Nordiske oliven: umodne mirabeller i saltlage

Mirabeller er en af de mest udbredte vilde spise man kan finde i det ganske land i sensommermånederne. Træerne står langs markskel, kyster og sågar ved parkeringspladser og i parker. I foråret står de i yndefuldt flor og sidenhen blærer de sig med frugt i kilovis, ikke til at stå for, selvom jeg ved at en del haveejere slet ikke ønsker dem på matriklen.

Den lille stenfrugt har jeg plukket i en del år, også da jeg boede inde på stenbroen, men sidste år da jeg flyttede til Møn tog det vist nærmest overhånd – for de står allevegne. Nuvel det blev til en del glas marmelade som jeg har nydt over vinteren og har kunne forære væk af og den skønneste saft som jeg klart skal lave meget mere af i år. Der er en del arbejde med de små blommer, hvis man tilbereder dem uden blommer i, men hvis man sætter sin yndlingsskive på grammofonen og god tid af, så kan det gå hen og blive helt meditativt.

I år har jeg ville udvide mit mirabelle-repetoire, og forsøge mig med de umodne af slagsen. De små faste grønne mirabeller kan nemlig præserveres på forskellig vis, som en slags nordiske oliven. Jeg har skelet til forskellige opskrifter, og er nået frem til at jeg i første omgang skulle komme dem i saltlage. Flere skriver at de ved denne metode bliver ret så salte, så når de har trukket nogle måneder vil jeg gøre som Snilde.dk anbefaler sidst i hendes opskrift. Jeg har smagt umodne fermenterede mirabeller en enkelt gang, og forestiller mig at smagen her bliver derhen af, men kender faktisk ikke resultatet da de jo skal trække. Men da det er NU de hænger der så flotte, faste, grønne og umodne på træerne, så deler jeg opskriften i fald du selv skulle få lyst til at prøve.

Nordiske oliven: umodne mirabeller i saltlage

Syltetøjs, – og/eller henkogningsglas. Eller i condibøtte.

Umodne mirabeller
Salt uden jod
Vand

FREMGANGSMÅDE:

Vask syltetøjsglas og hav dem klar – de skal ikke, som ved syltning have hverken atamon eller alkohol, da det vil slå de sunde bakterier man bruger ved netop fermentering ihjel.

Skyl mirabellerne, se dem efter for småkryb og tag stilke af. Stik dem med en gaffel, sådan at saltlagen trænger ind i kødet.

Lav saltlage efter flg. mål: 5 g salt pr.dl vand.

Kom mirabellerne på glassene og hæld lagen over.

Stil glassene på en tallerken og let på trykket en gang dagligt den første uge. Stil dem derefter mørkt og køligt i min. 3 måneder.

Smag efter 3 måneder på dem, og synes du de er for salte, så kom dem i olivenolie, evt tilsat hvidløg og krydderier som det foreslås i link over opskriften.