3 kogebøger til under juletræet + GIVE AWAYS !

 

//REKLAME// Indlægget er blevet til i samarbejde med Lindhardt og Ringhof og FADL´s Forlag

Jo det er ganske vist i god tid for de fleste, men den nærmer sig jo med raske skridt den jul dér. Og hvis du er en af de mange der giver julegaver så er her 3 gode bud på kogebøger til at lægge under træet. Eller til at skrive på din egen ønskeseddel. Bøgerne er meget forskellige og på den måde er der bog-pakker til både den der ønsker at spise mere grønt, dem der ønsker mere inspiration i hverdagskøkkenet og til den litterære gourmet.

GIVE AWAYS: Hvis du vil lægge billet ind på én af kogebøgerne, så læs nederst i indlægget hvad du skal gøre !

Grønt, Jamie Oliver

Lindhardt og Ringhof, 320 s., 299,95 kr, udkommer 15.november

Der står vel nærmest mindst en af Jamie Olivers kogebøger hos langt de fleste, og én af årsagerne tænker jeg er at hans opskrifter er til at gå til. Denne gang har han ladet sig inspirere af verdens bedste vegetarkokke og har igennem 8 år arbejdet på kogebogen. Hans målsætning er ikke at omvende læserne til at blive vegetarer, men at man vil lade sig inspirere til at tilberede langt flere grøntretter.

Der er mange velkendte retter ( eks vis moussaka, stroganoff og forskellige pies) i bogen, som blot er tilberedt uden kød, men hvor f eks blomkål indgår som fyldig grøntsag. For en som mig der ofte laver vegetarmad er der ikke sådan noget revolutionerende ved kogebogen, men eftersom at han virkelig kan noget med tilsmagningen, tv kok kæledæggen, så er der klart en masse fifs man kan tage med sig – stroganoff smagt til med whisky, det har jeg f eks aldrig prøvet.

For både novicen ud i grønne retter, men også for den som i forvejen spiser meget grønt, er bogens bagerste afsnit dens største force, hvor det ene er tips og tricks og det andet har overskriften ernæring.

3 opskrifter fra bogen som jeg skal prøve:

Pulled svampe sandwich, hvor der er smæk på umami smage med svampe og blåskimmelost samt fedme fra både valnødder og balsamico.

Grøn mac ´n´cheese, der bestemt ikke er en slankende ret, men snarere grøn comfort food når det er bedst.

Scotch eggs a la rogan josh som lyder som den blødeste sprødeste snack ever – smilende æg gemt i en fars af korn, panerede og friturestegte.

Som med opskriften Scotch eggs er der en del opskrifter som har sin tydelige oprindelse i det engelske køkken, mange af dem er twistet eller mixet med komponenter fra andre køkkener.

Kogebogen er til:

Den der gerne vil spise mere grønt, men stadig med velkendte retter.

Den der i forvejen er vild med Jamie Olivers opskrifter.

Den unge, såvel som den ældre.

 

Nemt på budget, Louise Bruun, Mia Sommer, Emma Martiny m fl

Fadl´s forlag, 192 s., 199,95 kr, er udkommet

Nemt på budget er en kogebog sat sammen med opskrifter fra flere kogebøger inddelt i morgenmad, forretter, hovedretter, tilbehør og desserter. Lige så forskellige madskribenterne er, lige så alsidige er opskrifterne. Netop det er vel nok bogens force, at du får 75 opskrifter på budgetvenlige retter.  Det er hverdagsmad uden avancerede teknikker og særlige ingredienser.

3 opskrifter fra bogen som jeg skal prøve:

Båndsalat af glaskål, en lidt anderledes salat med en masse knasende sprød kål med en laber dressing smagt til med ansjoser, kapers og bladselleri.

Sprøde squashbånd, lune grøntsagschips dækket af parmesan, need I say more?

Hvide peanutbrød, hvid chokolade smeltet med kokosolie og kakaosmør tilsat salte peanuts, dé skal klart i konfektskålen i år.

Kogebogen er til:

Den der gerne vil spare på pengene, men ikke på smagen.

