Indbagt vintergrønt

Indbagt vintergrønt/LaCucinaNada

I min jagt på at lave anderledes vegetarmad, gerne noget jeg også kan tage med til frokost dagen derpå, havde jeg i sinde at lave pirogger her til aften. Men som det ofte sker når jeg står i køkkenet, udvikler det sig til en leg. En leg med råvarer og ingredienser, og i kølvandet på det kommer der indimellem ret så heldige retter ud af det. Denne ret kan varieres i forhold til hvilke grøntsager man vælger at komme i, og jeg vil anbefale at man skeler til årstidens udvalg. Forestiller mig den i en forårsudgave med asparges, eller en med friske bønner. Tag et kig i grøntsagsskuffen, gør brug af lidt forskelligt – tænk dog i hvilke grøntsager der spiller godt sammen.

Jeg spiste den uden tilbehør, men en god frisk salat til vil også være godt til. Retten kan også serveres som tilbehør til kød. Serveres retten som hovedret, er der 2-3 portioner, serveres den som tilbehør er der 4-6 portioner.

Indbagt vintergrønt:

Dej:

  • 100 g hvedemel
  • 2 æg
  • 2 dl mælk/soyamælk (uden tilsat vanille!)
  • 2 spsk grov sennep

Fyld:

  • 2 mellemstore rødbeder
  • 1/2 fennikel samt lidt af toppen hakket som pynt
  • 4-5 gulerødder
  • 1/2 lille blomkål
  • 2 løg, evt 1 rødløg og 1 roséløg
  • 2 store fed hvidløg

Desuden:

  • Olie til bradepanden samt til stegning af grønt.
  • 2 spsk harissa, eller diverse krydderier efter smag
  1. Skræl løgene og skær dem i tynde både.
  2. Pil hvidløgene og mas dem med knivens flade side, hak dem evt groft.
  3. Skræl gulerødderne, og skær dem i halve stave.
  4. Halvér og skyl fennikelen, skær den i tykke både.
  5. Skræl rødbederne og skær dem ligeledes i både.
  6. Skær/del blomkålen i mindre buketter.
  7. Svits nu løg, hvidløg og de groveste grøntsager først. Efter et par minutter, tilsættes de øvrige grøntsager, på nær blomkålen, og svits med.
  8. Tilsæt harissa, eller krydr efter smag. Lad det svitse ved svag varme imens du rører dejen.
  9. Pisk æggene og tilsæt de øvrige ingredienser til dejen. Pisk dejen fri for klumper.
  10. Kom olie i et tyndt lag i en lille bradepande, og varm bradepanden op i ovnen v. 200 grader.
  11. Når bradepanden er varm, hældes dejen i, og grøntsagerne øses nu over dejen. Husk blomkålen.
  12. Bag retten i 30 min.
  13. Pynt med hakket fennikeltop,eller friske krydderurter, og server.

Indbagt vintergrønt/LaCucinaNada

Daal

Daal spises i store dele af asien, særligt Indien og Pakistan. Der er garanteret millioner af måder at tilberede sin Daal på, men fælles for dem alle er, at de er en slags tyk stuvning kogt på tørrede linser, bønner eller ærter.

Man kan tilsætte mange forskellige grøntsager, servere en slags fladbrød eller ris til, og man kan tilberede sin Daal så stærkt man nu synes om. Min Daal varierer efter hvad grøntsagsskuffen byder på, og er hovedsalig en ret jeg laver i vinter-halvåret. Daal smager kun bedre dagen derpå, og derfor laver jeg oftest en større mængde end jeg kan spise, så er der til hvis jeg kommer sent hjem på anden dagen, eller til at tage med til frokost på arbejde. Daal kan spises som selvstændig ret, eller som tilbehør.

Jeg synes bedst om Daal kogt på linser, og det både de røde, de grønne og de gule. Linser er en enorm billig spise, og de fås økologiske i mange supermarkeder. Udover linser kommer jeg ofte kartofler i, dels mætter de, og dels giver de stivelse til Daal´en. Af krydderier varierer jeg meget, men ét krydderi jeg altid kommer i er: garam marsala. Og så spiser jeg min Daal uden ris til, og med en klat kold neutral yoghurt på.

Her et par varianter af Daal – som hovedret er der til ca.3 pers:

Daal m.grønkål:

