderierne og citronskal, hold lidt igen med at salte, da osten salter en del. Rør olivenolie i fyldet, sådan at den samles en smule.

Kom nu fyldet i aubergineskallerne, pak det let med bagsiden af skeen.

Bag auberginerne ligeledes ved 200 grader i ca.20-30 min.

 

Ved servering kan du evt riste en håndfuld pinjekerner af på panden og toppe auberginerne med dem. Server yoghurt mv til og nyd et sundt vegetarisk måltid.

Velbekomme!

Daal

Daal spises i store dele af asien, særligt Indien og Pakistan. Der er garanteret millioner af måder at tilberede sin Daal på, men fælles for dem alle er, at de er en slags tyk stuvning kogt på tørrede linser, bønner eller ærter.

Man kan tilsætte mange forskellige grøntsager, servere en slags fladbrød eller ris til, og man kan tilberede sin Daal så stærkt man nu synes om. Min Daal varierer efter hvad grøntsagsskuffen byder på, og er hovedsalig en ret jeg laver i vinter-halvåret. Daal smager kun bedre dagen derpå, og derfor laver jeg oftest en større mængde end jeg kan spise, så er der til hvis jeg kommer sent hjem på anden dagen, eller til at tage med til frokost på arbejde. Daal kan spises som selvstændig ret, eller som tilbehør.

Jeg synes bedst om Daal kogt på linser, og det både de røde, de grønne og de gule. Linser er en enorm billig spise, og de fås økologiske i mange supermarkeder. Udover linser kommer jeg ofte kartofler i, dels mætter de, og dels giver de stivelse til Daal´en. Af krydderier varierer jeg meget, men ét krydderi jeg altid kommer i er: garam marsala. Og så spiser jeg min Daal uden ris til, og med en klat kold neutral yoghurt på.

Her et par varianter af Daal – som hovedret er der til ca.3 pers:

Daal m.grønkål:

  • 6 halvstore kartofler
  • 2 mellemstore gulerødder
  • 1 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 persillerod
  • 150 gram røde linser
  • 1 tsk Curry pasta – mellemstærk, man kan også bruge Harissa, eller en anden foretrukken karry pasta.
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 tsk chilipulver
  • 2-3 tsk garam marsala
  • Frisk kværnet peber, salt efter smag
  • 3 blade grønkål
  • 1 dåse tomatpure
  • Vand, olie til stegning
  1. Skær løg i fine tern, mas hvidløgsfeddet og hak det groft.
  2. Skyl og rengør kartofler og gulerødder. Skræl persilleroden. Skær dem alle i tern.
  3. Svits løg til de er klare, og kom hvidløg ved. Svits kartofler, gulerødder og persillerod.
  4. Hæld linserne ved, og hæld vand så det lige dækker det hele. Rør curry pastaen i, krydr med peber. Lad det simre i ca 20 min – rør undervejs, og kom evt ekstra vand ved – linserne suger meget væde.
  5. Kom nu tomatpureen, evt ekstra vand ved samt krydderierne. Rør det hele sammen. Smag til. Lad det simre 5-10 min.
  6. Skyl imens grønkålsbladende, og snit dem fint. Sluk for varmen og kom til allersidst grønkålen i, lad den stå et par minutter på eftervarmen, så den bliver varm, men ikke blød.
Daal m.dadler og hakkede hasselnødder:
  • Som ovenstående, dog uden grønkål. Kom tørrede dadler ved samtidig med linserne. Dadlerne klippes i mindre stykker.
  • Kom tilsidst ristede og hakkede hasselnødder på.
  • Dadlerne giver retten en sødme, og forsvinder faktisk nærmest helt.

Daal m.blomkål:

  • Erstat grønkålen med blomkål – denne kommes dog i retten, når tomatpureen tilsættes. Blomkålen skylles, og deles i små buketter. Man kan tilsætte stokken fra blomkålen i mindre stykker, gøres dette, tilsæt da stokken allerede fra starten.