Søg

Hyldebærsaft

Nu nærmer sig den koldere tid, og dermed sæson for snue, og der er der ikke meget der er bedre end et glas varm hyldebærsaft til at få varmen på.

Hvis du har brug for lidt ekstra at varme dig på, eller bare fordi det smager hamrende godt, så kom et skvæt god mørk rom i den opvarmede saft.

Og det er lige nu, som i NU du skal ud og plukke de sidstesolmodne bær. Har du ikke mulighed for at koge saften nu, så rip klaserne, skyl bærrene og kom dem i fryseren.

Denne saft er koncentreret, da jeg blander den op med vand, efterhånden som den drikkes.

Hyldebærsaft:

2 æbler

Ca. 500 g hyldebær

1 citron

200 g sukker

Skræl æblerne og skær dem i mindre stykker – uden stilk og kernehus.

Kom bærrene og sukker i en gryde, og lad det simre langsomt i ca.5 minutter.

Skær citronen i både.

Kom æblestykker og citronbåde ved, og giv det et opkog. Lad det simre ved svag varme i ca.10 min.

Sluk for varmen og lad det trække en times tid. Hæld nu saften/massen i et saftklæde og lad det dryppe helt af. Hjælp evt lidt på vej ved at mase klædet lidt.

Hæld på flaske – rengjort, skoldet og steriliseret.

Hvad med at lave en portion hyldebærsuppe ?

Reklamer

Solbærmarmelade

Jovist sæsonen for solbær er ovre, men nu havde jeg én pose fuld i fryseren, som jeg fik i en fin velkomstkurv da jeg flyttede ind i min lejlighed her i Stege, og den tog unødig plads. I dag blev den omsat til en skøn enkel marmelade, uden nogen dikkedarer. Eller det er måske lyv, for jeg har faktisk tilsat geleringspulver. Det er noget jeg sjældent gør når jeg sylter, men det var som om denne marmelade ikke rigtig ville sætte sig, og der er vist noget om at pektinindholdet falder når bær og frugt har været nedfrosset. Så indimellem må man ty til hjælpemidler, sådan er det jo.

Måske har du også solbær i fryseren? Hvis ikke, kan du jo vente til næste år når bærrene hænger solmodne på buskene. I hvert fald vil jeg sige, at sådan et glas hører til blandt mine favoritter.

Solbærmarmelade:

  • 500 g solbær
  • 500 g sukker
  • 1-2 tsk. geleringspulver
  • Atamon eller klar alkohol til at skylle glassene med

Nip bærrene og skyl dem i en si, lad dem dryppe af.

Kom bærrene i en større gryde, og lad dem simre i 5-7 min. under svag varme.

Tilsæt nu sukker, og geleringspulver efter anvisning på posen.

Lad marmeladen koge videre i ca. 10 min. og skum af undervejs.

Kom marmeladen direkte på rengjorte skoldede og skyllede glas, luk til og opbevar mørkt og køligt.

Du kan sagtens koge en marmelade med langt mindre mængde sukker, men da konserveres den knap så godt og skal dels opbevares på køl og dels spises hurtigere.

Butterdejssnegle m.pesto, pinjekerner og parmesan

I sommer så jeg en annonce med en opskrift på butterdejssnegle med pesto, og skrev mig kombinationen bag øret, for jeg glemte at notere den. Men da den ikke krævede de store køkken-skills, bestemte jeg mig for at lave dem som jeg mente de ville smage bedst.  Selv er jeg ikke sådan ovenud begejstret for pesto, og synes det i en periode blev brugt i nær sagt hvad som helst, og sådan kan man jo hurtigt få for meget. Men her tænkte jeg at det kunne gå ret godt, og det gjorde det!

Jeg serverede de små snegle på et fad med hjemmelavede bruschetta, oliven, nogle små rosmarin grissini kiks og salte mandler, til en velkomstdrink til min fødselsdag i mandags. Og jeg må bare sige, at de forsvandt ret så hurtigt blandt mine gæster – faktisk nåede jeg selv kun at smage én.

