Hjemmedyrket grønt drys på maden: ærteskud, karse og løg-toppe.

windowfarm

Der er ikke noget så lækkert som at kunne nippe eller klippe lidt frisk grønt drys og toppe sin mad med, hvis du spørger denne ByBonde og Foodie. Og det behøver ikke altid være de klassiske friske krydderurter. Ligesom det ikke kræver hverken en køkkenhave eller en altankasse for at dyrke disse bud på grøn topping.

Som de fleste ved, så har jeg en have lige nedenfor min bagtrappe, hvor plantekasser bygget op af paller og pallerammer samt krukker i massevis udgør det for en moderne køkkenhave og et socialt samlingspunkt i min gård. I den har vi selvfølgelig det mest almindelige pyntegrønt og en masse friske krydderurter sommeren over, men det hindrer mig ikke i at have noget indenfor rækkevidde når jeg står i køkkenet, dels fordi det er lettere, men også fordi jeg simpelthen ikke kan lade være.

Det pirrer mine sanser at have vindueskarmen i køkkenet fuldt af grønne spiselige vækster – duftene, farverne, formerne og alle smagene. Faktisk er der nærmest ikke en ret der forlader mit køkken uden, at jeg enten smager den til med noget af det grønne, eller topper med lidt kønt og smagfuldt grønt.

ærteskud

Ærteskud.

Lige nu har jeg pladsmangel da jeg har en del planter til forspiring, der alle skal ned og bo i plantekasserne i haven. En af dem er de ærter jeg har forspiret i år, for at være sikker på de skyder, da vi ikke var så heldige med ærterne sidste år. Og ærteskuddene er jo spiselige, og smager noget så skønt af, ja ærter. De er nemme at få til at spire indendørs og behøver ikke en masse fancy udstyr, blot en potte med dræn, noget god næringsrig pottemuld, et par så-ærter, en masse lys og regelmæssig vanding. Hvis du blot vil dyrke dem som ærteskud/ærtespirer, så nip hyppigt af dem for at holde væksten nede, og så evt et par ærter i en mellemstor potte, sådan at de slås lidt om jorden, det er også med til at holde væksten nede. Hvis du har en altan eller en have, eller måske kender en haveejer, så kan du jo plante dem ud sidenhen eller forære dem væk. Husk at en reel ærteplante skal have noget at kravle på, gerne hønsenet sådan at du let kan komme til at plukke ærterne. Læs på posen med ærter hvordan de skal sås, og så evt løbende igennem sommeren hvis du bliver helt pjattet med at have friske ærteskud. Ærter kan købes i de fleste velassorterede supermarkeder lige nu, i plantecentre, byggemarkeder og i Tiger. Køb et par poser hvis du vil have en decideret produktion af ærteskud, ellers er en pose langt rigeligt.

karse

Karse.

I den nyligt overståede påske hører der sig jo karse til, så det såede jeg en god uges tid før påske, og jeg har spist det på nær sagt alt siden de små spirer kiggede op. Karse kan man så hele året, og som det er de fleste kendt, så behøver karse slet ikke jord for at sætte spirer. Og man kan så karse i hvad som helst – har du børn, så få dem til at være med, det synes de er smadder skægt, især fordi der ikke går mange dage før de små spirer kommer. Men man kan sagtens dyrke karse i køkkenhaven også, de bliver større, lidt grovere i det og smager ret så stærkt. Vi har også sået et par rækker i Den Urbane Have igen i år, sådan at der er et godt drys på især de mange asiatiske retter som den passer så fortrinligt til.

Løgtop

Løg-top.

Det sidste grønne drys jeg vil anbefale at dyrke i køkken vindueskarmen denne gang, er løg-toppe. Faktisk er det i kategorien gendyrk, fordi løget som sådan er avlet frem, men nu er det toppene vi går efter. Det gøres så ekstrem simpelt som at sætte løget i et glas eller en vase hvor løget hviler på kanten, og hvor vandet ikke rammer selve løget (så rådner det), men blot rødderne. Man kan vælge et løg der allerede er begyndt at spire, eller sætter et løg til at spire. Og så klipper man blot af spirerne, lidt som med purløg, og bruger løbende af dem. Alt efter hvilket løg man vælger, vil smagen variere, men kort sagt så smager løg-toppe af, ja løg. Men mildere, og derfor er toppene gode på rigtig mange forskellige ting; smørrebrød, æggekage, sammenkogte retter, ja hvor du nu synes et lille frisk sprødt pift af løgsmag vil passe på. Du kan gøre præcis det samme med et helt hvidløg, og opnå skønne friske toppe i en noget mildere hvidløgssmag end selve hvidløget.

Hvis du sætter løget, eller løgene, i pyntelige glas eller vaser så prøv også at sæt dem på det dækkede bord, evt sammen med blomsterløg og andre blomster. Det ikke alene pynter for øjet, men gør også at man ved bordet selv kan pynte sin mad af. Husk i så fald at læg en lille saks ved.