  • 6 halvstore kartofler
  • 2 mellemstore gulerødder
  • 1 skalotteløg
  • 1 fed hvidløg
  • 1 persillerod
  • 150 gram røde linser
  • 1 tsk Curry pasta – mellemstærk, man kan også bruge Harissa, eller en anden foretrukken karry pasta.
  • 1 tsk gurkemeje
  • 1 tsk chilipulver
  • 2-3 tsk garam marsala
  • Frisk kværnet peber, salt efter smag
  • 3 blade grønkål
  • 1 dåse tomatpure
  • Vand, olie til stegning
  1. Skær løg i fine tern, mas hvidløgsfeddet og hak det groft.
  2. Skyl og rengør kartofler og gulerødder. Skræl persilleroden. Skær dem alle i tern.
  3. Svits løg til de er klare, og kom hvidløg ved. Svits kartofler, gulerødder og persillerod.
  4. Hæld linserne ved, og hæld vand så det lige dækker det hele. Rør curry pastaen i, krydr med peber. Lad det simre i ca 20 min – rør undervejs, og kom evt ekstra vand ved – linserne suger meget væde.
  5. Kom nu tomatpureen, evt ekstra vand ved samt krydderierne. Rør det hele sammen. Smag til. Lad det simre 5-10 min.
  6. Skyl imens grønkålsbladende, og snit dem fint. Sluk for varmen og kom til allersidst grønkålen i, lad den stå et par minutter på eftervarmen, så den bliver varm, men ikke blød.
Daal m.dadler og hakkede hasselnødder:
  • Som ovenstående, dog uden grønkål. Kom tørrede dadler ved samtidig med linserne. Dadlerne klippes i mindre stykker.
  • Kom tilsidst ristede og hakkede hasselnødder på.
  • Dadlerne giver retten en sødme, og forsvinder faktisk nærmest helt.

Daal m.blomkål:

  • Erstat grønkålen med blomkål – denne kommes dog i retten, når tomatpureen tilsættes. Blomkålen skylles, og deles i små buketter. Man kan tilsætte stokken fra blomkålen i mindre stykker, gøres dette, tilsæt da stokken allerede fra starten.

 

Jordskoksuppe

Synes man om en cremet, tyk og velsmagende suppe, så er jordskokker et rigtig godt bud, at koge suppe på. Jordskokkerne har en sødlig nøddeagtig smag, og det klæder dem godt med noget salt og krydret til – man kan evt servere krydrede brødcrutoner til, stegte bacontern på eller stegte skiver af parmaskinke, som man stikker ned lodret ned i ved servering.

Opskrift – til ca.4 personer (forret):

  • Ca.15-20 små/mellemstore jordskokker
  • 2 persillerødder
  • 1 stort løg
  • Olivenolie
  • 2-3 friske rosmarin stilke
  • 1 tsk grøntsagsbouillion i pulverform
  • Salt & peber
  1. Skræl jordskokker og persillerødder. Skær enderne af, og skær dem i tern. Skyl dem i en si.
  2. Skær løget i tynde både, og svits dem til de er klare i olie.
  3. Kom jordskokker og persillerødder ned til løgene, og svits i ca.10 min.
  4. Kom rosmarin, salt og peber ved.
  5. Hæld vand over grøntsagerne, en smule mere end det dækker grøntsagerne, ca.1/2 liter. Strø bouillonen over og rør godt rundt.
  6. Lad det simre i min.1/2 time ved lavt blus.
  7. Tag suppen af varmen, og blend med stavblenderen til det hele er en lind ensartet masse. Kom evt mere vand ved.
  8. Kog suppen op, og lad den stå i i ca.10 min på lavt blus.

Spinatpandekager m.ostecreme, avocado og tomat

Denne lette og sunde, men samtidig mættende ret er en af de tre opskrifter jeg deltager med i “Olivado”´s konkurrence. Jeg fandt frem til opskriften udfra hvad der matcher avocadoolien i smag, men også udfra at hele måltidet skulle være nærende og meget sundt. Olien har en del egenskaber, bla er den medvirkende til at nedsætte kolesterol, den indeholder vitamin E, monoumættede fedtsyrer mv. Pandekagedejen består af en halvdel rugmel og en halvdel hvedemel for, at få et højt fiberindhold. Spinat indeholder antioxidanter og folinsyre, som er stimulerende for fordøjelsen. Hytteost har et forholdsvist lavt fedtindhold – så alt i alt en meget sund ret!

Retten kan serveres som en let middagsret, til frokost eller man kan bage pandekagerne i en blinispande, og servere retten som en forret.

Opskriften er til 4 pers.:

Spinatpandekager:

  • 50 gram rugmel
  • 50 gram hvedemel
  • 1 æg
  • Revet muskatnød
  • 1 tsk sydesalt
  • Frisk kværnet peber
  • 1½ dl yoghurt naturel
  • 1/4 del af en pose frisk spinat – finthakket
  • Olivado – avocadoolie
  1. Rør ingredienserne sammen, hold igen med spinaten. Pisk dejen godt sammen, og kom spinat i.
  2. Steg pandekagerne på en varm pande i olien, til de er gyldne og sprøde.

Ostecreme:

  • 200 gram hytteost
  • 150 gram fetaost
  • 2-3 spsk Olivado – avocadoolie
  • Finthakket kruspersille
  • Frisk kværnet peber
  1. Smuldr fetasosten ned i hytteosten, rør det godt sammen.
  2. Tilsæt de øvrige ingredienser, og rør til det får en cremet konsistens.

Tomater og avocado:

  1. Steg ca.12-16 cherrytomater af på den pande, pandekagerne er bagt på. Mas dem lidt så saften kommer ud.
  2. Skræl 1 avocado, halver den, og skær den i meget tynde skiver.

Smør ostecremen på den ene halvdel af pandekagen, kom tomater og avocadoskiver ovenpå. Fold den anden halvdel henover. Server evt et par skiver avocado ved siden af, og drys persille udover pandekagen.