Som aperitif til snacksene serverede jeg et glas tør Cava blandet med 1/3 af denne mirabellesaft , det blev en lækker sød-syrlig og frisk drink som passede perfekt til en sensommer velkomstdrink – på billedet nedenunder ser du mig skåle med et glas.

De er HELT vildt nemme at lave, og den slags kan jo være rigtig smart hvis man ikke har så meget tid eller hvis man synes køkkenskriverierne nemt kan tage overhånd. Du får min opskrift herunder – jeg valgte en klassisk pesto Genovese, men du kan jo vælge lige den pesto du har på lager eller synes bedst om. Jeg kom ikke parmesan på sneglene inden bagning, det gør jeg klart en anden gang, da jeg tænker det lige giver dem dét ekstra pift.

Butterdejssnegle m.pesto og pinjekerner:

– Ca.10-12 stk.-

1 rulle butterdej

Ca. 1/2 glas pesto

En stor håndfuld pinjekerner

Ca. 75 g parmesan + evt mere til at drysse på sneglene inden bagning

  • Varm ovnen på 180 grader
  • Rul butterdejen ud på et større skærebræt
  • Smør pesto på i et tyndere lag, ikke helt ud til kanten
  • Drys pinjekerner udover
  • Riv parmesan udover i et jævnt lag
  • Rul nu rullen til en lang roulade, ikke stramt, men så stramt at den holder formen
  • Skær nu ud i stykker på ca. 3-4 cm
  • Sæt stykkerne med skærefladen opad på en bradepande beklædt med bagepapir
  • Tryk sneglene let flade, og stik evt butterdejs-flipperne ind under sneglene sådan at de ikke går op under bagningen
  • Bag dem i ca.10-12 min. hold øje undervejs

 

Anmeldelse: Camillos køkken – Mad, der får folk til at tale sammen/Jørgen Smidstrup

 

//Anmeldelse og Give Away er blevet til i samarbejde med forlaget//

Ligesom med teater, – og biografforestillinger får præmierer nu det er sensommer og begyndende efterår, så rammer nye kogebøger også boghandlernes hylder i disse dage i massevis. En af dem, er lidt af en moppedreng som den autodidakte kok og kommunikationsdesigner Jørgen Smidstrup står bag. Jørgen Smidstrup er i mad-sammenhæng nok bedre kendt som manden der står bag Camillos køkken som er en pop-up restaurant der dukker op indimellem i Jørgens eget køkken.

Og hvorfor så navnet Camillo? Det kommer sig af, at Jørgens Smidstrups bedstefar hed Camillo til mellemnavn, trods hans rent danske aner, et navn Jørgen som dreng synes var ret så eksotisk. Og et navn han forbinder med bedstefaderens kærlighed til mad. Navnet gik ikke officielt i arv, men det har han nu adopteret som navnet på hans køkkenskriverier, ligesom en meget stor passion for madlavning.

En passion der ikke fornægter i de mange opskrifter, og i valget af at have tre essays med skrevet af rektor ved Designskolen Kolding, en professor i molekylærbiologi og en journalist på Politiken. Et anderledes supplement i en kogebog, der siger noget om forfatterens mission; at måltidet bringer folk sammen. Måden det skinner igennem på, ses bla på antallet af opskrifter på appetizere, der er stort set lige så mange som opskrifter på hovedretter og ved at tilføje opskrifter på drinks. Desuden ses det især på en del af de billeder der er mellem opskrifterne, her hygger man sig over madlavningen med gæsterne eller ved det hyggelige og afslappede middagsbord. Og så er der yderligere suppleret med afsnit hvor forfatteren selv, f eks giver idéer til hvordan man sammensætter en menu ud fra opskrifterne eller opfordrer til at man inviterer til middagsselskaber i langt højere grad.