Den der savner opskrifter til hverdagsmaden.

Til den unge der er flyttet hjemmefra eller står for at skulle forlade reden.

I køkkenet med Karen Blixen, Signe Wulff

Storyhouse/Lindhardt og Ringhof, 304 s., 399,95 kr, udkommer 21.november

Dette er ikke en egentlig kogebog, og det selvom der bagerst i bogen er en god håndfuld opskrifter fra Karen Blixens personlige kogebog. Opskrifterne er bla fra da hun stod i lære hos en fransk kok i Restaurant Rex i Bredgade. Jo det er ganske rigtigt, gourmeten Karen Blixen overvejede oven i købet om hun skulle blive kok eller forfatter. Faktisk var gastronomien noget Karen Blixen satte lige så højt som litteraturen, hvilket også skinner igennem i store dele af hendes forfatterskab, nok tydeligst i “Babettes gæstebud”. Udover Karens egne nedskrevne opskrifter, som Consommé d´eland, Langouste au curry og Foie gras-terrine à la Mau kommer bogen med et bud på opskrifter på den komplette menu i netop “Babettes gæstebud” . Forfatteren har ikke alene været Blixens egen notesbog med opskrifter igennem, men har også nær studeret de kogebøger der findes i køkkenet på Rungstedlund og har en fin gennemgang af disse bagerst i bogen. Her er alt fra Madam Mangor til Escoffier.

Spisestuen på Blixens farm MBogani, billedet er fra Det Kongelige Bibliotek

Signe Wulff er cand.mag. i fransk og moderne kultur og kulturformidling, og har i sit virke beskæftiget sig med gastronomi på mange flader, f eks har hun været forlagsredaktør for kogebogsforfattere og så driver hun bloggen kvindevin . Bloggen er en af mine favoritter når det kommer til at læse om vine, for Signe skriver godt og ikke med alt for mange fag-gloser. Med bogen her har hun vitterlig brillieret, kort sagt fordi den simpelthen ikke er til at lægge fra sig. Mere uddybet, fordi den tager dig med på en kulinarisk vandring gennem Karen Blixens liv og forfatterskab.

Selv har jeg læst en del af Blixens bøger da jeg var helt ung, flere af dem må jeg indrømme jeg ikke helt forstod dengang, men alligevel var der noget der dragede mig. Særligt husker jeg novellerne i Vintereventyr, og det er da også fragmenter fra disse der popper op når jeg tænker på, eller taler om Karen Blixen. Måske særligt fordi jeg fik 11 i en analyse af én af novellerne i folkeskolen. Med Signes digre værk, der giver en fin indføring i hvem hun egentlig var, og måske især hvad hun vægtede i sit liv, har givet mig lyst til at læse Blixen igen. Jeg skal på ingen måde lægge skjul på at denne bog er noget af det mest interessante jeg endnu har læst om en stor dansk kultur personlighed, og jeg er vild med at fortællingen tager udgangspunkt i det madkulturelle.

Langt de fleste af opskrifterne bærer klart præg af at tiden var en anden, og at Karen Blixen havde nogle til at tilberede disse retter for sig, men der er nu alligevel nogle der klart skal prøves.

3 opskrifter fra bogen som jeg skal prøve:

Småkager med rom og rosin – måske en ny del af udvalget af julesmåkagerne?

Sauce Cumberland, en sauce med citron, – og appelsinskal samt saft kogt op med bla portvin.

Blinis à la Demidoff, serveres som halvmåner.

 

Karen Blixen på kaffeplantagen i Afrika.

Kogebogen er (helt klart) til:

Til dig der er vild med Karen Blixens forfatterskab og vil dykke ned i den kulinariske del af hendes liv.

GIVE AWAYS: Skriv i kommentarsporet til indlægget her, hvilken af bøgerne du helst vil vinde. Det skal du gøre senest d.20.11.2019. Jeg trækker en vilkårlig vinder af hver bog som får besked via email.

Konkurrencen er slut og vinderne er trukket blandt de mange kommentarer – TAK for deltagelse ! Vinderne får besked via deres indbakke.