Jørgen Smidstrup skriver selv i forordet at han er sikker på han har været en italiensk Mama i sit tidligere liv, og hans kærlighed til især det italienske køkken er markant i bogen – der er opskrifter på alt fra crostini med artiskokcreme og spaghetti al limone til saltimbocca og panna cotta. Men samtidig er der skelet en del til det franske køkken, og der er tydelig inspiration fra verdenskøkkenet, på den måde at det nok bare er en nutidig kogebog. Har man et par af de store klassiske kogebøger som Sølvskeen, Escoffiers store kogebog og måske et par af Jamie Olivers, så har man sådan set opskrifterne i forvejen. Men det gør ikke Camillos køkkenskriverier mindre god for den sags skyld, det er en ret så lækker kogebog at bladre i og jeg er i hvert fald blevet inspireret til et par middagsselskaber.

Camillos Køkken – Mad, der får folk til at tale sammen, Jørgen Smidstrup er udgivet af Strandberg Publishing og koster 349,95 kr.

GIVE AWAY

Du har nu muligheden for at vinde et eksemplar af Camillos Køkken – Mad, der får folk til at tale sammen ! Du deltager ved at skrive en kommentar i kommentarfeltet om hvordan du arrangerer en middag, eller hvad du savner inspiration til når du skal have gæster. Kommentaren skal lande her på bloggen senest d.8.9.2018. Husk at angive mailadresse, sådan at jeg kan få fat i vinderen.

Pssst … du kan smide et ekstra lod i puljen ved at deltage ovre på Instagram også !

Anmeldelse: Husmor i en rationeringstid – køkkenliv under besættelsen/Dorthe Chakravarty

//Indlægget er blevet til i samarbejde med Gyldendal//

Denne bog er lidt anderledes end de bøger der udelukkende er kogebøger, som jeg normalt anmelder her på bloggen. Jeg synes simpelthen den er så interessant, at jeg vil dele min begejstring over Dorthe Chakravartys seneste udgivelse med jer læsere. Og lur mig, om ikke der er en del af jer, der netop er interesseret i mad-historie, der også vil finde glæde over fortællinger om den snarrådighed der fandt sted blandt husmødre, kogekoner og madskribenter under besættelsestiden i Danmark.

Dorthe Chakravarty er historiker og journalist, og har med denne bog gjort det jeg kender hende for – trukket paralleller fra fortiden til den tid vi lever i nu. Med hendes første udgivelse  , som er en slags gør-det-selv husmor bog, skriver hun flere steder om at det jo ikke er noget vi har opfundet i nyere tid, det med at anlægge små byhaver, reparere tøjet når der går hul i eller præservere frugt, bær og grønt. Og netop det går igen på disse 288 siders beretninger om livet som husmor under anden verdenskrig.

Bogen er suppleret med opskrifter, både dem folk sendte hinanden i breve under krigen,  fra hæfter om f eks hvordan man kunne bruge den gratis mad der vokser vildt og fra forskellige kogebøger. Og kogebøger var noget der solgte godt i de år, da mange af især de yngre husmødre ikke var vant til at henkoge, partere, salte kød osv og derfor søgte råd og vejledning til husholdningen. Der var ligeledes stor forskel på by og land, da man på landet kunne holde slagtedyr og dyrke grønt selv, hvilket nogle af de private breve Dorthe Chakravarty har uddrag af i bogen.

For mig er det her en spændende side af hverdagslivet under krigen, en del af historien man ikke får fortalt i historietimerne og som ej heller er beskrevet særlig indgående i historiebøgerne. For med Dorthes egne ord, så var det kvinderne i de små og store hjem og i folkekøkkenerne der fik hverdagen til at fungere:

»Skulle nationen overleve i en krisetid, handlede det ikke kun om store mænds store gerninger og verdenspolitikkens udvikling, det handlede også om livet på hjemmefronten, hvor den tapre husmor uden at kny tog sin tørn for husholdningen og fædrelandet.«

Kilde: Berlingske – Kultur

Som sekretariatsleder i Kvinderådet og med sin interesse for hverdags-historie, får Dorthe Chakravarty fortalt om kvindernes rolle under krigen på yderst interessant vis. Men det er ikke det eneste omdrejningspunkt i bogen, det er netop også vinklerne om bæredygtighed, madspild, selvforsyning og foragering som hun på fin vis beretter om fra en tid med nød. At vi i dag, generelt set, derimod lever i en tid med overflod, og samtidig har så stor fokus på disse emner, er måske en reaktion på at vi gerne vil tilbage til det simple, det der er sund fornuft. Det kan vi bla lære af de danske husmødre og kogekoner under besættelsen, mener Dorthe Chakravarty.

Nogle af de underfundige historier i bogen, er hvordan madskribenter forsøgte sig med at sætte kaninen, kødløse dage og sågar mågen på middagsbordene i de danske hjem. Nogle af disse idéer vandt indpas, andre, som mågen fik vist aldrig rigtig tag i danskerne. Interessant er det også at læse, at der på middagsbordene dengang som oftest var to retter til hverdag. Noget der blev svært i de trange år, bla pga sukkermangel, men som så affødte stor opfindsomhed. Ligesom erstatningsvarer fandt vej til butikkernes hylder og hjemmebrænderierne leverede alskens frugtvine, som gik under navnet pullimut, da de var langt fra sydens vine.

Husmor i en rationeringstid – køkkenliv under besættelsen, er bogen til dig der gerne vil læse om hverdagen under besættelsen, dig der er interesseret i madens historie, de yngre for hvem meget af læsningen uden tvivl er ny og forhåbentlig en bog, man vil læse uddrag af i både folkeskolen og gymnasiet. Nu har jeg ikke for vane at rate de bøger jeg anmelder, men skulle jeg give denne stjerner, ville den få top karakter.

Husmor i en rationeringstid – køkkenliv under besættelsen af Dorthe Chakravarty er udkommet på Gyldendal og koster 299,95 kr.

Anmeldelse: Flytte hjemmefra kogebog/Louisa Lorang

//REKLAME//GIVE AWAY//

 

 

Jeg kan lige så godt indrømme det! Da jeg flyttede hjemmefra, var mad nok det sidste, der interesserede mig. Jeg var hverken dygtig eller overhovedet i nærheden af køkkenet. Det meste af tiden stod den på pizza og chokoladekage (sorry guys, men det er sandt!). Og i slutningen af måneden, smed jeg hvidkål, gulerødder og soya sammen i ovnen og spiste det!

Sådan indleder Louisa Lorang sit seneste skud på stammen af kogebøger, en kogebog der denne gang er henvendt til den unge der lige er flyttet hjemmefra. Og hun har en mission med kogebogen, at vise at det kan gøres nemt, billigt og hurtigt.

Der er – udover en enkelt side med “sådan kommer du godt i gang i køkkenet” 63 opskrifter inddelt i kategorier i forhold til tidsforbrug. Flest i kategorien hvor maden tager max 15 minutter at tilberede, som i øvrigt bærer overskriften “Hurtig som en Ninja”. Om de reelt tager så kort tid, beror nok på hvor trænet man er i køkkenet og på hvor god man er til at holde orden undervejs. Men lad nu det ligge. Louisa tager især afsæt i fastfood, – og streetfoodkøkkenerne og der er opskrifter på alt fra miso-ramen og kåldogs til shakshuka og loaded sweet potatoes (sidstnævnte skal jeg klart afprøve!). Opskrifterne er enkelt beskrevet og går fint kronologisk tilværks. Og så er der under en hel del af dem tips, noget jeg synes er rigtig godt, især i en kogebog for nye hjemme-kokke – for hvem har ikke stået med en opskrift og tænkt hvad det mon er for én ingrediens, hvad skal jeg så med resten af det eller mon man kunne komme det og det i også eller i stedet?

Flytte hjemmefra kogebog af Louisa Lorang er udgivet på Lindhardt og Ringhof. Pris 199,95 kr. Fotos: Chris Tonnesen.

GIVE AWAY

Kender du én der lige er, eller skal til at flytte hjemmefra? Har du et mindre madbudget? Eller er du måske selv studerende eller har lige forladt reden? Så vær med i konkurrencen om et eksemplar af bogen !

Du deltager ved at skrive en kommentar om hvorfor det lige er dig der skal vinde i kommentarsporet herunder. Kommentaren skal ramme bloggen senest mandag d.27.8.18. Husk at angive mailadresse, sådan at jeg kan komme i kontakt med vinderen. Vinderen får bogen tilsendt direkte fra forlaget.

VINDEREN ER FUNDET, og har fået besked – TILLYKKE til Sofie !

Du kan smide et ekstra lod i puljen ved at deltage i GIVE AWAY på Instagram også !

 

 

Indlægget er skrevet i samarbejde med Lindhardt og Ringhof.

Mirabellemarmelade

Du har sikkert set dem, mirabelle-træerne, også selvom du bor i by, for de er der nær sagt allevegne langs med vejene, ved krat og marker. I københavn hvor jeg i mange år nu har plukket dem, fandt jeg en del ved Utterslev Mose, og jeg tør væde med at der er mange på fælleden. Nu har jeg jo skiftet storbyen ud, med en væsentlig mindre by, en by omgivet af natur og her er mirabeller at finde mange steder. Jeg havde da heller ikke nået at bo her i mere end 4-5 dage før jeg var at finde med en kurv godt gemt bag de bugnende mirabellegrene. Ca.3 kilo af de små vilde blommer blev omsat til en skøn saft og resten kogte jeg en helt simpel mirabellemarmelade af.

Nogle af glassene gemmer jeg til grå vinterdage, og får således et glimt af en solrig dag ved det smukke Stege Nor på mit morgenbrød, andre forærer jeg væk og ét enkelt har jeg allerede taget hul på. Simpelthen fordi det smager så englene synger …

Du laver mirabellemarmelade sådan her:

  • 1 kg. udstende mirabeller
  • ca. 1 kg. rørsukker
  • 1 stang vanilje (jeg brugte en tom jeg havde liggende, og den frigav en masse dejlig vanillesmag)

Kom de halverede mirabeller i en skål og drys sukkeret over. Vend forsigtigt rundt, så alle mirabellerne bliver dækket af sukker. Opbevares tildækket i køleskabet natten over.

Dagen derpå har mirabellerne have frigivet en masse saft. Kom hele skålens indhold i en tykbundet gryde og tilsæt vaniljestangen.

Kog langsomt op og lad marmeladen koge ind under omrøring. Lad den simre til den tykner. Driller konsistensen kan du først teste den ved at komme en klat på en tallerken og sætte den på køl, stivner den som du ønsker, er den klar. Hvis ikke kan du tilsætte mere sukker, og koge den op igen, eller du kan tilsætte sylte-pulver af en slags.

Kom marmeladen på rengjorte skoldede glas, skyl dem evt med atamon eller klar spiritus for at være helt sikker på de er rene og marmeladen holder længe. Opbevar dem mørkt og køligt.

 

Mirabellesaft

Det er lige nu de hænger der i hobetal og er modne på den helt rigtige let syrlige og søde måde. De findes over alt i det fri, langs veje, hegn, krat og marker. De kommer i farven rød og gul. Og de smager så guddommeligt godt efter en tur igennem præserverings-møllen på den ene eller den anden facon. Normalt laver jeg marmelade af mirabeller, især af den gule slags, da den får en abrikos-agtig smag, som jeg synes vældig godt om. Men i år har jeg lavet mig en saft. En tyk, nærmest sirup agtig én af slagsen, som jeg forestiller mig vil være rigtig dejlig i drinks også.

Når du har været ude og plukke ca.1,5 kilo gule mirabeller, så går du hjem og skyller dem grundigt, og kommer dem derefter i en tykbundet gryde.

Her hælder du 1,5 kilo sukker over, sætter låg på sned på gryden og lader det simre til blommerne er helt smattede og der dannes saft i gryden. 

Mas evt lidt med en stor grydeske, og hæld så saften i et saftklæde over en ren skål og lad saften dryppe af heri.

Hæld saften på en rengjort og skoldet flaske og opbevar den et køligt og mørkt sted.

Hvis du blot ønsker at drikke saften som saftevand, så blander du blot op med vand til ønsket smag. Ellers prøv at top med mousserende vin, eller mix den i en drink af en slags.

 

Prøv også kombinationen af mirabeller og brombær, det giver en frugtig marmelade med en rigtig lækker konsistens.

Kandiserede violer

I år valgte jeg at så stedmoderblomster til Den Urbane Have selv, og det selvom det jo nok er den billigste og letteste blomst at få fat i til forårshaven. Det kolde tidlige forår gjorde at de ikke rigtig skød, på trods af at de blev nurset som bitte små spirer, først i min vindueskarm i et lille drivhus og sidenhen i drivhus i køkkenhaven. Men med den helt vildt skønne varme maj, skal jeg ellers love for at de fik fart på ! Og de bliver blot ved og ved med at skyde og blomstre. Et temmelig succesfuldt projekt må jeg sige. Absolut ikke sidste gang jeg gør det. Ved at så dem selv kan man også få langt flere forskellige sorter og farver end dem de store supermarkedskæder fører der i februar-marts måned. Næste år vil jeg dyrke dem i bla en sart rosa …. lige til at pynte kager og desserter af med.

Nu tænker du måske, at jeg skriver violer i overskriften, og så plaprer jeg løs om stedmoderblomster. Men stedmoderblomster tilhører viol familien, så den er god nok. Og den er spiselig – især den hjemmedyrkede hvis du ikke sprøjter den med unødigt stads. Endnu en fordel ved at så den selv. Selvom du nu også godt kan spise blomsterne fra dem du køber færdigdyrket, blot lad der gå nogle uger hvor den når at skyde nye blomster. Men du kan ikke sige dig helt fri for rester af hvad gartnerierne har hældt over dem.

Oprindeligt er det marts violen man kandiserer og derfor man kender kandiserede violer som værende blå-lilla, som den jo er. Men det nåede jeg ikke og eftersom at stedmoderblomsten er mere udbredt, gør jeg opmærksom på at du sagtens kan kandisere den også.

Her er de brugt til at pynte en citronkage med citronglasur af.

Sådan gør du:

Pluk blomsterne, gerne med så meget stængel at du har noget at holde fast i. Skyl dem og efterse dem for smådyr. Lad dem tørre helt.

Pisk en æggehvide skummende, ikke stiv.

Hæld flormelis i en tallerken.

Dyp forsigtigt blomsterne i æggehviden og derefter sier eller drysser du flormelis udover blomsterne. Læg dem på en bageplade med bagepapir og knæk blomsterstilkene af.

Sæt dem i en 75 grader varm ovn og lad dem tørre i to timer – hold ovndøren på klem.

Opbevar de helt afkølede blomster i en lufttæt beholder.

Du kan også vælge at tage de enkelte blomster blade af og kandisere dem, det kræver knap så meget fingersnilde som hele blomster, da de krummer sig sammen og bliver som de kandiserede violer man kender fra glas.

Og så kan du jo selvsagt kandisere alle slags spiselige blomster, rosenblade eller morgenfrue blade f eks.

Blog på WordPress.com.

Up ↑